Sophus Robert Delfer (født Petersen 20. februar 1887 i København, død 8. september 1949 i Hellerup) var en dansk grosserer, der grundlagde virksomheden Sygekassernes Optik, i dag kendt som Synoptik.

Biografi Delfer begyndte sin karriere som grossist i optikervarer. Han rejste til Tyskland og indkøbte større partier af brillestel og brilleglas, som han solgte videre til danske urmagere. På dette tidspunkt solgte mange urmagere også briller. Når varerne var afsat, foretog Delfer nye indkøbsrejser til flere europæiske lande og opbyggede på den måde en rentabel handelsvirksomhed.

Delfer havde en social bevidst tilgang til sin forretning og henvendte sig til de samvirkende sygekasser i København med et tilbud om leverance af briller til favorable priser. Aftalen blev indgået på betingelse af, at virksomheden fik navnet Sygekassernes Optik, og at sygekasserne henviste deres medlemmer til forretningen.

I 1930 løste Delfer næringsbrev, og året efter åbnede han en mindre butik på Nørre Voldgade i København. Forretningen fik hurtigt kunder, blandt andet fordi sygekassernes hovedkontor lå i nærheden. Efter omkring et år flyttede virksomheden til Nørregade 41, hvor den lå i en længere årrække.

Senere udvidede Delfer virksomheden med afdelinger i flere danske byer. Under 2. verdenskrig oprettede han en engros-virksomhed for at sikre leverancer af varer til sine butikker og etablerede samtidig en produktion af brilleglas.

Ved Robert Delfers død i 1949 blev virksomheden overført til en fond. Fonden ejer fortsat en del af Synoptik.

Delfer er begravet på Vestre Kirkegård i København.

Referencer

Kategori:Personer fra København Kategori:Grosserere fra Danmark Kategori:Erhvervsfolk fra Danmark