Udenrigsministeren er en dansk tv-dokumentarserie i tre afsnit, der er produceret af Kompagniet for TV 2, der sender den i februar 2026. Hvert afsnit er cirka 40 minutter.
Serien følger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og hans nærmeste medarbejdere i de mest dramatiske år for den danske udenrigstjeneste siden 2. verdenskrig.
Det første afsnit handler om Trumps ønske om at erhverve Grønland og følger ministeriets bestræbelser på at samle en række allierede, der står bag Danmark og dermed går op imod USA. Løkke afbryder i januar 2026 en ferie, hvilket dokumentaren begynder med. Andet afsnit omhandler USA's trussel om at forlade NATO, fordi en række europæiske lande ifølge præsident Trump ikke betaler nok til forsvarsalliancen. Tredje afsnit handler om krigen i Ukraine og Gazakrigen, hvor det vækker frustration hos udenrigsministeren, at der ikke er interesse for den humanitære krise i Mellemøsten, ligesom også opbakningen til Ukraine halter.
Modtagelse Anmelderne har givet dokumentaren en blandet modtagelse.
Politiken gav den fire hjerter og skrev, at dokumentaren er større end Løkke. "Noget af det mest værdifulde ved dette første afsnit er indblikket i forholdet mellem medierne og magten," skriver avisens anmelder blandt andet. Altinget gav fire A'er og bemærkede, at dokumentaren giver et "unikt indblik i, hvordan diplomatiet arbejder, når verden brænder." Weekendavisen, der ikke giver stjerner, stiller i sin anmeldelse spørgsmålet om, hvor godt TV 2 slipper fra dokumentaren - og konstaterer samtidig, at Løkke slipper fint fra den. David Trads skriver i sin anmeldelse i Jyllands-Posten, at dokumentaren burde have været en del af reklameblokken på TV 2 - og giver den blot én stjerne. Berlingskes anmelder Peter Lautrup-Larsen giver to stjerner og mener, at dokumentaren promoverer Løkke, og at den bliver for overfladisk. Kristeligt Dagblads Henrik Hoffmann-Hansen giver fire stjerner og konstaterer, at det er "godt tv", men at det "mest påfaldende [er] alt det, der ikke bliver vist.
Referencer
Kategori:Dokumentarserier fra Danmark Kategori:Tv-programmer fra TV 2 Danmark