thumb|Harald Hårderådes saga – titelfrise af G. Munthe
Harald Hårderådes saga er den tiende saga i sagasamlingen Heimskringla, skrevet af den islandske skjald og høvding Snorre Sturlason omkring 1230. Sagaen handler om den norske konge Harald Sigurdsson, med tilnavnet Hårderåde ("hård hersker"), søn af den østnorske småkonge Sigurd Syr og yngre halvbror til Olav den hellige. Harald var konge af Norge i 20 år, fra 1046 til 1066.
Om sagaen Harald Hårderådes saga består af 101 kapitler fordelt på cirka 75 sider. Sagaen omhandler Haralds voksenliv, først i tjeneste som kriger i Byzans, og dernæst som konge i Norge. For oplysninger om Haralds barndom må man konsultere Olav den helliges saga, hvor Harald omtales både som barnSnorre, Olav den helliges saga, kap. 33 og som ung mandSnorre, Olav den helliges saga, kap. 196, 198, 209 i forbindelse med sin bror Olav Haraldsson (den hellige).
Harald Hårderådes saga indeholder desuden et relativt stort antal skjaldekvad, blandt andet af brødrene Bolverk og Tjodolv Arnorsson, samt af Stuv skald. Harald skal også selv have digtet nogle kvad; Snorre gengiver et omkvæd fra et af dem,Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 15 samt flere vers, som han skal have digtet før slaget ved Stamford Bridge.Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 91
Handling Sagaen begynder med Haralds flugt fra Norge efter slaget ved Stiklestad. Kun 15 år gammel deltog Harald i slaget på sin bror Olavs side. Olav blev som bekendt dræbt, og Harald blev såret, men det lykkedes ham at undslippe. Efter at en af Olavs mænd havde hjulpet ham i skjul på en gård langt fra folk, drog han til Sverige og derfra videre til Gardarige (beliggende i det, der senere blev Belarus, Rusland og Ukraine). Her opholdt han sig i nogle år og tjente kong Jaroslav af Kijev.Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 1–2
Derefter rejste Harald til Miklagård (nutidens Istanbul), hvor han tog tjeneste hos kejser Mikael Katalaktes.Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 3 Snorre fortæller, at Harald blev en højt respekteret kriger og deltog i felttog i Serkland (Mellemøsten og Nordafrika), på SicilienSnorre, Harald Hårderådes saga, kap. 5 og i Jorsalaland (Jerusalem).Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 12
I 1045 vendte Harald tilbage til Gardarige, hvor han blev gift med Jaroslavs datter Ellisiv.Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 17 Derefter rejste han til Sverige, hvor han indgik venskab med Svend Estridsen (Ulvsson), som senere blev konge af Danmark. Snorre fortæller, at eftersom „alle svearne var Svends venner, (…) blev alle svear også venner og hjælpere for Harald“.Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 18
Nu ønskede Harald og Svend at kæmpe for herredømmet over både Norge og Danmark. De drog rundt i Danmark og hærgede, indtil Harald modtog bud fra sin nevø Magnus den Gode. Magnus var da konge af Norge og tilbød sin onkel forlig og deling af riget, hvilket Harald accepterede.Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 21 Dette mishagede Svend, som mente, at Harald brød deres indbyrdes aftale. Samme nat blev Harald udsat for et attentat fra en af Svends mænd, men han havde forudset angrebet og undslap.Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 22
Herefter mødtes Harald og Magnus, indgik venskab og aftalte at dele kongeriget. Magnus var forholdsvis fattig efter store udgifter til leding, og det var derfor en fordel, at Harald var blevet meget rig under sin tjeneste i udlandet. Snorre skriver, at „alle som så på, syntes det var et under, at så meget guld kunne være samlet på ét sted i Nordlandene“.Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 24
Harald og Magnus regerede sammen frem til Magnus’ død i 1047.Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 28 Herefter blev Harald enekonge. Året efter giftede han sig med Tora Torbergsdatter. I den forbindelse fortæller Snorre også om Haralds børn. Med Ellisiv fik han døtrene Maria og Ingegerd, og med Tora fik han sønnerne Magnus og Olav (senere konge Olav Kyrre).Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 33
Sagaen beretter også om Haralds indsats som kirkebygger. Han færdiggjorde sin nevø Magnus’ kirke i Trondheim samt lod opføre en Mariakirke og en Gregoriuskirke.Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 38 Ifølge Snorre skal han desuden have grundlagt Oslo.Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 58
I Trøndelag var den mægtige Einar Tambeskælver den ledende stormand. Forholdet mellem ham og Harald var dårligt og endte med, at både Einar og hans søn blev brutalt overfaldet og dræbt.Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 44 Harald ønskede også at vinde Danmark og udkæmpede flere slag mod Svend Estridsen. Det sidste slag mellem dem stod ved Niså i Danmark, hvor Haralds mænd sejrede.Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 61–65
Harald er dog især kendt for sin deltagelse og sit fald i det berømte slaget ved Stamford Bridge, som fandt sted den 25. september 1066. Dette slag beskriver Snorre i slutningen af sagaen. Harald forsøgte også at erobre England, men blev dræbt af en pil i halsen under slaget.Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 92
Kapitlerne efter Haralds død handler om forholdene i England og om Vilhelm Erobreren, som blev engelsk konge efter slaget ved Hastings, blot 19 dage efter Haralds fald.Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 96–97 Vilhelm lykkedes dermed med det, Harald ikke formåede. Sagaens sidste kapitel handler om Haralds sønner Magnus og Olav. Begge blev konger efter faderens død, men Magnus døde blot tre år senere, hvorefter den yngre bror Olav blev enekonge.Snorre, Harald Hårderådes saga, kap. 101
Referencer
Kategori:Kongesagaer