Overbehandling eller uhensigtsmæssig behandling betegner en praksis, hvor patienter udsættes for undersøgelser, behandlinger og kontroller, der er ressourcekrævende og ikke tilføjer væsentlig værdi for patienter eller samfund, og hvor der således ikke er balance mellem skade og gavn.
Baggrund Overbehandling kan forekomme i flere former, herunder: Overdiagnostik: Ved undersøgelser finder lægerne afvigelser eller forandringer, der reelt ikke medfører sygelighed eller dødelighed for patienten, fordi de udvikler sig meget langsomt eller helt forsvinder over tid Behandlinger med lav værdi. Gentagne undersøgelser eller rutinekontroller kan give ringe eller ingen værdi for både patient og samfund. For høj specalisering: Opgaver løses på et højere specialiseringsniveau end det fagligt set er nødvendigt.
Ifølge svenske undersøgelser kan omkring 20-25 procent af de udførte behandlinger være overbehandling og dermed skadelig for patienterne. Overbehandling findes i mange lande og ikke blot i højindkomstlande, men er mest udbredt der.
Et af verdens største folkesundhedsproblemer, antibiotikaresistens, forværres af unødig receptudskrivning af antibiotika.
Screening af patienter uden symptomer kan føre til overdiagnostik og overbehandling som sideeffekt. Et alternativ til at behandle alle tilfælde af en given sygdom, der opdages ved screening, kan være at følge patienter i høj risiko over nogen tid for at se, om behandling er nødvendig. Det gælder eksmepelvis ved prostatakræft og livmoderhalskræft, særligt blandt yngre kvinder.
En gruppe danske forskere har påvist, at blot fire procent af befokningen kan erklæres raske, hvis risici for hjerte-kar-sygdomme undersøges i en almindelig befolkning. En af forskerne, professor John Brandt Brodersen, har forsket i det, han kalder "opportunistisk screenining" - screening, der sker uden for de kliniske guidelines. Et studie, han har været med i, gennemgår randomiserede forsøg om bl.a. screeninger for brystkræft, prostatakræft og lungekræft. Her fandt forskerne, at overdiagnostik varierede fra 17 procent til 38 procent.
Behandlinger med lav værdi, hvor patient og samfund ikke har tilstrækkelig nytte af behandlingerne, udføres eksempelvis fordi lægen vil tilfredsstile patienten, på grund af standarder for bestilling af prøver eller som følge af den økonomiske styring af praktiserende lægers virksomhed. "Mere behandling" kan fremstå som bedre for både læger og patienter, men det er ikke altid tilfældet.
Lægemiddelindustrien, reklamer, praktiserende lægers aflønning og lægernes frygt for klagesager beskrives som de væsentligste årsager til overbehandling. Endelig er der såkaldt "sygdomsprangeri" (engelsk: disease mongering), som indebærer et ønske om, at læger kommer med en diagnose.
Endelig er der med årene ændret grænser for sygdomme. Det gælder eksempelvis forhøjet blodtryk, hvor grænsen var alder plus 100. Den blev sænket til 165/95 og igen til 140/90, mens grænsen i USA er 130/80.
Referencer
Kategori:Sygepleje Kategori:Medicinsk etik