thumb|Mindesmærke i Jernbaneanlægget i Nakskov, rejst efter 250-årsdagen for belejringen.

Nakskovs belejring var den svenske hærs belejring af den befæstede købstad Nakskov 4. maj - 15. juli 1659 under den anden Karl Gustav-krig.

Den svenske styrke på over 2.000 mand bombarderede i flere måneder byen og dens ca. 1250 væbnede forsvarere. Forsvarerne led under mangel på krudt, og belejrerne erobrede efterhånden så meget af de ydre forsvarsværker, at byen måtte overgive sig. Svenskerne gav de forsvarende soldater lempelige vilkår, men byen blev brandbeskattet og derefter holdt besat med en svensk garnison det næste års tid, indtil krigen endte i 1660.

Belejringen og svenskernes fremfærd på Lolland i tiden omkring medførte både store menneskelige og økonomiske tab for byen. Nakskov havde inden krigen været den syvendemest betydelige danske købstad, men oplevede efter belejringen en længere stagnationsperiode.

Baggrund

Nakskovs første befæstninger Nakskov havde i middelalderen været befæstet, men der havde formodentlig blot været tale om et palisadeværk. Det viste sig at være værdiløst, da byen i 1510 blev indtaget og afbrændt af lübeckerne. Derfor opførte man fra 1539 et større fæstningsanlæg med volde og grave. Det var i den forbindelse, at kirken i den nærliggende landsby Krogsbølle blev nedbrudt for at få materialer til byggeriet. Anlægget forfaldt dog igen i de følgende fredelige årtier. Ved Kejserkrigens begyndelse i 1624 kom dog et ønske om at styrke byens sikkerhed, og Christian 4. kom personligt til Nakskov for at sætte gang i arbejdet med de nye bastioner.Ole Arpe Munksgaard og Henning Bech Johansen: Svenskekrigene. Kapitel 4 i Nakskovs Historie. Fra Oldtiden til Svenskekrigene. Det gamle Trykkeri, Nakskov, 2021.

Overgivelsen i 1658 Fæstningen skulle første gang stå sin prøve under Første Karl Gustav-krig. I 1657 havde den danske konge erklæret Sverige krig, og Nakskov blev som resten af landet sat på krigsfod. Byen havde en forsvarsstyrke på 2500 mand og 45 kanoner. Det betød dog ikke meget, da den svenske hær benyttede den meget hårde vinter til at gå over isen fra Fyn og Langeland til Lolland og stod foran byen 5. februar 1658. Byens kommandant oberst Edmond forsøgte at forberede forsvaret, men borgmesteren og en kreds af byens vigtigste borgere var bange for konsekvenserne af væbnet modstand og indgik på egen hånd en aftale med svenskerne om at overgive byen uden Nakskov. Kommandanten var dermed sat ud af spillet og måtte acceptere at overgive byen og alt den krigsmateriel til den svenske hær. Han blev efterfølgende stillet for en dansk krigsret, men kunne dokumentere, at det var byens styre, der havde arrangeret kapitulationen, og blev frikendt. Tre uger efter Nakskovs overgivelse fulgte hele kongeriget trop, og krigen endte inden månedens udgang med freden i Roskilde, hvor Danmark måtte give afkald på Skånelandene.

Svenskerne kommer tilbage Efter Nakskovs overgivelse havde den svenske hær besat byen, men forlod den igen 11. marts 1658, hvorefter danske tropper igen blev stationeret der. I august 1658 genoptog den svenske kong Karl Gustav pludselig krigen og indesluttede København, og Nakskov måtte igen forberede sig på krig. Den nye øverstkommanderende oberst Kørber traf forberedelser til en ny invasion. Denne vinter frøs vandene dog ikke til, og først 28. april 1659 kom den svenske hær til Lolland, da den gik i land ved Guldborg. 4. maj nåede den svenske hær under general Wrangel til Arninge ved Nakskov og stod dermed for anden gang i løbet af 1½ år udenfor byen. Der var ca. 1250 væbnede forsvarere i byen, mens den svenske angrebsstyrke talte godt 2000 soldater.

Belejringen

Begyndelsen Wrangel håbede først, at alene synet af den svenske hær ville få byen til at overgive sig som året før, men denne gang satte byen sig til modværge. Et svensk forsøg på at erobre Stubbeland 6. maj slog fejl, og samtidig afværgede en dansk rytterafdeling et angreb fra en svensk eskadron nord for byen. Svenskerne iværksatte derfor et længerevarende bombardement af byen. 14. maj erobrede de Stensø, hvor de opstillede deres batterier, og 16. maj begyndte bombardementerne med glødende kugler for at sætte ild på byen.

Svenske bombardementer og angreb Bombardementerne fortsatte i et par uger, indtil general Gustaf Otto Stenbock 31. maj afløste Wrangel som øverstbefalende. Han mente ikke, at bombardementerne alene ville være nok og gav ordre til en almindelig belejring og et angreb på hornværket (en del af fæstningsanlægget) ved Vejlegade. Svenskerne begyndte derfor i juni at grave løbegrave for at kunne komme tættere på hornværket uden at blive ramt af forsvarernes ild. Arbejdet stødte imidlertid på problemer, da løbegravene kom tilstrækkelig tæt på. Dels gjorde den tunge lollandske lerjord arbejdet trægt, og dels kunne forsvarerne trods alt beskyde soldaterne så effektivt, at tabene for svenskerne efterhånden blev for store. De besluttede så at føre en minegang ind under volden og sprænge denne i luften derfra.

Under arbejdet fortsatte bombardementerne og forurettede flere tab i byen. Flere huse blev skudt i grus, og 19. juni nåede en granat frem til Nikolai Kirkes kor midt under højmessen. Ved et mirakel slap næsten alle kirkegængerne dog uskadt. Granaten blev kun sprængt delvist, og resten af den kan endnu i dag beses i kirken. Svenskerne prøvede også at få adgang til byen med krigslist: Flere gange var det lykkedes lollandske bønder, der var blevet tvangsudskrevet til det svenske gravearbejde, at flygte ind til byen, hvor byporten blev åbnet for dem. En dag forsøgte nogle svenske soldater klædt i bondetøj at slippe ind i byen på samme måde, men de blev dog opdaget og uskadeliggjort.

Afslutningen Mineringen fortsatte, og selvom forsvarerne nogle gange fik fyldt vand i gangene, så krudtet dernede blev vådt og ikke kunne eksplodere, havde svenskerne fat i den lange ende. Samtidig var byens forsyninger ved at slippe op, og mest alvorligt havde forsvarerne til sidst næsten intet krudt tilbage. 8. juli erobrede svenskerne ravelinen, der var det lille fæstningsværk foran selve volden. Derfra var det muligt for dem at lede vandet fra voldgraven ud i Nakskov Fjord. Kørber gjorde et sidste forsøg på at generobre ravelinen og dermed stoppe udtørringen af voldgraven, men det lykkedes ikke. Svenskerne gjorde klar til storm, men sendte forinden et tilbud til byen om at overgive sig. Forsvarerne afviste forslaget, men da selve hornværket blev erobret den 14. juli, kunne svenskerne derfra skyde direkte ind i byen. Så gav forsvarerne op og accepterede de svenske vilkår. Betingelserne var relativt lempelige for mange af de militære forsvarere. De menige udskrevne fodfolk fra et af de danske regimenter måtte træde i den svenske konges tjeneste i stedet, men landstormens bønder kunne frit drage hjem, ligesom alle sårede og alle, der havde søgt tilflugt i Nakskov, foreløbig kunne blive i byen. De fleste regulære soldater og officerer fra den danske garnison fik lov at drage til Holsten med deres familie og en del af deres udrustning.

Tab under belejringen

Ifølge kirkebøgerne blev 80 danske soldater begravet i byen under belejringen, men dette indbefatter ikke dem, der døde under udfald. En opgørelse foretaget af J. Nordentoft i Militært Tidsskrift i 1937 kom frem til et tab på ca. 215 på dansk side inklusive deserterede og tilfangetagne. Dette inkluderer ikke civile tab, men disse har været beskedne. De svenske tab kendes ikke. Den danske kapellan Niels Saxtrup, der var i Nakskov under belejringen, skrev et digt om sine oplevelser, hvor han opgør de svenske tab til 1800, men dette anses for en overdrivelse. Nogle af de døde svenske officerer blev efterfølgende begravet i Nikolai Kirke.

Efterspil

Den svenske besættelse

Svenskerne holdt byen besat i næsten et år. Fem svenske regimenter holdt fast til i byen, der måtte betale for deres underhold og desuden blev pålagt en brandskat på 20.000 rigsdaler. I alt blev byens udgift til besættelsen anslået til 150.000 rigsdaler. Byens indbyggere blev genstand for en række tilfælde af chikane, mishandlinger og voldtægt. Da svenskerne 15. juni 1660 endelig forlod byen igen, var der ifølge en senere opgørelse ødelagt 31 gårde og 127 huse i Nakskov.

Økonomisk stagnation

Nakskov var før krigen en af Danmarks betydeligste byer, der stod på syvendepladsen blandt landets købstæder.T. Skotte Hammer: Nakskov på kryds og tværs - en byvandring. Udateret. Men såvel belejringen som den efterfølgende besættelse og den øvrige krigsførelse på Lolland satte udviklingsmæssigt byen og oplandet år tilbage, og årene efter 1660 var præget af økonomisk krise og stagnation i byen, selvom kongen tildelte den forskellige privilegier for at hjælpe den på fode igen. Fra 1667 og de næste 8 år blev byen således fritaget for alle skatter, og i de efterfølgende 16 år for halvdelen af den normale beskatning. Samtidig blev byen gjort til stabelstad for Lolland, hvilket indebar, at al ind- og udførsel af udenlandske varer til og fra Lolland skulle foregå via Nakskov.

Samtidig blev byen på linje med Fredericia, der også havde lidt hårdt under svenskekrigene, gjort til et fristed for jøder, der fik lov til at bosætte sig i Nakskov, selvom de ikke tilhørte den ellers påbudte luthersk-kristne tro. Der opstod derfor fra 1674 et jødisk samfund i Nakskov, som eksisterede, indtil dets medlemmer i løbet af 1900-tallet enten var flyttet andre steder hen eller blevet assimileret i den øvrige befolkning.

Nutidige vidnesbyrd om belejringen

Fæstningsrester og kanonkugler

Nakskov fæstnings rolle var udspillet efter denne belejring, og den blev nedlagt helt under Christian 5. Voldanlægget fungerede dog fortsat i mange år dels som afgrænsning mod oplandet og dels som et grønt område, indtil det efterhånden blev inddraget. Enkelte steder i byen, blandt andet bag Byskolen, kan man fortsat se rester af voldanlægget, ligesom gadenavnet Nørrevold vidner om dets placering. I Nikolai Kirke er udstillet den granat, som slog ned i kirkens kor under højmessen 19. juni, og i Historiens Hus Nakskov findes tre svenske kanonkugler fra belejringen.

Gadenavne

Flere andre gadenavne i Nakskov er opkaldt efter nogle af de danske helte fra belejringen. Det gælder Kørbersgade, som har navn efter byens kommandant Joachim Kørber samt Otto Kulds vej og Niels Nielsensgade. Niels Nielsen var en af byens borgmestre under belejringen, og Otte (Otto) Kuld var en bonde, der udmærkede sig ved sin modige indsats.Granaten i kirken. S. 72-73 i :"Lolland-Falster - historier i landskabet". Udgivet af Lolland-Falsters Historiske Samfund ved foreningens 100-års-jubilæum 2012.

Mindestøtte og mindesten

I 1910 blev et mindesmærke for Nakskovs forsvar opstillet i Jernbaneanlægget i anledning af 250-året for belejringen året før, hvor en indsamling blev igangsat. Mindesmærket blev opført i nyklassicistisk stil af arkitekt Axel Ekberg. Det er en mindestøtte med en udhugget kugle, der skal forestille en granat, øverst. I 1973 blev mindesmærket omkranset af fire kanoner, der dog ikke stammer fra den oprindelige belejring, men er fra omkring 1700. De blev stjålet i 2010, men efterfølgende fundet igen.

Lolland-Falsters Historiske Samfund satte i 1930 en mindesten for frihedskæmperen Otto Kuld i vejkrydset Bymøllevej-Harpelundevej i Skovbølle 3 km nord for Sandby. Der er blevet fortalt adskillige historier om Otte Jensøn Kuld og hans meritter, der vidner om en retsindig og modig person både i fredstid og under svenskekrigen, hvor han aktivt forsøgte at organisere modstand mod fjenden på egnen. Han opnåede at blive udnævnt til herredsfoged, hvilket omtrent var så højt, som en bonde kunne nå i datidens samfund.

Skønlitteratur

Præsten og forfatteren Jacob Jørgen Friis skrev i 1856 den historiske roman Svenskerne på Lolland, der var populær i sin samtid og blev genudgivet adskillige gange i 1864, 1884, 1909 og 1958.