Star Wars: Galactic Racer er et racerspil fra 2026 udviklet af Fuse Games og udgivet af Secret Mode. Spillet foregår i Star Wars-universet og udkom den 6. oktober til PlayStation 5, Windows og Xbox Series X/S.

Gameplay Spillet består af en kampagne til singleplayer samt en onlinedel med multiplayer, hvor tolv spillere kan køre mod hinanden. Derudover er der en arkade-tilstand med enkeltløb og en scenarie-tilstand med bl.a. time trials.

Solokampagnen er lavet som et roguelite, og rækkefølgen af baner og historiens forløb ændrer sig blandt andet efter hvordan spilleren klarer sig. Mellem løbene kan spilleren styre sin karakter uden for banen, samt opgradere og tilpasse sit fartøj.

Tilgængelige fartøjer er bl.a. podracere, landspeedere, skimspeedere og speeder bikes. Nogle baner ligger på kendte planeter som Tatooine, Jakku og Lantaana.

Handling Spillet foregår i tiden efter Jediridderen vender tilbage, hvor Imperiet er brudt sammen, og Den Nye Republik er ved at tage form. Her konkurrerer racerkørere i væddeløb i "Den Galaktiske Liga" på tværs af flere planeter. Spilleren styrer Shade, en racerkører, der drives af ønsket om hæder og hævn. Spillet inkluderer også racerkørere fra Den usynlige fjende, såsom Ben Quadinaros og Sebulba.

Udvikling Spillets udvikler, Fuse Games, der har base i Guildford, påbegyndte arbejdet, da studiet blev grundlagt i 2023. Fuse blev stiftet af tidligere medarbejdere fra Criterion Games, studiet bag Need for Speed og Burnout. Grundlæggeren af Fuse Games, Matt Webster, havde på Criterion arbejdet med Star Wars-spil, bl.a. sammen med DICE om udviklingen af Star Wars Battlefront og Battlefront II. I 2026 havde Fuse Games omkring 75 udviklere ansat, og i alt var omkring 150 personer involveret i udviklingen af Star Wars: Galactic Racer. Ifølge Webster har Lucasfilm Games været involveret i de kreative udviklingsbeslutninger lige fra begyndelsen.

Roguelite-kampagnen Webster og hans team bemærkede, at racerspil gennem to årtier ikke havde fornyet sig meget, hvad angår progressionsdesign. De fleste fulgte stadig modellen fra Gran Turismo: kør løb, tjen penge, køb en bedre bil og gentag. Med et roguelite-design - og løbende genereret indhold - ville Fuse give singleplayer-kampagnen mere variation og dermed en højere genspilningsværdi ().

Udgivelse Spillet blev afsløret med en trailer ved The Game Awards i december 2025. Det er det femte Star Wars-racerspil og følger i rækken efter Star Wars Episode I: Racer (1999), Star Wars: Racer Arcade (2000), Star Wars: Super Bombad Racing (2001) og Star Wars Racer Revenge (2002).

Referencer

Eksterne henvisninger

Troldspejlet - podcast - episode hvor spillet omtales

Kategori:PlayStation 5-spil Kategori:Xbox Series X/S-spil Kategori:Computerspil fra 2026 Kategori:Racerspil Kategori:Star Wars-spil