Tyge Helweg Arnfred (født 1. april 1919 i Askov, død 3. september 2021) var en dansk arkitekt og professor i bygningskunst ved Kunstakademiets Arkitektskole.

Biografi Tyge var søn af højskoleforstander J. Th. Arnfred. og fik sin første skoleundervisning i hjemmet og blev student i 1938 fra et kursus i København. Han blev uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole og tog afgang i 1944.

Efter sin afgang blev Arnfred undervisningsassistent ved arkitektskolen, hvor han var ansat fra 1944 til 1962, og senere professor fra 1981 til 1989. Han havde egen tegnestue fra 1950 og arbejdede samtidig tæt sammen med professor Viggo Møller-Jensen. Sammen stod de for en række markante højskolebyggerier – bl.a. udvidelsen af Askov Højskole (1955–1960), ombygningen af Rødding Højskole og opførelsen af Herning Højskole (1960). De to arkitekter arbejdede også i Grønland, hvor de tegnede blandt andet boligbyggeri og Centralfagskolen i Nuuk, indkvarteringslejren i Maniitsoq og en skole i Aasiaat.

Fra 1961 til 1988 var Arnfred og Møller-Jensen partnere i Fællestegnestuen, der også omfattede arkitektafdelingen i KAB. Her medvirkede de til projekter som boligbebyggelsen Albertslund Syd, Albertslund Rådhus, Farum Midtpunkt, Herstederne Rådhus og Bibliotek samt Solbjerg Have på Frederiksberg.

Blandt Arnfreds egne værker kan nævnes Bistrup Kirke i Birkerød (1962) og Hannerup Kirke i Fredericia (1973).

Ifølge Dansk Biografisk Leksikon repræsenterede Tyge Arnfred – sammen med sin kompagnon Viggo Møller-Jensen – ”udogmatiske, ofte dristige, men altid enkle og klare arkitekturformer, der aldrig helt bryder tråden til det væsentlige i danske byggetraditioner. De rustikke, ofte udspekuleret grove detaljer anvendes med raffinement, som fx i det grønlandske byggeri. Helt frigjorte, radikale løsninger findes dog bl.a. i bebyggelsen Farum Midtpunkt.”

Udmærkelser Eckersberg Medaillen (1971) Træprisen (1980) Nykredits Arkitekturpris (1990) Statens Kunstfonds hædersydelse (1998) C.F. Hansen Medaillen (2006)

Referencer

Kategori:Personer fra Askov Kategori:Arkitekter fra Danmark Kategori:Professorer fra Det Kongelige Danske Kunstakademi Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde) Kategori:Personer i 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon Kategori:Hundredårige fra Danmark