Aksel Dahlerup (født 15. februar 1897 i Sankt Hans Sogn, Odense, død 28. september 1978 i København) var en dansk programdirektør og radiopioner reporter , der spillede en central rolle i udviklingen af Statsradiofonien (det senere DR) i midten af det 20. århundrede.
Biografi Dahlerup voksede op i et borgerligt miljø, først i Odense og fra 1906 i København. I 1915 blev han student fra Sorø Akademi. Faderen, kaptajn Ludvig Frederik Vilhelm Dahlerup (1861-1938), var socialt og filantropisk interesseret og var inspektør for Lægeforeningens Boliger på Østerbro. Moderen, Johanne Elisa Hansen (1863-1934), var en dygtig fortæller og brevskriver, der førte en livlig korrespondance med en stor vennekreds, heriblandt Herman Bang.
Som ung fulgte Dahlerup faderens eksempel og uddannede sig til officer. Allerede i 1919 søgte han dog i stedet ansættelse i Justitsministeriet og blev sekretær i udførselskontoret. Året efter blev han chef for ud- og indførselskontoret for de slesvigske afstemningsområder.
I 1921 kom han i lære som journalist ved Frederiksborg Amts Tidende. Senere blev han redaktionssekretær ved de De Ferslewske Blades fælles søndagstillæg Søndag (1922–1925). Her kom han i berøring med den nye medieform, radioen, da bladene tog initiativ til regelmæssig udsendelse af gudstjenester fra Garnisons Kirke med Olfert Ricard. Dahlerup stod i disse år hver søndag i et lille studie i Telefonhuset for at indlede og afslutte transmissionerne.
I 1925 blev Dahlerup redaktionssekretær ved Radio Uge Revue og i 1926 redaktør for Verden og Vi, som han udgav frem til 1931. Samme år introducerede han i radioen Verden og Vi’s engelskundervisning efter et system udviklet af Paul Geleff. Han blev i 1927 tilknyttet Pressens Radioavis og var fra 1931 medarbejder ved Statsradiofonien.
I tæt samarbejde med den dynamiske leder Emil Holm udviklede Dahlerup hurtigt sit radiotalent. Han gik ud i befolkningen med mikrofonen i hånd og skabte Hørebilleder fra Dagliglivet – en række dokumentariske radioreportager fra alle dele af samfundet. Serien fik banebrydende betydning for den danske radiofeature-tradition og inspirerede senere medarbejdere som Svend Alkærsig, Willy Reunert og Viggo Clausen.
Under Besættelsen foretog Dahlerup fire reportagerejser til Tyskland. Opgaven var svær, men han løste den med diplomatisk flair.
Dahlerup blev reportagechef i 1939, afdelingschef og stedfortræder for direktøren i 1943, og i 1959 udnævntes han til programdirektør for radioen. Han bevægede sig gradvist væk fra det kreative arbejde og blev i stigende grad bundet af administrative pligter. I de senere år optrådte han sjældent i radio eller tv, men kommenterede fortsat kongelige begivenheder.
Efter Johannes Brøndum-Nielsens død efterfulgte Dahlerup ham som formand for radioens interne sprognævn. Han var desuden medlem af Dansk Sprognævns arbejdsudvalg 1964–1967. Han sendte i en periode de såkaldte "Blå breve til dem, der taler i radioen", hvor han gav medarbejderne gode råd om korrekt dansk sprogbrug.
Efter at været ridder af Dannebrog siden 1947, blev han i 1954 ridder af 1. grad og 1965 kommandør.
Referencer
Kategori:Personer fra Odense Kategori:Officerer fra Danmark Kategori:Journalister fra Danmark Kategori:Ansatte i DR Kategori:Kommandører af Dannebrog Kategori:Personer i 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon Kategori:Personer i Kraks Blå Bog (afdøde)