Vissarion Grigorjevitj Belinskij (russisk: Виссарио́н Григо́рьевич Бели́нский, født 11. juni 1811, død 7. juni 1848) var en russisk litteraturkritiker, der beskæftigede sig med vestliggørende tendenser. Belinskij spillede en væsentlig rolle i digteren og publicisten Nikolaj Nekrasovs karriere og dennes populære magasin Sovremennik. Berlinskij var den mest indflydelsesrige af de såkaldte russiske vesterlændinge, især blandt den yngre generation. Han arbejdede primært som litteraturkritiker, fordi dette område var mindre censureret end politiske pamfletter. Han var enig med slavofiler i, at samfundet havde forrang frem for individualisme, men han insisterede på, at samfundet skulle tillade folket af give udtryk for individuelle ideer og frihedsrettigheder. Han var stærkt imod slavofiler i relation til ortodoksiens rolle, som han betragtede som en hindring for fremskridt. Han lagde vægt på fornuft og viden og var modstander af autokrati og teokrati.

Biografi Vissarion Belinskij blev født i Sveaborg, en del af Helsinki, og boede i byen Tjembar (i dag Belinskij i Belinskij-distriktet i Penza Oblast) og i Penza, hvor gik på gymnasiet (1825-1829).

Han blev i 1829 optaget på Moskvas Universitet, men kunne ikke færdiggøre studierne, da han i 1832 blev bortvist fra universitetet, efter han havde skrevet et teaterstykke kaldet Dmitrii Kalinin, der indeholdt kritik af livegenskabet i Rusland. Han ernærede sig herefter som journalist og udgav en lange række artikler og anmeldelser. Han flyttede i 1839 til Skt. Petersborg, hvor skrev for de dengang væsentlige litterære magasiner Otetjestvennye Zapiski ("Fædrelandets noter"), Sovremennik ("Samtiden") og Teleskop. Sidstnævnte blev lukket af myndigheder efter magasinet havde trykt Pjotr Tjaadajevs første 'Filosofiske brev,' der kritiserede den russiske civilisations tilbageståenhed.Biografi af Petri Liukkonen på Books and Writers På Otetjestvennye Zapiski og Sovremennik arbejdede Belinskij sammen med den yngre Nikolaj Nekrasov.

Han stod i modsætning til de fleste andre russiske intellektuelle fra 1830'erne og 1840'erne. Som søn af en læge på landet var han ikke en velhavende aristokrat. Det faktum, at Belinskij var relativt underprivilegeret, betød blandt andet, at han primært var selvuddannet; hvilket delvist skyldtes, at han blev bortvist fra Moskvas Universitet på grund af politisk aktivitet. Det var ikke så meget for hans filosofiske evner, at Belinskij blev beundret, men derimod hans følelsesmæssige engagement og ihærdighed. Han skrev: "For mig er det at tænke, at føle, at forstå og at lide én og samme ting," et synspunkt i overensstemmelse med det romantiske ideal, at ægte forståelse ikke kun kommer fra ren tænkning (fornuft), men også fra intuitiv indsigt. Denne kombination af tænkning og følelse gennemsyrede Belinskijs liv.

Han tog meget af den konventionelle filosofiske tænkning til sig blandt uddannede russere, herunder den tørre og abstrakte filosofering, som de tyske idealister og deres russiske tilhængere udviste. Han kritiserede bittert autokrati og livegenskab (som "at trampe på alt, der er bare fjernt menneskeligt og ædelt"), men også fattigdom, prostitution, druk, bureaukratisk stivhed og grusomhed mod de mindre magtfulde, herunder mod kvinder.

Belinskij arbejdede det meste af sit korte liv som litteraturkritiker. Hans litterære produktion reflekterede hans moralske vurderinger. Belinskij mente, at den eneste frihed under Nikolaj 1.'s repressive regeringstid skete gennem det skrevne ord. Det Belinskij krævede af et litterært værk var "sandhed". Dette betød ikke kun en dybdegående skildring af det virkelige liv (han hadede værker af ren fantasi, eskapisme eller æstetik), men også engagement i "sande" ideer - den korrekte moralske holdning (frem for alt indebar dette en bekymring for individuelle menneskers værdighed). Som han skrev i et berømt brev til Nikolaj Gogol, er offentligheden "altid klar til at tilgive en forfatter for en dårlig bog [dvs. æstetisk dårlig], men aldrig for en skadelig [ideologisk og moralsk dårlig]". Belinskij anså Gogols nylige bog, Korrespondance med venner, som skadelig, fordi den afviste behovet for at "vække en følelse af menneskelig værdighed i folket, som er blevet trampet ned i mudder og snavs i så mange århundreder".

Fjodor Dostojevskij læste Belinskijs brev højt ved adskillige offentlige begivenheder, hvori han opfordrede til afskaffelse af livegenskabet. En hemmelig forlagsvirksomhed blev samlet for at trykke og distribuere Belinskijs brev. For disse forseelser blev Dostojevskij arresteret og dømt til døden i 1849, en dom der senere blev omdannet til 4 års fængsel i fangelejre i Sibirien.

I sin rolle som måske den mest indflydelsesrige liberale kritiker og ideolog på sin tid, var Belinskij fortaler for litteratur, der var socialt bevidst. Han hyldede Fjodor Dostojevskijs første roman, Fattige folk (1845); Dostojevskij brød dog kort efter med Belinskij.

Inspireret af disse ideer, der førte til tanker om radikale ændringer i samfundets organisering, begyndte Belinskij fra 1841 at kalde sig socialist. Blandt hans sidste store bestræbelser var hans skift til Nikolaj Nekrasov i det populære magasin Sovremennik (Samtiden). I 1848, kort før sin død, gav Belinskij Nikolaj Nekrasov og magasinet Sovremennik, fulde rettigheder til at udgive forskellige artikler og andet materiale, der oprindeligt var planlagt til en almanak, der skulle kaldes Leviathan.

Belinskij var i sine senere år plaget af tuberkulose, som han forgæves søgte behandling for hos tyske og russiske læger. Han døde af sygdommen den 7. juni 1848 i en alder af blot 36 år.

Eftermæle

Belinskij fik eftre den russiske revolution stor indflydelse på den Marxistisk-Leninistiske skole inden for literaturanalyse, der lagde vægt på, at forfatterens forpligtelse til at tjene folket og som anså kunst som en del af proletariatets idelogiske kamp.

Byen Tjembar, hvor Belinskij voksede op, blev i 1948 omdøbt til Belinskij. Der var pr. 2013 i hele Rusland opkaldt 487 pladser, gader og veje efter Belinskij, herunder i Skt. Petersborg og Moskva, ligesom der er gader opkaldt efter Belinskij i de tidligere sovjetrepublikker. Lufthavnen i Penza i 2018 blev opkaldt efter Belinskij.

Der er opkaldt et nedslagskrater på Merkur efter Belinskij, ligesom en asterroide er opkaldt efter ham, "3747 Belinsky".

I 1953 udkom en biografisk film om Vissarion Belinskij produceret af Lenfilm og instrueret af Grigorij Kozintsev under titlen Belinskij.

Sovjetunionens Videnskabsakademi indstiftede en litterær pris i hans navn. Oprindeligt blev prisen uddelt for værker relateret til den litterære arv efterBelinskij, senere blev den uddelt for bøger, der undersøgte andre revolutionære forfatteres værker; efter Sovjetunionens sammenbrud uddeles prisen ikke.

Noter

Referencer

Litteratur

2 vols.

.

Eksterne henvisninger Samling af værker af Belinskij

Kategori:Ateister Kategori:Litteraturkritikere Kategori:Personer fra Helsinki Kategori:Personer fra Pensa oblast Kategori:Journalister fra Rusland