Den dansk-hanseatiske krig (1426–1435), også kendt som Kalmarkrigen med Hanseforbundet, var en væbnet handelskonflikt mellem den dansk-dominerede Kalmarunionen (Danmark, Norge, Sverige) og Hanseforbundet, ledet af den frie hanseby Lübeck.
Da Kalmarunionens konge Erik åbnede østersøhandlen for hollandske skibe og indførte en ny toldafgift for alle udenlandske skibe, der passerede gennem Øresund (Øresundstolden), erklærede seks hansestæder (Hamborg, Lübeck, Lüneburg, Rostock, Stralsund og Wismar) krig, indførte en søblokade mod de skandinaviske havne og allierede sig med Eriks fjende, Henrik 4. af Holsten. Krigen var derfor tæt forbundet med Den hollandsk-hanseatiske krig, Kalmarkrigen med Holsten, og det svenske oprør 1434–1436.
Baggrund
Siden Danmarks nederlag i den forrige dansk-hanseatiske krig havde Hanseforbundet haft et stærkt monopol på handelen i Østersøen. Danmark var blevet tvunget til at tildele Hanseforbundet en række privilegier, herunder garanti for fri handel over hele Østersøen og fritagelse for told.
I 1397, som følge af Hanseforbundets voksende magt – især den tyske by Lübeck – lagde de tre nordiske kongeriger Danmark, Norge og Sverige deres indbyrdes konflikter til side og forenedes under én monark. Dette skabte en personalunion mellem de tre riger og førte til dannelsen af Kalmarunionen, opkaldt efter byen Kalmar, hvor unionen blev stadfæstet.
Under Margrete 1., arkitekten bag Kalmarunionen, blev Hanseforbundet tvunget til at tilbagelevere flere fæstninger i Skåne, som Hansaen havde overtaget i henhold til freden i Stralsund i 1370. Som følge heraf lykkedes det Margrete at fjerne Hanseforbundets indflydelse i Danmarks indenrigspolitik. Trods dette forblev forholdet mellem Kalmarunionen og Hanseforbundet venligt. Forbundet hjalp Danmark med at generobre Gotland og modsatte sig ikke unionens dannelse. Der opstod derfor ingen militære konflikter under Margretes regeringstid.
Margretes efterfølger, Erik af Pommern, var derimod ikke venligt stemt over for forbundet. Striden begyndte, da Erik forsøgte at hævde sin autoritet over Hertugdømmet Slesvig. For at gøre dette støttede han en oprørsbevægelse i Lübeck. Dette gjorde dog blot ondt værre og svækkede forholdet mellem Kalmarunionen og hansestæderne yderligere. Trods støtte fra den tysk-romerske kejser til Eriks krav på Slesvig (og det tilstødende Holsten), ønskede hverken Lübeck eller andre store hansestæder at støtte ham.
Efter denne mislykkede indblanding vendte Erik sig hurtigt mod Hanseforbundet. Han indgik alliancer med Kongeriget Polen, tillod hollandske og engelske købmænd adgang til Kalmarunionens havne og begyndte at chikanere hansakøbmænd. Endnu mere alarmerende for Hanseforbundet var indførelsen af Øresundstolden – en skat på alle skibe, der sejlede gennem Øresund. Dette var en direkte overtrædelse af freden i Stralsund, og kort efter erklærede de vendiske hansestæder, ledet af Lübeck, krig mod Kalmarunionen.
Krigen
Hanseforbundet indførte hurtigt en blokade af Øresund, så snart krigen begyndte. Dog var mange hansestæder uenige i krigen. De preussiske, livlandske og hollandske byer nægtede at deltage, da de var vrede over blokaden. Som følge heraf var det de vendiske, pommerske og sachsiske byer, der bar hovedansvaret for krigen.
Krigen begyndte med en dansk sejr i Øresund, og en hanseatisk saltflåde på vej til Preussen blev også opbragt af danskerne. Dette førte til folkelige oprør i nogle af hansestæderne. I Wismar udbrød et blodigt oprør, hvor flere rådmænd blev halshugget.
Samtidig kæmpede hollænderne deres egen krig mod Hansaen. Hollænderne blev vigtige allierede for Kalmarunionen og leverede fødevarer samt brød blokader ved flere lejligheder. Dette gjorde, at de hollandske grevskaber Holland og Zeeland blev rige og fik adgang til europæisk handel.
Efter flere års skiftende krigslykke underskrev Rostock og Stralsund en separat fred i 1430. Lübeck, Hamborg, Wismar og Lüneburg fortsatte dog krigen og hjalp deres allierede i Holsten med at erobre Flensborg i 1431. Lübeck og Lüneburg profiterede især på krigen, da de kunne sælge salt til høje priser til de baltiske stater, eftersom saltforsyningen via Øresund fra Nordsøen var blokeret.
Herefter indgik parterne en våbenhvile i 1432 og begyndte fredsforhandlinger. I mellemtiden brød Engelbrektoprøret ud i Sverige. I 1434 måtte Erik af Pommern også indgå en våbenhvile med svenskerne. Alle disse konflikter blev for meget for Erik at håndtere, og i april 1435 underskrev han freden i Vordingborg med Hanseforbundet og Holsten, efterfulgt af en fred med Sverige få måneder senere samme år. Kalmarunionen havde tabt, og Hanseforbundet sejrede over Danmark for anden gang.
Efterspil I de efterfølgende forhandlinger blev Eriks Øresundstold tilladt at fortsætte, selvom de hanseatiske byer blev fritaget for Øresundstolden. Det danske Hertugdømmet Slesvig blev afstået til greven af Holsten. Sveriges selvstyre og privilegier blev udvidet. Hanseforbundet fik desuden en lang række andre privilegier, der mindede om dem, der blev givet i traktaten fra 1370. Hanseforbundet erobrede også fæstningen Helsingborg, hvilket forhindrede hollænderne i at få adgang til Østersøen.
Disse fredsaftaler svækkede Eriks position dramatisk, og i 1439 blev han afsat af de danske, svenske og norske rigsråd. Hanseforbundet fik ham erstattet med Christoffer af Bayern, som senere blev efterfulgt af Christian 1., den første af de Oldenborgske konger af Danmark.
Kalmarunionen kom sig dog hurtigt. Næsten umiddelbart efter deres tiltrædelse begyndte Christoffer og Christian at favorisere indfødte og hollandske købmænd for at modvirke Hanseforbundets monopol. Da grev Adolf af Holsten døde i 1459, udråbte de lokale Christian som hertug af både Slesvig og Holsten. Som følge heraf lå Danmarks sydligste grænse nu faretruende tæt på Lübeck og de andre vendiske byer. Fjendskabet mellem Hanseforbundet og Kalmarunionen (især Danmark) fortsatte derfor langt ind i 1600-tallet.
Tidslinje 1426 – Danske tropper generobrer Flensborg (Slesvig), som tidligere var besat af Holsten 1427 – Hanseatisk plyndring af Læsø, Årø, Lolland, Møn og Bornholm 1427 – Mislykket holstensk-hanseatisk angreb på Flensborg 1427 – Dansk og svensk flåde besejrer en hanseatisk flåde i Øresund 1428 – to hanseatiske angreb mod den fælles dansk-svenske flåde i København 1428 og 1429 – Bergen (Norge) plyndres af Fetaljebrødrene, som allierede sig med Holsten og Hansaen 1429 – Mislykket dansk-svensk flådeoperation mod Stralsund 1429 – Hanseatisk opbringelse af en svensk transportflåde 1430 – Fred mellem Danmark, Rostock og Stralsund 1431 – Holstenske-hanseatiske tropper erobrer Flensborg 1432 – Våbenhvile mellem Danmark og Hanseforbundet 1434 – Begyndelsen på det svenske oprør, våbenhvile mellem Danmark og Sverige 1435 – Fred i Vordingborg, fred i Stockholm
Se også Dansk-hanseatiske krig (1361–1370)
Referencer
Kategori:1426 Kategori:1427 Kategori:1428 Kategori:1429 Kategori:1430 Kategori:1431 Kategori:1432 Kategori:1433 Kategori:Begivenheder i 1434 Kategori:Begivenheder i 1435 Kategori:Krige der involverer Hanseforbundet Kategori:Danske krige Kategori:Danmark i 1400-tallet