Køln 75 (tysk originaltitel: Köln 75) er en tysk drama- og musikfilm fra 2025, der er instrueret af Ido Fluk, der også har skrevet manuskriptet. Filmen tager udgangspunkt i en sand historie om den 18-årige gymnasieelev Vera Brandes, der i 1975 fik arrangeret en koncert med den verdensberømte, men kontroversielle jazzmusiker Keith Jarrett i den konservative domkirkeby Kölns operahus. Det var imod alle odds, og koncerten var tæt på aldrig at finde sted, men endte med at blive virkeliggjort og førte til en af de bedst sælgende jazzplader nogensinde, nemlig Jarretts The Köln Concert fra 1975. Virkelighedens Vera Brandes skulle senere komme til at producere og distribuere mere end 350 musikalbum.
Handling
Den 18-årige Vera Brandes (spillet af Mala Emde) får mod alle odds den ikoniske jazzmusiker Keith Jarrett (spillet af John Magaro) til at give en koncert i byens operahus. Begivenheden er tæt på aldrig at finde sted, men skoleeleven Vera sætter alt på spil for at virkeliggøre koncerten.
Medvirkende
Mala Emde som Vera Brandes, tysk koncertarrangør Susanne Wolff som den 50-årige Vera Brandes John Magaro som Keith Jarrett, amerikansk jazzpianist Michael Chernus som Michael "Mick" Watts, amerikansk journalist for Melody Maker Alexander Scheer som Manfred Eicher, tysk pladeproducent og grundlægger af ECM Records Ulrich Tukur som Dr. Brandes, Veras far Jördis Triebel som Ilse Brandes, Veras mor
Modtagelse
Danmark
I Filmmagasinet Ekko gav Bo Tao Michaëlis filmen fem stjerner ud af seks og kaldte den et hjertevarmt drama om Vera Brandes og samtidig en smittende hyldest til jazzen og en film, der gennemhullede alle fordomme om tyskere som gumpetunge. Han mente samtidig, at Mala Emde var fremragende som den unge Vera, der som en 18-årig sprælsk og spøjs komedienne skabte jazzhistorie.Bo Tao Michaëlis: Køln 75. Anmeldelse på ekkofilm.dk 25. juli 2025. I Politiken gav Kim Skotte fire hjerter. Han syntes, at filmen startede lidt irriterende, så længe den kun handlede om Vera og hendes rastløse og rodløse vennegruppe, men at den tog en afgørende drejning, da Keith Jarretts rygplagede geni dukkede op, og Veras ambitioner fik et klart fokus, og kaldte den samlede fortælling overrumplende, farverig og en skøn historie. I Information skrev Lone Nikolajsen, at filmen var veloplagt, fængende og fascinerende, og at den på flere afgørende måder skilte sig ud fra strømmen af biopics om tidens og historiens største musikere.Lone Nikolajsen: Bag ethvert geni er der en, der står for det praktiske. Og det er hende, denne film handler om. Anmeldelse på information.dk 20. august 2025. Berlingske tildelte fire stjerner, og Thomas Brunstrøm kaldte Mala Emde et fund som den ukuelige Vera Brandes, men ærgrede sig over, at man i filmen aldrig kom til at høre så meget som en tone fra den koncert, hele historien handler om: Keith Jarrett brød sig som en af de meget få mennesker i verden ikke om The Köln Koncert og havde ikke tilladt filmfolkene at bruge hans musik. Filmen handler derfor ikke om selv koncerten, men om det nervepirrende arbejde med at få den i stand.
Kilder
Eksterne henvisninger
Kategori:Tyske film fra 2025 Kategori:Dramafilm fra Tyskland