Hannibals krydsning af Alperne i 218 f.Kr. var en af de mest bemærkelsesværdige begivenheder under den Anden Puniske Krig og en af de mest berømte bedrifter af en militær styrke i antikken.Lancel, Serge, Hannibal, p. 71
Hannibal førte sin karthaginske hær fra Hispania over Alperne og ind i Italien for at føre krigen direkte til den Romerske Republik. Han ledte sin hær udenom de romerske landgarnisoner og den romersk flådedominans. Krydsningen gjorde det muligt for Hannibal at føre krigen ind i Italiens hjerte og resulterede i en række store sejre mod romerne. Hannibal forblev i Italien i 15 år efter sin krydsning af Alperne, indtil han i 203 f.Kr. blev tilbagekaldt til Karthago for at møde den invaderende romerske hær under ledelse af Scipio Africanus.
De to primærkilder til begivenheden er Polybios og Livius, som blev født henholdsvis 20 år og 160 år efter begivenheden fandt sted. Alperne var ikke veldokumenteret på dette tidspunkt, og ingen arkæologiske beviser på hændelse er tilgængelige. Derfor afhænger alle moderne teorier af en fortolkning af de tre stednavne, der bruges af Polybios (øen, Skaras og Allobroges), samt Livius' bredere udvalg af stamme- og stednavne. Disse navne sammenlignes med moderne geografisk viden.
Baggrund Efter det endelige karthagiske flådenederlag ved ÆgaterneWalbank 1979, p. 187 overgav karthagerne sig i den Første Puniske Krig. Hamilkar Barkas (Barkas betyder lyn),Dodge 1994, p. 131 som var et ledende medlem af det patriotiske Barkas-familie i Karthago og en general under den Første Puniske Krig, søgte at afbøde de tab, som Karthago havde lidt i Sicilien til romerne. Ud over dette var karthagerne – og Hamilkar personligtWalbank 1979, p. 189 – bitter over tabet af Sardinien.
Efter karthagernes nederlag i forbindelse med den Første Puniske Krig, pålagde romerne nogle fredsbetingelser, der var designet til at reducere Karthago til en tribut-betalende by til Rom og samtidig fratage dem deres flåde.Delbrück 1990, p. 303 Selvom betingelserne i den endelige fredstraktat (såkaldte Lutatius-traktat) var hårde, fratog romerne ikke Karthago dens hær. Karthago var den mest velstående maritime handelsby på sin tid, og den tribut, som romerne pålagde, blev let betalt årligt, mens Karthago samtidig blev generet af karthagiske lejesoldater, der gjorde oprør (den såkaldte Lejesoldatskrig).
Barkas-familien var interesseret i at erobre Iberia, et land, hvis naturressourcer ville indbringe de nødvendige indtægterDelbrück 1990, p. 312 og erstatte de ressourcer fra Sicilien, der efter afslutningen af den Første Puniske Krig var blevet tabt. Det var samtidig ambitionen for Barkas-familien, at etablere den Iberiske Halvø som en operationsbase for at føre en hævnkrig mod den romerske militæralliance. Disse to faktorer gik hånd i hånd, og trods modstand (fra konservative kræfter i Karthago) mod hans ekspedition, drog Hamilkar ud i 238 f.Kr.Dodge 1994, p. 146Paton 1922, p. 243 for at begynde sin erobring af den Iberiske Halvø med disse mål for øje. Ved at marchere vestpå fra Karthago mod Herkules' Søjler,Walbank 1979, p. 111 hvor hans hær krydsede strædet og fortsatte med at undertvinge halvøen, erobrede Hamilkar i løbet af ni år den sydøstlige del af halvøen. Hans administration af de nyligt erobrede provinser fik Cato den Ældre til efterfølgende at bemærke, at "der ikke var nogen konge lige Hamilkar Barkas".
I 228 f.Kr. blev Hamilkar dræbt – hvilket blevet overværet af hans søn HannibalMommsen 1862, p. 94 – i forbindelse med en kampagne mod de keltiske indfødte på halvøen. Den kommanderende flådeofficer, der var Hamilkars svigersøn – Hasdrubal "Den Smukke" – blev efterfølgende den øverstkommanderende af officererne i den karthagiske iberiske hær.Dodge 1994, p. 147 Der var en række græske kolonier langs den østlige kyst af den Iberiske Halvø, hvoraf den mest bemærkelsesværdige var handelsmetropolen Saguntum. Disse kolonier udtrykte bekymring over konsolideringen af karthagisk magt på halvøen, som Hasdrubals dygtige militære lederskab og diplomatiske færdigheder havde sikret. Saguntum vendte sig til Rom for at få beskyttelse. Rom sendte efterfølgende en garnison til byen og en diplomatisk mission til Hasdrubals lejr i Cartagena, og informerede ham om, at Iberus-floden (den moderne Ebro) dannede grænsen for den karthagiske fremmarch i Iberia.Paton 1922, p. 273 Færdiggørelsen af traktaten og den diplomatiske mission blev sendt til Hasdrubals lejr i 226 f.Kr.Mommsen 1862, p. 92
I 221 f.Kr. blev Hasdrubal dræbt af en morder.Walbank 1979, p. 190Dodge 1994, p. 148Paton 1922, p. 331 Det samme år udtrykte officererne i den karthagiske hær i Iberia støtte til Hamilkars nu 26-årige søn, Hannibal. De valgt ham således som øverstkommanderende for hæren. Efter at have overtaget kommandoen (retrospektivt godkendt af det karthagiske Senat) over den hær, som hans far ligeledes havde ledet, erklærede Hannibal, at han ville afslutte sit fars projekt om at erobre den Iberiske Halvø. Dette havde været det første mål i hans fars plan om at føre en krig mod Rom i Italien og besejre dem der.
Hannibal brugte de første to år af sin kommando på at forsøge at fuldføre sin fars ambition, samtidig med at han nedkæmpede flere potentielle oprør, der delvist skyldtes Hasdrubals død, hvilket truede de allerede erobrede karthagiske besiddelser. Han angreb stammen kendt som olcaderne og erobrede deres hovedstad Althaea. Nabostammerne blev overraskede over volden og grådigheden i dette angreb, hvilket resulterede i, at de underkastede sig karthagerne. Hannibal modtog efterfølgende tribut fra alle disse nyligt underkastede stammer og marcherede sin hær tilbage til Cartagena, hvor han belønnede sine tropper med gaver og lovede flere gaver i fremtiden. I løbet af de næste to år underlagde Hannibal hele Iberia syd for Ebro, undtagen byen Saguntum, som – under Roms beskyttelse – lå uden for hans umiddelbare planer. Catalonien og Saguntum var nu de eneste områder på halvøen, som ikke var i Hannibals besiddelse.Dodge 1994, p. 157
Romersk ekspansion i det Cisalpine Gallien thumb|240x240px|Kort over det Cisalpine Gallien, der i blåt ca. viser fordeling af keltiske befolkninger i området i det 4. og 3. århundrede f.Kr. Hannibal var velinformeret om romersk politik og indså, at dette var et gunstigt tidspunkt at angribe. Han havde galliske spioner i hvert hjørne af den Romerske Republik – selv i de inderste kredse af Senatet.Mommsen 1862, p. 95 Romerne havde brugt årene siden afslutningen af den Første Puniske Krig (264–241 f.Kr.)Mommsen 1862, p. 62 på at stramme deres greb om den italienske halvø ved at indtage vigtige geografiske positioner. Desforuden havde Rom udvidet deres indflydelse på Sicilien, Korsika og Sardinien.
Derudover havde romerne været i krig med padanerne i mere end et århundrede.Paton 1922, p. 287 Boierne havde indledt en krig mod romerne i 238 f.Kr., hvilket var en krig der varede indtil 236 f.Kr.Mommsen 1862, p. 77 I 225 f.Kr. gik de indfødte i Norditalien til angreb, idet Rom – igen – aggressivt havde forsøgt at kolonisere deres territorium.Mommsen 1862, p. 78 Men de blev besejret.Paton 1922, p. 317 Romerne var fast besluttede på at drive deres grænser helt op til Alperne.Paton 1922, p. 319 I 224 f.Kr. underkastede boierne sig romersk hegemoni, og året efter underkastede anarerne sig også romerne.Mommsen 1862, p. 81
I 223 f.Kr. kæmpede romerne endnu et slag mod gallerne, denne gang mod insubrerne.Mommsen 1862, p. 82 Romerne led til at begynde med betydelige tab mod insubrerne, mens de forsøgte at krydse et vadested nær sammenløbet mellem Po og Adda. Efter at have slået lejr i dette område i nogle dage uden at foretage nogen afgørende handling, besluttede den romerske konsul på stedet at forhandle en aftale med insubrerne. I henhold til betingelserne i denne nyetablerede våbenhvile ville romerne marchere – med fuld ære – ud i deres allieredes (cenomanernes) territorium. Men da romerne var i sikkerhed inden for cenomanernes territorium, marcherede romerne igen deres hær ind i insubrernes territorium og sejrede.Paton 1922, p. 321
I 222 f.Kr. sendte kelterne en delegation til Senatet i Rom og tryglede dem om fred. Da de romerske konsuler Marcus Claudius og Gnæus Cornelius så en mulighed for en triumf for sig selv, afviste de hårdt delegationen, og gallerne forberedte sig på krig mod romerne. De hyrede 30.000 lejesoldater fra områder uden for Alperne og afventede romernes ankomst.Paton 1922, p. 325 Da kampagnen begyndte, blev konsullegionerne igen marcheret ind i insubrernes territorium. Der udspillede sig en voldsom kamp nær Mediolanum, som resulterede i, at lederne af det galliske oprør overgav sig til romerne. Med denne sejr blev padanerne underlagt romerne og alle oprør blev nedkæmpet.
Forberedelser thumb|Busten af Hannibal fra Capua Hannibal – der var bekendt med situationen i det Cisalpine Gallien – sendte en række delegationer til de galliske stammer i Po-dalen. I 220 f.Kr. var han begyndt at kommunikere tæt med padanerne – som de blev kaldt, fordi Po i denne tidsperiode blev kaldt "Padus" af romerne – og disse bragte penge, mad og vejledninger til karthagerne.Dodge 1994, p. 164
Denne mission havde det specifikke formål at etablere et sikkert sted for Hannibal til at trænge ud af Alperne ind i Po-dalen. Hannibal vidste ikke meget om Alperne, men han vidste nok til at vide, at det ville blive en vanskelig march. Han havde nogle spejdere, der gav ham rapporter om denne bjergkæde, og han modtog rapporter om de vanskeligheder, der skulle forventes derfra. Han ønskede ikke at krydse denne barske bjergkæde og komme ned i Po-dalen med udmattede tropper, hvorefter han så skulle udkæmpe en kamp.
Hannibal vidste nok om Alperne til at vide, at nedstigningen var stejler end opstigningen til Alperne. Dette var en af grundene til, at han ønskede at have allierede, hvis territorium han kunne marchere ind i.
Romerne havde behandlet de gallere – som de nyligt havde underlagt sig – dårligt ved at fordele deres jord til romerske kolonister og ved at træffe andre skruppelløse foranstaltninger for at sikre deres egen sikkerhed mod de nyligt erobrede stammer. Insubrerne – hvis stammeterritorium grænsede direkte op til Alperne – og boierne længere nede ad Po, var særligt glade for Hannibals foreslåede invasion. Derudover var en stor del af den Iberiske Halvø befolket af beslægtede galliske stammer,Dodge 1994, p. 165 og disse samme gallere tjente i Hannibals hær. Det ville faktisk være let at etablere tætte forbindelser med disse utilfredse stammer, især når han først havde trængt ud af Alperne og befandt sig blandt dem, og insubrerne, boierne og andre stammer dermed kunne se og tale med Hannibals hær. Polybios havde følgende at sige om Hannibals planer:Udførte sit forehavende med fuldkommen dømmekraft; for han havde nøjagtigt fastslået den fremragende karakter af det land, han skulle ankomme til, og indbyggernes fjendtlige indstilling over for romerne; og han havde som guider og vejledere gennem de vanskelige pas, der lå på vejen for indfødte i landet, mænd, der skulle dele de samme håb med ham.Dodge 1994, p. 166–167
Belejringen af Saguntum Efter at disse forberedelser var afsluttet, forsøgte Hannibal at lokke saguntinerne til at angribe ham, hvilket dermed indirekte ville starte en krig med Rom (som følge af Saguntums alliance med Rom). Han ønskede ikke selv at bryde freden,Mommsen 1862, p. 96Walbank 1979, p. 191 og tyrede til en række lister for at lokke saguntinerne til at angribe. Saguntinerne gjorde dog intet andet end at sende en diplomatisk mission til romerne for at klage over karthaginernes krigslignende adfærd.Walbank 1979, p. 192 Senatet sendte en kommission til Iberia for at forsøge at løse problemet diplomatisk.