thumb|Historisk maleri af to personer, der spiller skak. Middelalderforskning er det akademiske tværfaglige studie af tidsepoken middelalderen. En historiker, der studerer middelalder, kaldes en middelalderforsker.
Institutionel udvikling Udtrykket "middelalderforskning" blev indledende taget i brug af akademikere i de første årtier af det 20. århundrede, bl.a. i titlerne på bøger som G. G. Coulton's Ten Medieval Studies (1906), for at understrege en mere tværfaglig tilgang til et historisk emne. Et vigtigt skridt i institutionaliseringen af dette område var dannelsen af Mediaeval Academy of America (nu kaldet "Medieval") i 1925.George R. Coffman, ‘The Mediaeval Academy of America: Historical Background and Prospect’, Speculum, 1 (1926), 5–18.William J. Courtenay, 'The Virgin and the Dynamo: The Growth ofMedieval Studies in North America: 1870–1930', in Medieval Studies in North America: Past, Present, and Future, ed. by Francis G. Gentry and Christopher Kleinhenz (Kalamazoo: Medieval Institute Publications, 1982), pp. 5–22.Luke Wenger, 'The Medieval Academy and Medieval Studies in North America', in Medieval Studies in North America: Past, Present, and Future, ed. by Francis G. Gentry and Christopher Kleinhenz (Kalamazoo: Medieval Institute Publications, 1982), pp. 23–40.
På amerikanske og europæiske universiteter gav begrebet middelalderforskning en sammenhængende identitet til centre sammensat af akademikere fra en række forskellige discipliner, herunder arkæologi, kunsthistorie, arkitektur, historie, litteratur og lingvistik. The Institute of Mediaeval Studies på St. Michael's College blev det første center af denne type i 1929.H. Damico, J. B. Zavadil, D. Fennema, and K. Lenz, Medieval Scholarship: Philosophy and the arts: biographical studies on the formation of a discipline (Taylor & Francis, 1995), p. 80. Det hedder nu Pontifical Institute of Mediaeval Studies (PIMS) og er en del af University of Toronto. Det blev snart efterfulgt af Medieval Institute grundlagt i 1946 på University of Notre Dame i den amerikanske delstat Indiana, men hvis rødder går tilbage til etableringen af Program of Medieval Studies i 1933.MI History , University of Notre Dame Som med mange projekter fra romersk-katolske institutioner, genoplivede man hermed den middelalderlige skolastiske filosofi, skabt af forskere som Étienne Gilson og Jacques Maritain der begge regelmæssigt besøgte universitetet i 1930'erne og 1940'erne.
Forud for disse institutioner blev der i Storbritannien i 1927 etableret et institut ved navn Department of Anglo-Saxon, Norse and Celtic, på University of Cambridge. På trods af at angelsaksere, nordboere og keltere oprindeligt holdt til på et geografisk afgrænset område (De Britiske Øer samt Skandinavien og tidsmæssigt i den tidlige middelalder), var disse kulturer med til at fremme middelalderforskningens tværfaglighed, og mange af dens kandidater bidrog senere til nye middelalderforskningsprogrammer andre steder i Storbritannien.Michael Lapidge, 'Introduction: The Study of Anglo-Saxon, Norse and Celtic in Cambridge, 1878-1999', in H. M. Chadwick and the Study of Anglo-Saxon, Norse and Celtic in Cambridge, ed. by Michael Lapidge (Aberystwyth: Department of Welsh, Aberystwyth University, 2015), , pp. 1-58 [=Cambrian Medieval Celtic Studies, 69/70 (2015)]. På samme tid som de første nordamerikanske institutioner for middelalderforskning blev grundlagt, gennemgik Storbritannien en lignende udvikling inden for videnskabelige organisationer, eksempelvis kreeringen af Oxford Society for the Study of Medieval Languages and Literature (1932) og dets udløber Manchester Medieval Society (1933).Alaric Hall, 'Leeds Studies in English: A History', Leeds Medieval Studies, 2 (2022), 101–39 .
Med universitetsudvidelsen i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, der pegede i retning af et tværfagligt samarbejde, etableredes nye forskningscentre i England ved University of Reading (1965), ved University of Leeds (1967) og ved University of York (1968), mens amerikanerne fik grundlagt Fordham University (1971).G. McMullan and D. Matthews, Reading the medieval in early modern England (Cambridge: Cambridge University Press, 2007), p. 231.
I 1990'erne var der en ny bølge af middelalderforskning, delvist skabt gennem processen ved at omfavne postmodernistisk tænkning og den tilhørende fremkomst af nymiddelalderisme i populærkulturen. Dette omfattede centre på King's College London (1988), the University of Bristol (1994), på University of Sydney (1997)D. Metzger and L. J. Workman, Medievalism and the academy II: cultural studies (Boydell & Brewer, 2000), p. 18. samt Bangor University (2005), og omfattede ligeledes sammenlægningen af afdelingerne for middelalderhistorie, middelalderlige sprog og litteratur på British Academy, der hermed førte til en selvstændig afdeling for middelalderforskning.Alan Deyermond, 'Introduction', in A Century of British Medieval Studies, ed. by Alan Deyermond (Oxford: Oxford University Press, 2007), pp. 1–5.
Middelalderuddannelser understøttes af en række årlige internationale konferencer, der er mødested for tusindvis af professionelle middelalderforskere, bl.a. International Congress on Medieval Studies på Kalamazoo i Michigan (USA) og International Medieval Congress på University of Leeds.W. D. Padenm The Future of the Middle Ages: medieval literature in the 1990s (University Press of Florida, 1994), p. 23. Der findes en række tidsskrifter med middelalderforskning som hovedtema, herunder: Speculum (skabt på Medieval Academy of America fra 1925 med domicil i Cambridge, USA), Medium Ævum (tidsskrift fra Society for the Study of Medieval Languages and Literature, 1932), Mediaeval Studies (fra Pontifical Institute of Medieval Studies, grundlagt i 1939), Mediaevalia, Comitatus, Viator, Traditio, Medieval Worlds samt Journal of Medieval History.A. Molho, and G. S. Wood, Imagined histories: American historians interpret the past (Princeton University Press, 1998), p. 238.
En anden netværksdel på området er International Medieval Bibliography.
Historiografisk udvikling Udtrykket "middelalder" begyndte først at blive almindeligt i engelsksproget historieskrivning i begyndelsen af det nittende århundrede. Henry Hallam's View of the State of Europe during the Middle Ages fra 1818 er blevet set som et afgørende punkt i promoveringen af udtrykket, sammen med Ruskin's 1853 Lectures on Architecture.Robert I. Moore, 'A Global Middle Ages?', in The Prospect of Global History, ed. by James Belich, John Darwin, Margret Frenz, and Chris Wickham (Oxford: Oxford University Press, 2016), pp. 80-92 (pp. 82-83)."medieval, adj. and n.", "middle age, n. and adj." Accessed 5 August 2018. OED Online, Oxford University Press, June 2018, www.oed.com/view/Entry/115638; www.oed.com/view/Entry/118142. Accessed 5 August 2018. Udtrykket middelalderlig blev tilsvarende opfundet af engelsktalende forskere i midten af det 19. århundrede."medievalist, n." OED Online, Oxford University Press, June 2018, www.oed.com/view/Entry/115640. Accessed 5 August 2018.
Begrebet "middelalder" blev først udviklet af renæssancehumanister som en kontrast til definitionen af deres egen æra som ny og anderledes, hvad enten det var en fornyelse af den klassiske oldtid (renæssancen) eller af moderniteten.Freedman, Paul, and Gabrielle Spiegel, 'Medievalisms Old and New: The Rediscovery of Alterity in North American Medieval Studies', American Historical Review, 103 (1998), 677–704. . Dette gav i særdeleshed det nittende århundredes romantiske forskere, den intellektuelle frihed til at definere middelalderen som en anti-modernistisk utopi – hvad enten definitionen gik på en mere konservativ, religiøs og hierarkisk fortid eller en mere egalitær, smuk og uskyldig fortid.
Europæiske studier af middelalderen var i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede præget af nationalromantiske strømninger, idet de fremspirende nationalstater forsøgte at legitimere nye politiske formationer ved at hævde, at de havde rødder i en fjern fortid.Ian Wood, 'Literary Composition and the Early Medieval Historian in the Nineteenth Century', in The Making of Medieval History, ed. by Graham Loud and Martial Staub (York: York Medieval Press, 2017), , pp. 37-53. Det vigtigste eksempel på denne brug af middelalderen var den nationsidealisering, som Tysklands samling i 1871 var omgærdet af.Bastian Schlüter, 'Barbarossa's Heirs: nation and Medieval History in Nineteenth-cand Twentieth-Century Germany', in The Making of Medieval History, ed. by Graham Loud and Martial Staub (York: York Medieval Press, 2017), , pp. 87-100.Bernhard Jussen, 'Between Ideology and Technology: Depicting Charlemagne in Modern Times', in The Making of Medieval History, ed. by Graham Loud and Martial Staub (York: York Medieval Press, 2017), , pp. 127-52.Christian Lübke, 'Germany's Growth to the East: From the Polabian Marches to Germania Slavica', in The Making of Medieval History, ed. by Graham Loud and Martial Staub (York: York Medieval Press, 2017), , pp. 167-83. Fortællingerne, der præsenterede Europas nationer som højtudviklede ved at bygge videre på (men også videreudvikle sig ud over) deres middelalderlige arv, var ligeledes vigtige facetter, der understøttede retfærdiggørelsen af europæisk kolonialisme og imperialisme under en nyimperialistisk æra. Amerikanske middelalderforskere brugte desuden disse begreber til at retfærdiggøre USA's historiske ekspansion mod vest på tværs af Nordamerika. Disse kolonialistiske og imperialistiske forbindelser betød, at middelalderstudier i det 19. og 20. århundrede spillede en rolle i forekomsten af begrebet hvidt overherredømme.Allen J. Frantzen, Desire for Origins: New Language, Old English, and Teaching the Tradition (New Brunswick: Rutgers University Press, 1990).John M. Ganim, Medievalism and Orientalism: Three Essays on Literature, Architecture and Cultural Identity (New York: Palgrave Macmillan, 2005).
Men i begyndelsen af det 20. århundrede fandt en stigende professionalisering af middelalderforskningen ligeledes sted. I denne sammenhæng var forskerne tilbøjelige til at modsætte sig ideen om, at middelalderen var markant forskellig fra moderniteten. I stedet argumenterede de for (gennem den såkaldte kontinuitetstese), at fæmomener der traditionelt forbindes med modernitet i vestlig historieskrivning eksempelvis nationalisme, fremkomsten af stater, kolonialisme, videnskabelig tænkning, dyrkelsen af kunst for dens egen skyld eller folks opfattelse af sig selv som individer, alle havde en forhistorie, der strakte sig tilbage til middelalderen, og at forståelsen af denne forhistorie var vigtig for at forstå deres karakterer og ageren i det tyvende århundrede. Det tyvende århundredes middelalderforskning blev påvirket af metoder forbundet med fremkomsten af samfundsvidenskabelige discipliner som økonomisk historie og antropologi, indbegrebet af den indflydelsesrige Annales-skole. I stedet for dét, som dens tilhængere kaldte histoire événementielle (begivenhedshistorie), fokuserede den moderne middelalderforskning på mere overordnede emner over de såkaldte længere perioder.Graham A. Loud and Martial Staub, 'Some Thoughts on the Making of the Middle Ages', in The Making of Medieval History, ed. by Graham Loud and Martial Staub (York: York Medieval Press, 2017), , pp. 1-13.