Gallia Cisalpina eller Cisalpine Gallien (, også kaldet Gallia Citerior eller Gallia Togata) var det navn, der – særligt i løbet af det 4. og 3. århundrede f.Kr. – blev givet til den region der var bosat af keltere (gallere), og som svarer til det meste af nutidens Norditalien.

Efter regionen blev erobret af den romerske republik i det 3. århundrede f.Kr. blev det betragtet som en geografisk del af det romerske Italien, men forblev administrativt adskilt indtil 42 f.Kr. Det var en romersk provins fra ca. 81 f.Kr. indtil 42 f.Kr., hvor det de jure blev en del af det romerske Italien, som angivet i Cæsars upublicerede lov (Acta Caesaris).

Cisalpine betyder "på denne side af Alperne" (fra romernes perspektiv), i modsætning til Transalpine Gallien ("på den anden side af Alperne").

Gallia Cisalpina blev yderligere opdelt i Gallia Cispadana og Gallia Transpadana, dvs. den blev delt henholdsvis syd og nord for Po-floden.

Den romerske provins i det 1. århundrede f.Kr. var mod nord og vest afgrænset af Alperne, mens den mod syd var afgrænset af Placentia, floden Po, Appenninerne og Rubicon-floden. Mod øst var provinsen afgrænset af Adriaterhavet.

I 49 f.Kr. modtog alle indbyggere i Cisalpine Gallien romersk statsborgerskab,Cassius Dio XLI, 36. og i sidste ende blev provinsen delt mellem fire af de elleve regioner i Italien: Regio VIII Gallia Cispadana, Regio IX Liguria, Regio X Venetia et Histria og Regio XI Gallia Transpadana.

Historie

Tidlige historie thumb| Kort over Cisalpine Gallien: i blåt vises fordelingen af den keltiske befolkninger i området i det 4. og 3. århundrede f.Kr.|280x280px Canegrate-kulturen (13. århundrede f.Kr.) kan have været den første migrationsbølge af den proto-keltiskeVenceslas Kruta: La grande storia dei celti. La nascita, l'affermazione e la decadenza, Newton & Compton, 2003, , befolkning fra den nordvestlige del af Alperne, der – gennem Alperne – trængte ind og bosatte sig i den vestlige Po-dal mellem Maggiore-søen og Comosøen (Scamozzina kultur). De bragte en ny begravelsespraksis – kremering – med sig, der erstattede jordfæstelse. Det er også blevet foreslået, at en ældre proto-keltisk tilstedeværelse kan spores tilbage til begyndelsen af middelbronzealderen (16.-15. århundrede f.Kr.), hvor det ser ud til, at Nordvestitalien har været tæt knyttet (hvad angår produktionen af bronzegenstande, herunder smykker) til de vestlige grupper af Tumulus-kulturen (Centraleuropa, 1600 f.Kr. - 1200 f.Kr.). Bærerne af Canegrate-kulturen opretholdt dens homogenitet i kun et århundrede, hvorefter den smeltede sammen med de oprindelige liguriske befolkninger og denne forening gav anledning til en ny fase kaldet Golasecca-kulturen,Maps of the Golasecca culture. G. Frigerio, Il territorio comasco dall'età della pietra alla fine dell'età del bronzo, in Como nell'antichità, Società Archeologica Comense, Como 1987. som i dag identificeres med de keltiske Lepontii. I henhold til Livius (v. 34) ankom Bituriges, Arverni, Senones, Aedui, Ambarri, Carnutes og Aulerci ledet af Bellovesus, til Norditalien under Tarquinius Priscus' regeringstid (7.-6. århundrede f.Kr.) og besatte området mellem Milano og Cremona. Selve Milano (Mediolanum) blev formodentlig grundlagt af gallerne i det tidlige 6. århundrede f.Kr. Milanos navn har en keltisk etymologi: "[by] midt på den [padanske] slette". Polybius skrev i det 2. århundrede f.Kr., at kelterne i det nordlige Italien eksisterede side om side med etruskiske nationer i en periode før Roms plyndring i 390 f.Kr.

Ligurerne levede omkring den nordlige Middelhavskyst, der strakte sig over den sydøstfranske og nordvestlige italienske kyster, herunder dele af Toscana, Elba- øen og Korsika. Liguriske stammer var også til stede i Latium (se Rutuli) Hazlitt, William. The Classical Gazetteer (1851), p. 297. og i Samnium. I henhold til Plutarch kaldte de sig selv Ambrones, hvilket antyder en mulig relation mellem dem og Ambrones i Nordeuropa. Der er kun lidt viden om det liguriske sprog. Kun stednavne og personnavne står tilbage. Det ser ud til at være et indoeuropæisk sprog med både italisk og særligt stærke keltiske tilhørsforhold. På grund af de stærke keltiske indflydelser på deres sprog og kultur var de kendt i oldtiden som kelto-ligurere (på græsk: , Keltolígues). Moderne lingvister, som Xavier Delamarre, hævder, at ligurisk var et keltisk sprog med visse ligheder med gallisk. Spørgsmålet om det ligurisk-keltiske diskuteres også af Barruol (1999). Det gamle liguriske er opført enten som keltisk (epigrafisk) eller para-keltisk (onomastisk).

Venetierne var et indoeuropæisk folk, der beboede det nordøstlige Italien i et område svarende til den moderne region Veneto, Friuli og Trentino.Storia, vita, costumi, religiosità dei Veneti antichi at .www.venetoimage.com (in Italian). Accessed on 2009-08-18. I det 4. århundrede f.Kr. var veneterne blevet så keltificeret, at Polybius skrev, at veneterne fra det 2. århundrede f.Kr. var identiske med gallerne bortset fra deres sprog.History of the Roman World: 753 to 146 BC by H. H. Scullard,2002, page 16: "... of healing. In the fourth century, their culture became so Celticized that Polybius described the second-century Veneti as practically in- distinguishable ..." Den græske historiker Strabon (64 f.Kr.–24 e.Kr.) formodede derimod, at de Adriatiske veneter nedstammede fra keltere, der igen var beslægtet med en senere keltisk stamme af samme navn, hvis medlemmer boede på den armoricanske kyst og kæmpede mod Julius Cæsar. Han antydede endvidere, at identifikationen af de Adriatiske veneter med Paphlagonian Enetoi ledet af Antenor – som han tilskriver Sofokles (496-406 f.Kr.) – havde været en fejl forårsaget af navnenes lighed.Strabo, Geography, Book IV, Chapter 4: "It is these Veneti [the Gallic tribe of the Belgae], I think, who settled the colony that is on the Adriatic (for about all the Celti that are in Italy migrated from the transalpine land, just as did the Boii and Senones), although, on account of the likeness of name, people call them Paphlagonians. I do not speak positively, however, for with reference to such matters probability suffices." Book V, Chapter 1: "Concerning the Heneti there are two different accounts: Some say that the Heneti too are colonists of those Celti of like name who live on the ocean-coast; while others say that certain of the Heneti of Paphlagonia escaped hither with Antenor from the Trojan war, and, as testimony in this, adduce their devotion to the breeding of horses — a devotion which now, indeed, has wholly disappeared, although formerly it was prized among them, from the fact of their ancient rivalry in the matter of producing mares for mule-breeding." Book 13, Chapter 1: "At any rate, Sophocles says that [...] Antenor and his children safely escaped to Thrace with the survivors of the Heneti, and from there got across to the Adriatic Henetice, as it is called."

Gallisk ekspansion og romersk erobring I henhold til Diodorus Siculus strømmede kelterne – som ellers havde haft deres hjem på den anden side af Alperne – i 391 f.Kr. gennem "passene i stor styrke og indtog det territorium, der lå mellem Appenninerne og Alperne". Den romerske hær blev besejret ved Slaget ved Allia, og Rom blev plyndret i 390 f.Kr. af senonerne.

Nederlaget for den kombinerede alliance mellem samnitiske, keltiske og etruskiske til romerne under den tredje samnitiske krig – der sluttede i 290 f.Kr. – markerede begyndelsen på enden for den keltiske dominans i det europæiske fastland. Ved Slaget ved Telamon i 225 f.Kr. blev en stor keltisk hær fanget mellem to romerske styrker og knust.

Under den Anden Puniske Krig allierede boierne og insubrerne (keltiske befolkninger/stammer) sig med karthagerne og belejrede Mutina (Modena). Som modsvar herpå sendte Rom en ekspedition ledet af L. Manlius Vulso. Vulsos hær blev overmandet to gange, og Senatet sendte derfor Scipio afsted med en ekstra styrke til at hjælpe ham. Det var disse romerske styrker, som Hannibal stødte på, efter at han havde krydset Alperne. Romerne blev besejret i Slaget ved Ticinus, hvilket fik alle gallierne – undtagen Cenomani – til at støtte Hannibal. Rom sendte derefter Tiberius Sempronius Longus' hær, som konfronterede Hannibal ved Slaget ved Trebia, hvilket også resulterede i et romersk nederlag. Dette tvang Rom til midlertidigt at opgive Gallia Cisalpina helt, og vendte først tilbage efter Karthagos nederlag i 202 f.Kr.

Publius Cornelius Scipio Nasica fuldførte erobringen af boierne i 191 f.Kr.,Livy, 36.38 selvom ligurerne først endeligt blev besejret, da Apuani blev besejret af Marcus Claudius Marcellus i 155 f.Kr.Fasti Triumphales

Romersk provins Nogle gange omtalt som Gallia Citerior ("Nærmere Gallien"), Provincia Ariminum eller Gallia Togata ("Toga-bærende Gallien", hvilket indikerer regionens tidlige romanisering). Gallia Transpadana betegnede den del af Cisalpine Gallien mellem Padus (nu Po-floden) og Alperne, mens Gallia Cispadana var den del, der lå syd for floden.

Den romerske provins blev sandsynligvis officielt etableret omkring 81 f.Kr., og provinsen blev kontrolleret fra Mutina (nutidens Modena), hvor styrker under ledelse af Spartacus i 73 f.Kr. besejrede guvernøren Gajus Cassius Longinus' legion.

I 49 f.Kr. – med Lex Roscia – tildelte Julius Cæsar befolkningerne i provinsen fuldt romersk statsborgerskab.

Rubicon-floden markerede den sydlige grænse med det romerske Italien. Ved at krydse denne flod i 49 f.Kr. med sin loyale XIII Legion, udløste Julius Cæsar en borgerkrig i den romerske republik, som i sidste ende førte til dannelsen af det Romerske Kejserrige. Den dag i dag betyder udtrykket "at krydse Rubicon" i overført betydning "at nå point of no return".

Provinsen blev indlemmet i det romerske Italien i ca. 42 f.Kr., som en del af Octavians "italieniserings"-program under det Andet Triumvirat. Opløsningen af provinsen krævede en ny lov, eller lex, men denne lovs navn i dag ukendt. De dele af den, der er indskrevet på en bronzetavle, der er bevaret i museet i Parma, handler udelukkende om at danne retsvæsenet: loven udpeger to viri og fire viri juri dicundo og nævner også en præfekt af Mutina.

Virgil, Catullus og Livius blev alle født i Gallia Cisalpina.Uchicago.eduThe Dawn of the Roman Empire, by Livy, John Yardley, Waldemar Heckel.

Se også Norditalien Etruskere Transalpine Gallien

Referencer

Litteratur

Arslan E. A. 1992 (1995), La Nécropole celtique de Garlasco (Province de Pavie), in L’Europe celtique du Ve au IIIe Siècle avant J.-C. (Hautvillers, 8-10 octobre 1992), Sceaux, pp. 169–188. Luigi Bossi, Della istoria d'Italia antica e moderna, Milano, 1819 Jean Bousquet, La Cisalpine gauloise du IIIe au Ier siècle avant J.-C. Corbella, Roberto: "Celti : itinerari storici e turistici tra Lombardia, Piemonte, Svizzera", Macchione, Varese c2000; 119 p., ill.; 20 cm; Corbella, Roberto: "Magia e mistero nella terra dei Celti : Como, Varesotto, Ossola"; Macchione, Varese 2004; 159 p. : ill. ; 25 cm; D'Aversa, Arnaldo: "La Valle Padana tra Etruschi, Celti e Romani", PAIDEIA, Brescia 1986, 101 p. ill., 21 cm, Raffaele De Marinis and Venceslas Kruta in ‘’Italia, omnium terrarum alumna’’, Garzanti-Scheiwiller, 1990 Grassi, Maria Teresa: "I Celti in Italia" - 2. ed, Longanesi, Milano 1991 (); 154 p., 32 c. di tav., ill. ; 21 cm; Grassi, Maria Teresa: "La ceramica a vernice nera di Calvatone-Bedriacum", All'Insegna del Giglio, Firenze 2008, pp. 224 brossura, ISSN/ Grassi M. T. 1995, La romanizzazione degli Insubri. Celti e Romani in Transpadana attraverso la documentazione storica e archeologica, Milano. Grassi M. T. 1999, I Celti della Cisalpina Centrale: dall’ager Insubrium alla XI Regio Transpadana, in Insubri e Cenomani tra Sesia e Adige, Seminario di Studi (Milano 27-28.2.1998), “Rassegna di Studi del Civico Museo Archeologico e del Civico Gabinetto Numismatico di Milano”, LXIII-LXIV, pp. 101–108.