King-Crane-kommissionen (officielt kaldet 1919 Inter-Allied Commission on Mandates in Turkey) var en undersøgelseskommission vedrørende disponeringen af områder inden for det tidligere Osmanniske Rige.
Kommissionen var foranlediget af fredskonferencen i Paris i 1919. Kommissionen besøgte områder i Palæstina, Syrien, Libanon og Anatolien, undersøgte stemningen blandt den lokale befolkning og vurderede deres syn på den bedste løsning for regionen. Kommissionen var oprindeligt tiltænkt til at omfatte både franske, britiske, italienske og amerikanske repræsentanter, men endte med udelukkende at være en amerikanske kommission, idet de andre lande trak sig for at undgå risikoen for at blive "konfronteret med anbefalinger fra deres egne udpegede delegerede, som kunne være i konflikt med deres politik". Med de andre Allierede nationers frafald mistede kommissionen enhver reel troværdighed.
Kommissionen forelagde sin rapport til fredskonferencen i Paris i august 1919. Fredskonferencen var fra begyndelsen undermineret af Frankrig og Storbritanniens pagt, Sykes-Picot-aftalen og kolonialistisk tankegang – og fredskonferencen havde stort set bestemt områdets fremtid, inden rapporten var færdig.David Fromkin, A Peace to End All Peace, 1989, pp 396-97 Citing, U.S. State Department, The Paris Peace Conference, Vol. 11, p. 75.
Sammenhæng Ved fredskonferencen i Paris i 1919 forsøgte en gruppe af imperialistiske nationer – hovedsageligt Frankrig og Storbritannien – at dele det tidligere Osmanniske Rige indbyrdes ved hjælp af mandat-systemet. Anti-imperialistiske ledere såsom præsident Wilson og Amir Faysal søgte at modsætte sig sådanne planer. Konferencen i Paris begyndte i 1919. I kølvandet på 1. verdenskrig var deltagerne udmattede og særligt interesserede i deres rival, Det Osmanniske Riges, skæbne.
Især franskmændene havde flere krav i Mellemøsten. Siden begyndelsen af 1900'erne havde franskmændene begyndt at opbygge relationer og krav i regionen – foranlediget af forskellige politiske, moralske og økonomiske årsager. Franskmændene skabte en rolle for sig selv som den traditionelle beskytter af libanesiske kristne. Franskmændene støttede således maronitterne (en kristen etnisk gruppe) i Libanon med missionærer og skoler, hvilket underbyggede deres relation til det kristne religiøse samfund i området. Mange libanesiske kristne – som følge af de var en minoritet i området – frygtede at blive forfulgt og støttede derfor det franske mandat. Dette medvirkede til at give den franske politiske troværdighed i regionen.
Endelig kontrollerede franske kapitalister 63% af den osmanniske gæld. Denne økonomiske forbindelse gjorde, at Frankrig var bekymret over Det Osmanniske Riges skæbne. Franskmændene var ligeledes fastbestemte på, at de – på grund af deres unikke relation til Syrien – skulle modtage et mandat i Syrien.
Hemmelige forhandlinger
Franskmændene dannede en alliance med briterne for at fremsætte deres krav. Mens briterne ikke havde de samme forbindelser og relationer til Mellemøsten, var de stadig interesserede i at forsvare og ekspandere deres eksisterende koloniimperium. I den hemmelige Sykes Picot-aftalen fra 1916, som senere blev offentliggjort, blev franskmændene og briterne enige om at dele Mellemøsten mellem dem efter krigen. Denne aftale gjorde forhandlingerne vedrørende Mellemøsten næsten umulige, da parterne mødes og forhandlede ved Paris-fredskonferencen. Da amerikanske diplomater foreslog King-Crane-kommissionen til at undersøge folkestemningen i Storsyrien, var både franske og britiske diplomater formelt enige, men i realiteten var resultatet allerede blevet besluttet bag kulisserne.
Briterne deltog også i hemmelige forhandlinger med de arabiske ledere under Hussein-McMahon-korrespondancen før afholdelsen af Paris-konferencen. I sidste ende resulterede dette i større mistillid mellem briterne og araberne, da det blev afsløret, at briterne samtidig førte hemmelige forhandlinger med franskmændene (f.eks. Sykes-Picot-aftalen) og zionisterne (herunder Balfour-deklarationen). Da det blev tid til at vælge et mandat, følte araberne, at de ikke længere kunne stole på Storbritannien på grund af deres støtte til zionismen. Zionisme og tidlig jødisk bosættelse
Zionisme har været et populært og kontroversielt emne blandt historikere i mange år. I henhold til den israelsk-arabiske forfatter Nadim Rouhana "fandt selve mødet sted mellem en gruppe mennesker, der boede i deres hjemland, og en gruppe mennesker, der ankom fra andre dele af verden, styret af en ideologi, der hævdede det samme land, som udelukkende deres hjemland." Rouhanas opfattelse af zionismen bygger på et eksklusionssystem, hvor zionister ankom og stjal landområder. Denne fortolkning er forståelig i betragtning af arten af den fremtidige stat Israel, men den giver ikke et fuldstændigt billede af det jødiske folk i Palæstina. Forfatteren Dina Porat afrunder Rouhanas argument ved at sige: "Næsten ingen af zionistlederne, der blev uddannet i Europa, studerede arabisk...Araberne mestrede ikke de europæiske sprog eller det hebraiske sprog, som blev talt af bosætterne. Fraværet af et fælles sprog skabte en kløft, der eksisterer den dag i dag.” Årsagen til afstanden mellem de to grupper hvilede i manglen på kulturel assimilering. Disse to synspunkter viser, at mødet mellem zionister og arabere var et møde, hvor kulturelle forskelle blev ignoreret eller udnyttet. Især briterne udnyttede rivaliseringen mellem disse grupper med Balfour-deklarationen.
Fredskonferencen i Paris i 1919
Kommissionen blev oprindeligt foreslået af USA som et internationalt samarbejde for at afgøre, hvorvidt regionen var klar til selvbestemmelse. Desuden skulle kommissionen fastlægge, hvilke nationer – hvis nogen – de lokale ønskede administrerede og styrede mandatområdet. Idéen om en fælles kommission modtog dog begrænset støtte fra de andre nationer. Samtidig indså USA , at briterne og franskmændene allerede var kommet frem til en fælles forståelse, hvad angik regionens fremtid, hvorfor ny information fra en eventuel kommission kun kunne skabe yderligere problemer og mudre vandet. Derfor sponserede USA i sidste ende kommissionen alene.thumb| Foto af King-Crane-kommissionen, 1919.|260x260pxKommissionens repræsentanter blev udpeget af præsident Woodrow Wilson og bestod af Henry Churchill King – en teolog og præsident for Oberlin College – og Charles R. Crane – en fremtrædende doner og bidragyder til det Demokratiske Parti.
Kommissionens arbejde blev hæmmet af det faktum, at det var den britiske hær, der beskyttede kommissionen og samtidig kontrollerede tolkene. Dette bidragede til i nogen grad at give et skævvredet billede af situationen, idet det var betydeligt lettere at tilkendegive kritiske synspunkter om franskmændene end briterne. Ikke desto mindre konkluderede kommissionen – baseret på interviews med lokale ledere – at uafhængighed var den foretrukne løsning, mens et mandatområde administreret af amerikanerne blev betragtet som den næstbedste løsning. Et mandatområde administreret af briterne blev betragte som den tredjebedste løsning, mens franskmændene havde mindst støtte.
Baseret på disse interviews konkluderede King, at mens Mellemøsten "ikke var klar" til uafhængighed, ville en koloniregering heller ikke tjene folket godt. Han anbefalede i stedet, at amerikanerne flyttede ind og administrerede regionen, fordi kun USA havde den fornødne tillid til at guide folket til uafhængighed, fremfor en imperialistisk magt. Kings personlige skrifter synes at vise, at hans altoverskyggende bekymring var den moralsk korrekte handling – ikke handlinger nødvendigvis styret af politik eller pragmatisme. Republikanerne havde genvundet kontrollen over det amerikanske senat ved midtvejsvalget i 1918. I lyset af den republikanske isolationisme var sandsynligheden for en enorm militær involvering og tilstedeværelse i udlandet – selv med britisk og fransk tilskyndelse – praktisk talt nul.
Det britiske udenrigsministerium var villig til at tillade enten USA eller Storbritannien at administrere det foreslåede Palæstina-mandat, men ikke den franske eller den italienske regering.Minutes of the Eastern Committee, UK Archives, PRO CAB 27/24. Spørgsmålet endte med at være ligegyldigt, idet Lloyd George og Georges Clemenceau – regeringschefer i Storbritannien og Frankrig – formåede at udarbejde af bestemmelserne i San Remo-konferencen og Sèvres-traktaten. Lloyd George bemærkede, at "Venskabet med Frankrig er ti gange så meget værd som Syrien." Frankrig modtog Syrien, mens Storbritannien ville få Mesopotamien (Irak) og Palæstina – i modstrid med ønsket fra de adspurgte i King-Crane-kommissionen og kommissionens egen anbefaling. I USA strandede rapporten på grund af Wilsons sygdom og senere død.
Forsinket offentliggørelse Det var meningen, at rapporten skulle offentliggøres, efter det amerikanske senat havde ratificeret Versailles-traktaten. Senatet ratificerede dog aldrig denne traktat. Som følge heraf blev rapporten først udgivet til offentligheden i 1922, efter at Senatet og Repræsentanternes Hus havde vedtaget en fælles resolution, der favoriserede etableringen af et jødisk nationalt hjem i Palæstina i stil med Balfour-deklarationen. Den offentlige reaktion på rapporten var delt, da det blev erfaret, at det arabiske flertal havde favoriseret et amerikansk mandat med en demokratisk valgt konstituerende forsamling.
Konklusioner vedrørende Syrien, Palæstina og Libanon thumb|Kort med markering af inddelingen OETA-områderne: Nord, Syd, Øst og Vest.Kommissionens "Rapport om Syrien" dækkede de arabiske områder i det tidligere osmanniske Syrien – som på daværende tidspunkt var under administrationen af De Allierede (fælles britisk, fransk og arabisk styrker). Området omfattede landområder af nutidens Syrien, Libanon, Israel, de palæstinensiske områder og Jordan samt Hatay og Kilikien.
Kommissionens besøg i regionen varede samlet 42 dage – fra 10. juni til 21. juli 1919. Heraf besøgte kommissionen OETA Syd i 15 dage, OETA Vest i 10 dage, OETA Øst i 15 dage og OETA Nord i 2 dage.Der var tale om forskellige områder i det Occupied Enemy Territory Administration (OETA). Med hensyn til OETA Nord havde kommissionen "ikke bestræbt sig på at afholde grundige høringer (...)", da kommissionen følte, at "de [landområderne i OETA Nord] ikke seriøst ville blive betragtet som en del af Syrien, og den ønskede ikke endnu at åbne spørgsmålet om tyrkisk-talende dele af det tidligere tyrkiske imperium." Befolkningsestimaterne inkluderet i rapporten var som følger:Report, Office of the Historian, page 756
OETA Syd OETA Vest OETA Øst Total Muslimer 515.000 600.000 1.250.000 2.365.000 Kristne 62.500 400.000 125.000 587.500 Druser 60.000 80.000 140.000 Jøder 65.000 15.000 30.000 110.000 Andre 5.000 20.000 20.000 45.000 Total 647.500 1.095.000 1.505.0003.247.500 Kommissionens rapport – som blev offentliggjort i 1922 – konkluderede, at de pågældende områder i Mellemøsten ikke var klar til selvstændighed. Derfor opfordrede kommissionen til, at man etablerede mandater i de pågældende områder, som havde til formål at etablere en overgangsperiode – hvor områderne blev forvaltet af en stormagt – inden områderne var klar til uafhængighed.