Planetsystemets nomenklatur er for objekter i planetsystemet en benyttet nomenklatur, som har til formål entydigt at identificere formationer på overfladen af en planet, måne eller asteroide, så formationerne let kan lokaliseres, beskrives og diskuteres. Siden opfindelsen af kikkerten har astronomer navngivet de overfladetræk, de har registreret, især på Månen og Mars. I 1919 blev Den Internationale Astronomiske Union (IAU) grundlagt, blandt andet for at udpege og standardisere navne for formationer på solsystemets objekter. thumb|300x300px| Det store lyse område omtrent midt i billedet er Tombaugh Regio på dværgplaneten Pluto thumb|300x300px| Et kort over Månen fra Andrees Allgemeiner Handatlas, 1. udgave (1881), tegnet før IAUs konventioner
Hvordan navne godkendes af IAU Når der først opnås billeder af overfladen af en planet eller måne, vælges et tema for navngivning af formationer, og nogle få vigtige formationer navngives, normalt af medlemmer af den relevante arbejdsgruppe under IAU. Efterhånden som billeder og kort i højere opløsning bliver tilgængelige, navngives yderligere formationer efter anmodning fra de forskere, der kortlægger eller beskriver bestemte overflader, albedo-markeringer eller geologiske formationer. Enhver kan foreslå, at et bestemt navn overvejes af en arbejdsgruppe. Hvis medlemmerne af gruppen er enige om, at navnet er passende, kan det bringes i anvendelse, når der foreligger en anmodning fra et medlem af det videnskabelige samfund om et navn på en bestemt formation. Navne, der godkendes af en arbejdsgruppe, sendes til IAUs Working Group for Planetary System Nomenclature (WGPSN). Efter godkendelse af WGPSN anses navnene for officielle og kan anvendes på kort og i publikationer. Desuden opføres de i Gazetteer of Planetary Nomenclature
Regler og konventioner vedtaget af IAU Navne vedtaget af IAU skal følge forskellige regler og konventioner, som gennem årene er blevet vedtaget etableret og ændret af Unionen. Disse omfatter:
Nomenklatur er et værktøj, og den bør først og fremmest være enkel, klar og utvetydig. Generelt vil officielle navne ikke blive givet til formationer, hvis største udstrækning er mindre end 100 meter, selvom der kan gøres undtagelser for mindre formationer med ekstraordinær videnskabelig interesse. Antallet af navne, der vælges for hvert himmellegeme, bør holdes på et minimum. Formationer bør kun navngives, når de har særlig videnskabelig interesse, og når navngivningen af sådanne træk er nyttig for de videnskabelige og kartografiske samfund som helhed. Gentagelser af det samme navn på to eller flere himmellegemer og af samme navn for måner og småplaneter frarådes. Duplikationer kan tillades, når navne er særligt passende, og risikoen for forveksling er meget lille. Individuelle navne, der vælges for hvert himmellegeme skal udtrykkes på oprindelsessproget. Translitteration fra forskellige alfabeter bør gives, men der vil ikke blive givet nogen oversættelse fra et sprog til et andet. Hvor det er muligt, bør de temaer, der er etableret i den tidlige nomenklatur for planetsystemets legemer, bruges og udvides. Planetsystemets nomenklatur bør være international i sit valg af navne. Anbefalinger indsendt til IAUs nationale kommitéer vil blive overvejet, men den endelige udvælgelse af navnene er den Internationale Astronomiske Unions ansvar. Hvor det er relevant, støtter WGPSN kraftigt et ligeligt udvalg af navne fra etniske grupper, lande og køn på hvert kort; dog er en højere procentdel af navne fra det land, der planlægger en landing, tilladt på kort over landingspladser. Ingen navne med politisk, militær eller (moderne) religiøs betydning må anvendes, undtagen navne på politiske personer fra før det 19. århundrede. Navngivning på planetsystemets kloder til minde om personer bør normalt ikke være et mål i sig selv, men kan anvendes under særlige omstændigheder og er forbeholdt personer af høj og varig international status. Personer, der bliver hædret, skal have været døde i mindst tre år. Når mere end én stavemåde af et navn eksisterer, bør den stavemåde, personen foretrækker, eller bruges i en autoritativ reference, anvendes. Diakritiske tegn, der indgår i et navn vil blive medtaget. Nomenklatur for ringe og gab mellem ringe samt navne til nyopdagede måner er udviklet i fælles overvejelser mellem WGPSN og IAU Commission 20. Navne vil ikke blive tildelt måner, før deres baneelementer er rimeligt velbestemte, eller bestemte træk er blevet identificeret på dem. Tilgængelige og autoritative kilder, herunder internetkilder, er påkrævet for vedtagne navne. Wikipedia er ikke tilstrækkelig som kilde, men kan være nyttig til at identificere passende kilder.
Ud over disse generelle regler udvikler hver arbejdsgruppe yderligere vedtægter ved at formulere en interessant og meningsfuld nomenklatur for individuelle legemer i planetsystemet.
Navnevedtægter Navne på alle planetformationer inkluderer et beskrivende udtryk med undtagelse af to typer. For kratere er det beskrivende udtryk implicit. Nogle formationer, der er navngivet på Io og Triton, har ikke et beskrivende udtryk, fordi de geologisk er under forandring.
Generelt forbliver navnekonventionen for en formationstype den samme uanset dens størrelse. Undtagelser fra denne regel er dale og kratere på Mars og Venus; her varierer konventioner for navngivning alt efter formationens størrelse.
En formationsklassifikation, regio, blev oprindeligt brugt på tidlige kort over Månen og Merkur (tegnet efter iagttagelse gennem kikkert) til at beskrive vage albedo-træk. Det bruges nu til at afgrænse en bred geografisk region.
Navngivne formationer på legemer, der er så små, at deres koordinater endnu ikke er fastlagt, bliver identificeret på tegninger af legemet, som medtages i det bind af IAU Transactions, der dækker det år, hvor navnene blev vedtaget. Ringe og gab mellem ringe bliver opkaldt efter videnskabsmænd, der har studeret disse formationer; tegninger, der viser disse navne, bliver ligeledes medtaget i det relevante Transactions-bind. Navne på atmosfæriske fænomener (for eksempel Saturns nordpolshexagon) er uformelle i øjeblikket; et formelt system vil blive valgt i fremtiden.
Grænserne for mange store formationer (såsom terrae, regiones, planitiae og plana) er ikke tydeligt afgrænset topografisk eller geomorfisk; koordinaterne for disse formationer fastlægges ud fra et vilkårligt valgt midtpunkt. Grænser (og dermed koordinater) vil kunne bestemmes mere præcist ud fra geokemiske og geofysiske data opnået gennem fremtidige missioner.
Under aktive missioner får små overfladeelementer ofte uformelle navne. Disse kan omfatte landingssteder, rumfartøjers nedslagssteder og små topografiske træk, såsom kratere, bakker og klipper. Sådanne navne vil ikke blive givet officiel status af IAU, undtagen som fastsat i regel 2 ovenfor. Hvad angår de større objekter, skal officielle navne for sådanne små formationer være i overensstemmelse med IAUs etablerede regler og kategorier.
Liste over anvendte navne på formationer I første kolonne angives, såfremt relevant, formationens betegnelse i ental og flertal. Bogstavet "c" udtales som "k", endelsen "ae" som "æ". Formation Beskrivelse Betegnelse Albedoområde Et område, som er markant lysere eller mørkere end sine omgivelser på grund af forskel i albedo. AL Arcus, arcūs Bueformet formation. AR Astrum, astra Struktur med et radialt mønster på Venus. AS Catena, catenae Kæde af kratere, for eksempel Enki Catena. CA Cavus, cavi Hulning, fordybning med uregelmæssige stejle sider, optræder som oftest i grupper. CB Chaos Et markant område med mange brud op opkastet materiale, for eksempel Iani Chaos. CH Chasma, chasmata Dyb, lang slugt, for eksempel Eos Chasma. CM Collis, colles En lille høj eller knude. CO Corona, coronae Flad oval eller cirkulær struktur. Anvendes kun på Venus og Miranda. CR Crater, cratera En cirkelformet fordybning, oftest dannet ved et nedslag. AA Dorsum, dorsa Rynket højdedrag, for eksempel Dorsum Buckland. DO Eruptivt center En aktiv vulkan på Io. ER Facula, faculae Lys plet. FA Farrum, farra Pandekagelignende struktur eller en række af sådanne. Anvendes kun på Venus. FR Flexus, flexūs Meget langt kurvet højdedrag med et sinus-formet forløb. FE Fluctus, fluctūs Terræn over hvilket der er strømmet en væske. Anvendes på Venus, Io, Titan og Mars. FL Flumen, flumina Kanal på Titan som indeholder eller har indeholdt en væske. FM Fossa, fossae Lang, smal, flad fordybning. FO Fretum, freta Væskefyldt stræde, som forbinder to større væskefyldte områder. Benyttes kun på Titan. FT Insula, insulae Ø (eller øgruppe), et isoleret landområde (eller flere) omgivet eller næsten omgivet af væske (hav eller sø). Benyttes kun på Titan. IN Labes, labēs Klippeblokke dannet ved jordskred. Anvendes kun på Mars og (1) Ceres. LA Labyrinthus, labyrinthi Kompleks af dale og højderygge, som skærer hinanden. LB Lacuna, lacunae Uregelmæssigt formet sænkning, som kunne være en udtørret søbund. Anvendes kun på Titan. LU Lacus, lacūs På Månen og Mars: Et sølignende område eller lille slette. På Titan: Enten et mørkt område, som menes at være flydende hydrocarboner, eller en lille, mørk, skarpt afgrænset slette. LC Landingssted Formation på Månen nær landingssteder for Apollo-missionerne. LF Lenticula, lenticulae Lille mørk plet på Europa. LE Linea, lineae Langstrakt mørk eller lys markering, kan være kurvet eller ret. LI Lingula, lingulae Forlængelse af et plateau, hvis begrænsning har har form af en øreflig eller en tunge. LN Macula, maculae Mørk plet, der kan have en uregelmæssig form. MA Mare, maria Et havlignende område. På Månen: En udstrakt, relativt jævn slette med lav albedo bestående af størknet lava, for eksempel