thumb|240px|Et brev fra McMahon-Hussein-korrespondancen dateret d. 24. oktober 1915. George Antonius – som havde været den første til at offentliggøre korrespondancen i sin helhed – beskrev dette brev som "det vigtigste i hele korrespondancen og kan måske betragtes som den vigtigste internationale dokument i den arabiske nationale bevægelses historie" og bliver, af araberne, brugt som "det vigtigste bevis" for, hvordan Storbritannien brød deres løfte og araberne mistet troen på dem. McMahon-Hussein-korrespondancen er en række breve, der blev udvekslet under 1. verdenskrig, hvor den britiske regering gik med til at anerkende arabisk uafhængighed efter krigen i bytte for, at Hussein bin Ali, Sharif af Mekka, igangsatte et arabiske oprør mod Det Osmanniske Rige. Korrespondancen havde en stor indflydelse på situationen i Mellemøsten under og efter krigen, hvoraf en strid om Palæstina fortsat pågår i dag som følge af bl.a. denne korrespondance.
Korrespondancen er sammensat af ti breve, der blev udvekslet fra juli 1915 til marts 1916 mellem Hussein bin Ali og oberstløjtnant Sir Henry McMahon, den britisk højkommissær i Egypten. Mens der var en vis militær værdi i den arabiske befolknings deltagelse i diverse krigshandlinger, herunder deres lokale viden og kendskab til regionen, var den primære årsag til aftalen at modvirke den osmanniske erklæring om jihad ("hellig krig") mod De Allierede. I denne forbindelse var det specifikt vigtigt for Storbritannien at opretholde støtten fra de 70 millioner muslimer i Britisk Indien (især dem i den indiske hær, der var blevet udstationeret andet steds i den bredere krig).
I henhold til korrespondancen blev området med arabisk uafhængighed defineret som "inden for de rammer og grænser foreslået af Sharif af Mekka" med undtagelse af de "dele af Syrien", der lå vest for "distrikterne Damaskus, Homs, Hama og Aleppo, da disse ikke kan siges at være rent arabiske og derfor bør udelukkes". Modstridende fortolkninger af denne beskrivelse skabte efterfølgende en stor kontrovers. En særlig tvist, som fortsat er aktuel den dag i dag, bygger på denne kystudelukkelse (vest for førnævnte distrikter). Således debatteres det forsat om, hvorvidt Palæstina – som ikke nævnes eksplicit i korrespondancen – er omfattet af de områder og grænser, der forslås i korrespondancen.
Efter offentliggørelsen af Balfour-deklarationen fra november 1917 og den efterfølgende lækage af den hemmelige Sykes-Picot-aftale fra 1916, hvori Storbritannien og Frankrig foreslog at splitte og besætte dele af territorierne i Mellemøsten, mente Hussein og andre arabiske ledere, at aftalerne indgået i McMahon-Hussein-korrespondancen var blevet overtrådt. Hussein nægtede efterfølgende at ratificere Versailles-traktaten fra 1919. Som svar på et britisk forslag fra 1921 om at underskrive en traktat, der accepterede mandatsystemet, proklamerede han, at det ikke kunne forventes, at han anbragte "sit navn på et dokument, der tildeler Palæstina til zionisterne og Syrien til udlændinge". Et yderligere forsøg fra briterne på at nå en traktat mislykkedes i 1923-24, og forhandlingerne blev suspenderet i marts 1924. Inden for seks måneder trak briterne deres støtte tilbage til fordel for deres arabiske allierede Ibn Saud, som fortsatte med at erobre Husseins rige.
Korrespondancen "hjemsøgte anglo-arabiske forbindelser" i mange årtier herefter. I januar 1923 blev uofficielle uddrag offentliggjort af Joseph N. M. Jeffries i Daily Mail og kopier af brevene blev cirkuleret i den arabiske presse. Uddrag blev offentliggjort i 1937 i Peel-kommissionens rapport og korrespondancen blev offentliggjort i sin helhed i George Antonius' bog fra 1938 "The Arab Awakening", hvorefter den britiske regering i 1939 ligeledes offentliggjorde brevene. I 1964 blev yderligere dokumenter afklassificeret.
Baggrund Indledende diskussioner De første dokumenterede diskussioner mellem Storbritannien og hashemitterne fandt sted i februar 1914 – fem måneder inden udbruddet af 1. verdenskrig. Drøftelser var mellem generalkonsulen i Egypten Lord Kitchener og Abdullah bin al-Hussein, som var den anden søn af Hussein bin Ali, Sharif af Mekka. Hussein var blevet utilpas med den nyudnævnte osmanniske guvernør i hans region Hijaz Vilayet (også blot omtalt Hijaz-regionen), og påpegede stigende spændinger i regionen siden færdiggørelsen af Hijaz-jernbanen i 1908, som truede med at øge osmannisk centralisering i regionen. Diskussionerne kulminerede i et telegram sendt den 1. november 1914 fra Kitchener – som i mellemtiden var blevet udnævnt til krigsminister – til Hussein, hvori Storbritannien i bytte for arabisk støtte i Hejaz ville "(...) garantere uafhængighed, rettigheder og Sharifatets privilegier mod al ekstern udenlandsk aggression, især fra osmannerne". Sharif indikerede, at han ikke kunne bryde med osmannerne med det samme. Osmannernes indtræden på Tysklands side i 1. verdenskrig den 11. november 1914 medførte dog et brat skifte i de politiske interesser fra Storbritannien i relation til et arabisk oprør mod osmannerne. I henhold til historikeren David Charlwood førte fiaskoen i Gallipoli til et øget ønske fra Storbritannien om at forhandle en aftale med araberne. Robert H. Lieshout har yderligere belyst baggrunden og ræsonnementet bag dette skifte i britisk tankegang i sin bog "Britain and the Arab Middle East".
Damaskus-protokollen Den 23. maj 1915 blev Emir Faisal bin Hussein – den tredje søn af Hussein – præsenteret for dokumentet, der blev kendt som Damaskus-protokollen. Faisal var i Damaskus for at genoptage diskussionerne med de hemmelige arabisk nationalistiske bevægelser al-Fatat og Al-'Ahd, som han havde mødt i marts/april. Faisal havde i mellemtiden besøgt Istanbul for at konfrontere storvesiren med beviser på, at osmannerne havde planer om at afsætte sin far. Dokumentet erklærede, at araberne ville gøre oprør og støtte Storbritannien mod, at Storbritannien til gengæld ville anerkende arabisk uafhængighed i et område, der strakte sig fra den 37. breddegrad nær Taurusbjergene på Tyrkiets sydlige grænse, i øst var afgrænset af Persien og den Persiske Golf, i vest ved Middelhavet og i syd ved Det Arabiske Hav.
Breve fra juli 1915 til marts 1916
I forbindelse med drøftelser i Ta'if mellem Hussein og hans sønner i juni 1915, havde Abdullah rådet sin far til at handle og opfordrede ham til at indlede en korrespondance med Sir Henry McMahon, Storbritanniens højkommissær i Egypten. Faisal havde i forbindelse med drøftelserne i Ta'if rådet sin far til forsigtighed, mens Ali frarådede at igangsætte et oprør.
En korrespondance blev efterfølgende indledt, hvor der i alt udvekslet ti breve – fem fra hver side – mellem Sir Henry McMahon og Hussein i perioden mellem den 14. juli 1915 og den 10. marts 1916. McMahon var under hele forløbet i kontakt med den britiske udenrigsminister Edward Gray. Gray skulle godkende brevene og var derfor i sidste ende ansvarlig for korrespondancen.
Historikere har brugt et uddrag fra et af McMahons private breve, sendt den 4. december 1915 (cirka halvvejs gennem korrespondancen), som bevis på mulig britisk dobbeltspil:[Jeg tager ikke imod] ideen om en fremtidig stærk forenet uafhængig arabisk stat (...) for alvorligt (...) forholdene i Arabien er ikke, og vil ikke i meget lang tid fremover, egne sig til sådan noget (...) Jeg forestiller mig ikke et øjeblik, at de nuværende forhandlinger vil gå så langt som at forme et fremtidigt Arabien eller enten at etablere vores rettigheder eller at binde vores hænder i dette land. Situationen og dens elementer er alt for uklare til dette. Det, vi skal nå frem til nu, er at friste det arabiske folk ind på den rigtige vej, løsrive dem fra fjenden og bringe dem over på vores side. Det er fra vores side i øjeblikket i høj grad et spørgsmål om ord, og for at lykkes må vi bruge overbevisende udtryk og afholde os fra akademisk diskussion om forholdene – hvad enten det drejer sig om Bagdad eller andre steder. Juridisk status Historikeren Elie Kedourie påpegede, at oktoberbrevet (et af brevene sendt fra McMahon til Hussein) ikke var en traktat, og at selvom det blev anset for at være en traktat, undlod Hussein at opfylde sine løfter fra sit brev af den 18. februar 1916. Victor Kattan argumenterer for det modsatte og beskriver korrespondancen som en "hemmelig traktat" og refererer dele af korrespondancen som belæg herfor. Han hævder samtidig også, at den britiske regering anså det for at være en traktat under fredskonferencen i Paris i 1919, da de forhandlede med franskmændene om opdelingen af det osmanniske territorium.
Araberopstanden fra juni 1916 til oktober 1918
McMahons løfter blev af araberne anset som en formel aftale mellem dem selv og Storbritannien. Den britiske premierminister David Lloyd George og udenrigsminister Arthur Balfour præsenterede aftalen som en traktat i forbindelse med efterkrigstidens forhandlinger mellem de fire store magter (Frankrig, Storbritannien, Italien og USA). Med denne forståelse i bagtankerne etablerede araberne, under kommando af Husseins søn Faisal, en militærstyrke, der med inspiration fra T.E. Lawrence ("Lawrence of Arabia") kæmpede mod Det Osmanniske Rige under Araberopstanden. I et efterretningsnotat fra januar 1916 beskrev T.E. Lawrence Husseins arabiske oprør som:thumb|T.E. Lawrence, også kendt som "Lawrence of Arabia" efter slaget om Akaba, 1917.gavnligt for os, fordi de marcherer mod vores umiddelbare mål; opløsningen af den islamiske 'blok' og nederlaget og forstyrrelsen af Det Osmanniske Imperium, og fordi de stater [Sharif Hussein] ville oprette for at efterfølge tyrkerne ville blive (...) harmløse for os selv (...) Araberne er endnu mindre stabile end tyrkerne. Hvis de blev håndteret korrekt, vil de forblive i en tilstand af politisk mosaik, et væv af små jaloux fyrstedømmer, der ikke er i stand til at hænge sammen.I juni 1916 begyndte Araberopstanden, idet en arabisk hær rykkede frem mod de osmanniske styrker. De deltog i erobringen af Aqabah og ødelæggelsen af Hijaz-jernbanen, som var en strategisk vigtig forbindelse gennem den arabiske halvø, der løb fra Damaskus til Medina. I mellemtiden rykkede den egyptiske ekspeditionsstyrke under general Allenbys komando frem i de osmanniske områder i Palæstina og Syrien. Den britiske fremrykning kulminerede i Slaget ved Megiddo i september 1918 og den endelig kapitulation fra Det Osmanniske Rige den 31. oktober 1918.
Araberopstanden ses af historikere som den første organiserede bevægelse af arabisk nationalisme. Man samlede for første gang arabiske grupper med det fælles mål at kæmpe for uafhængighed fra Det Osmanniske Rige. En stor del af historien om arabisk uafhængighed stammer fra denne opstand, der begyndte med det rige, som Hussein grundlagde. Efter krigen fik Araberopstanden store konsekvenser. Grupper af mennesker blev klassificeret efter, om de havde kæmpet i oprøret eller efter deres rang. I Irak dannede en gruppe sharifianske officerer, som havde deltaget i Araberopstanden, et politisk parti. Det hashemitiske kongerige i Jordan er stadig påvirket af de handlinger, som arabiske ledere gjorde under opstanden. Efterkrigsresultat (1919 til 1925)
Sherifian plan En dag inden afslutningen på krigen med osmannerne diskuterede det britiske udenrigsministerium T.E. Lawrences "Sherifian Plan", hvor Husseins sønner blev foreslået som marionetmonarker i Syrien og Mesopotamien. En del af begrundelsen var at fastholde en tro blandt den britiske offentlighed om, at man stod i gæld til hashemitterne som følge af McMahon-korrespondancen. Af Husseins sønner var Faisal Lawrences klare favorit, mens Ali ikke blev betragtet som en stærk leder, Zaid blev anset for at være for ung og Abdullah blev anset for at være doven.
Mandater