Slaget ved Øland var et søslag mellem en allieret dansk - hollandsk flåde og den svenske flåde i Østersøen ud for Ølands østkyst den 1. juni 1676.11 June by the Gregorian calendar; Denmark and Sweden still used the Julian calendar while the Dutch Republic had switched to Gregorian in 1582–83. Slaget var en del af den skånske krig (1675-79), der kæmpedes om overherredømmet over den sydlige Østersø. Sverige havde et stærkt behov for forstærkninger til sine nordtyske besiddelser; Danmark søgte at færge en hær til Skåne i det sydlige Sverige for at åbne en front på svensk jord.
Lige da slaget begyndte, sank det svenske flagskib Kronan og tog næsten hele besætningen med sig, inklusive rigets admiral og øverstbefalende for den svenske flåde, Lorentz Creutz. Den allierede styrke under ledelse af den hollandske admiral Cornelis Tromp udnyttede til fulde den efterfølgende uorden på svensk side. Den fungerende kommandant efter Creutz' pludselige bortgang, admiral Claes Uggla, blev omringet, og hans flagskib Svärdet blev ramt i en udstrakt artilleriduel, derefter sat i brand af et brandskib. Uggla druknede, mens han undslap det brændende skib, og med tabet af den anden øverstbefalende flygtede resten af den svenske flåde i uorden.
Slaget resulterede i dansk flådeovermagt, som blev opretholdt under hele krigen. Den danske kong Christian V kunne sende tropper over til den svenske side af Øresund, og den 29. juni landede en styrke på 14.500 mand ved Råå, lige syd for Helsingborg i det sydligste Sverige. Skåne blev krigens vigtigste slagmark og kulminerede med de blodige slag ved Lund, Halmstad og Landskrona. Danske og hollandske flådestyrker blev overladt til at rasere Øland og den svenske østkyst helt op til Stockholm. Den svenske fiasko på Øland fik også kong Karl XI til at beordre en kommission til at undersøge fiaskoen, men til sidst blev ingen fundet ansvarlig.
Skånske Krig right|thumb|260x260px| Sejlordre for den svenske flåde i slutningen af 1675. Illustrationen viser, at den svenske flåde ikke havde tilpasset sig realiteterne i kamplinjen . Det fulgte stadig mønstrene for "nærkampstaktik", hvor små grupper af skibe handlede individuelt, sigtede mod nærkamp og boarding. Glete (2005). Med krigserklæringen mod Sverige den 2. september 1675 så Danmark en chance for at genvinde sine nyligt tabte østlige provinser. Den sydlige Østersø blev et vigtigt strategisk område for både Danmark og Sverige. Danmark havde brug for søvejene for at invadere Skåne, og Sverige havde brug for at forstærke Svensk Pommern ved Østersøkysten; begge stod til at vinde ved at tage kontrol over de baltiske handelsruter.Finn Askgaard, "Kampen till sjöss" in Rystad (2005), p. 171. Da krigen brød ud mellem Danmark og Sverige, blev en stærk flådetilstedeværelse også afgørende for, at Sverige kunne sikre sine interesser hjemme og i udlandet.Göran Rystad "Skånska kriget och kampen om hegemonin i Norden" in Rystad (2005), pp. 20–21.
I oktober 1675 satte den svenske flåde under Gustaf Otto Stenbock til søs, men sejlede ikke længere end til Stora Karlsö ud for Gotland, før den efter mindre end to uger måtte vende tilbage til Stockholm, plaget af koldt og stormfuldt vejr, sygdom og tab af livsvigtigt udstyr. Stenbock, der blev holdt personligt ansvarlig for kong Karl 11.s fiasko, blev tvunget til at betale for kampagnen af egen lomme. I løbet af vinteren 1675-76 blev den svenske flåde lagt under kommando af Lorentz Creutz, som forsøgte at sætte til søs i januar til februar 1676, men blev iset ind af usædvanligt koldt vejr.Finn Askgaard, "Kampen till sjöss" in Rystad (2005), p. 171.
Flådernes tilstand Den første engelsk-hollandske krig (1652-54) så udviklingen af kamplinjen, en taktik, hvor skibe dannede en kontinuerlig linje for at skyde bredsider mod en fjende. Tidligere var afgørende handling i flådeopgaver opnået gennem boarding og nærkampe, men efter midten af 1600-tallet fokuserede den taktiske doktrin mere på at invalidere eller sænke en modstander gennem overlegen ildkraft på afstand. Dette medførte store ændringer i militære doktriner, skibsbygning og professionalisme i europæiske flåder fra 1650'erne og frem.Glete (1993), pp. 173–178. Kamplinjen favoriserede meget store skibe, der kunne holde linjen i lyset af kraftig ild, senere kendt som linjeskibe. Den nye taktik afhang også af stærke, centraliserede regeringers evne til at opretholde store, permanente flåder ledet af et professionelt officerskorps. Statens øgede magt på bekostning af individuelle godsejere førte til udvidelsen af hære og flåder, og i slutningen af 1660'erne gik Sverige i gang med et ekspansivt skibsbygningsprogram. Glete (1993), p. 176. center|thumb|600x600px| Detalje af indgravering af Stockholm fra Suecia antiqua et hodierna af Erik Dahlberg og Willem Swidde, trykt i 1693. Udsigten viser den svenske hovedstad som en travl havn, og i forgrunden toppen af Kastellholmen ved siden af de kongelige værfter på Skeppsholmen. I 1675 var den svenske flåde sin danske pendant talmæssigt overlegen (18 linjeskibe mod 16 og 21 fregatter mod 11), men den var ældre og af ringere kvalitet end den danske flåde, der havde erstattet en større del af dens skibe. Svenskerne havde problemer med rutinemæssig vedligeholdelse, og både rigning og sejl var generelt i dårlig stand. Svenske besætninger manglede danske og norske søfolks faglighed, som almindeligvis havde værdifuld erfaring fra tjeneste i den hollandske handelsflåde, og den svenske flåde manglede også en kerne af professionelle officerer. Danskerne havde garvede veteraner som Cort Adeler og Niels Juel. Den danske flåde blev også forstærket med hollandske enheder under kommandoen Philip van Almonde og Cornelis Tromp, sidstnævnte en erfaren officer, der havde tjent under Michiel de Ruyter, berømt for sin dygtige kommando under de engelsk-hollandske krige. Finn Askgaard, "Kampen till sjöss" in Rystad (2005), p. 172.
Optakt En dansk flåde på 20 skibe under admiral Niels Juel satte i marts 1676 til søs, og den 29. april gik hans styrker i land på Gotland, som overgav sig. Barfod (1997), pp. 45–48. Den svenske flåde blev beordret ud den 4. maj med 23 krigsskibe på over 50 kanoner, 21 på mindre end 50 og 16 mindre støttefartøjer bemandet med omkring 12.000 mand, Barfod (1997), p. 49. men de stødte på ugunstig vind og blev forsinket til den 19. maj. Juel havde på det tidspunkt forladt Visby, Gotlands hovedhavn, for at slutte sig til en mindre dansk-hollandsk styrke ved Bornholm, mellem Sveriges sydspids og Tysklands nordkyst. Sammen havde de til hensigt at sejle mellem Skåne og øen Rügen for at forhindre svenske tropper i at lande på øen og forstærke det svenske Pommern. Gunnar Grandin, "Gotland invaderas" and "Flottan löper ut" in Johansson (1985), pp. 114–115, 118–119. Den 25.-26. maj udkæmpede de to flåder det uafgjorte slag ved Bornholm. Den svenske styrke var overlegen i antal, men var ikke i stand til at påføre nogen alvorlige tab, Sjöblom (2003), pp. 225–226. og to af flådens ildskibe blev erobret, det ene af de allierede og det andet af en brandenburgsk eskadre med kurs mod København. Barfod (1997), pp. 49–50. thumb| Cornelis Tromp i 1675 Flere svenske beretninger fortæller, at Creutz skændtes med sine officerer efter Bornholm. Major Taube vidnede, at officererne efter slaget var blevet "skældt ud som drenge", og at Creutz, "uden hensyn til skyld eller uskyld anklagede dem næsten alle ens". Hærkaptajnen Rosenberg fortalte en senere forespørgsel, at Creutz "næsten havde et anfald om natten" over Johan Bärs (en af hans flagofficerers) opførsel på Bornholm, og at han svor "aldrig at gå til søs med sådanne folk igen".
Efter den mislykkede aktion ankrede den svenske flåde ud for Trelleborg, hvor kong Karl 11. ventede med nye ordrer om at generobre Gotland. Flåden skulle nægte kamp med de allierede i det mindste indtil de nåede nordspidsen af Øland, hvor de kunne kæmpe i venligt farvand. Efter at den svenske flåde forlod Trelleborg den 30. maj, kom den allierede flåde hurtigt i kontakt med den og begyndte at forfølge svenskerne. På dette tidspunkt var de allierede blevet forstærket af en lille eskadron og udgjorde nu i alt 42 fartøjer, med 25 store eller mellemstore skibe i linjen. Forstærkningerne bragte også en ny kommandant med sig, generaladmiral Cornelis Tromp, en af sin tids dygtigste flådetaktikere. Tromp, der også var løjtnant-admiral i den hollandske flåde, blev udnævnt til generaladmiral for den danske flåde den 8. maj 1676. De to flåder sejlede nordpå og passerede den 1. juni Ølands sydspids i stærk kuling. Den hårde vind var hård mod de svenske skibe. Mange mistede master og bjælker. Svenskerne, der dannede en næsten sammenhængende kamplinje, forsøgte at sejle foran Tromps skibe i håb om at komme mellem dem og kysten, hvorved de kunne sætte sig på den allierede flådes vindside og opnå den taktiske fordel ved at få læ for vinden. De hollandske skibe i den allierede flåde formåede at sejle tættere på vinden og hurtigere end resten af styrken og gled mellem svenskerne og kysten og fik en gunstig position. Senere samme morgen kom de to flåder hinanden tættere og var snart inden for skudafstand.Sjöblom (2003), p. 226.
Slaget Omkring middagstid vendte den svenske linje som følge af dårlig koordination og signalering uventet mod den allierede flåde. Da flagskibet Kronan kom til i manøvren krængede det pludselig og begyndte at tage vand ind. Ifølge kanonmester Anders Gyllenspak var sejlene ikke revet, og skibet lænede sig så hårdt over, at vand strømmede ind gennem de nederste kanonporte. Da skibet lænede sig over, skubbede et vindstød skibet om på siden, hvilket bragte master og sejl ned på linje med havets overflade. Kort efter eksploderede krudtlageret og rev den forreste del af styrbordsiden fra hinanden. Kronan mistede hurtigt opdriften og sank og tog det meste af sin 850 mand store besætning med sig, inklusive øverstbefalende for den svenske flåde, Lorentz Creutz. alt=A black and white engraving showing three stages of a naval battle in horizontally arranged panels|center|thumb|500x500px|En nutidig skildring, der deler slaget op i tre faser: (1) de to flåder, der sejler nordpå langs Ølands kyst, lige forbi Ølands sydspids, (2) Kronan eksploderer og Svärdet omringet, og (3) den svenske flåde på flugt i uorden, forfulgt af allierede skibe. af Romeyn de Hooghe, 1676. Det pludselige tab af flagskibet og flådeadmiralen kastede den allerede spredte svenske linje ud i forvirring og svækkede moralen. Fire skibe fra Creutz og Ugglas eskadriller flygtede straks, da de så, at flagskibet var tabt.Zettersten (1903), p. 480. Claes Uggla var næstkommanderende efter Creutz og blev fungerende chef for den svenske flåde. Da linjen kom i stand, kom Uggla og hans skib Svärdet på kollisionskurs med det stadig flydende vrag af Kronan, og blev tvunget til at gibbe (dreje agterstavnen ind i vindretningen) for at undgå det. Svärdets tur blev af mange skibe tolket som et signal om at vende igen; andre tolkede det som begyndelsen på et generelt tilbagetog, der førte til større uorden. Uggla satte farten ned i et forsøg på at samle sine styrker, men blev i stedet adskilt fra sin eskadron.Unger (1909), pp. 235–236.