thumb|upright=1|left|Kvinderne i Kvindefredslejren boede i tipier i 14 måneder hen over en af de værste isvintre siden 1906.
Kvindefredslejren ved Ravnstrup var en fredslejr ved Finderup Øvelsesplads, 3 km vest for Ravnstrup nær Viborg, der eksisterede fra juni 1984 til september 1985."Ravnstrup" hos Fredsakademiet.dk med plakater for lejren
Formålet var at protestere mod militærbunkeren ("Finderup-bunkeren"), der skulle huse en kommandocentral for NATO’s enhedskommando for Danmark og Slesvig-Holsten. Herfra skulle man styre atomraketter opstillet i Tyskland i krigstid. Ulydige kvinders magt: kvindefredslejren ved Ravnstrup som politisk proces, Aalborg Universitetsforlag. 1989. Af Ann-Dorte Christensen
Kvinderne havde før oprettelsen af fredslejren arbejdet ad demokratiske veje for at gøre opmærksom på, dels at Danmark på trods af at være en atomvåbenfri zone, alligevel indirekte havde atomvåben til rådighed, og dels at demokratiet var blevet omgået ved hemmeligholdelse over for Folketinget i forbindelse med finansiering og beslutning om bunkerens formål. De havde forfattet 14 spørgsmål til Forsvarsministeriet – hvoraf kun det økonomiske spørgsmål blev besvaret.
Nogle kvinder boede permanent i lejren i hele perioden, mens andre opholdt sig der i kortere perioder og først og fremmest deltog i de direkte aktioner mod militæranlægget. Kvinderne boede i tipier i 14 måneder henover en af de værste isvintre siden 1906.
Inspirationen til lejren i Ravnstrup kom fra en belejring i 1981 af RAF Greenham Common-raketbasen i Storbritannien.¨Kvinder for Fred 5. Om kvindefredslejren fra 1984 ved NATO-bunkeren i Raunstrup ved Viborg'. Flygtninge og fred
Formål thumb|upright=1|Lejren er fyldt med kvinder - 500 mødte op til aktionen Tag Jorden tilbage. Kvinder i alle generationer og fra alle miljøer deltog i aktionerne mod atomvåben i Danmark. Kvinderne i Kvindefredslejren protesterede mod, at Danmark som atomvåbenfri zone skulle kunne styre atomraketter, heller ikke selvom de stod i et andet land, hvor man havde ´ret´ til at have atomvåben.
I 1980’erne havde den truende apokalypse samlet energi fra et vanvittigt våbenkapløb mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen, hvor et enkelt tryk på en rød knap kunne udløse en altødelæggende atomkrig.flygt frys atomkrig.
Atomoprustningen ansås som en forbrydelse mod menneskeheden, som et potentielt folkedrab.
"Atomvåben er ikke et våben. Det er simpelthen kimen til udslettelse af alt liv på jorden. Jeg nægter at tro på, at det skulle være en naturlov, at stater må bekrige hinanden med alle midler. Ingen kan styre disse gigantiske kræfter"´Når uret bliver ret, bliver modstand til pligt!´. Hæfte udgivet af Kvinder for Fred i 1985, sagde fysikeren Gyrit Jørgensen i hendes forsvarstale ved domstolen i Viborg.
Når kvinderne lavede en lejr lige over for militærområdet, hvor bunkerens opbygning var i gang, regnede man selvfølgelig ikke med, at det ville lykkes definitivt at hindre byggeriet eller træningen derinde. Kvinderne ville give et kraftigt signal til omverdenen – til befolkningen og til politikerne – om at det drejede sig om en trussel af uanede dimensioner. Grundlæggende værdier om atomvåbenfrihed i Danmark var på spil. Samtidig med at det var våben med en sprængkraft så stor, at vi alle kunne dræbes mindst 30 gange.
Yderligere var demokratiet blevet omgået. Økonomien for bygningen af bunkeren var blevet inkorporeret og skjult i en forstærkningsaftale, som i 8(!) år var blevet underskrevet af forsvarschefen, uden Folketingets vidende. 1980-forstærkningeaftalen indeholdt desuden afgivelse af suverænitet, fordi den bemyndigede USA-fly, der havde atomvåben som standardudstyr, til at kunne benytte danske lufthavne.
Ved suverænitetsafgivelse skal der være 5/6 flertal for dette i Folketinget … men Folketinget var ikke blevet spurgt i 8 år. Forsvarsministeriet havde end ikke gjort Folketinget opmærksom på dette.
Carl Scharnberg skrev et digt udgivet i 1980, der afspejlede stemningen under den kolde krig'Beredskabsdigte og andre lærestykker'. Carl Scharnberg. 1980:Situationen er klar:
radarer spejder.
fly er i luften
raketter står parate.
hænder er rede.
ordren afventes.
kun tidspunktet mangler.
Hvor meget er klokken?
Resultater Kvindefredslejrens tilstedeværelse under en af de værste isvintre i kvindes minde og de ikke-voldelige fredsaktioner har spillet en afgørende rolle i at gøre en stor del af befolkningen opmærksom på bunkerbyggeriet og dets symbolik i forhold til Danmarks engagement i den udvidede deltagelse i atomvåbenkapløbet, godt hjulpet til af den omfattende mediedækning, og det har givet offentligheden mulighed for at engagere sig i og diskutere spørgsmålet om Danmarks rolle i atomvåbenkapløbet og bunkerbyggeriet. Dette har bidraget til en bredere offentlig debat om emnet og endda skubbet til politiske beslutninger og holdningsændringer i samfundet.
Samlet set har Kvindefredslejrens tilstedeværelse i løbet af den strenge vinter og deres ikke-voldelige fredsaktioner været afgørende for at skabe opmærksomhed omkring bunkerbyggeriet og dets symbolik i forhold til Danmarks engagement i atomvåbenkapløbet.
"Resultatet blev en styrkelse af modstanden imod atomvåben og forstærkede krav i befolkningen om oprettelse af en atomvåbenfri zone i Norden. Og Folketinget reagerede i overensstemmelse med det nye befolkningsflertal", skrev folketingsmedlem Jens Thoft i Information i 1987Information: Et forsvar for ulydighed af folketingsmedlem Jens Thoft.
Aktioner thumb|upright=1|Aktion Liv på jorden. Livsbekræftende aktion, hvor Kvindefredslejren flytter ind på militærområdet for at levendegøre de døde huse, genoplive de døde haver, hænge flag i flagstængerne og skrue tiden tilbage til den dag livet igen har overtaget dette område, hvor der trænes i drab.23.-25.08.1985 Under alle aktioner i Kvindefredslejren benyttede kvinderne sig udelukkende af ikke-voldelige protestmidler og overholdt principperne for ikke-vold og civil ulydighed, inklusiv princippet om at informere. Dvs. aktionerne var offentliggjort lang tid i forvejen. Både militæret, politiet og medier blev underrettet samtidigt om:
formålet med aktionen aktionens start- og så vidt muligt sluttidspunkt anslag af, hvor mange, der ville komme den lovlige demonstration ude på vejen hvad man ville foretage sig inde på militærområdet
På den måde kunne alle forudse hændelsesforløbet.
Netop dette gør, at aktionen ligger inden for inden for rammerne af civil ulydighed. Aktionerne er godt nok et forsætligt brud på bestemte love, som fx § 264, stk. 1.2: 'Ulovlig indtrængen på fremmed grund', som kvinderne senere blev dømt efter. Men der bliver ikke sat spørgsmålstegn ved den generelle retsorden og dermed demokratiet, dermed kan det karakteriseres som et lovbrud, der kun har symbolsk karakter.
Af større aktioner kan nævnes
´Hekseoptoget´ gennem Viborgs strøg ved Kvindefredslejrens start på Skt. Hans aften,
´Tag jorden tilbage ´Påskeaktionen´, ´Jerikos mure´, ´Liv på Jorden’ samt 'Med liv skal land bygges´
’Med liv skal land bygges’ var en protest mod, at kvinderne havde været igennem to retssager, hvor militæret er blevet kaldt ’den forurettede’. Kvinderne vendte det om og lavede en alternativ retssag, hvor de indtog deres rette plads som de forurettede. Forurettede over at skulle tåle presset fra terrorbalancens galskab. Det blev deres sidste aktion, inden lejren lukkedes 5.9.1985
Der var utallige små hverdagsaktioner. Også selvom der kun var få kvinder i lejren gik de et par gang om ugen ind på det skønne naturområde, som militærområdet var - for at tage bad i søen eller bare for at gå en tur og hilse på soldaterne. Dette for at vise, at man stadig var til stede og gerne ville dialog.
thumb|upright=1|Aktion 'Liv på Jorden'. Kvinderne har rejst tipi inde på militærområdet. Politiet er ankommet og spørger efter en talsmand. Der er ingen. Der er kun kvinder og de kan alle tale. Ved denne aktion arresteres mange kvinder for at gå ind på militærområdet og ikke vil forlade det igen. 38 kvinder kommer for retten i Viborg. Dommeren giver de mildeste straffe, man kan give i Danmark, da de ikke gjorde det for egen vindings skyld.
Aktionsformen på Kvindefredslejren De store aktioner blev planlagt omhyggeligt, da der var mange krav til, hvordan de skulle forløbe. Når Kvindefredslejren stod som arrangør, så skulle man leve op til principperne for både civil ulydighed og ikke-vold, for at kvinderne kunne stå inde for det. thumb|upright=1|Kvindefredslejren kunne kaldes et 'vellykket integrationsprojekt' med kvinder fra alle aldre og miljøer. Der var meget bred opbakning til fredsspørgsmålet fra både husmødre, bz'ere, fra den røde, grønne og blå politiske fløj og fra alle aldre. Ville man deltage i den civilulydige (ulovlige) del, den der bevægede sig ind på militærområdet, skulle man komme en dag før for at deltage i fortræningen i ikke-voldsteknikker. Dette fordi de tilstrømmende kvinder kom fra så mange forskellige miljøer for at støtte op om lejrens aktiviteter. Det var et bredt tæppe af kvinder fra både BZ-bevægelsen i København til husmødre fra Nordjylland - der var alt fra børn og unge til ældre kvinder op til 80 år. Alle skulle være trygge, og man skulle have fælles retningslinjer og aftaler, når man gik ind på militærområdet.
Kvindefredslejren havde selvfølgelig en overordnet ramme og grundideer for aktionerne, når folk ankom.
Der var mange gruppedynamiske aktiviteter i gang på én gang. Man havde plenum i midten og små grupper udenfor. I plenum snakkede man om, hvilke ideer, der var til aktionen.
Der var mange forskellige opgaver og forskellige grader af, hvor langt man ville gå. Man skulle finde sin egen grænse og derefter vælge gruppe efter, hvor langt man personligt havde lyst til at gå. Det handlede om at passe på sig selv og hinanden, så ingen kom til at overskride sine egne grænser. Der måtte intet gruppepres finde sted.
Billedligt sås aktionen som en sol, som havde mange stråler i form af opgaver og aktionsformer. Én stråle er den gruppe, der står for information af pressen. Dem, der vil stå helt lovligt ude på vejen og demonstrere, er en anden stråle. Dem der går ind og går helt op til hegnet er en tredje stråle, dem der vil hoppe over hegnet er en fjerde osv. Alle stråler er lige vigtige.
Er der 200 kvinder, der vælger at stå lovligt ved vejen, er det for stor en gruppe. Denne gruppe behøvede ikke at komme en dag før, men alligevel delte man op i mindre grupper. Store grupper er sværere at kontrollere, det har man set ved utallige demonstrationer, der pludselig går amok og begynder at lave hærværk eller andet, selvom det slet ikke var arrangørernes intention. Det er vigtigt, det går ordentligt til. At alle overholder principperne for aktionen, så alle bagefter kan stå inde for, hvad der er foregået, og så alle er trygge.
thumb|upright=1|"Affinitetsgruppe" fra Kvindefredslejren inden de går ind på militærområdet. Ikke-voldstræningen er gennemgået, alle planer er afstemt med konsensus, så ingens grænser overskrides. Der er etableret tryghed i gruppen.
I hver gruppe ("affinitetsgrupper" kaldes de inden for ikke-voldsarbejde) finder man en fælles retningslinje. Man har besluttet præcist, hvor langt gruppen vil gå og hvortil, den vil nå. Uden på nogen måde at yde anden modstand end bare at blive ved med at gå, eller blive siddende ned. Man råber ikke, man synger højst. Man giver blomster i stedet for våben. De retter våben mod os, vi giver ikke andet end blomster. Ingen aggression.