thumb|upright|Piktisk sten fra Strathpeffer i Skotland thumb|Pikternes område omkring 800
Pikterne var et keltisk folkeslag, der boede på Storbritannien nord for Forth–Clyde-halvøen inden vikingetiden og i den tidlige middelalder. Hvor de boede og detaljer om deres kultur kan udledes af tidlige middelalderlige tekst og piktiske stenmonumenter, der er bevaret. Deres territorier omtales som "Piktland" (Pictland) af moderne historikere. Oprindeligt bestod området af flere forskellige høvdingedømmer, men fra 600-tallet blev det domineret af det piktiske kongerige Fortriu. Termen optræder i skrevne kilder som et exonym fra slutningen af 200-tallet, men blev anvendt som endonym i slutningen af 600-tallet under Verturian-perioden. Dette varede i 160 år, indtil Alpínid-dynastiet overtog, og det piktiske kongerige blev slået sammen med Dál Riata og dannede Kongeriget Alba. Konceptet med et "piktisk kongedømme" fortsatte i nogle få årtier, indtil det helt blev opgivet som en moderne betegnelse for Caustantín mac Áeda regeringstid.; ;
Tidlige middelalderlige kilder beskriver et særskilt piktisk sprog, der menes at have været et økeltisk sprog, der var tæt relateret til britisk, der blev talt af Britere, som levede mod syd. Dette blev gradvist erstattet af mellemgælisk fra 800-tallet og frem. Pikterne antages at være nedstammet fra kaledoniere og andre jernalderstammer, der nævnes af romerske historikere eller på verdenskortet fremstillet af Ptolemæus.
Det piktiske samfund var typisk for mange samfund i den tidlige middelalders Nordeuropa og har mange paralleller til nabogrupper. Arkæologiske fund har givet viden om deres kultur. Der er kun bevaret ganske få eksempler på nedskrevent piktisk, og størstedelen af deres historie kendes derfor fra eksterne kilder, inklusive Bedas Historia ecclesiastica gentis Anglorum, hagiografi på helgeners liv som Columba af Adomnán og irske annaler. Et af de største fysiske vidnesbyrd om pikternes eksistens er de piktiske sten, der er monumentale steler, som findes flere steder i Skotland. Desuden findes der også rester af piktere i bl.a. Old Scatness. Blandt arkæologiske fund fra pikterne og andre genstande med piktisk kunst er Rogartbrochen, St Andrews-sarkofagen, St Ninian's Isle-skatten og Whitecleuchkæden nogle af de mest berømte. De piktiske sølvgenstande fra Norrie's Law-skatten, der stammer fra 500-tallet, er den største samling piktisk sølv, der er fundet.
Etymologi
Det latinske ord optræder første gang i en panegyrik, en formel lovtale, fra 297. Det forklares oftest som "de malede" (af latin , "at male", pingo, on Perseus Digital Library og , "malet"; sammenlign med græsk , pyktis, "billede" πυκτίς, on Perseus Digital Library). Dette opfattes almindeligvis som en henvisning til skikken med at tatovere sig. Claudian omtaler i sin beretning om den romerske hærfører Stilicho, som blev skrevet omkring 404, mønstre på døende pikteres kroppe, hvilket formodentlig henviser til tatoveringer eller kropsmaling. Isidor af Sevilla berettede i begyndelsen af 600-tallet, at pikterne fortsat praktiserede denne skik.; Et alternativt forslag er, at det latinske Picti stammer fra en indfødt betegnelse, der muligvis er etymologisk beslægtet med de Piktoner.
Pikterne blev kaldt Cruithni på oldirsk og Prydyn på oldwalisisk. Ordene er beslægtede og stammer fra det urkeltiske *kwritu, "form", som *Pretania (Britannien) også er afledt af. Pretani, og dermed også Cruithni og Prydyn, opstod sandsynligvis som en generel betegnelse for enhver indfødt indbygger i Britannien. Det svarer til situationen med det gæliske navn for Skotland, Alba, der oprindeligt synes at have været en generel betegnelse for Britannien.; Det er blevet foreslået, at pikterne kan have kaldt sig selv Albidosi. Navnet findes sammen med den uklare betegnelse Nainndisi i Kongerne af Albas Krønike under Máel Coluim mac Domnaills regeringstid., note 95;
Oprindelse Den oprindelige myte om pikternes oprindelse blev beskrevet i Bedas Historia ecclesiastica gentis Anglorum, der beskriver pikterne som bosættere fra Skytien, der ankom til nordkysten af Irland ved en tilfældighed. Lokale skoter-ledere sendt dem videre mod det nordlige Storbritannien, som de herefter bosatte sig og giftede sig med skoterne.; translation in ; Den Piktiske krønike gentager denne historie, og navngiver yderligere den mytiske grundlæggende leder Cruithne (det gæliske navn for pikter), der blev efterfulgt af sin sønner, hvis navne svarer til de syv piktiske områder Circin, Fidach, Fortriu, Fotla (Atholl), Cat, Ce og Fib.; translation in Bedas beskrivelse har længe været opfattet som en pseudohistorisk litterær opfindelse,; ; ; og menes at være af piktisk oprindelse, komponeret omkring år 700. Strukturen minder om myterne for andre folkefærd, og mytens primære formål synes at være, at legitimere Fortrius annekteringen af det piktiske territorium og den yderligere oprettelse af Pikterland.; ;
Et studie fra 2023 sekventerede hele genomet fra otte individer, der blev associeret med den piktiske periode (ca. år 300-900), udgravet på kirkegårde ved Lundin Links i Fife og Balintore, Easter Ross. Studiet viste "brede affiniteter" mellem piktiske genomer fra hovedlandet, jernalder-britere og nutidens folk, der bor i det vestlige Skotland, Wales, Nordirland og Northumbria, men mindre end resten af England, hvilket understøtter de nuværende arkæologiske teorier om en "lokal oprindelse" for det piktiske folk.
Historie thumb|thumb|Den såkaldte Daniel Stone, kors-stenfragment fundet ved Rosemarkie, Easter Ross
Området der blev okkuperet af pikterne var tidligere beskrevet af romerske forfattere og geografer som hjem for Caledonii.e.g. af Tacitus, Ptolemæus, ogsom Dicalydonii af Ammianus Marcellinus. Ptolemæus kaldte havet vest for Skotland for Oceanus Duecaledonius. Disse romere havde også brugt andre navne til at referere til de brianniske stammer, der levede i området, heriblandt Verturiones, Taexali og Venicones.E.g. Ptolemæus, Ammianus Marcellinus.
Den skrevne historie, der omhandler pikterne som folk, stammer fra den tidlige middelalder. På dette tidspunkt kontrollerede gælerne i Dál Riata det, som nu er Argyll som en del af et kongerige, der gik fra havet mellem Storbritannien og Irland. Anglerne fra Bernicia, der blev slået sammen med Deira for at danne Northumbria, overmanede de omkringliggende britiske kongeriger, og i meget af 600-tallet var Northumbria det mest magtfulde kongerige i Storbritannien.See e.g. Pikterne var sandsynligvis underlagt Northumbria som vasalstat indtil Bridei mac Belis regeringstid, hvor anglerne i 685 led et nederlag under slaget ved Dun Nechtain, som stoppede deres udvidelse af kongerige mod nord. Northumbria fortsatte med at dominere det sydlige Skotland i resten af den piktiske periode.
thumb|upright|Whitecleuchkæden er en sølvkæde af høj status fra pikternes kongerige. Der kendes til lignende kæder fra 300-tallet og frem til 700-tallet
Dál Riata lå under den piktiske konge Óengus mac Fergusa (regerede 729–761), og selvom det havde sine egne konger i begyndelsen af 760'erne, så har de tilsyneladende ikke at komme sig over uafhængigheden fra pikterne. til genskabelse af riget Dál Riata. Den manglende omtale i de irske annaler bliver ignoreret af . En senere piktisk konge, Causantín mac Fergusa (793–820), placerede sin søn Domnall på Dál Riatas trone (811–835).Ifølge --men Dál Riatas historie efter dette er usikker. Pikterne forsøgte at opnå lignende dominans over briterne i Alt Clut (Kongeriget Strathclyde) men var ikke succesfulde.Cf. the failed attempts by Óengus mac Fergusa.
Vikingetiden forårsagede store ændringer i Storbritannien og Irland, og ikke mindste i Skotland, hvor vikingerne erobrede og bosatte sig på øerne og forskellige områder i hovedlandet inklusive Caithness, Sutherland og Galloway. I midten af 800-tallet siges Ketill Fladnæse at have grundlagt Kongeriget Mann og Øerne, der regerede i mange af pikternes territorier, og i slutningen af århundredet havde vikingerne ødelagt kongeriget Northumbria, svækket Kongeriget Strathclyde meget og grundlagt kongeriget York. I et stort slag i 839 dræbte vikingerne kongen af Fortriu, Eóganan mac Óengusa, kongen Dál Riata Áed mac Boanta og mange andre.Ulster-annalerne (s.a. 839): "The (Vikings) won a battle against the men of Fortriu, and Eóganán son of Aengus, Bran son of Óengus, Aed son of Boanta, and others almost innumerable fell there." I efterspillet, i 840'erne, blev Cínaed mac Ailpín (Kenneth MacAlpin) konge over pikterne.
Under Cínaeds barnebarb, Caustantín mac Áeda (900–943) begyndte udefrakommende at omtale området som Kongeriget Alba frem for PIkternes Kongerige, men det vides ikke om der var etableret et nyt kongerige eller om Alba simpelthen er en tætte approksimation af det piktiske navn for pikterne. Det piktiske sprog forsvandt dog ikke pludseligt, men en tydelig gælificering, der kan være begyndt flere generationer før, var i gang allerede under Caustantín og hans efterfølgere.
På et tidspunkt, sandsynligvis i 1000-tallet, var alle indbyggerne i det nordlige Alba blevet fuldt gælificerede skotter, og den piktiske identitet blev glemt.; ; ; ; cf. , passim, representing the "traditional" view. Henrik af Huntingdon var en af det første overlevende historikere til at beskrive at pikterne var forsvundet i Historia Anglorum fra 1100-tallet. Senere blev ideen om pikterne som en stamme genoplive i myte og legende.Eksempelvis Pechs og muligvis småfolk (engelsk pixie. Men citerer : "they are apt all over Scotland to make everything Pictish whose origin they do not know." Det samme kunne siges om de piktiske myter.
Konger og kongeriger
Piktlands tidligere historie er uklar. I senere perioder blev flere kongeriger regeret af forskellige konger, hvor én konge, nogle gange to, mere eller mindre dominerede deres mindre naboer.; for Irland se, e.g. og mere generelt . De Situ Albanie, et dokument fra 1200-tallet, Den piktiske krønike fra slutningen af 900-tallet, Duan Albanach fra 1000-tallet samt irske legender er blevet brugt til at argumentere for eksistensen af syv piktiske kongedømmer. Disse er: Cait, eller Cat, som lå i det moderne Caithness og Sutherland; Ce, som lå i det moderne Mar og Buchan; Circin, som måske lå i det moderne Angus og Kincardineshire;; Fib, det moderne Fife; Fidach, hvis beliggenhed er ukendt, men muligvis nær Inverness; Fotla, det moderne Atholl (Ath-Fotla);; og Fortriu, som svarer til de Verturiones, der nævnes af romerne, og som for nylig er blevet vist at have været centreret omkring Moray.; . Kan sammenlignes med tidligere værker som bl.a. .
Der kan have eksisteret flere små kongedømmer. Nogle beviser tyder på, at et piktisk kongedømme også eksisterede på Orkney. De Situ Albanie er dog ikke den mest pålidelige kilde, og antallet af kongedømmer, ét for hver af de syv sønner af Cruithne, den eponymiske grundlægger af pikterne, kan være grund nok til at betvivle dokumentets nøjagtighed. Uanset det præcise antal kongedømmer og deres navne var den piktiske nation ikke én samlet enhed.
I størstedelen af den piktiske historie ser det ud til, at kongeriget Fortriu var det dominerende, i en sådan grad, at titlerne konge af Fortriu og konge af pikterne ofte kunne betyde det samme i de samtidige annaler. Tidligere mente man, at Fortriu lå omkring Perth og det sydlige Strathearn, men nyere forskning har overbevist de fleste eksperter om, at Moray (som i middelalderen dækkede et langt større område end nutidens Moray) var kernen i Fortriu.
Pikterne menes ofte at have praktiseret matrilineær tronfølge baseret på irske legender og en udtalelse i Bedas Historia.Beda, I, c. 1 Da Beda nedskrev sin historie, var de piktiske konger Bridei og Nechtan, sønner af Der Ilei, som hævdede tronen gennem deres mor, Der Ilei, datter af en tidligere piktisk konge.