En fejlslagen stat er en stat, der har mistet sin evne til at opfylde grundlæggende sikkerheds- og udviklingsfunktioner og mangler effektiv kontrol over sit territorium og sine grænser. Almindelige kendetegn ved en fejlslagen stat omfatter en regering, der er ude af stand til at håndtere skatteopkrævning, retshåndhævelse, sikring af sikkerhed, territorial kontrol, bemanding af politiske eller civile embeder samt vedligeholdelse af infrastruktur. Når dette sker, omfatter sandsynlige konsekvenser udbredt korruption og kriminalitet, indgriben fra statslige og ikke-statslige aktører, fremkomsten af flygtninge og tvungen befolkningsbevægelse, kraftigt økonomisk fald samt militær indgriben både internt og udefra.
Begrebet blev oprindeligt anvendt i 1990’erne til at karakterisere borgerkrigen i Somalia. Landet sank ned i uorden efter et kup, der afsatte dets diktator Siyaad Barre i 1991, hvilket førte til interne konflikter mellem landets klaner. I begyndelsen af 2020’erne er Afghanistan, Den Centralafrikanske Republik, Den Demokratiske Republik Congo, Haiti, Libyen, Mali, Myanmar, Somalia, Sydsudan, Sudan, Syria, og Yemen alle blevet beskrevet som fejlslagne stater.
Der er udviklet forskellige målemetoder til at beskrive staters styringsniveau, og der er betydelig variation mellem forskere og institutioner med hensyn til, hvor stort et niveau af regeringskontrol der kræves for at betragte en stat som fejlslagen.
Måling Målemetoder for statssammenbrud opdeles generelt i kvantitative og kvalitative tilgange.
Kvantitativ tilgang Kvantitativ måling af statssammenbrud fokuserer ofte på statens udviklingsniveau (f.eks. Freedom House Index (FHI), Human Development Index (HDI) eller World Bank Governance Indicators). Derudover kan regionale evalueringer give konkrete detaljer om graden af demokrati, såsom rapporten om demokratisk udvikling i Latinamerika (Informe de desarrollo democrático de América Latina).se: Konrad-Adenauer-Stiftung & Polilat 2013, se rapport for Latinamerika.
Fragile States Index thumb|Lande ifølge Fragile States Index 2023
|upright=2.2
Fragile States Index (FSI), først udgivet i 2005, måler karakteristika ved fejlslagne stater. Redigeret af magasinet Foreign Policy analyserer ranglisten 178 lande baseret på analytisk forskning fra Conflict Assessment System Tool (CAST) udviklet af Fund for Peace. I rapporten fra 2015, udarbejdet af Fund for Peace, opdeles indikatorerne i tre grupper: sociale, økonomiske og politiske, med i alt 12 indikatorer.
Sociale indikatorer: Demografiske pres Flygtninge eller internt fordrevne personer Gruppeklager Menneskelig flugt og hjerneflugt
Økonomiske indikatorer: Ujævn økonomisk udvikling Fattigdom og økonomisk tilbagegang
Politiske og militære indikatorer: Statens legitimitet Offentlige tjenester Menneskerettigheder og retsstatsprincipper Sikkerhedsapparat Fraktionerede eliter Ekstern indgriben
I indekset fra 2015 lå Sydsudan på førstepladsen, Somalia på andenpladsen og Den Centralafrikanske Republik på tredjepladsen. Finland var det mest stabile og bæredygtige land på listen.
Selvom FSI anvendes i mange forskningsarbejder og gør kategoriseringen af stater mere pragmatisk, modtager det ofte kritik af flere grunde: Det inkluderer ikke Human Development Index i den endelige score, men fokuserer i stedet på institutioner for at måle forhold, som ofte også anses som menneskelige udviklingsaspekter. Det sidestiller staters skrøbelighed eller sårbarhed med underudvikling. Denne sammenligning antager for det første, at underudvikling (økonomisk) skaber sårbarhed, og dermed at hvis en stat er “udviklet”, er den stabil eller bæredygtig. Det måler statens fiasko (eller succes) uden at inkludere fremskridt på andre områder uden for de 12 indikatorer og udelader dermed vigtige udviklingsmål såsom fald i børnedødelighed og øget adgang til rent vand og medicin, blandt andet.
FSI anvendes af regeringer, organisationer, undervisere og analytikere, blandt andet til at fremhæve de problemer, der skaber trusler.
Kvalitativ tilgang
Den kvalitative tilgang omfatter teoretiske rammer. Normalt anvender denne type måling fasemodeller til at muliggøre kategorisering af stater. I tre til fem stadier viser forskere statssammenbrud som en proces. Blandt de fremtrædende forskere er Robert I. Rotberg i den angloamerikanske tradition og Ulrich Schneckener i den tyske.
Schneckeners fasemodel fra 2006 definerer tre kerneelementer: voldsmonopol, legitimitet og retsstat. Typologien er baseret på en security first-logik og viser dermed voldsmonopolets betydning i forhold til de to andre elementer, samtidig med at det fungerer som en forudsætning for en fungerende stat. Hans fire statstyper er: (1) konsoliderede og konsoliderende stater, (2) svage stater, (3) fejlende stater og (4) kollapsede/fejlslagne stater. Den første type refererer til velfungerende stater, hvor alle statens kernefunktioner fungerer på lang sigt. I svage stater er voldsmonopolet stadig intakt, men de to øvrige områder viser alvorlige mangler. Fejlslagende stater mangler voldsmonopol, mens de øvrige områder i det mindste delvist fungerer. Endelig er kollapsede eller fejlslagne stater domineret af para-statslige strukturer, hvor aktører forsøger at skabe en vis intern orden, men hvor staten ikke i tilstrækkelig grad kan opfylde de tre kerneelementer.
Begge forskningsmetoder udviser visse uregelmæssigheder. Den kvantitative tilgang mangler gennemsigtighed med hensyn til sine indikatorer og deres vægtning i vurderingsprocessen af lande, mens den kvalitative tilgang viser en mangfoldighed af forskellige fokusområder. En af de væsentligste uoverensstemmelser er spørgsmålet om, hvorvidt alle stadier nødvendigvis skal gennemløbes kontinuerligt, eller om en stat kan springe en fase over. Schneckener understreger, at hans model egentlig ikke bør fortolkes som en fasemodel, da stater efter hans opfattelse ikke nødvendigvis gennemgår alle stadier. Rotbergs model bygger derimod på en ordinal logik og indebærer således, at statssammenbrudsprocessen er en kronologisk kæde af faser.
Referencer
Kategori:Styreformer Kategori:Økonomisk udvikling