Barløse er en landsby beliggende i Barløse Sogn i Assens Kommune på det sydvestlige Fyn. I landsbyen ligger Barløse Kirke og Barløsegård.

Etymologi Den ældste form af navnet er Barthæløsæ. Forleddet er enten en bøjningsform af barth (bakkekam) eller mandsnavnet Barthi. Den sidstnævnte mulighed må dog udelukkes, da personnavne ikke forekommer sikkert som forled for landsbyer på -løse.Christensen, Sørensen I, s. 140 Endelsen -løse er omstridt men kan betegne en lysning eller eng.

Historie Præstegården i Barløse var i renæssancen af en vis størrelse, hvilket afspejlede sig ved etablering af huse for særlige ugedagstjenere, det vil sige husmænd der skulle tjene præstegården ved dennes drift.Porsmose (1981), s. 308 Under præstegården hørte i 1572 et hus, i 1690 2 huse hver med to boliger modsvarende 4 ugedagstjenere.Porsmose (1981), s. 308f

Barløse landsby bestod i 1682 af 17 gårde, 6 huse med jord og 9 huse uden jord. Det samlede dyrkede areal udgjorde 635,2 tønder land skyldsat til 120,50 tønder hartkorn.Pedersen, s. 89 Dyrkningsformen var en særlig form for tovangsbrug kaldet Lillebæltsystemet.Frandsen (1988), s. 32, 35

Noter

Litteratur Vibeke Christensen og John Kousgaard-Sørensen: Stednavneforskning 1. Afgrænsning, terminologi, metode, datering. Universitetsforlaget i København. I kommission hos Gyldendal. København 1972. Karl-Erik Frandsen: "1536-ca. 1720" (i: Claus Bjørn (red): Det danske landbrugs historie, Bind II: 1536-1810; Landbohistorisk Selskab 1988; ) Henrik Pedersen: De danske Landbrug fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V.s Matrikel 1688. Udgivet efter hans Død paa Bekostning af Carlsbergfondet (København MCMXXVIII; Reprotryk for Landbohistorisk Selskab, København 1975), Erland Porsmose: Den regulerede landsby. Studier over bebyggelsesudviklingen på Fyn i tiden fra ca. 1700 til ca. 1000 e.Kr. fødsel I-II; Odense Universitetsforlag 1981;

Kategori:Lokaliteter i Assens Kommune