En ordinalskala er et måleniveau. Begrebet anvendes især inden for empirisk forskning og statistik som en betegnelse for skaler, hvor de enkelte værdier er rangordnede men ikke kvantitative. Det vil sige, at værdierne har en bestemt rækkefølge, men at afstanden mellem værdierne ikke er kendt.

Niveauet anvendes ofte i survey-undersøgelser. Hvis et spørgsmål i et spørgeskema kan besvares ud fra en liste af rangordnede og ikke-kvantitative værdier, så er der anvendt en ordinalskala. Et kendt eksempel på en ordinal skala er fem-punkts-likertskalaen, som har kategorierne: "enig", "delvis enig", "hverken enig eller uenig", "delvis uenig" og "uenig". Skalaens værdier er afgrænsede kategorier, og afstanden mellem kategorierne ikke kendes. Det vides derfor eksempelvis ikke, i hvor stor grad en respondent, som svarer "enig" er mere enig med spørgsmålet end en, som svarer "delvist enig". Det betyder, at man ikke kan sige, at respondenter, som svarer "enig", er dobbelt så enige end respondenter, der svarer "delvis enig".

Da afstanden mellem de enkelte værdier i en ordinal måleskala ikke kendes, er det bredt anderkendt, at man ikke kan anvende ordinal data til parametrisk analyse. Det betyder, at man eksempelvis ikke kan finde gennemsnittet og standardafvigelsen for en ordinalskala. Hvordan vil man eksempelvis finde gennemsnittet af "enig" og "meget enig"-besvarelser i en likertskala? Der dog muligt at beregne medianen for en ordinal skala, og statistiske hypoteser for ordinalskalaer kan testes med ikke-parametriske tests. Nogle argumenterer dog for, at der er undtagelser til reglen om ikke-parametrisk analyse. Hvis man eksempelvis puljer flere survey-spørgsmål med likertskalaer, eller hvis en likertskala har flere end fem niveauer, så kan man argumentere for, at den ordinale likertskala ligner en intervalskala tilpas meget, hvilket åbner op for parametrisk analyse, herunder beregning af gennemsnit og standardafvigelse.

Se også Måleskala Nominelskala Intervalskala Ratioskala

Kilder

Kategori:Statistik Kategori:Sammenligning (matematisk)