Romerske vægmalerier (efter den vigtigste lokalitet også 'romersk-pompejansk vægmaleri') inddeles i de forskellige stilarter, der blev brugt i det romerske rige fra det 3. århundrede f.Kr. til senantikken. Hverken før eller senere har vægmalerier haft så stor udbredelse. De findes i de riges boliger, men også i små beboelsesbygninger i den dybeste provins, fra Britannien til Egypten, fra Pannonien (Ungarn) til Marokko. Citat efter Mielsch: Römische Wandmalerei. 2001, Klaptekst : " Vom 3. Jahrhundert v. Chr. bis zum 4. Jahrhundert n. Chr. war die Wandmalerei im gesamten Römischen Reich in allen Lebensbereichen präsent: in Tempeln wie in öffentlichen und privaten Bauten – nicht nur in den Villen der Wohlhabenden, sondern auch in einfachsten Räumen – und in den Grabstätten. All diese Gebäude wurden mit schier unerschöpflicher Phantasie ausgestaltet. " –Dansk resumé: "Fra 3. århundrede f.Kr. indtil det 4. århundrede e.Kr. var vægmaleri til stede på alle områder af livet i hele det romerske rige: i templer såvel som i offentlige og private bygninger – ikke kun i de velhavendes villaer, men også i de enkleste rum – og på gravminderne. Alle disse bygninger blev udført med utrættelig fantasi."
thumb|upright=1.2|Detalje fra Aldobrandini-brylluppet ('Nozze Aldobrandini'), Rom, fra augustæisk tidsalder'Aldobrandini-brylluppet' i Den Store Danske af Peter Kühn-Nielsen −'Augustæiske tidsalder' : efter kejser Augustus, den tidsangivelse, der benyttes bredt om romersk historie 31 f.Kr.- 14 e.Kr. − Se evt. 'Romerriget, 'Augustæiske tidsalder' af Peter Ørsted og 'Romerriget – billedkunst' af Ittai Gradel i Den Store Danske
Vægmalerierne i byerne ved Vesuv Vesuvs udbrud i 79 e.Kr. forårsagede en askeregn over byerne Pompeji og Herculaneum, der begravede vægmalerierne. Askelagets beskyttelse har bevirket at værkerne har været forholdsvis velbevarede, og at de har kunnet tjene som udgangspunkt for det meste af forskningen af romersk vægmaleri.
Pompeji blev genopdaget i slutningen af 1500-tallet af italieneren Domenico Fontana (1543-1607). Han gravede en tunnel ind til forum, men indså ikke at han var stødt på resterne af Pompeji. I begyndelsen af 1700-tallet blev udgravningerne videreført af prins d'Elboeuf (1677-1763). Også han arbejde vilkårligt og gravede uden nogen idé om det gamle sted. Først med Karl 3. – som konge i Napoli og Sicilien (~Karl 3. af Spanien †1788) – blev der udført målrettede udgravninger. I 1735 blev arbejdet påbegyndt i Herculaneum, og 10 år senere forsatte man med udgravninger i Pompeji. Gennem Joseph og Caroline Bonaparte – søskende til Napoleon, der efter hinanden var på tronen i Napoli og fremmede udgravningerne – oplevede de et fornyet opsving. Victor Emanuel 2. af Italien gjorde i 1800-tallet Giuseppe Fiorelli (1823-96) til leder af udgravningerne, og det blev indledningen til den første systematiske udgravning: affaldet blev fjernet, husene forsynet med numre og opdelt i regiones (bydele), insulae (boligblokke) og domus (huse).Se evt. Liste over bygninger i Pompeji, der har et kort med opdeling i regio, insula og domus
Stilarter ifølge August Mau I 1882 inddelte den tyske arkæolog August Mau (1840-1909) vægmalerierne fra Pompeji indtil byens begravelse i fire stilarterDanske sider der beskriver de fire stilarter: * 'Romerriget – billedkunst' i Den Store Danske af Ittai Gradel – * 'Om levn i Pompeii og Herculaneum' hos Jmarcussen.dk – * 'Romersk malerkunst' fra Ribekatedralskole.dk 1. stil / Murværks- eller 'inkrustationsstil': ca. 200 til 80 f.Kr.Om udtrykket 'inkrustation' : 'Inkrustation' i Dansk Fremmedordbog – 'inkrustation' hos Wiktionary – 'Inkrustering' hos Store norske leksikon, Snl.no med 'Fri gjenbruk' – Commons har en særlig kategori for 1. stil 2. stil / Arkitektur- eller 'illusionsstil': ca. 100 til 15 f.Kr. 3. stil / Ornamentstil: ca. 15 f.Kr. til 50 e.Kr. 4. stil / Fantasistil: 50 til 79 e.Kr.
Disse stilarter blev udarbejdet ud fra fundene i Pompeji, men afspejler udviklingen af romersk vægmaleri og lader sig derfor eftervise andre steder. Grundlaget for inddelingen var den romerske arkitekt Vitruvs (†25 f.Kr.) historisk ordnede beskrivelser af de forskellige typer vægmalerier, som førte til differentieringen mellem 1. og 2. stil.Vitruv 7,5,1–4, se også Hendrik G. Beyen: Die pompejanische Wanddekoration vom zweiten bis zum vierten Stil. Band 2, Teil 1. Nijhoff, Haag 1960, passim Overgangerne mellem de fire faser er flydende, således at tidsoplysningerne kun kan være omtrentlige.
Teknikker De fleste malerier blev lavet med en blanding af fresko- og temperateknik eller enkaustik. Gips blev påført væggene i flere lag, hvorved antallet af lag kunne variere. Generelt blev der benyttet flere lag i tidligere end i senere vægmalerier; det samme gælder for huse for rigere romere end for enklere huse. Man påførte gipslagene fra toppen, og derefter blev malerierne påført væggen og færdiggjort i bunden. Mere udførlige malerier blev desuden poleret.
Maleriernes opbygning på væggen På trods af variationer er væggene opbygget efter samme skema med en sokkelzone, en midterzone og en øvre zone. Sokkelzonen er normalt ret enkelt udført. Den kan være ensfarvet, men der kan også være imitation af marmor eller simple malerier af planter. Geometriske mønstre er også meget populære.
Det er imidlertid i den centrale zone at hovedparten af maleriet udfolder sig. Her finder man – afhængig af stilen – fremstillinger af komplekse arkitekturmotiver eller simple felter. Midten af væggen havde sædvanligvis en særlig vægt og blev prydet af et maleri. Vægmalerier med felter, der især fra 3. stil ('ornamentstil') var meget almindelige, bestod af en vekslen mellem brede ensfarvede felter og smalle felter, ofte rigt udsmykket med planter, urealistiske arkitekturmotiver eller andre mønstre. I den øvre zone kan man finde lette arkitekturmotiver. Den øvre zone mangler i mange enkle vægmalerier i provinserne.
Plafondmalerier er mindre velbevarede end væggene. Der er to grundlæggende typer: Enkle mønstre som cirkler eller kasetter – som ved kassetteloftKassetteloft' i Den Store Danske af Karen Zahle – 'Kassettak' / 'Kassettendecke' – der gentages i det uendelige. Eller loftet kunne være udformet ud fra et centrum, ofte med en figur.
I nogle få fund kan en sammenhængende komposition af gulv, vægge og loft også teknisk eftervises og knyttes til skriftlig overlevering.Cornelius Steckner: "Boden, Wand und Decke: Archäologischer Befund und Designanalyse antiker Räume." I: Eric M. Moormann (udg.): Functional and Spatial Analysis of Wall Painting. Proceedings of the Fifth International Congress of Ancient Wall Painting, Amsterdam, 8–12 September 1992 (= Bulletin antieke beschaving. Supplement. 3). Stichting Babesch, Leiden 1993, , S. 194–204.
1. stil: Murværksstil thumb|Væg i Herculaneum
Ved 1. stil – murværks- eller inkrustationsstil (sidste betegnelse efter August Mau) – efterlignede man monumentale kvadremure på væggene med farverige malerier, udskæringer (de: Ritzungen) eller plastisk opbygning med stuk. Det drejer sig endnu ikke om en egentlig malestil i snævrere forstand. Geometri spillede en vigtig rolle og blev her opnået ved indridsede linjer. Tredimensionalitet blev skabt ved hjælp lys- og skyggerefleksioner. Stilen efterlignede generelt hellenistisk arkitektur: væggen har en sokkel, en høj rektangulær midterzone og en gennemløbende øvre zone.
Pladerne (de: die Platten) på de efterlignede kvadre blev ved kanterne udformet som drejede det sig om virkelige, tilhuggede stenblokke, der var integreret i væggen. Fugen ses tydeligt. I det øvre vægområde blev de tilstødende felter ved hjørnerne malet med kontrastrige farver.
Eksempler: Værelser i Casa di Sallustio og Casa del FaunoDe to huse Casa di Sallustio (en) og Casa del Fauno (en) omtales hos August Mau : Geschichte der decorativen Wandmalerei in Pompeji, Berlin, 1882 : Bind 1 og Bind 2 hos Uni-heidelberg.de 17-33 Capitel 2. Das Haus des Sallust 33-57 Capitel 3. Das Haus des Faun
2. stil: Arkitekturstil thumb|Væg i Augustus' hus i Rom 2. stil kaldes også arkitekturstilCommons har en særlig kategori for 2. stil – Hos August Mau (online) : "Zweiter Abschnitt. Der Architecturstil. Capitel 6" i August Mau : Geschichte der decorativen Wandmalerei in Pompeji, Berlin, 1882. Fra 80 til 20 f.Kr. malede man en arkitektonisk baggrund på den glatte væg – scener af eller med arkiturkurelementer. Væggen blev opdelt symmetrisk om en akse med illusionsskabende arkitekturmotiver (fx trompe-l’œil, skinperspektiv) eller med udsigter ud over landskaber og billeder i stor skala, 'megalografier', og på den måde forstørret. Arkitekturstilen hentede især sine forbilleder fra det hellenistisk-romerske teater. I Augustus' hus på Palatinerhøjen i Rom – en paladsagtig bolig for den første romerske kejser – ser man den modne 2. stil.
Sokkelzonen i 2. stil er normalt fremstillet mørk, mens den midterste zone fremstår lys. De mest anvendte farver er mørkerød, mørkegrøn, sort og gul. Gul blev brugt til arkitekturmotiver, blå og grøn for detaljer.
Stilen kan opdeles i forskellige underfaser. Det ældste eksempel på denne stil i Rom kan findes i Casa dei Grifi på Palatinerhøjen og dateres til omkring 80 f.Kr. Udsmykningen minder endnu om 1. stil. Væggen er maleteknisk opdelt af marmorplader (de: die Wand ist malerisch durch Marmorplatten gegliedert) En nyskabelse er dog malede søjler, placeret foran væggen. Væggen fremstår således i to lag.
Senere i 2. stil kan væggen være gennembrudt. I Villa dei Misteri, 'Mysterievillaen''Mysterievillaen' eller Villa dei Misteri (også Villa Item i ældre litteratur) er et gammelt villakompleks nær Pompeji, som blev begravet ved udbruddet af Vesuv i 79. På grund af freskerne med Dionysos-mysterier er villaen vigtig for klassisk arkæologi. – Se evt. 'Villa of the Mysteries' , lidt nord for Pompeji er der vægmalerier i de tilstødende værelser, som i den øverste tredjedel viser en udsigt ud over bagvedliggende bygninger. Oftest er det templer man ser.
I Villa Fanninus i landsbyen Boscoreale i nærheden af Pompeji er væggen helt opløst; den er opdelt af søjler og viser udsigter over landskaber eller tempelanlæg.
I den sene 2. stil kan man se yderligere fornyelser. Væggene er stadig struktureret arkitektonisk, men der er ofte et mellembillede med udsigt, ikke til en bygning, men til et mytologisk landskab. I slutningen af stilen kan der observeres en udfladning de: Verflachung) af væggene. Væggen er lukket igen, og der er kun det centrale billede tilbage. Arkitekturmotiverne, der tidligere var realistiske, forsynes nu med ikke-realistiske figurer. Kendte eksempler er malerierne i Casa della Farnesina og i Aula Isiaca. Disse fornyelser blev ikke hilst velkommen af alle samtidige. Vitruv kritiserer for eksempel skildringen af ikke-realistiske figurer og arkitekturmotiver: "Men alt det, der er rettet mod virkelige ting, bliver nu fejlagtigt afvist, fordi man på væggen hellere maler uhyrer end virkelighedstro billeder af bestemte ting." Vitruv 7,5,3; Oversættelse: Volker Michael Strocka: "Der Zweite Stil." I: Giuseppina Cerulli Irelli, Masanori Aoyahi, Stefano De Caro, Umberto Pappalardo (udg.): Pompejanische Wandmalerei. Belser, Stuttgart/ Zürich 1990, , S. 222.
Eksempler på romersk vægmalerier i 'arkitekturstil':
3. stil: Ornamentstil thumb|Væg i Lucretius Frontos hus i Pompeji. I 'tablinum', et rum i det romerske atriumhus, åbent ud til atriet og med dør eller vindue mod peristylgården.
I 3. stil eller ornamentstil – 'ornamentalstil', 'den ornamentale stil' – blev rumdybden igen brugt som virkemiddel. Væggen tjener som billedbærer og er opdelt vandret og lodret. Væggens hovedzone er normalt opdelt i forskellige, helt flade felter (feltdekoration). Et mellembillede viser normalt et vue ud over et landskab med mytologisk tema. Væggens øverste zone spiller den dominerende rolle med sin dekorative ornamentering.