Et kunstblad ('Wandbilddruck', 'Wandschmuck' i det tyske forlæg) er et grafisk produkt, der kan være indrammet under glas og ved ophængning tjene som udsmykning. Perioden fra 1840 til 1940 var den vigtigste periode for kunstblade, idet nye trykteknikker vandt frem, distributionen blev lettere på grund af forbedret transportnet, og velstanden for almindelige mennesker var forbedret så man også kunne interessere sig for kunst i eget hjem.
Der blev for det meste fremstillet kunstblade på grundlag af værker af samtidige malere, der af kunstforlagene blev udvalgt på grund af deres populære motiver; nogle af disse forlag havde specialiseret sig i reproduktionsgrafik. Udgangspunktet for mangfoldiggørelsen var ikke det originale billede, men en omarbejdning, en slags skabelon der tjente som mellemtrin.
Man havde i samtiden ikke en almindelig anerkendt betegnelse for disse 'kunstblade'. I det tyske sprogområde var 'Zimmerschmuck' og 'Zimmerzierde' Pieske: Bilder für jedermann, s. 16 almindelige betegnelser (da. omtrent "værelsesudsmykning"), der imidlertid også omfattede andre typer som nipsgenstande (ty. Wandkonsolen-Nippes). Forlæggere og forhandlere brugte den på tysk mere generelle og neutrale betegnelse Kunstblatt. For antikvitetshandlere drejer det sig snarere om 'dekorativ grafik'. Selv om antikvitetshandlere og loppemarkeder til tider lader prangende motiver som elverdans (ty. Elfenreigen) og hedelandskaber være indbegrebet af 'kunstblade', var emnets omfang meget større.
thumb|upright=1.3|Franz Lefler (østrigsk maler 1831-1898): 'Bryllupsdrøm', håndkoloreret heliogravure fra omkring 1900
Historie – udviklingen af 'kunstblade' i Tyskland Før 1860 thumb|upright=0.7|'Aprilregn', koloreret litografi, ca. 1855
I årtierne før 1840 havde kun de øvre lag i samfundet indrammede tryk, der undertiden blev importeret fra England og Frankrig og var gået i arv i generationer. Især foretrak man mytologiske og allegoriske temaer, prospekter såvel som litterære og historiske motiver. Indtil omkring 1830 var hovedsagelig kobberstik udbredt, dertil også ætsninger, akvatinte og mezzotinte. Derefter satte litografiet sig igennem, først i portrætter.
De borgerlige lags kunstinteresse blev efter 1840 befordret af de nye kunstforeningers udstillinger og de opgaver der fulgte med samt fra nyheder om store kunstudstillinger. Også de mellemste lag af borgerskabet købte stadig flere kunstblade. Billedbehovet i de lavere sociale lag forblev dækket af et rigt udbud af billedark, etbladstryk, 'neuruppinere' ('billedark fra Neuruppin' Vedrørende 'billedark', etbladstryk, neuruppinere, nyrnbergere (ty. Bilderbogen) : * Fra Den Store Danske: "Neuruppiner" i Den Store Danske af Jørgen Fafner : Neuruppinere er 'billedark fra Neuruppin' (ty. Neuruppiner Bilderbogen) – * Fra Ordnet.dk: "Neuruppiner" hos Ordnet.dk/ods : "... smagløse godtkøbsbilleder (ofte forsynet med et daarligt vers) ..." * Fra Store Norske Leksikon: "... billige, folkelige bildetrykk, det vil si grafiske blad og plansjer med illustrasjoner, som ble spredt over Europa på 1700- og 1800-tallet" fra "Neuruppin" i Store Norske Leksikon, artikel med 'Fri gjenbruk' * Der forskes også i Danmark i disse 'billedark', neuruppinere : "... Visuel kultur 1700-1900 (neuruppinere, nyrnbergere, andre et-bladstryk, olietryk), bogillustrationer, publicistik/satire. ..." af Ragni Linnet hos Kunstogkulturvidenskab.ku.dk) Der udviklede sig en særlig præference for litterære motiver. Man reproducerede også motiver efter genremalerier, humoristiske scener med salonaffærer og drengestreger; værtshusslagsmål var også populære.
De bedre kunstblade brugte som tidligere kobberstikket med en tilsvarende højere pris. Stålstik, der blev udviklet omkring 1820, gjorde arbejdet lettere og muliggjorde reproduktion af mange flere kopier. Produkter fremstillet med denne teknik nåede til tider stor omsætning, men blev efter få årtier ikke længere efterspurgt. Det udtryksfulde kridtlitografi med bløde overgange blev derimod hurtigt en favorit og den vigtigste reproduktionsteknik. Kvaliteten af de således producerede tryk varierede betydeligt. Ved brug af forskellige arbejdsmetoder som crayonstik eller ved brug af fjer eller pensel kunne litografierne være forsynet med specielle effekter og virkninger Vedr. "... crayonstik eller ved brug af fjer eller pensel ..." : Det tyske forlæg har: 'Feder-, Pinsel- oder Kreidemanier' – ('Kreidemanier' (tysk) / Crayonmanér (da) ).
1860-1890 I anden halvdel af 1800-tallet undergik kunstbladene betydelige ændringer. Voksende velstand og nye trykningsteknikker, der tillod masseproduktion, udvidede forbrugerbasen stærkt. Reklame og præsentation af malerier fra trykkeribranchen i forbindelse med verdens-, industri- og handelsudstillinger førte til bredere accept af trykte billeder. At kunstblade blev brugt i forbindelse med boligindretning, fik kulturkritikere til at bruge den lidet flatterende betegnelse 'møbelbilleder' om dem.Pieske: Bilder für jedermann, s. 27 Udvidelsen af jernbanenettet muliggjorde distribution gennem butikker og dørsalg. Inden for den borgerlige klasse fortsatte kunstforeninger deres aktiviteter. Ud over at tilfredsstille borgerskabet blev behovet hos 'småembedsmænd og håndværkere' og 'proletariatet' tilgodeset ved at opdele varerne i kvalitetsklasser til de enkelte målgrupper.
thumb|upright=0.7|Øverst: Pompeo Batoni (1708-1787): Angrende Magdalena, 1760 Nederst: Salget af denne kromolitografiske reproduktion fra slutningen af 1800-tallet blev forbudt 1908 af politiet.
I modsætning til trykkvaliteten var udvælgelsen af motiver stort set overensstemmende med forlægget. Genremaleriet med romantiske familie- og kærlighedsscener dominerede markedet. Også inden for bourgeoisiet trådte mytologiske, historiske og litterære temaer i baggrunden. Patriotiske motiver som fyrsteportrætter eller slagscener samt fremstillinger af festlige begivenheder og litterære personligheder (ty. literarischer Geistesgrößen, åndspersoner) fortsatte med at være en integreret del af udbuddet. Endnu større var afdelingen for religiøse motiver, der især havde en fast plads i landlige, katolske områder, mens der for bourgeoisiet kun forblev et par standardmotiver som 'Kristus der banker på', 'den gode hyrde' eller bordbøn 'Kristus der banker på' (ty. 'anklopfende Christus') : * : "... Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. ..." * 'Den gode hyrde' : -16 .
Det af Leo Schoninger (†1879) perfektionerede galvanografi'Galvanografi': * Fra 'Store Norske Leksikon' : (norsk) ".. (etter L. Galvani og -grafi), tidligere fellesbetegnelse på type- og billedtrykk hvor matriser eller trykkform er fremstilt ved elektrolytiske (galvaniske) metoder" (artikel til 'Fri gjenbruk') * "Galvanografi" i Salmonsens konversationsleksikon, der gjorde det lettere at reproducere graveringer, var bestemt til mere krævende kunstelskere. Det blev fra 1865 i stigende grad erstattet af fotografier af oliemalerier, graveringer og skulpturer. Mens kunsthistorikere tog vel imod de fotografiske gengivelser, så man skævt til kunstblade der ikke var baseret på det oprindelige maleri, men på reproduktioner i form af stik og litografier. En ulempe ved fotografierne var dog, at de hurtigt gulnede. Kobberpladen mistede meget af sin popularitet fra 1870'erne. Yderligere et af tidens fænomener var "Galerien moderner Meister" (billedserier af moderne mestre) i visitkortformat og tonede billeder der skulle efterligne et fotografi. De gik tilbage til André Disdéris (1819-1889) Carte-de-visite, visitkortportrætter Det tyske forlæg bruger udtrykket 'Fotografietonbild' : "... sowie die Fotografietonbilder, die eine Fotografie vortäuschen sollten." – Se evt. om fænomenet pictorialisme fra slutningen af 1800-tallet.
Dog var kromolitografiet (farvestentryk) 'Kromolitografi', (gr. kromo- + litografi), farvestentryk. (Karl Hårbøl, Jørgen Schack og Henning Spang-Hanssen (red.) fra Dansk Fremmedordbog, 2. udg. og 'Chromolithografie' (tysk) og 'Chromolithography' (engl.) det mest benyttede idet det også kunne bruges til at reproducere forlæg med farver. Det blev opfundet af Godefroy Engelmann (†1839) og senere forbedret af Winckelmann & Söhne. Som dyre "farvekunstblade" tjente de til at levere malerier til borgerskabet. Som masseproduceret vare af lavere kvalitet, såkaldt "olietryk".. såkaldt "olietryk" : (også "oliefarvetryk", "oliebilledtryk") – Det tyske forlæg har: "... so genannte „Öldrucke“ (auch „Ölfarbendrucke“, „Ölbilddrucke“) ..." , dækkede de behovet i mindre velhavende lag af befolkningen. De gav fra omkring 1875 kridtlitografierne alvorlig konkurrence. Ud over kromolitografierne vandt fotomekaniske reproduktionsprocesser også indpas, som lystryk og fotogravure (heliogravure); de blev kendt under mange betegnelser med kun mindre tekniske forskelle Note 1 i artiklen om fotogravure har: "Den tyske side angiver adskillige betegnelser for hvad der vel må anses for nogenlunde samme teknik eller metode (?) : (von griech. helios = Sonne), auch Heliogravur, Fotogravüre, Fotogravure, Photogravur, Photogravüre, Klicotypie oder Sonnendruck .
1890-1945 thumb|upright=0.7|Giovanni (Josef August Untersberger): Mater dulce, kromolitografi, o. 1914 thumb|upright=0.7|Giovanni: Taubenmadonna, efter 1914Et billede i 'håndklædeformat'
I løbet af denne periode nåede kunstblade ud til alle sociale lag og blev tilpasset de respektive købere i smag og pris. Der var konkurrence fra kunstner- og kunstpostkort (ty. Künstler- und Kunstpostkarten). Under første verdenskrig imødekom kunsthandlen den generelle stemning med patriotiske motiver. Landskabs- og genreafbildninger var stadig de mest populære. Religiøse temaer fortsatte med at være populære, men de tilpassede sig de skiftende tider ved at antage en gammeldags stil (ty. altertümlich wirkender Bildformulierungen). Fra omkring 1900 dukkede der også sportsmotiver op. Antallet af kromolitografier faldt langsomt, mens de fotomekaniske reproduktionsprocesser blev forbedret. Farvetryk som trefarvetryk eller lystryk var udbredt Vedr. lystryk: Ervin Nielsen: 'Lystryk' i Den Store Danske : "... Lystryk blev især anvendt i slutningen af 1800-t. og begyndelsen af 1900-t. til fremstilling af fx postkort og reproduktioner af høj kvalitet. ..." – Se evt. også 'Lystryk' i Informationsordbogen.dk/.
I 1920'erne blomstrede de sekulære og religiøse 'sovekammerbilleder' (ty. SchlafzimmerbildTil udtrykket 'sovekammerbilleder' efter det tyske forlægs 'Schlafzimmerbild', som har : "... Er bezeichnete einen Öldruck im überlangen Breitformat, dem so genannten „Handtuchformat“, der zum Aufhängen über den Ehebetten bestimmt war. Durch sein Format passte das Bild gut in die oftmals beengten, niedrigen Wohnungen seiner Käufer. Heute werden die übertrieben kitschigen Bilder augenzwinkernd-ironisch wieder geschätzt und genießen gewissermaßen Kultstatus. ..." – (Dansk resume) Det drejer sig om aflange billeder i 'håndklædeformat' til at hænge op over ægtesengen i købernes små boliger. Disse kitschede billeder skulle nu nyde kultstatus.) med motiver som 'elverdans' (ty. Elfenreigen) eller bryllupsdrømme (ty. Hochzeitstraum). Efter første verdenskrig forsvandt fyrstescenerne, der i Tyskland nu kun blev fremstillet til eksport. I 1930'erne faldt antallet af religiøse motiver. I stedet blev det almindeligt at klassificere billederne afhængigt af motivet til deres formål – herre- eller børneværelse, spisestue, stue. Landskabs- og børnebilleder erstattede genrebillederne. Derudover kom i Tyskland såkaldt 'national billedkunst' med Führer- og Hindenburg-portrætter, heroiske landskaber og idealiserede bonde- og arbejderportrætter. Fotomekaniske reproduktionsteknikker som farvelystryk og farvedybtryk havde nu erstattet gamle metoder.
Efter 1945 Brugen af billeder efter 2. verdenskrig er kun lidt undersøgt. Offsettryk blev almindelig udbredt i Tyskland efter krigen.