thumb|300px|right|Ekspeditionsskibet "Discovery" i den antarktiske is. Discovery-ekspeditionen (engelsk: British National Antarctic Expedition, 1901-04, alment kendt som Discovery Expedition) var den første officielle britiske udforskning af Antarktis siden James Clark Ross' rejse tres år tidligere. Den omfattende ekspedition blev organiseret i fællesskab af Royal Society og Royal Geographical Society (RGS), og tog sigte på at gennemføre videnskabelige og geografiske undersøgelser i det, som overvejende var et uberørt kontinent. Ekspeditionen var også starten på den antarktiske karriere for mange, som senere skulle blive fremtrædende personer i "den heroiske tidsalder for antarktisudforskning", blandt andre Robert Falcon Scott, som ledede ekspeditionen, Ernest Shackleton, Edward Wilson, Frank Wild, Tom Crean og William Lashly.
De videnskabelige resultater dækkede omfattende områder indenfor biologi, zoologi, geologi, meteorologi og magnetisme. Der blev gjort vigtige geologiske og zoologiske fund, som opdagelserne af de snefrie McMurdo Dry Valleys og kolonierne af kejserpingviner ved Cape Crozier. Den geografiske udforskning førte blandt andet til opdagelsen af King Edward VII Land og polarplateauet via bjergruten i vest. Ekspeditionen gjorde ingen seriøse forsøg på at nå Sydpolen, men præsterede at sætte en ny sydlig rekord, da en gruppe på tre mand nåede 82°17' sydlig bredde.
Som inspiration for senere rejser var Discovery-ekspeditionen en milepæl i briternes udforskning af Antarktis. Efter, at den kom hjem, blev den fejret som en succes, til trods for at det havde været nødvendigt med en kostbar hjælpeaktion for at få "Discovery" og mandskabet løs fra isen, og senere tvister om kvaliteten på nogen af de videnskabelige resultater. Det er blevet hævdet, at ekspeditionens største fejl var dens manglende evne til at mestre teknikken for effektive polarrejser med ski og hundeHuntford, s. 188 – en arv som fulgte de britiske antarktisekspeditioner gennem hele den heroiske tidsalder. thumb|300px|Kort som viser Discovery-ekspeditionens generelle arbejdsfelt, 1902–04.Hovedture:
Baggrund for ekspeditionen Forløbere thumb|upright|Sir James Clark Ross, opdager af Rosshavet, Rossbarrieren og McMurdo-sundet. Mellem 1839 og 1843 foretog Royal Naval-kaptajnen James Clark Ross tre rejser til det antarktiske kontinent, og på disse opdagede og udforskede han en ny sektor i Antarktis, som senere blev arbejdsfelt for mange britiske ekspeditioner. Ross fastslog områdets omtrentlige geografi og navngav mange geografiske objekter: Rosshavet, den store isbarriere (senere omdøbt til Rossbarrieren), Ross-øen, Kapp Adare, Victoria Land, McMurdo-sundet, Cape Crozier og tvillingvulkanerne Mount Erebus og Mount Terror.Coleman, s. 329–335 De sidstnævnte fik navn efter de to ekspeditionsskibe, HMS "Erebus" og HMS "Terror". Han vendte tilbage til Rossbarrieren flere gange i håb om komme igennem, men formåede det ikke. I februar 1842 satte han imidlertid en ny sydlig rekord i en lille vig ved 78°10'.Preston, s. 12–14 Ross antog, at der lå landområder øst for barrieren, men han var ikke i stand til at fastslå dette, og Kaptajn Scotts instruktioner som leder for Discovery-ekspeditionen i 1901 var at "opdage landet som Ross antog flankerede barrieren mod øst".Savours, s. 16-17
Efter Ross var der ingen registrerede rejser i denne del af Antarktis i halvtreds år, indtil en norsk hvalfangstekspedition i januar 1895 tog en kort tur inden for Kapp Adare, nordspidsen af Victoria Land.Preston, s. 11–12 Med på denne tur var Carsten Borchgrevink, og han udrustede fire år senere sin egen ekspedition, Southern Cross-ekspeditionen. Den blev finansieret ved hjælp af en donation på 35.000 pund som blev givet af den britiske mediemagnat Sir George Newnes på den betingelse, at ekspeditionen fik navnet "The British Antarctic Expedition" ("Den britiske Antarktis-ekspedition").Preston, s. 14 I februar 1899 gik Borchgrevink i land ved Kapp Adare, hvor ti mand tilbragte vinteren i en lille hytte, som de satte op der. Sommeren efter sejlede han syd over til den vig, som Ross havde fundet i barrieren. Herfra rejste en gruppe på tre med hundeslæde over isen, og efter 16 km satte de en ny sydlig rekord ved 78°50'.Huntford, s. 140
Omkring århundredskiftet mellem det 19. og 20. århundrede var der en tiltagende international interesse for det antarktiske område. På omtrent samme tid som Discovery rejste en tysk ekspedition under Erich von Drygalski for at udforske den del af det antarktiske kontinent, som lå syd for Det Indiske Ocean. Den svenske opdagelsesrejsende Otto Nordenskjöld ledede en ekspedition til Graham Land, mens en fransk ekspedition under ledelse af Jean-Baptiste Charcot blev sendt til Antarktishalvøen. Endelig rejste en skotsk gruppe, ledet af forskeren William Speirs Bruce, på en videnskabelig ekspedition til Weddellhavet.Huntford, s. 141–44
Royal Navy, Markham og Scott thumb|upright|Sir Clements Robert Markham. thumb|upright|Kaptajn Robert Falcon Scott, leder for Discovery-ekspeditionen. Polarforskning var blevet Royal Navys ansvarsområde i fredstiden, som fulgte efter Napoleonskrigene, med John Barrow, admiralitetets andensekretær som drivkraft.Crane, s. 67 Efter Sir John Franklins tabte ekspedition i 1845, og de mange resultatløse eftersøgninger, som fulgte, aftog Marinens interesse for polare områder. Senere kom yderligere problemerne under George Nares' Nordpol-ekspedition i 1874-76, og Nares egen erklæring om, at Nordpolen var "umulig", så til sidst besluttede admiralitetet, at yderligere opgaver i polaregnene ville være farlige, dyre og forgæves.Jones, s. 50
Royal Geographical Societys sekretær Sir Clements Markham var en tidligere marineofficer som havde tjenestegjort på en af eftersøgningsekspeditionerne efter Franklin i 1851.Preston, s. 15 Han havde også fulgt Nares på en del af ekspeditionen og blev talsmand for, at marinen skulle genoptage sin historiske rolle.Markham, s. 233–42 En mulighed åbnede sig, da den prominente biolog Sir John Murray, som deltog under Challenger-ekspeditionen og dermed havde førstehånds erfaring fra antarktiske farvande, i november 1893 præsenterede en tekst med titlen The Renewal of Antarctic Exploration ("Genoptagelse af antarktiske ekspeditioner"). I teksten opfordrede han til at udruste en ekspedition i fuld skala med den hensigt at fremme britisk videnskab.Jones, s. 56–58
Murray fik stærk støtte både af Markham og af Royal Society, Englands førende videnskabelige organisation. RGS og Royal Society oprettede en fælles komité, som fik til opgave at afgøre hvilken form, ekspeditionen skulle have. En del af komitemedlemmerne modarbejdede Markhams vision om en stor marineoperation i stil med Ross og Franklin, men Markhams stod så hårdnakket fast på sit, at ekspeditionen i stor udstrækning blev formet efter hans ønsker. Hans fætter og biograf skrev senere, at ekspeditionen var "skabt i hans hjerne, resultatet af hans energiske udholdenhed"."the creation of his brain, the product of his persistent energy".
Markham havde længe haft for vane at notere sig unge lovende søofficerer, som kunne have de kvaliteter, som der ville være behov for for at tage ansvar under eventuelle polarekspeditioner. Han havde først fået øje på kadetten Robert Falcon Scott i 1887, da han tjenestegjorde på HMS «Rover» i Saint Kitts, og havde lagt ham på mindet. Tretten år senere var Scott, som nu var torpedoløjtnant på HMS "Majestic", på udkik efter muligheder for karrieremæssigt avancement, og efter et møde med Markham i London søgte han posten som ekspeditionens leder. Scott havde længe været i Markhams tanker, og selv om han ikke altid havde været det første valg for denne opgave, var flere af de andre favoritkandidater nu etter Markhams opfattelse blevet for gamle, eller var optagne på andet hold.Crane, s. 82–83 Med Markhams afgørende støtte i ryggen blev Scott den 25. maj 1900 udnævnt, og kort tid efter forfremmet til kommandørkaptajn.
Videnskab eller eventyr Fortsat stod tilbage det at få ekspeditionens kommandostruktur på plads. Markham havde hele tiden stået bestemt på, at den øverste leder burde være en marineofficer frem for en videnskabsmand.Crane, s. 80 Efter, at han var blevet udnævnt til leder, skrev Scott til Markham og gentog at "han måtte have den fulde kommando over skibet og landgrupperne", og insisterede på, at han blev rådført ved alle fremtidige ansættelser. Med Markhams godkendelse havde komiteen imidlertid allerede udnævnt John Walter Gregory, geologiprofessor ved University of Melbourne og tidligere assisterende geolog ved British Museum, til ekspeditionens videnskabelig leder. Gregorys standpunkt, som også blev støttet af Royal Societys fraktion i den sammensatte komite, var, at landgrupperne burde organiseres og ledes af ham; "...Kaptajnen skulle instrueres om at give den bistand, som kræves til mudring, trawling osv., og at placere både, hvor de videnskabelige ansatte har behov for dem."Crane, s. 91–101 I striden, som fulgte, hævdede Markham, at Scotts kommando over hele ekspeditionen måtte være total og entydig, og Scott selv pressede hele tiden på for dette under trussel om at trække sig. Markhams og Scotts synspunkt vandt frem, og Gregory trådte tilbage med bemærkningen om, at det videnskabelige arbejde ikke burde "underlægges et orlogseventyr".Jones, s. 62–63
Denne kontrovers forsurede forholdet mellem de to foreninger og fortsatte efter ekspeditionens afslutning, noget man kan aflæse af kritikken, som blev rettet mod en del af de publicerede resultaters omfang og kvalitet.Jones, s. 70 Markham hævdede, at årsagen til, at han stod så hårdt på en marinekommando først og fremst var et spørgsmål om tradition og stil, og ikke et udtryk for manglende respekt for videnskaberne. Han gjorde det også klart, at han anså, at målet om at nå så langt syd på som muligt i sig selv ikke fortjente støtte.
Personel thumb|upright|left|Ernest Shackleton, andenstyrmand på "Discovery". Markham havde håbet på en fuldværdig marineekspedition, men admiralitetet varslet om, at marinen var i en presset situation og ikke havde officerer at afse.Crane, s. 78: "the present exigencies of the Naval Service prevent them from lending officers..." Admiralitetet gik imidlertid med til at frigøre Scott og Charles Royds, og senere også Michael Barne og Reginald Skelton således, at de kunne komme med på ekspeditionen.Huntford, s. 144 De øvrige officerer var fra handelsflåden. Blandt disse var anden næstkommanderende Albert Armitage, som havde erfaring med Jackson-Harmsworth-ekspeditionen, og Ernest Shackleton, som blev udpeget til officer med ansvar for last, lager og forsyninger samt for at arrangere underholdningsarrangementerne.Fisher, s. 23 Admiralitetet frigav også omkring tyve kvartermestre og sømænd, mens resten af mandskabet kom fra handelsflåden eller fra anden civil tjeneste (den komplette mandskabsliste er angivet i Savours, s. 19).
Blandt mandskabet på nedre dæk fandtes der flere, som senere blev veteraner i Antarktis. Blandt disse var Frank Wild, William Lashly, Tom Crean (som sluttede sig til ekspeditionen efter, at en sømand deserterede i New Zealand),Michael Smith, s. 31 Edgar Evans og Ernest Joyce.Savours, s. 19 Selv om ekspeditionen ikke var et formelt marineprojekt, foreslog Scott at gennemføre ekspeditionen efter marinens retningslinjer, og mandskabet indgik frivilligt en aftale om at arbejde under marinens disciplinregler.Fiennes, s. 35