Sprogø, der er en del af Slagelse Kommune, er en ubeboet ø midt i Storebælt.
Efter byggeriet af Storebæltsforbindelsen – et stykke motorvej på Sprogø og en kombineret bro- og tunnelforbindelse beregnet til motor- og togtrafik over Storebælt – er Sprogø blevet forbindelsesled mellem landsdelene Fyn og Sjælland.
Den oprindelige ø på ca. 38 ha består af flere enkeltbakker, hvor den højeste, Fyrrebakken ligger 24 meter over havet. Med anlæggelsen af Storebæltforbindelsens trafikanlæg på Sprogø er øens areal øget til ca. 150 ha.
Sprogø og Storebæltsforbindelsen ligger i et Natura 2000-område, der er kendetegnet ved at have naturtyper eller dyr, der skal tages særligt hånd om.
Etymologi Navnet på øen Sprogø kendes historisk i flere forskellige former. I slutningen af 1000-tallet samt på en gravindskrift fra 1200-1250 optræder navnet som Sproga, mens det i 1231 skrives som Sprowæ. En anden ældre form af navnet er Spraa, som blandt andet blev brugt af forfatteren Ludvig Holberg.
Ifølge Københavns Universitets gennemgang af danske stednavne er øens navn senest og grundigst behandlet af Kristian Hald i 1971. Hald antog, at navnet snarest stammer fra et gammeldansk substantiv som grundform, *sprōgh- (i nyere dansk sprog, der betyder 'kvad, kvist'). Dette er beslægtet med dialektordet sprag og aflydsbeslægtet med det engelske ord spray (der betyder krat). Benævnelsen sigter således oprindeligt til den skovbevoksning på øen, der fortsat fandtes i midten af 1600-tallet.
Efterleddet '-ø' indgik oprindeligt ikke i navnet, men er en yngre og tydeliggørende tilføjelse. Det begyndte at optræde fra slutningen af 1600-tallet, men formen med efterleddet slog dog først endeligt igennem i løbet af 1800-tallet.
Historie Forhistorie Øen er gennem 15.000 år formet af isen, havet og mennesker. Således er bakkerne, de såkaldte hatformede bakker på øen, f.eks. Fyrtårnsbakken, formet langs en isrand, der for 13-15.000 år siden strakte sig fra Langeland til Halsskov. I årtusinderne derefter udgjorde Sprogø blot et højdedrag inde i et udstrakt fastland, der frem mod 6500 f.Kr. langsomt blev opslugt af en stor havstigning, hvorved Storebælt dannedes. Sprogø kom derved til at ligge centralt placeret midt i bæltet, og har i årtusinder været base for beboelse og en bekvem mellemstation for sejlads mellem landsdelene.
De tidligste bønder bosatte sig på Sprogø ca. 4000 f.Kr. for at drive landbrug, jage og fiske, og øen var derefter beboet i mange af Danmarks forhistoriske perioder.
Middelalderen Sprogø omtales så tidligt som omkring 1070 af Adam af Bremen, der skal have udtalt: "Mellem Sjælland og Fyn ligger der en meget lille ø, som kaldes Sprogø. Den er en røverkule og en ren rædsel for de forbifarende."
Kulturarvsstyrelsens og Nationalmuseets undersøgelser viser, at Valdemar den Store opførte den første – og den eneste – borg på Sprogø. Det fremgår af disse undersøgelser (2004-2008), at der hverken i jorden eller i murværket har været foretaget ombygninger eller udbygninger af borgen.
En sagnhistorie knytter den fredløse Marsk Stig til Sprogø. Men hvis Marsk Stig og de andre, der hærgede de danske kyster efter mordet på Erik Klipping i Finderup Lade i 1286, virkelig gjorde ophold på Sprogø, så har det været for kort tid og uden forbindelse til borgen.
Borgen har formentlig kun haft en forholdsvis kort funktionsperiode fra ca. 1160 til begyndelsen af 1200-tallet. Hvorefter den har stået som en ruin ribbet for sine gode byggematerialer. Dette underbygges af ’Ølisten’ i kong Valdemar Sejrs jordebog fra omkring 1230, hvor Sprogø nævnes som et af kongens mange jagtområder. I omtalen af øen er der ikke nævnt nogen borg men kun et ’hus’.
Borganlægget, der blev anlagt på den østligste bakketop på Sprogø (Fyrrebakken), var led i et system af rigsborge, der bl.a. i Storebælt skulle sikre overfarterne og værne mod hærgende vendere (slaviske folkeslag, der boede langs Østersøens sydkyst). Borgen var af den såkaldte kastelstype. Den havde en firkantet ydermur, der afskærmede en borgplads på ca. 26 x 32 meter samt et firkantet tårn. Med sin placering midt i Storebælt har tårnet udmærket sig som vagttårn, hvorfra man har kunnet overvåge og advare mod fjendtlige flåder ved at tænde bavner.
Borgen har inden for ringmurene blot været ca. 800 m², men for at opnå en nogenlunde plan flade har det været nødvendigt nogle steder at udlægge metertykke lerlag, der er taget fra bakkens sider. Murene har været opbygget af kampesten som kassemure. Man har sat facadesten på både ud- og indvendig side og opfyldt ind imellem med mindre sten og teglbrokker, der er lagt i kalkmørtel. Øverst har der været skydeskår, som ret sikkert har været bygget af teglsten ligesom tårnet. Det vurderes, at ringmuren på nord- og østsiden på den udvendige side har været 7,5 meter høj.
De brændte sten, munkestenene var dengang et helt nyt byggemateriale. I Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie står: "At datiden lagde megen vægt på anvendelsen af dette nye materiale, synes iblandt andet at fremlyse af den bekendte indskrift på en blyplade, der blev funden i Valdemar den Stores grav Sankt Bendts Kirke i Ringsted, hvor det særlig omtales, at kongen byggede muren på Dannevirke og tårnet på Sprogø af brændte mursten."
Resterne af den nordlige del af muren omkring Valdemars tårn fremstår i dag som fredet fortidsminde. En del af ringmuren er bevaret og flere gange restaureret af Nationalmuseet – første gang i 1893-1896 og igen i 2006-2008.
Da Sprogø igen omtales i de skriftlige kilder er det i Korsørs købstadsrettigheder fra omkring 1425, hvor borgerne fik tilladelse til "Fægang paa Sprogø", dvs fri græsning på øen. Omkring 1520 bosatte Christian II hollandske bønder på Sprogø, hvis efterkommere drev landbrug der i henved 120 år.
Renæssancen I 1572 befalede Kong Frederik 2., at der skulle bygges et hus for nødstedte rejsende på Sprogø, så de var sikret mad og overnatning. Han havde under en rejse fra Kolding til København i 1569 oplevet at sidde landfast på øen uden at få hverken vådt eller tørt. Hans søn Christian 4. overnattede i logiet under en rejse i 1620.
Enevælden At rejsendes ufrivillige ophold på Sprogø ikke altid har været så behageligt, fremgår af det gamle ordsprog, der nærmest var at betragte som en forbandelse (kendt fra 1671): 'Gid du varst paa Spravø!'. Ordsproget blev både omtalt af Peder Syv, fordi øens navn indgik i talemåden og af Ludvig Holberg i forbindelse med en overfart i 1709, hvor han måtte tage en overnatning på Sprogø, som han ikke var helt tilfreds med. I beskrivelsen af overnatningen anfører han fx, at den eneste seng, man havde at tilbyde rejsende, kostede hele to rigsdaler.
Indtil 1801 var Sprogø en forholdsvis isoleret plet midt i Storebælt. Men det ændrede sig i 1801 med etablering af en optisk telegrafforbindelse tværs over Storbælt med stationer i Korsør, på Sprogø og i Nyborg. I starten var telegrafen indrettet med en mast forsynet med 10 signalvinger, hvorved der kunne vises mere end 1.000 forskellige tegn til gavn for bl.a. bådfarten. Det anvendte system og kodebøgerne ændrede sig hen over årene. I 1854 måtte den optiske telegraf vige for den elektriske telegraf.
thumb|Sprogø Fyr i slutningen af 1800-tallet. I 1810 nedbrændte englænderne alle øens bygninger, og under sin hjemrejse fra forhandlinger om Kielerfreden, tilbragte Frederik 6. i februar 1814 fem døgn på Sprogø under kummerlige forhold. I maj samme år fik Generalpostdirektionen ordre om at købe øen af stamhuset Juelsberg, og hente fem bindingsværksbygninger fra Korsør til logi for rejsende på Sprogø.
Postvæsenet fik i 1822 opført en bygning kaldet "Hotellet" med ti værelser for pænere rejsende, og tyve loftsrum til de øvrige. I de øvrige bygninger var der ca. 100 køjepladser til isbådsmandskab og de rejsendes tyende. I 1853 var prisen for en overnatning på Sprogø i egen seng 64 skilling, men delte man seng med en anden, var prisen kun 48 skilling for hver. En plads i hængekøje eller på madras kostede 32 skilling.
På fundamenterne af resterne af det gamle tårn fra Kong Valdemars borg, blev der i 1868 bygget et fyrtårn, der stadig står i dag.
Det 20. århundrede I starten af 1900-tallet var øen ejet af De Danske Statsbaner og tjente som telegraf- og mellemstation for isbådene, når Storebælt frøs til i isvintrene. thumb|Kvindehjemmet på Sprogø.
Kvindeanstalten på Sprogø Baggrund I 1922 blev øen bortforpagtet og dannede rammen om et hjem, som De Kellerske Anstalter drev for kvinder, der var kendt umyndige på grund af evnesvaghed, men som i virkeligheden ofte bare – ifølge datidens moralbegreber – blev anset som seksuelt løsagtige af myndighederne.
Stifteren Christian Keller, der også oprettede Livø-anstalten for mænd, definerede dem i 1919 som "…den klasse af let åndssvage kvinder, hvis erotik frembyder en væsentlig fare i det frie samfund for udbredelse af kønssygdomme". De fik betegnelsen ’moralsk åndssvage’.
Christian Keller mente, at anstalterne ikke kunne håndtere disse løsagtige kvinder indenfor det eksisterende system og ønskede en særlig anstalt. Han insisterede på, at anstalten skulle være på en ø, da han mente, at man umuligt kunne forhindre kvinderne i at stikke af fra de mere traditionelle anstalter.
Set med datidens øjne var åndssvage en trussel mod velfærdsamfundet, hvis ressourcer hovedsageligt skulle bruges på sunde og raske personer. I et læserbrev i Politiken i april 1922 skrev formanden for Den antropologiske komité, Søren Hansen, om nødvendigheden af at oprette anstalten: "... navnlig fordi det afkom, de bringer til verden, gennemgående er af meget ringe kvalitet" og at ø-anstaltens "vigtigste opgave netop skal være at formindske den store økonomiske byrde, som det åndeligt defekte afkom er for samfundet, og at den altså i det lange løb skulle betale sig". Kvinderne blev ifølge Dansk Forsorgshistorisk Museum anbragt på Sprogø på foranledning af deres forældre, læger, menighedsråd, fattigråd, politiet eller pigehjem.
Livstid på åndssvageanstalt eller frihed uden mulighed for at få børn. Det valg stod mange af de i alt 13.000 danskere, der i årene 1929-1967 blev steriliseret, overfor. Tre love - forsøgsloven fra 1929, tvangsloven fra 1934 og frivillighedsloven fra 1935 gav adgang til, at staten kunne tvangsindlægge og tvangstilbageholde personer der blev betragtet som åndssvage. Herudover kunne den i racehygiejnisk øjemed gøre brug af tvungen eller frivillig sterilisation af kvinderne på Sprogø.
Livet på Sprogø Kvindeanstalten, hvor der var plads til omkring 50 kvinder ad gangen, var i knap 40 år en isoleret forsorgsinstitution uden adgang for offentligheden. Den fungerede som opdragelsesanstalt med tvunget ophold for omkring 500 ”moralsk åndssvage" eller løsagtige unge kvinder. Den sidste kvinde forlod anstalten 1. april 1961. Fra maj 1940 indtil sommeren 1945 blev kvinderne dog forflyttet til et hjem nær Brejning, idet tyske tropper beslaglagde Sprogø.
Når lægerne stillede diagnosen ’moralsk åndssvag’ skete det ofte på baggrund af en intelligenstest, der var bygget op om skoleviden, og hvad man burde vide, hvis man var vokset op i et borgerligt miljø. Det betød, at de, der kom fra fattige kår, havde vanskeligt ved at klare sig godt i testen. Til trods for at mange af pigerne lå i en gråzone blev de alligevel diagnosticeret som værende ’moralsk åndssvage’ med den konsekvens, at de kom til Sprogø. De fleste havde gået i en almindelig skole, og selv om de færreste havde klaret sig godt, kunne de læse og skrive. Men ifølge lægens kriterier for åndssvaghed på daværende tidspunkt viste det sig alligevel – på basis af en retrospektiv opgørelse for årene 1923-1958 – at 26 ud af 152 kvinder på Sprogø lå over grænsen.