Koh Tao (da. skildpaddeøen, på engelsk også stavet som Ko Tao, thai: เกาะเต่า, udtale: [kɔ̀ʔ tàw]) er en thailandsk ø på omkring 21 km² i Thailandbugten (Golf of Thailand), 85 kilometer ud for Chumphon, administrativt tilhørende Surat Thani-provinsen og ofte betragtet som en del af Ang Thong-øhavet, også kaldt for Samui og hendes 80 søstre. Koh Tao er udpræget turistdestination for dykning og snorkling, samt for øhoppere (rejsende der besøger flere øer i området) og backpackere (rygsæksrejsende).
Tre små klippeøer ved Koh Taos nordlige spids, kaldt Koh Nangyuan (Havmågeøen), som er kædet sammen af hvid koral sandstrand, er et yndet dagudflugtsmål fra naboøerne Koh Phangan og især den største ø i gruppen, Koh Samui. Koh betyder ø på thaisprog.
Historie thumb|left|Kort over Koh Tao De første indikationer af Koh Tao findes på gamle søkort fra engang i 1600-tallet, hvor der vises en serie af tre nord-sydlignende øer ud for kysten ved den malaysiske halvø. Den mindste og nordligste af disse øer er navngivet "Pulo Bardia", bedste eksempel er fra John Thorntons bog The English Pilot, the Third Book fra 1701, hvor kortet over Siamgolfen er dateret 1677. Øen skulle have beholdt dette navn op til omkring år 1900, men det er diskutabelt om Pulo Bardia var Koh Tao. En beskrivelse i Narrative of a residence at the capital of the Kingdom of SiamNarrative of a residence at the capital of the Kingdom of Siam, with a description of the manners, customs, and laws of the modern Siamese, by Narrative of a residence at the capital of the Kingdom of Siam, with a description of the manners, customs, and laws of the modern Siamese, by Neale, Frederick Arthur (hentet 31-07-2017) fra 1852 af Frederick Arthur Neale, giver indtryk af, at Pulo Bardia er beliggende lige ved Chumphon, hvilket kortets koordinater også antyder. Koordinaterne på gamle kort, som for eksempel The Edinburgh Gazetteer, or Geographical Dictionary kunne være upræcise, og i forhold til Koh Tao er angivelsen lidt over 60 kilometer forkert, næsten svarende til Chumphon. I Neales bog fortæles det på side 120, at "der endda var køer og gårde (farms) i en landsby, som lå på øens vestside" (måske Sairee?). Der er tilmed en illustration i bogen, som viser bebyggelsen, hvorom det forklares, at den var beliggende "lige over for byen Champon" – fastlandet kan imidlertid slet ikke ses fra Koh Tao.http://en.kohtaozone.com/actualites/De+la+légende+de+Bardia+à+l%27histoire+de+Koh+Tao.php The legend of Bardia on the history of Koh Tao (Koh Tao Zone, 12-08-2011, hentet 31-07-2017)]
Koh Tao siges imidlertid at have været ubeboet indtil engang i 1930'erne, men allerede i 1899, den 18. juni, besøgte Kong Chulalongkorn, Rama V af Siam (1868-1910), øen og lod sine initialer indhugge på en stor sten på Laem Jor Por Ror, i den sydlige ende af Sairee-stranden – et sted der i dag bruges af lokale og besøgende thailændere for tilbedelse, og for at vise ærbødighed for kongen. Ellers blev øen kun sporadisk besøgt af fiskere, der søgte ly for storm, eller et hvil under arbejdet.
Fra 1933 og frem til 1947 blev øen anvendt som politisk fængselskoloni. Selve fængslet lå ved Mae Haad, der i dag er øens hovedby. Der var 45 politiske fanger og omkring 50 andre indsatte, samt 15 vagter. Ifølge fangerne var Koh Tao et levende helvede med sine hajinficerede farvande, og det daglige liv var en konstant kamp for overlevelse. Malaria var udbredt og ofte sultede fangerne. En af fangerne skrev: "Den eneste daglige glæde er at se solen gå ned i havet, det er et spektakulært syn, bølgerne er lyslilla med en indigoblå himmel." I 1947 benådede den daværende thailandske premierminister alle fangerne på øen, der blev forladt og atter ubeboet – men kun for en kort tid.
Senere samme år sejlede et par fiskere, brødrene Ta Euam og Ta Oh, i en traditionel træbåd med latinersejl (se Long-tail båd) de cirka 45 kilometer fra Koh Phangan til Koh Tao, hvor de byggede et par hytter på Sairee-stranden, og efterfølgende bragte deres familier over og begyndte et nyt liv. Turen i sejlbåd tog omkring 12 timer og var farlig, da der stadig var sørøvere i farvandet. Skildpaddeøens nye indbyggere levede et simpelt liv med fiskeri, og begyndende kultivering af jorden for plantning af kokosnøddepalmer, som på daværende tidspunkt var en udpræget god forretning på øhavets store ø, Samui. På den tid var der også overflod af havskildpadder, så mange, at på visse tidspunkter af året var stranden helt sort.
Midt på året 1977 skete noget, der kom til ændre Koh Taos fremtid – der ankom rejsende på fiskerbåde, og med bådene som sejlede kokosnødder, fremmede folk der ville udforske den uopdagede og uberørte undervandsverden. En af de første pionerer var en italiensk mand, der ville bringe dykkere fra Koh Samui til en overnattende dykesafari ved Koh Tao. Han grundlagde Red Rock, White Rock & Green Rock, navngivet efter farverne på det italienske flag, øens første dykkerforetning. I 1984 blev de første resorts – turiststeder til overnatning, typisk små hytter eller primitive bungalows på strandene – etableret i Thian Og Bay. "Niyom Bungalows" hed stedet, og værelserne kostede 30 baht pr. nat (omkring 7 kroner efter den tids valutakurs, svarende til ca. 15 kroner i 2016). i 1990 åbnede en svensk mand Open Water Dive Course, og senere samme år kom endnu en dykkervirksomhed til, Tao-Big Blue Diving, Koh Tao var blevet omdannet til et sandt dykkerparadis.
Koh Tao i dag thumb|left|Dykkerspots omkring Koh Tao Koh Tao er i dag en af de førende destinationer i Thailand for SCUBA-dykning (Self Contained Underwater Breathing Apparatus), og et attraktivt sted for PADI-certificering. De senere år har øernes omdømme som et stille, tropisk paradis med mangfoldigt maritimt liv og koralrev spredt sig. Øen byder på ophold i stort set alle prisklasser. Koh Tao har omkring 500.000 besøgende om året.
Transport Koh Tao har ingen lufthavn, så rejsende må vælge en af flere færgeruter, enten fra Chumphon – hvorfra der er både bus- og togforbindelse til Hua Hin og Bangkok – eller fra naboøen Koh Samui, hvor der er en international lufthavn (USM), med adskillige daglige forbindelser til Bangkok, foruden til Chiang Mai, Krabi, Pattaya og Phuket, samt til Hong Kong, Kuala Lumpur og Singapore. Bådene er hurtigfærger og katamaranfærger. Der sejles tillige til Surat Thani på fastlandet, hvortil der er togforbindelse og lufthavn (URT) med fly til Bangkok. Chumphon har også en lufthavn (CJM). Både Chumphon og Surat Thani ruterne betjenes tillige med ældre, langsomme natbåde. Alle bådruter ankommer til Mae Haad på Koh Tao, men det er forskellige selskaber, der driver ruterne.
Overfartstider Chumphon–Koh Tao: 1½ til 3 timer, natbåd ca. 7 timer Koh Phangan–Kog Tao: 1½ til 2 timer Koh Samui–Koh Tao: ca 2½ time Surat Thani–Koh Tao: 4 timer, natbåd ca. 9 timer
Turisme thumb|right|upright=1.3|Turist bungalows ved en bugt på Koh Tao (2015) Hoteller er udpræget bungalows på strandene og op ad bjergsiderne ved øens mange bugte. Flere bedre hoteller er kommet til de senere, da folk der gæstede øen som unge, nu vender tilbage med deres familier.
Den mest populære turiststrand er den 1,7 kilometer lange Sairee Beach på øens vestside, lige nord for Mae Haad. Men også Chalok Baan Khao mod syd er blevet en populær destination.
Havmiljø thumb|right|upright=1.3|Undvandsliv ved Koh Tao (2013) Farvendene omkring Koh Tao er udklækningsområde for havskildpaddearterne ægte karette og suppeskildpadde hvilket den øgede turisme har haft negativ indvirkning på, men den thailandske marine (Royal Thai Navy) iværksatte yngelprogrammer i 2004 sammen med a koalition af lokale dykkercentre.
Vandene omkring Koh Tao er vært for flere end 130 arter af hårde koraller, og over 223 arter af revfisk, fordelt på 53 familier. Dykkerlokationen Chumpon Pinnacle mod vest er kendt for såvel Hvalhajer (Whale shark) som tyrehajer (Bull shark).
Dykningsforholdene er blevet drastisk forbedret de senere år grundet dykkersamfundets fortsatte uddannelse af lokalbefolkningen. El Niño vejrmønstre forårsagede periodevis opvarmning af farvandet, hvilket resulterede i tab af en masse af de lavvandede koraller nær Koh Tao, men efterfølgende har genoprettelsen, med hjælp fra øens bevaringsgruppe Red Koh Tao, været hurtig, så området byder på nogle af de bedste dykkerforhold i Thailandsgolfen.
Infrastruktur thumb|right|upright=1.3|Hovedgaden i Mae Haad (ældre foto fra 2003) Koh Tao er mindre udviklet end naboerne Koh Phangan og Koh Samui. Vejene er primitive og mange steder i dårlig stand. Motorcykler kan lejes. Der advares generelt mod at aflevere rejsepas som sikkehed ved motorcykelleje, og ligeledes om at trafikken i Thailand, inklusive øer, kan være ganske kaotisk og fremmedartet for udlændinge. Øen fik elektricitetsforsyning i begyndelsen af 00'erne, og infrastrukturen er under forbedring, men mangler stadig en del, bl.a. er der forsat ustabil el-forsyning og periodevis vandmangel.
Øen kritiseres især for affaldsbehandling, med manglende anvendeligt forbrændingsanlæg (incinerator) og ophobning af dagrenovation på 50.000 tons, som dagligt øges med yderligere tre til fem ton. Med en vision om at øen fremover skal håndtere flere millioner turister årligt, synes situationen uholdbar, selv om den midlertidigt løses med deponering ved nedgravning (landfil).
Koh Taos første hospital åbnede den 8. juli 2017, tidligere havde øen kun en klinik. Hospitalet er offentligt og har 10 sengepladser til betjene de omkring 2,000 fastboende thaier, og omkring en halv million turister. Den tidligere klink behandlede op mod 6.000 patienter årligt, heraf var 80% turister.
Befolkning Ud over omkring 1.700 fastboende, hovedsaglig thaier, bor der et ukendt antal af såkaldte expatriates (fastboende udlændinge), der anslås til et par tusinde. Desuden er der et anseeligt antal burmesiske (Myanmar) gæstearbejdere, måske 3.000, hovedsaglig ansat i turistbranchen, da de ofte taler lidt engelsk, grundet den tidligere engelske kolonisering af Burma.
Enkelte thai-familier er meget dominerende på øen og ejer adskillige af forretningerne, det være sig både dykkerforretninger, barer og hoteller. Der findes en følelse af selvforsyning og isolation – tilbage fra dengang øen var straffekoloni – og Koh Tao er de facto uden officiel kontrol af ejernes blomstrende turistvirksomheder, der ligger på landområder, som oprindeligt blev tildelt til kokosnødplantager uden egentlig ejendomsret.
Koh Nangyuan thumb|right|upright=1.3|Koralsandstrandene der forbinder de tre klipper, Koh Nangyuan, med den Japanske Have i bugten øverst, hvor der ligger SCUBA-dykkerbåde (2013) Koh Nangyuan (Koh Nang Yuan, Ko Nangyuan, da. Havmågeøen) er tre klipper ud for Koh Taos nordlige spids, ca. 500 meter mod vest. Klipperne er sammenkædet af en hvid koralsandstrand. Koh Nanguyan ejes af Marine Department og er licenseret som marine park til en privat forpagter. Stedet er et yndet udflugtsmål fra især Koh Samui, men også Koh Phangan og Koh Tao, på grund af natur og maritimt miljø med et levende koralrev, den såkaldte Japanske Have (Japanese Garden), som er velegnet til at snorkle i. Det tager mindre end 15 minutter at sejle til Koh Nangyuan fra Koh Tao, mens turen med speedbåd eller high-speed katamaran-færge varer holdvis 1½ time fra Koh Phangan og cirka 2 timer fra Koh Samui. Også mange dykkerbåde ankrer op ud for bugten med korallerne.