Château Gaillard ("Stærk Borg") er en middelalderborg omkring 90 m over Seinen ved byen Les Andelys i det fransk departement Eure i Normandiet. Den ligger omkring 80 km nordvest for Paris og 30 km sydøst for Rouen. Borgens opførelse begyndte i 1196 under Richard Løvehjerte, der både var Konge af England og Hertug af Normandiet. Borgen var dyr at bygge, men størstedelen af arbejdet blev færdigt på usædvanlig kort tid. Det tog to år, og på samme tid blev byen Petit Andely opført. Château Gaillard har et komplekst og avanceret design i form af koncentriske forsvarsværker. Det er også en af de tidligste borge i Europa, der er udstyret med machicoulis. Borgen består af tre separate borggårde, der er adskilt af en tør voldgrav, og med et keep i den inderste borggård.
Fæstningen blev erobret i 1204 af den franske kong Filip 2. efter en langvarig belejring. I midten af 1300-tallet blev det residensslot for David 2. af Skotland, der var i eksil. I hundredårskrigen skiftede borgen hænder flere gange, men i 1449 erobrede den franske konge endegyldigt Château Gaillard fra den engelske konge, og siden har den været fransk. Henrik 4. af Frankrig beordrede, at borgen skulle rives ned i 1599, selvom den var meget forfaldet, da den føltes som en trussel for lokalbefolkningen. I dag er borgruinen klassificeret som et monument historique af det franske Kulturministerium. Den indre borgring er åben for publikum fra marts til november, mens den ydre borgring er åben hele året.
Historie
Baggrund Richard Løvehjerte havde arvet England og Normandiet fra sin far Henrik 2. af England i 1189. I længere tid havde der været strid mellem de franske konger af Huset Capet og engelske konger og hertuger af Normandiet af Huset Plantagenet. Som konge af England havde Richard mere magt og større besiddelser i Frankrig end den franske konge. Alligevel skulle Richard som den franske konges vasal hylde ham for sine franske besiddelser. I 1190 drog Richard på Det tredje korstog. Med fulgte den franske konge Filip 2. August, da de begge frygtede, at den anden ville invadere hans land, mens han var væk fra sit område. Kort efter erobringen af Akko i juli 1191 forlod Filip Det hellige land efter at være blevet uvenner med Richard. Uden at have erobret Jerusalem fra Saladin, forlod Richard i Det hellige land i efteråret 1192. Da Filip havde lukket de franske havne for Richard, måtte Richard søge en anden vej hjem. Ved Wien blev han taget til fange af hertug Leopold 5. af Østrig, som ligeledes var blevet fornærmet af Richard efter Akkos erobring. Leopold overgav Richard til den tysk-romerske kejser Henrik 6., der krævede en enorm løsesum for Richard.
I Richards fravær havde hans bror Johan gjort oprør med Filips hjælp. Blandt Filips erobringer under Richards fangeskab var det normanniske Vexin og en række byer i nærheden som La Vaudreuil, Verneuil og Évreux. Da størrelsen af Richards løsesum var aftalt, blev Richard fri den 4. februar 1194. Han ville uden tvivl have sin territorier tilbage, og Filip skrev til Johan, at han "skulle passe på sig selv, for nu var fanden løs". Richard indtog 1198 det meste af det tabte territorium..
Opførelse Højt hævet over Seinen på den vigtige handelsrute lå Château Galliard under Andeli-godset, et naturligt valg til et forsvar af området. I dalen lå byen Grand Andely. En af betingelserne fra Louviers-aftalen (januar 1196) mellem Richard og Filip var, at ingen af kongerne måtte befæste stedet. I direkte strid med aftalen agtede Richard at bygge en borg ved Andeli. Formålet var dels at beskytte Hertugdømmet Normandiet mod Filip. Det udfyldte hullet i Normandiets forsvar efter tabet af Château de Gisors og særligt Chäteau de Gaillon, som Filip brugte som et fremskudt fransk forsvarsværk; dels at være udgangspunktet for Richards kampagne for at generobre Vexin-området fra franskmændene. Les Andelys ligger 10 km nord for Château de Gaiillon på den anden bred af Seinen. Richard forsøgte at forhandle sig til godset. Walter de Coutances, Ærkebiskop af Rouen, var afvisende, da det var et af bispesædets mest indbringende, og da andre områder under bispesædet var ødelagt af krig. Mens Filip belejrede Aumale i det nordlige Normandiet, blev Richard træt af at vente og bemægtigede sig godset, på trods af den Katolske kirkes modstand. left|thumb|Et 1600-tals portræt af Richard Løvehjerte, Château Gaillards bygherre.
I et forsøg på at få Pave Celestin 3. til at standse Richard, tog Walter de Coutance i november 1196 til Rom. Richard sendte en delegation til Rom for at repræsentere sig. Én af deltagerne, Richards Lordkansler William Longchamp (også biskop af Ely), døde på rejsen, mens resten herunder Philip af Poitou, biskop af Durham og Guillaume de Ruffiére, biskop af Lisieux, nåede Rom. Walter de Coutances havde i mellemtiden lyst Interdikt over Hertugdømmet Normandiet. Det forbød alle kirkehandlinger. Roger af Hoveden beskrev "de ubegravede lig i gaderne og pladserne i Normandiets byer". Borgens opførelse begyndte med interdiktet hængende over Normandiet, men det blev ophævet i april 1197 efter at Richard havde foræret land til Walter de Coutances og Rouens bispesæde, herunder to godser og den blomstrende havneby Dieppe. Château Gaillards klippetop havde ikke været befæstet før, og byen Petit Andely blev opført på samme tid. Sammen med den historiske Grand Andely, udgør de to Les Andelys. Borgen ligger på et højt forbjerg af kalksten 90 m over Les Andelys ved et knæk i Seinen. Borgen var forbundet med Les Andelys med en række samtidige udenværker.
Under Kong Richards styre var rigets udgifter til slotte faldet fra niveauet under Henrik 2., Richards far. Det skal ses i lyset af Richards fokusering af ressourcer på sin krig mod Frankrigs konge. Byggeriet af Château Gaiilard løb op i omtrent 12.000 £ mellem 1196 og 1198. Richard brugte kun omkring 7.000 £ på slotte i England i sin regeringstid, ligesom hans far Henrik 2. Bevarede finansielle fortegnelser ("Pipe rolls") for opførelsen af Château Gaillard indeholder de første detaljer om, hvordan byggeriet på borgen var organiseret og hvilke opgaver det indebar. Blandt arbejdsfolk nævnt i fortegnelser er minearbejdere, stenhuggere, stenbrudsarbejdere, murere, kalkstensarbejdere, tømrere, smede, murerarbejdsmænd, vandbærere, vagtsoldater, gravere til at grave voldgraven, og vognmænd til at transportere materialer til borgen. Ingen stenhuggermester er nævnt, og militærhistorikeren Allen Brown har foreslået, at dette skyldes, at Richard selv var hovedarkitekt. Det understøttes af den interesse, som Richard viste byggeriet gennem hyppig tilstedeværelse. thumb|right|alt=A tall pale grey wall around an enclosure and surrounded by a ditch. A modern metal bridge leads up to the entrance between two towers in the wall. A square stone tower rises above the wall.|Château Gaillards keep er omringen af en voldgrav.
Borgen blev opført på et højt beløb, og den blev også opført hurtigt. Opførelsen af store stenborge tog ofte henimod ti år. F.eks. blev der bygget på Dover Castle mellem 1179 og 1191 (til en pris på 7.000 £). Richard var tilstede under opførelsen for at sikre at byggeriet skete i et tilfredsstillende tempo. Ifølge William af Newburgh var Richard og håndværkerne, der arbejdede på borgen, gennemblødt af "Blodregn".Quoted by Mens nogle af hans rådgivere så regnen som et ilde varsel, var Richard ikke skræmt.
Efter blot et år nærmede opførelsen af Château Gaillard sig sin afslutning, og Richard bemærkede "Se, hvor smuk min etårige datter er!" Richards pralede senere med, at han kunne holde borgen "selv hvis murene var lavet af smør", som svar på, at Kong Filip havde hævdet at han kunne indtage borgen "selv hvis murene var lavet af jern". I 1198 var borgen næsten færdig. Nu var borgen skueplads for henrettelsen af tre af den franske konges soldater som hævn for en fransk massakre på walisiske lejetropper. De tre soldater blev kastet i døden fra borgen. I sine sidste år blev borgen Richards yndlingsresidens, og ordrer og privilegier blev afgivet fra Château Gaillard, "apud Bellum Castrum de Rupe" (Ved den Smukke Borg ved Klippen). Richard fik ikke lang tid til at nyde borgen, for han døde i Limousin den 6. april 1199, efter der var gået i betændelse i et sår, hvor han var ramt af en pil under belejring af Châlus.
Belejringen af Château Gaillard thumb|alt=A line drawing of Château Gaillard under siege. To the south of the castle is the fortified town of Les Andelys, while the besieging forces are camped to the south. There are catapults and a siege tower ready to assault the castle.|Et bud af Eugène Viollet-le-Duc, 1800-tals arkitekten, der arbejdere på at renovere borge, på hvordan belejringen af Château Gaillard kunne have set ud Efter Richards død mislykkedes det for den nye engelske konge og hertug af Normandiet, hans yngre bror Johan, at beskytte Normandiet mod den franske kong Filips vedvarende angreb mellem 1202 og 1204. Château de Falaise blev erobret af Filips styrker, ligesom borgene fra Mortain til Pontorson, mens Filip samtidig belejrede Rouen, som overgav sig den 24. juni 1204 og derved endte effektivt gjorde en ende på Normandiets uafhængighed. Filip belejrede Château Gaillard fra september 1203 til marts 1204, hvor den blev erobret. Da Filip fortsatte belejringen gennem vinteren, og da kong Johan intet forsøg gjorde på at komme borgen til undsætning, var det kun et spørgsmål om tid, før borgfogeden blev nødt til at overgive sig. Hovedkilden til belejringen er "Philippide", et digt af Vilhelm af Bretagne. Derfor har moderne historikere vist interesse for Les Andelys' borgere under belejringen.
Den normanniske befolkning havde søgt beskyttelse på borgen for de franske soldater, der plyndrede byen. Borgen var godt provianteret, men de ekstra munde der skulle mættes, gjorde et stort indhug i provianten. Mellem 1.400 og 2.200 ukampdygtige civile var lukket ind, og hermed blev antallet af personer i borgen mindst femdoblet. For at mindske presset på borgens forsyninger beordrede borgfogeden Roger de Lacy 500 civile ud af borgen. Den første gruppe af civile fik lov til at passere uhindret igennem franskmændenes linjer, og det samme skete for den næste gruppe på samme størrelse et par dage senere. Kong Filip havde ikke været til stede, og da han fik nys om, at den første gruppe civile var sluppet uhindret igennem, forbød han lade nogen passere belejringen. Ideen var at holde så mange som muligt inden for Château Gaillard for at dræne dens ressourcer. Roger de Lacy beordrede de sidste civile, mindst 400 og måske helt op til 1.200, ud af borgen. Gruppen fik ikke lov til at komme igennem, og franskmændene åbnede ild mod de civile, som vendte om for at søge beskyttelse på borgen, men dens porte forblev låste. De søgte ly ved borgmurens fundament i tre måneder gennem vinteren, hvor mere end halvdelen af dem omkom af kulde og sult. Filip ankom til Château Gaillard i februar 1204 og beordrede, at de overlevende skulle have mad og løslades. Sådan en behandling af civile under belejringer var ikke ualmindelig, og sådanne scener blev gentaget under belejringerne af Calais og Rouen i 1418-19, begge under Hundredårskrigen.