Hans Gram (28. oktober 1685 – 19. februar 1748) var en dansk filolog og historiker.
Opvækst og ungdom Gram var født i Bjergby nogle kilometer nord for Hjørring, hvor hans fader Niels Hansen Gram var præst fra 1676 til sin død 1712. Moderen Anne Christensdatter Mule døde 1731. Begge forældrene tilhørte slægter, der havde hjemme i Vendsyssel. De havde ni børn. Et par af sønnerne blev præster, deriblandt den dygtige Laurids Gram (1701 – 1775), der begyndte sin embedsbane som subrektor i Ribe og endte som præst i Stege og provst på Møn. Fra hans hånd foreligger en latinsk biografi af hans berømte broder, der havde været som en fader for ham. Vita Johannis Grammii blev udgivet i 1942.
Hans Gram var meget svag som barn, og ingen ventede, at det skulle leve, men siden kom han til kræfter og udviklede sig godt. Da faderens embedsindtægter var små, underviste han selv sønnen, der allerede tidlig viste en sjælden begavelse. Navnlig udmærkede han sig ved en utrolig sikker hukommelse, et fortrinligt sprogtalent og en energisk flid. Faderen, der selv var en dygtig filolog, fandt i sønnen en overordentlig lærenem discipel. 1703 dimitterede han ham til Københavns Universitet, og allerede ved den Første Prøve vakte Hans Gram en formodning om, hvad den lærde verden med tiden kunne vente af ham. Som privatist blev han sat nederst på sit hold, ukendt stod han der, fattig klædt og uanselig, men da han i græsk opgav hele Homer og Callimachus, udbrød den eksaminerende professor Poul Vinding: "Hvad, du have læst og forstaa Callimachus!" Og end mere forøgedes forundringen, da han næsten fandt sin overmand i den 18-årige depositurus. Samme dag indbød han ham til sit bord, som om han anede, at Gram med tiden skulle afløse ham selv som lærer i græsk ved universitetet. Og efter denne gode begyndelse blev det ikke vanskeligt for Gram at vinde velyndere blandt professorerne, da hans flid og begavelse var parrede med et beskedent og tiltalende væsen. Snart åbnede Regensen sig for ham, og de værste bekymringer for fremtiden var således ryddede af vejen.
Universitetet var for øvrigt dengang ikke i nogen blomstrende tilstand. Frederik 4.s tid var lige så lidt som hans forgængers gunstig for litteratur og videnskabelighed. Men da lavmålet var nået, begyndte lidt efter lidt genrejsningen. Ludvig Holberg, der blev student året før Gram og udnævntes til professor samme dag som han, blev skaber af en ny litteratur, og Gram blev grundlægger af en ny videnskabelighed. Da han forstod selv at bane sig vej til kilderne og ved sit overordentlige sprogtalent ikke blot var i stand til at tilegne sig den klassiske oldtids viden til fuldkommenhed, men også at trænge ind i de fleste nyere kultursprog, blandt hvilke navnlig fransk i tiden blev ham som et nyt modersmål, så savnede han mindre den kyndige og omhyggelige vejledning end de fleste andre studerende, der ikke i den grad som han var selvhjulpne. Mange år efter, da Gram for længst var en af universitetets fædre, udtalte han:
Et ungt Menneske med god Begavelse og gode Skolekundskaber kan virkelig ved egen Flid og gode Bøgers Læsning (efter Raadførelse med vedkommende Professor) komme lige saa vidt som baade ved offentlige Forelæsninger og private Kollegier, og herpaa kunde vises og navngives mange Exempler,hvis Sagen i nogen Maade var tvivlsom.
At Gram har talt ud af erfaringer, han selv i sin ungdom har gjort, er højst sandsynligt. Og da han allerede som ung student viste den ham egne villighed til at meddele af sit selverhvervede forråd, blev han meget afholdt af sine medstuderende, mens de kyndigste af dem betragtede ham som den, der snart ville overstråle dem alle. En af Grams venner fra de dage var Christian Falster, med hvem han bevarede forbindelsen livet igennem.
Allerede fra 1704, da Gram havde taget filosofikum, deltog han i de akademiske disputationer over filologiske emner, og sådanne øvelser gav ham den første anledning til at betræde forfatterbanen, hvorved han kom i forbindelse med den berømte hamborgske filolog Johann Albert Fabricius, hvem han senere ydede væsentlige litterære tjenester. Tidlig blev han også kendt med Frederik Rostgaard, til hvem han siden var knyttet i 40 år, og med den lærde Søren Lintrup, i hvis Societas litteraria indagantium han indtrådte. Selv nævner han biskop Jens Bircherod i Ålborg (død 1708) som den, der først gav ham lyst til historiske undersøgelser. 1705 tog Gram den da brugelige baccalaureus-grad, og året efter blev han alumne på Elers Kollegium. Den plads, han fik, var bestemt for en matematiker, men skønt det egentlig ikke var hans fag, og Ole Rømer skal have ytret sig tvivlende, om han kunne udfylde pladsen, viste han dog snart ved nogle afhandlinger vedrørende oldtidens matematik, at han ikke gjorde den ham viste tillid til skamme. For øvrigt var teologi og filologi hans hovedstudier. I hans hjem næredes det ønske, at han skulle blive præst, men skønt intet ville have været ham lettere end at tage teologisk attestats med ære, underkastede han sig dog aldrig denne prøve, som ellers dengang blev taget af de fleste studerende, selv om de just ikke havde den gejstlige stand for øje. Derimod erhvervede han 1708 magistergraden og ernærede sig nu i nogle år dels ved undervisning, dels som korrektør i assessor Lauerentzens bogtrykkeri, hvilken sidstnævnte virksomhed han fortsatte også længe efter, at han var kommet i embede. I øvrigt studerede han videre med den ham egne utrættelighed og erhvervede det rige fond af kundskaber i forskellig retning, der med tiden gjorde ham til "Danmarks lærdeste mand".
I pestens tid 1711, da så mange flygtede, forblev Gram i København og bestyrede på Lauerentzens vegne det kongeligt privilegerede bogtrykkeri. Da konrektoren ved Vor Frue skole var bortreven af den frygtelige epidemi, overdrog biskop Christen Worm Gram det ledige embede, som ganske passede for ham, da han havde både lyst og gaver til at vejlede ungdommen. Senere optog den store bogsamler, juraprofessor Christian Reitzer, ham i sit hus. Gram havde vistnok allerede tidligere benyttet Reitzers udmærkede bibliotek, men nu fik han endnu bedre lejlighed til at fordybe sig deri og blev som en søn i huset. Reitzer har ved en given lejlighed på denne tid karakteriseret Gram som "et ærligt og dydigt Menneske, et ypperligt Hoved, som var lærd og foruden Hebraisk, Græsk og Latin forstod de fleste evropæiske Sprog, ja endog var bekvem til verdslige Sager og af den Færdighed, at han i 1 Time kunde gjøre det, som mange andre skulde være ganske Dage om."
Embedskarriere 29. januar 1714 blev Gram beskikket til professor i det græske sprog ved Københavns Universitet. Da han imidlertid indtil videre ikke fik nogen løn som professor, måtte han være glad ved, at han tillige kunne betjene konrektoratet. I spøg plejede han derfor at sige, at professoren måtte dø af sult, dersom konrektoren ikke kom ham til hjælp. Ved sin overordentlige arbejdskraft blev det ham ikke vanskeligt til fulde at røgte begge embeder og dog finde tid til egne studier og til den brevveksling med lærde hjemme og ude, der år for år antog større omfang. Han var god at spørge, for sædvanlig havde han svaret på rede hånd, i ethvert tilfælde sparede han ingen møje for at give de forlangte oplysninger.
22. december 1718 ægtede Gram en bemidlet enke, Anne Cathrine Sylvers, tidligere gift med Hans Pedersen Holst, grynmåler ved det kongelige provianthus. Hun var 10 år ældre end Gram og havde fire børn. Da hun døde efter nogle måneders forløb (begravet 15. maj 1719 i sit 44. år), skal Gram have taget sig hendes død meget nær. Siden forblev han ugift. "Jeg har været der og kommer der ikke mere", skrev han til en ven. For sine stedbørn blev han en kærlig fader, og skønt én af dem, den begavede idealist og pietist Peter Nicolai Holst, "det 18. århundredes Søren Kierkegaard", der en tid var kapellan ved Trinitatis Kirke, voldte sin stedfader mange bryderier ved sin fanatiske optræden, der bevirkede hans afsættelse, så slog Gram ikke hånden af ham, men viste ham fremdeles faderlig godhed, så langt han end var fra at dele hans anskuelser.
Da Grams formuetilstand var blevet forbedret ved hans ægteskab, opgav han 1719 konrektoratet. Han fik det vidnesbyrd, at han havde været en mild og sagtmodig lærer, der havde vist megen godhed mod disciplene; de flittige havde han opmuntret ved belønninger, og de fattige havde han understøttet af sin egen lomme. Han havde tillige lagt en sjælden gave for dagen til at meddele disciplene netop så meget, som de kunne modtage, og at gøre dem alting forståeligt.
Efter at Gram havde opgivet skolen, var han i nogle år Københavns Universitets notarius eller sekretær og har som sådan forfattet en del programmer og lignende akademiske aktstykker. Der foreligger en række disputatser af ham (1722-1733) over Septuaginta (den græske oversættelse af Det Gamle Testamente) og dens anvendelse i Det Nye Testamente. Heri imødegår han navnlig den overdrevne forestilling, som visse, især katolske, teologer havde om denne oversættelses værd. I en tilhørers (C.F. Munthes) opskrift foreligger en forelæsning fra 1724-1725 af Gram over det 1. århundredes kirkehistorie, der udmærker sig lige så meget ved grundighed som ved klarhed i fremstillingen. Grams velynder Frederik Rostgaard tænkte på at udgive Ole Worms store brevsamling, der indeholder så rigt et materiale til lærdoms- og litteraturhistorien i det 17. århundrede, men da han 1725 var blevet styrtet fra sin høje embedsstilling og havde forladt hovedstaden, overlod han arbejdet til Gram, som også fuldendte det. Værket var så godt som færdigt fra trykken, da den ødelæggende ildebrand 1728 fortærede en stor del af oplaget. Da Grams egen bolig også brændte ved denne lejlighed, viste det sig for alvor, hvor afholdt han var af studenterne, idet en del af dem som et frivilligt brandkorps stillede sig til hans rådighed, hvorved det lykkedes ham af sin store bogsamling dog at redde de indbundne bøger, mens de uindbundne og den største del af hans papirer gik op i luerne.
Efter branden, da Gram var husvild, tilbød gehejmeråd Christian Ludvig von Plessen ham bolig i sit palæ. Dette ophold i von Plessens hus blev uden tvivl af afgørende betydning for Grams senere liv. Her blev han nemlig nøje kendt med flere af de mænd, som senere fik statens styrelse i deres hænder, navnlig, foruden ovennævnte gehejmeråd, hans broder overkammerherre Carl Adolph von Plessen samt Iver Rosenkrantz, mænd, der alle forstod at vurdere hans dybe lærdom og hans indsigt i mange forskellige ting, og som fik ham kær på grund af hans elskværdige væsen og urbane omgangstone, der på en tiltalende måde forenede alvor og humor. Da regeringsskiftet var foregaaet i oktober 1730 ved Frederik 4.s død og Christian 6.s tronbestigelse, og da ovennævnte stormænd var kommet i spidsen for ministeriet, blev Gram da også straks udset til nye og betydningsfulde opgaver. Med bibeholdelse af stillingen ved universitetet udnævntes han nemlig 17. november 1730 til kongelig historiograf, arkivsekretær og kongelig bibliotekar, og i anledning af Christian 6.s forestående kroning beskikkedes han 25. maj 1731 til gehejmearkivar og fik samme år titel af justitsråd.
Gehejmearkivar og kongelig historiograf