thumb|Færøernes flag hedder Merkið. Det blev hejst for første gang den 22. juni 1919 i Fámjin Færøernes historie er en del af Nordens historie. Der findes ofte paralleller til Islands historie og Norges historie, som senere blev bestemt af Danmarks historie. Øerne blev koloniseret i 800-tallet af folk fra Vestnorge, hvorfor det færøske sprog også har udviklet sig fra det gamle vestnordiske sprog, som bl.a. taltes på Vestlandet.
I 900-tallet samledes færøske storbønder til et lovgivende, dømmende og politisk bestemmende Alting, der senere blev til Lagtinget. Omkring 1000 blev Færøerne kristnet, og derefter blev de en del af Norge, siden 1380 også del af det Danske Rige i personalunionen. Det norske rigsråd opløstes i 1536, og Færøerne og Norge regeredes som danske provinser. Reformationen nåede Færøerne i 1538, og dansk blev embedssprog. Da Norge blev afstået til kongen af Sverige i 1814 forblev Færøerne, Grønland og Island under dansk styre. Færøerne var et dansk amt, men handelsmonopolet ophævedes i 1856. Det færøske skriftsprog udviklede sig, og Færøerne forvandlede sig fra et bondesamfund til en moderne fiskerination, som har haft hjemmestyre siden 1948 og selvstyre siden 2005.
Øerne bosættes Irske munke thumb|Frimærke fra 1994
I det 6.-7. århundrede foretog irske munke lange sørejser vest og nord for Skotland og Irland i åbne skindbåde, currachs, og nåede langt ud på havet til afsidesliggende øer. Formålet med disse rejser var bl.a. at finde ensomme og fredelige steder, hvor de kunne slå sig ned som eremitter eller oprette klostre.
De første kolonister på Færøerne er ifølge myterne irske munke, der sandsynligvis i omkring 650 har søgt et fredeligt tilflugtssted på de isolerede øer. Munkene blev siden sandsynligvis fordrevet af norske vikinger, der i 800-årene slog sig ned på Færøerne.
Landnamstiden thumb|Hverdagsliv i landnamstiden
Den første skriftlige kilde, som menes at indeholde en beskrivelse af Færøerne, blev skrevet af en irsk munk som hed Dicuil. Han havde mødt en “troværdig” mand, som fortalte fra sin læremester, abbed Sweeney, hvordan han en sommer i en båd havde nået Færøerne efter “to dages og én nats” sejlads: Dicuil skriver i sin bog Liber de Mensura Orbis Terraæ i 825:
"I Britanniens nordlige hav er der endnu mange øer, som kan nås fra de nordlige britiske øer ved to døgns direkte sejlads og med medvind. En from præst fortalte mig, at han havde sejlet i to rotofter og var gået i land på en af dem. Disse øer er for det meste små, næsten alle adskilt ved smalle sunde, og på dem har eneboerne, som har sejlet op fra vort Scotia (Irland), boet i omtrent hundrede år. Disse fra verdens skabelse ubeboede øer er som følge af normanniske røveres indfald tomme for eneboere, har fuld op af får og såre mange forskellige søfugle. Vi har aldrig fundet disse øer omtalt i forfatternes bøger."
Det antages derfor, at Færøerne (atter) var ubeboede, da Grímur Kamban kom som den første nordmand omkring år 825. Efternavnet Kamban er keltisk og antyder, at han kom fra de britiske øer, muligvis Isle of Man, hvilket er muligt, da vikingerne allerede boede på de britiske øer.
Færøerne bliver norsk len
thumb|Fårebrevet fra 1298
Om øernes ældste bebyggelse og historie i vikingetiden findes spredte bemærkninger i de islandske sagaer, navnlig i "Færingesaga" (Færeyinga Saga), der ikke er et selvstændigt sagaværk men indeholdes stykkevis i OlafssagaJ.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5, s. 845Olafssaga er samlet og udgivet i færøsk, dansk og tysk oversættelse af Carl Christian Rafn. Heri fortælles, at Grímur Kamban var den første mand, som bosatte sig på Færøerne, og at kort efter Slaget i Hafrsfjord flygtede mange i Norge for Harald Hårfagers tyranni og nedsatte sig på øerne på vejen til Island. Sagaen fortæller især om de vigtigste mænd på øerne: Tróndur í Gøtu, den betydeligste mand af "Gøteskeggerne" og Sigmundur Brestisson. Den sidstnævnte havde vundet stort ry for sine vikingetog, men under sit ophold i Norge blev han kristnet og fik løfte af Olav Tryggvason om at få Færøerne i forlening, hvorefter han med magt indførte den nye lære her ved år 1000 og søgte at sætte sig i besiddelse af øerne. Også Tróndur havde han tvunget til at lade sig kristne, men da denne også tragtede efter herredømmet, stræbte han Sigmundur efter livet og overfaldt ham på hans gård på Skuø, og Sigmundur blev dræbt under flugten. Trond og Leivur Øssursson delte nu herredømmet over øerne. Efter Tróndurs død i 1035 tog Leivur dem til len af Magnus den Gode, og øerne hørte fra den tid under Norge, om end de norske kongers magt over øerne ikke var stor. Ifølge kong Magnus Lagabøtes forordning af 1272 synes der kun at have været én sysselmand (med to lensmænd) på øerne.
Norsk kirkeprovins
thumb|Barthélemy Lauvergnes litografi af Magnuskatedralen i Kirkjubøur fra 1839. Kirkjubøur var i århundreder Færøernes religiøse midtpunkt og var sæde for øernes katolske bispedømme fra 1138 til reformationen.
I norsketiden blev bispedømmet Færøerne grundlagt i 1111 under ærkebiskoppen i Nidaros og med Kirkjubøur som sæde. Her skrev biskop Erlendur i 1298 Færøernes ældste kendte dokument: Fårebrevet (fær. Seyðabrævið) om landets landboforhold. Han påbegyndte tillige opførelsen af Magnuskatedralen i Kirkjubøur.
Altinget For at opretholde lov og orden oprettede befolkningen på Færøerne år 900 Altinget efter forbillede fra Frostatinget i Norge. Altinget, der samledes på halvøen Tinganes ved Tórshavn, blev ledet af en folkevalgt lagmand, og her blev truffet beslutninger om landets anliggender, vedtaget love, mæglet i indbyrdes stridigheder, idet alle frie mænd var lige for loven. Altinget var dermed det ældste direkte demokrati i Europa (ældre end Altinget på Island). I 1274 trådte imidlertid den Yngre Gulatingslov i kraft (se Magnus Lagabøtes Landslov), hvorved lagmanden blev en norsk kongelig udnævnt embedsmand, og Altinget blev omdannet til et Lagting, der kun havde ret til at dømme men ikke til at vedtage love.
Ved siden af det centrale ting fandtes lokale ting i hver af de seks områder Suðuroy, Sandoy, Vágar, Streymoy, Eysturoy og Norðoyar.
Handelsmonopol indføres I begyndelsen var færingernes foretrukne handelssted Bergen. Færingerne kunne i tidligste middelalder selv sejle udenlands for at handle. Færøske handelsfolk kunne tilbyde varer som uld, tørfisk og fugle og kunne købe varer som salt, tømmer og korn. I 1271 blev et kongeligt handelsmonopol oprettet i Tórshavn af kong Magnus Lagabøte, og det blev tillige bestemt, at der skulle gå mindst to skibe om året mellem Bergen og Færøerne. Formålet med dette handelsmonopol synes at have været at holde Hansaforbundet væk fra Færøerne, men virkningen var snarere en svækket, færøsk sejlads og dermed øernes større afhængighed af udefra kommende skibe.
En stækket provins Det var skæbnens ironi, at færingerne oprindeligt havde bosat sig på øerne, fordi de havde søgt friheden fra norske kongers tyranni, men senere mistede den igen ved svig fra en af deres egne og ved norske kongers trang til at udvide deres magt. Norgesvældets fremgang bevirkede, at Færøerne nu gik en fremtid i møde som stækket provins.
Under Danmark-Norge
Kalmarunionen I 1380 blev Norge forenet med Danmark under en fælles konge, og her kom Færøerne med som norsk lydland. I 1397 oprettedes Kalmarunionen. Reelt fik disse forandringer i begyndelsen ingen betydning: Færøerne blev fortsat forvaltet fra Norge.
I ældre tid havde øerne haft egne skibe, med hvilke de handlede med Norge, især Bergen, men senere gik handelen mere og mere over til hanseatiske købmænd i Bergen.
Under kong Hakon den Gamle havde Færøerne og Shetland udgjort ét lagdømme, retsområde, men da Shetland ved Christian 1.’s pantsættelse 1469 var kommet ind under Skotland, blev Færøerne vistnok et eget lagdømme, idet dog de første lagmænd vedblev at bo på Shetland.
Reformation Reformationen i Danmark 1536 nåede Færøerne i 1538. Det skulle få stor indflydelse på Færøernes udvikling i de følgende århundreder.
Efter reformationens indførelse på øerne blev der 1540 oprettet et evangelisk bispedømme, men den første biskop, Jens Gregersen Riber, forlod øerne i 1557, og derefter var en provst den øverste gejstlige (den første provst var Hejne Jonsen Havreki, Mogens Hejnesens fader). Øernes provsti blev henlagt under Bergens biskop. Kongen overtog 2/3 af kirkens jordegods, som nu blev kongsjord, hvilket skulle få betydning for landbrugets senere udvikling.
Da bispestolen blev nedlagt under Christian 3., oprettede denne en latinskole i Thorshavn (første gang omtalt 1547), ved hvilken sognepræsten i Thorshavn var enelærer. I 1620 kom den færøske kirke under Sjællands biskop. Skolen fik af Christian 4. tillagt yderligere indtægter til fattige studerendes underhold ved et gavebrev af 1647, hvorved der blev uddannet så mange indfødte færinger, at alle færøske præstekald kunne besættes med dem, foruden at nogle fik ansættelse i kongeriget.
I 1722 blev der ansat en særlig rektor for skolen i Thorshavn, men da de stipendier, der var bestemt til fattige disciples underhold, gik med til rektorens aflønning, hæmmedes tilgangen til skolen meget. Den vedblev dog at bestå indtil 1804, da den sidste rektor, Gr. Müller, som havde styret skolen i 42 år, døde. Almuen fik i gamle dage kun undervisning i hjemmet. Der blev vel af og til gjort forsøg på at indføre et ordnet skolevæsen men uden held; kun almueskolen i Thorshavn (den første danske skole i Thorshavn skyldes præsten Hans Rasmussen, død 1651) bestod med adgang også for børn fra landet.
Frihandel og monopolhandel thumb|Skansin
Efter Reformationen gjorde kongemagten ihærdige forsøg på dels at frigøre handelen fra hanseaterne, dels sikre Færøerne de fornødne forsyninger. Således kundgjordes ved kongeligt brev af 21. februar 1553, at undersåtterne i Danmark og Norge frit måtte sejle og handle på øerne. Nok fik to københavnske købmænd i 1569 privilegium for fire år på handel på øerne, men da beboerne klagede over, at varerne var for dyre, og at de selv kun fik halv pris for deres egne varer, fik de 7. marts 1571 brev om, at de selv måtte afhænde deres varer hjemme og ude mod at svare den samme afgift som fogederne og købmændene, og dette gentoges den 18. december 1571. I 1573 fik dog igen en hamborgsk købmand bevilling på at besejle øerne, da det viste sig vanskeligt for private at forsyne dem regelmæssigt, og det desuden var forbundet med stor risiko på grund af sørøvere, der var en stadig plage for øerne.
I 1578 overtog kongen selv handelen, og 1579-1583 fik den færøske kaper Magnus Heinason, der havde tjent under Vilhelm den Tavse og dennes søn Maurits af Nassau i ti år og kæmpet mod Spanien i Firsårskrigen, eneret på den for sig og medredere i Bergen, lige som han fik ret til at udruste skib på orlogsvis for at rense farvandet for sørøvere, noget der også til dels lykkedes ham. Han opførte fæstningen Skansin i Tórshavn mod sørøvere. Men han brandskattede rigtignok også øerne ved at sælge dårlige varer til ublu priser, og han mistede derfor eneretten, der gik over til andre rederier af københavnske, hamburgske eller bergensiske købmænd. I 1589 blev Heinason efter ordre fra statholderen Christoffer Valkendorf fanget og sendt til København, hvor han blev dømt for sørøveri til fordel for Holland og to dage senere, den 18. januar, henrettet. Den hastige retssag medførte, at Valkendorf mistede sin ministerpost.
I første halvdel af det 17. århundrede (til 1620) havde et bergensisk handelsselskab enehandelen, ligesom det havde forpagtningen af øernes indkomster. Derefter gik den over til det i 1619 oprettede Islandske Handelskompagni, som ophævedes 1662. I denne tid forekom der ofte gensidige klager — fra befolkningens side over uregelmæssig tilførsel, dårlige varer og for høje priser, og fra handelskompagniets side over, at beboerne brød forbuddet mod at handle med andre.
Gabeltiden thumb|Første Færøkort ved den danske præst Lucas Debes i 1673