thumb|Den romerske erobring af Storbritannien.
Den romerske erobring af Storbritannien var en gradvis proces, der begyndte i år 43 under kejser Claudius, hvis general Aulus Plautius tjente som den første guvernør over Romersk Britannien (). Storbritannien havde allerede været et hyppigt mål for invasioner, både planlagte og udførte, af den Romerske republik og romerriget. Ligesom andre områder på grænsen til imperiet havde Britannien nydt godt af diplomatiske og handelsforbindelser med romerne i århundredet efter Julius Caesars ekspedition i 55 og 54 f.Kr. og i den førromerske jernalder, særligt i den sydlige del af landet.
Mellem år 55 f.Kr. og 40'erne e.Kr. blev status quo opretholdt, hvor man betalte skat, slaver og klientstater uden en direkte militær besættelse, som ellers var indledt med Cæsars invasion af Britannien. Augustus planlagde invasioner i 34 f.Kr. 27 f.Kr. og 25 f.Kr. Den første og tredje invasion blev opgivet som følge af oprør andre steder i riget, og den anden blev droppet, da briterne affandt sig med Romerrigets krav.Dio Cassius, Roman History 49.38 , 53.22, 53.25 Ifølge Augustus' Res Gestae flygtede to britiske konger, Dubnovellaunus og Tincomarus, til Rom i hans regeringstid,Augustus, Res Gestae Divi Augusti 32 . Navnet på den anden konge er et gjort ulæselig, men Tincomarus er den mest sandsynlige mulighed. og Strabos Geography, der blev skrevet i hans periode, beskriver, at Britannien betalte mere i told og afgifter, end der kunne bliver opkrævet i skat, hvis landet blev erobret.Strabo, Geography 4.5
I 40'erne ændrede den politiske situation i Britannien sig tilsyneladende. Catuvellauni havde overtaget posten som det mest magtfulde kongerige i sydøst-britannien fra trinovantere og havde erobret den trinovantenske hovedstad Camulodunum (Colchester) og pressede deres naboer Atrebates, der blev styret af efterkommere af Julius Cæsars tidligere allierede Commius.John Creighton (2000), Coins and power in Late Iron Age Britain, Cambridge University Press
Caligula planlagde en kampagne mod briterne i år 40, men den blev udført meget aparte: Ifølge Suetonius' The Twelve Caesars fik han stillet sin hær op i kampformationer mod den Engelske Kanal, og da hans tropper var blevet temmelig forvirrede over det, havde han beordret dem til at samle muslinger og omtalte dem som "plyndring fra havet på grund af Kapitol og Palace".Suetonius, Caligula44–46 ; Dio Cassius, Roman History 59.25
Moderne historikere er usikre på, om det var ment som en ironisk straf for soldaternes mytteri, eller det var som følge af Caligulas sindsforvirring. Under alle omstændigheder var invasionsforsøget med til at gøre tropperne klar og gøre det muligt at udføre Claudius' invasion tre år senere. Eksempelvis byggede Caligula et fyrtårn i (moderne Boulogne-sur-Mer), som var model for det, der kort efter blev bygget i (Dover).
Claudius' forberedelser Tre år senere, i 43, påbegyndte Claudius en invasion for genindsætte Verica, der var en konge i eksil fra Atrebates.Dio Cassius, Roman History 60.19–22 Aulus Plautius, en senator, fik givet kommandoen over fire legioner på sammenlagt omkring 20.000 mand plus et antal hjælpeenheder. Legionerne var
Legio II Augusta Legio IX Hispana Legio XIV Gemina Legio XX Valeria Victrix
II Augusta er kendt for at være blevet ledet af den fremtidige kejser Vespasian. Tre andre mænd af passende rang til at lede legioner kendes fra bevarede kilder i forbindelse med invasionen. Cassius Dio nævner Gnaeus Hosidius Geta, som sandsynligvis ledte IX Hispana, og Vespasians bror Titus Flavius Sabinus den yngre. Han skrev, at Sabinus var Vespasians løjtnant, men da Sabinus var den ældste bror og Vespasians forgænger i det offentlige liv, er det usandsynligt, at han kunne have været en militær folketribun. Eutropius nævner Gnaeus Sentius Saturninus, selvom han som tidligere konsul muligvis har været for gammel, og måske fulgte Claudius senere.Eutropius, Abridgement of Roman History 7:13
Overfart og landgang
Den primære invasionshær under Aulus Plautius krydsede kanalen i tre divisioner. Den mest udbredte antagelse er, at man rejste fra havnen i Boulogne, og at man gik i land ved Rutupiae (Richborough, på østkysten af Kent). Ingen af disse steder er dog fastslået endeligt. Dio nævner ikke, hvilken havn de rejser fra, og selvom Suetonius skriver, at de sekundære tropper under Claudius sejlede fra Boulogne,Suetonius, Claudius 17 gælder det ikke nødvendigvis for hele invasionsstyrken. Richborough har en stor naturlig havn, der vil have været velegnet for en stor styrke at bruge til landgang, og arkæologiske fund viser, at der har været romersk militær omkring tidspunktet for invasionen. Dio skriver dog, at romerne sejlede fra øst mod vest, og en rejse fra Boulogne til Richborough går fra syd til nord. Nogle historikereFor eksempel John Manley, AD43: a Reassessment. har foreslået, at man har sejlet fra Boulogne til Solent og er gået i land i nærheden af Noviomagus (Chichester) eller Southampton i et område, der tidligere blev styret af Verica. En alternativ forklaring er, at man har sejlet fra udmundingen af Rhinen til Richborough, som ville være en tur fra øst mod vest.Strabo (Geography 4:5.2 ) nævner Rhinen som et ofte brugt afrejsested for at sejle til Britannien i det første århundrede.
Indledende kampe Den britiske modstand blev ledet af Togodumnus og Caratacus, der var sønner af den afdøde konge over Catuvellauni, Cunobeline. En stor del af de britiske styrker mødtes med romerne ved et vadested over Medway, som man antager lå i nærheden af Rochester. Slaget foregik over to dage. Hosidius Geta blev næsten taget til fange men kom sig og vendte så beslutsomt tilbage til slaget, at han blev tildelt "Roman triumph."
Briterne blev presset tilbage til Themsen. De blev jagtet over floden af romerne, og det resulterede i, at en del romerske tropper forsvandt i moserne i Essex. Det vides ikke, om romerne gjorde brug af en eksisterende bro, eller om de byggede en midlertidig bro til formålet. Mindst en division af de Batavianske hjælpetropper svømmede over floden som en separat styrke.
Togodumnus døde kort tid efter slaget ved Themsen. Plautius stoppede sin fremmarch og sendte besked til Claudius om, at han skulle slutte sig til ham i den sidste del af felttoget. Cassius Dio præsenterer det som, at Plautius havde brug for kejserens assistance for at besejre den fornyede britiske modstand, der var fast besluttet på at hævne Togodumnus. Claudius var dog ingen militærmand. Claudiusbuen (triumfbue i Rom) beskriver, at han modtog 11 konger, der overgav sig, og at han ikke havde nogen tab,Arch of Claudius og Suetonius' The Twelve Caesars beskriver, at Claudius fik briterne til at overgive sig uden kamp eller blodsudgydelser. Det er sandsynligt, at Catuvellauni allerede var stort set slået, og det tillod kejseren at fremstå som erobreren af den sidste march mod Camulodunum. Cassius Dio beskriver, at han medbragte krigselefanter og tunge våben, som ville have overvældet enhver tilbageværende modstand. 11 stammer fra Sydøstengland overgav sig til Claudius, og romerne forberedte sig på at bevæge sig videre mod vest og nord. Romerne etablerede deres nye hovedstad ved Camulodunum, og Claudius vendte tilbage til Rom for at fejre sin sejr. Caratacus undslap og fortsatte modstanden længere i vest.
(44–60) thumb|left|Romerske kampagner fra 43-60.
thumb|Kampagner under Aulus Plautius, der hovedsageligt er fokuseret mod det kommercielt værdifulde sydøstlige Britannien.
thumb|Romerriget i år 54.
Vespasian ledte en styrke vestpå og undertvang sig stammer og erobrede Oppida. Han nåede mindst til Exeter, der ser ud til at have været en tidlig base for Legion II Augusta. I 2010 blev to delvist separate forter udgravet af Exeter City Archaeological Unit og dateret til omkring Vespians tid. De ligger ved St Loyes på den romerske vej mellem Isca og Topsham, der sandsynligvis gik helt til Bodmin.Suetonius, Vespasian 4 Legio IX Hispana blev sendt nordpå mod Lincoln () og det er sandsynligt, at området syd for en linje mellem Humber og floden Severn Estuary kom under romersk kontrol i løbet af fire år. At der på denne linje blev anlagt en romersk vej, Fosse Way, har ledt mange historikere til at debattere rutens rolle som en bekvem grænse under de tidlige stadier af romernes erobring. Det er mere sandsynligt, at grænsen mellem Romersk Britannien og jernalderens Britannien var mindre direkte og flere flydende i den periode.
I slutningen af år 47 indledte den nye guvernør over Storbritannien, Publius Ostorius Scapula, en kampagne mod stammerne i det moderne Wales og Cheshire Gap. Silures i det sydvestlige Wales skabte store problemer for Ostorius, og de forsvarede indædt det walisiske grænseland. Caratacus blev besejret under slaget ved Caer Caradoc og flygtede til stammen Brigantes, der opholdt sig i Penninerne. Deres dronning, Cartimandua, var dog ikke i stand til eller ønskede ikke at beskytte ham. Da hun fik forhandlet en fredsaftale, overdrog hun Caratacus til romerne. Ostorius døde og blev efterfulgt af Aulus Didius Gallus, der fik de walisiske grænser under kontrol. Han gik ikke længere mod nord eller vest, sandsynligvis fordi Claudius ønskede at undgå det, som han mente var en svær og langtrykken krig for et få et ganske lille materielt udbytte i det bjergrige område i Britannien. Da Nero blev kejser i år 54, syntes han at have besluttet sig for at fortsætte invasionen, og han udnævnte Quintus Veranius som guvernør. Han havde erfaring med problematiske bjergstammer i Anatolien. Veranius og hans efterfølger Gaius Suetonius Paulinus udførte en vellykket kampagne i Wales, hvor de fik ødelagt druide-centret Mona eller Anglesey i år 60, i et angreb som historikere senere har navngivet Menaimassakren. Den sidste erobring af Wales blev udskudt, da Boudicas oprør tvang romerne til at vende tilbage til Sydøstbritannien. Silurerne blev ikke besjret før omkring år 76, hvor Sextus Julius Frontinus' lange kampagne mod dem endelig begyndte at lykkes.
(60–78) Efter den vellykkede undertrykkelse af Boudicas oprør fortsatte en række nye romerske guvernører erobringen mod nord. Cartimandua var nødt til at bede om romersk hjælp efter hendes mand Venutius' oprør. Quintus Petillius Cerialis tog sine legioner fra Lincoln helt til York, hvor han besejrede Venutius nær Stanwick omkring år 70. Det resulterede i, at de to stammer Brigantes og Parisii, der allerede var blevet romaniserede, blev yderligere assimileret ind i Romerriget. Frontinus blev sendt til Romersk Britannien i 74 for at efterfølge Quintus Petillius Cerialis som guvernør over øen. Han overvandt Silurerne og andre fjendtlige stammer i Wales, og han oprettede en ny base til Legio II Augusta (Isca Augusta) i Caerleon. Derudover etablerede han en række mindre forter med en indbyrdes afstand på mellem 15 og 20 km til sine hjælpeenheder. Under sit styre grundlagde han sandsynligvis et fort ved Pumsaint i det vestlige Wales. Det sket i høj grad for at kunne udnytte det guld, som fandtes i området ved Dolaucothi. Han gik på pension i 78, og han blev senere udnævnt til vandkommisær i Rom. Den nye guvernør, Gnaeus Julius Agricola, blev gjort berømt af den meget rosende biografi om ham, som hans svigersøn, Tacitus, skrev.
Agricolas kampagner (78–84) thumb|Agricolas kampagner.