Knud Rex (30. marts 1912 i København – 24. december 1968 smst) var en dansk skuespiller.
Knud Rex blev uddannet på Det kongelige Teaters elevskole i årene 1935-1937. Derefter var han skuespiller ved Otto Jacobsens teaterselskab 1937-1938 og arbejdede derefter på Frederiksberg Teater og Betty Nansen Teatret 1939-1942. I årene 1943-1948 blev han direktør for Frederiksberg Teater, hvor han også selv optrådte, indtil teatret delvis nedbrændte i 1947. Siden var han freelance-skuespiller på blandt andet Aalborg Teater.
Knud Rex blev i januar 1950 anholdt og fængslet for 14 dage sigtet for 16 brandstiftelser, deriblandt flere teaterbrande. Han fik siden tilkendt 5.000 kr. i erstatning for uforskyldt fængsling. I oktober 1953 blev han atter fængslet sigtet for brandstiftelse, og i juni 1954 blev han ved et nævningeting fundet skyldig i to af de mange brande, han var sigtet for at have anstiftet. Desuden blev han kendt skyldig i receptforfalskning. Straffen blev udmålt til tre års fængsel.
I december 1955 blev han prøveløsladt og genoptog arbejdet som teatermand. I september 1958 søgte Knud Rex forgæves i fogedretten at få gennemført et forbud mod udgivelsen af statsadvokatmedhjælper Wilfred Christensens bog Jeg anklager, der indeholder et 13 sider langt referat af nævningesagen fra 1954 mod Knud Rex.
Knud Rex var i en periode gift med skuespillerinde og danserinde på Pantomimeteatret Elsebeth Rex.
Han er begravet på Frederiksberg ældre kirkegård.
Udvalgte film
Blandt de film han har medvirket i kan nævnes:
Sol over Danmark – 1936 Den gamle præst – 1939 Komtessen på Stenholt – 1939 Frøken Kirkemus – 1941 Natekspressen (P. 903) – 1942 Ta', hvad du vil ha' – 1947 Lejlighed til leje – 1949 Den stjålne minister – 1949 Hejrenæs – 1953 Englen i sort – 1957 Mig og min familie – 1957 Skarpe skud i Nyhavn – 1957 Lyssky transport gennem Danmark – 1958 Skibet er ladet med – 1960 Duellen – 1962 En ven i bolignøden – 1965 Slå først, Frede – 1965 Utro – 1966 Sult (film) – 1966 Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet – 1967 Lille mand, pas på! – 1968
Eksterne henvisninger
Kategori:Skuespillere fra Danmark Kategori:Personer fra København