Ruben-samlingen er Danmarks ældste bevarede lydoptagelser, i alt 154 unikke fonografvalse-optagelser foretaget i København 1889-1895 på Thomas Edisons forbedrede fonograf. Optagelserne blev forestået af generalkonsul og grosserer Gottfried Moses Ruben (1837-1897), deraf samlingens navn. Han virkede som generalagent for Edison-selskabet i hele Skandinavien i samarbejde med sin forretningspartner instrumentmager Theodor Valdemar Cornelius-Knudsen (1844-1920). Ved fonograf-demonstrationer kunne et betalende publikum lytte til udvalgte og ofte aktuelle optagelser med datidens populære danske skuespillere, sangere og musikere. Således udgør optagelserne som helhed et lydspor til Københavns teater- og musikliv i første halvdel af 1890'erne.
Denne næsten glemte kulturarvssamling opbevares på Det Kgl. Bibliotek (tidligere Statsbiblioteket) i Aarhus og blev digitaliseret i 2007. 127 af valserne er efterfølgende lydrestaureret og tilgængeliggjort online i 2015.
Samlingens historie
Samlingens produktionshistorie 1889-1895 thumb|Edisons fonograf-stand på verdensudstillingen i Paris i 1889 Introduktionen af Edisons forbedrede fonograf i Europa skete første gang ved verdensudstillingen i Paris i maj 1889. Generalkonsul Gottfried M. Ruben bragte den i samarbejde med firmaet Cornelius Knudsen til Danmark få måneder senere.
Den første demonstration af fonografen fandt sted på Fredensborg 28. september 1889, hvor kongefamilien fik lov at opleve den nye maskine. De følgende måneder afholdtes der demonstrationer for pressen, Industriforeningens medlemmer og andre foreninger. Endelig blev fonografen, som nu havde fået støjreducerende forbedringer siden dens ankomst i landet, fremvist for publikum fra 23. februar 1890. Fonografen var på dette tidspunkt dyr og teknisk avanceret. Forevisninger var ikke billige, og køb af maskinen blev foretaget af velhavere og forretningsfolk. Fonografen blev oftest udstillet i forbindelse med andre forlystelsesarrangementer eller udstillinger. Den blev eksempelvis udstillet i Tivoli flere gange, bl.a. i forbindelse med en maleriudstilling.
Opmærksomheden omkring fonografen fortsatte frem til maj 1892, hvorefter interessen syntes at tage af frem til 1894, hvor en ny model blev lanceret. Den nye fonograf var en bedre og forenklet version af Edisons fonograf. Den blev først introduceret ved verdensudstillingen i Chicago i 1893, hvorefter den kom til Danmark i februar 1894.
Forbedringerne indebar en mere simpel brug af maskinen, og den tilføjede automatisering gjorde, at valsen nu drejede i et konstant tempo. Denne forenklede udgave var med til at øge fonografens og lydoptagelsernes udbredelse. Fonografen blev forsøgt solgt til brug i arbejdssammenhænge som diktafon til breve, som efterfølgende kunne transskriberes på skrivemaskinen. Fonografen blev dog for det meste stadig brugt som attraktionsobjekt og blev udstillet i Den Frie Udstillings træbygning på Rådhuspladsen og sidenhen som fonograf-automat i Tivoli og Zoologisk Have.
Selvom fonografens nyhedsværdi efterhånden aftog, fortsatte Ruben med at udstille fonografoptagelser på nye måder, som da han udstillede en samling optagelser af den afdøde Peter Schrams sange i forbindelse med dennes død i 1895. Af denne samling er der i dag bevaret én optagelse, som indgår i Ruben-samlingen.
I overgangen til det 20. århundrede blev fonografen billigere og lettere at betjene. Dermed blev den tilgængelig som hjemmeunderholdning for en bredere del af befolkningen.Steen Kaargaard Nielsen og Claus Byrith: Danmarks ældste lydoptagelser - Edisons fonograf i 1890'ernes København, Aarhus Universitetsforlag, 2017,
I Hegermann-Lindencrones hænder 1935-1990
De tidligste overførelser fra fonografvalser til grammofonplader
Efter Gottfried Rubens død i 1897 forblev dele af samlingen i familiens varetægt. I begyndelsen af 1936 donerede sønnen Victor Gottfried Nathan Ruben (1876-1942) tre kasser á (op til) 48 valser til journalist og pladesamler Knud Alexander Berling Hegermann-Lindencrone (1907-94). Senere tilføjedes yderligere tre kasser til Hegermanns samling, der kom fra den beholdning G. Ruben havde overdraget til Polyteknisk Læreanstalt (i dag Danmarks Tekniske Universitet) i sin tid. Pladeselskabet Nordisk Polyphon havde takket nej til samlingen i slutningen af 1935 eller begyndelsen af 1936, og havde opfordret Hegermann-Lindencrone til at kontakte V. Ruben.
I anledning af den berømte danske tenor Vilhelm Herolds (1865-1937) 70 års fødselsdag i 1935 havde Hegermann overført seks valser til tre grammofonplader. Herold havde indsunget på både grammofonplader, der stadig var i omløb, og fonograf, men de tidligste optagelser på fonografvalser var ikke længere tilgængelige i 1935. De overførte valser stammede fra omkring 1901-1903. Dette samarbejde anslås at ligge bag Polyphons ide om at henlede Hegermanns opmærksomhed på Ruben-samlingen og V. Ruben.
I 1936 tog Hegermann-Lindencrone initiativ til at udgive et mindre antal optagelser i Ruben-samlingen på grammonfonplade. Efter at have ligget gemt og glemt i 40 år blev et mindre antal valsers lyd ”paa Foranledning af Radiolytteren, [...] elektrisk overført til Plade af Nordisk Polyphon” (Radiolytteren, 9. februar 1936), overført til shellack-plader og kom således til offentlighedens kendskab. Radiolytteren var et ugemagasin, hvori Hegermann anmeldte grammofonplader og med begejstring omtalte det unikke fund, som Ruben-samlingen var.
I februar 1936 tilbød Hegerman sine læsere en subskription på en pladeudgivelse. Det drejede sig om én plade med sangere og én plade med skuespillere, der alle var tilknyttet Det Kgl. Teater. Der var planer om at lade et lille hæfte følge med pladerne, der skulle rumme transskriptioner af teksterne og andre oplysninger. Pladerne er i dag yderst sjældne.
Overførelsen
Den oprindelige teknik uden elektrisk hjælp blev anvendt i overførelsen. De originale valser afspilledes på en Edison Amberola fonograf fra 1910, som var udstyret med en speciel tonearm koblet til et meget stort horn. Lyden blev herfra optaget af Polyphons indspilningstekniker med den mikrofontype, som pladeselskabet normalt anvendte.
Lyden blev skåret i voks for senere at blive presset til grammofonplade. Redigering af det skårne var ikke muligt. Derfor skulle alt lykkes i én omgang.
Efter 1937 optog Hegermann også en række af Det Kgl. Teaters forestillinger. Af disse optagelser, ca. 1.600 i alt, findes nogle stadig i dag i Hegermann-Lindencrones Båndarkiv på Det Kgl. Teater samt flere er udgivet på plade og CD.
Store dele af Hegermanns pladesamling, herunder de bevarede Ruben-valser, er siden 1990 ved køb indgået i Statsbibliotekets samlinger.
Samlingen i dag I 1990 fik Statsbiblioteket i Aarhus mulighed for at købe Hegermann-Lindencrones fonograf-samling. Denne bestod af ca. 80 Ruben-valser, der primært indeholder tale og sang. Inden dette havde Tony Franzén (en svensk privat samler) allerede købt ca. 70 valser bestående hovedsageligt af instrumentale optagelser. Disse blev solgt videre til Statsbiblioteket i 2007. Revymuseet har derudover overdraget tre valser til biblioteket. To valser vides fortsat at være i privateje.
Statsbibliotekets digitalisering og restaurering thumb|Archeophonen på Statsbiblioteket i Aarhus. I 2004 købte Statsbiblioteket en såkaldt Archeophone (se billede). Dette er en specialdesignet afspiller lavet i yderst begrænset antal af franskmanden Henri Chamoux. Med denne afspiller kunne man begynde arbejdet med at digitalisere samlingen af de danske fonografvalser. Maskinen er designet således, at den slider mindst muligt på de skrøbelige voksvalser. At gøre valserne tilgængelige for den brede offentlighed, vanskeliggøres netop af denne skrøbelighed. Valserne har gennem tiden været udsat for både varme, fugt og endda uhensigtsmæssig afspilning af tidligere ejere.
I august 2007 ankom en af Europas førende eksperter i overførsel af fonografvalser Franz Lechleitner til Aarhus for at se Ruben-valserne. I oktober samme år begyndte han digitaliseringen, som tog en lille uges tid. Lyd-signalerne fra Archeophonen digitaliseredes i en opløsning på 24bit og med en samplingfrekvens på 96kHz.
Problemer i overførslen Der kan især peges på to overordnede problematikker, som har kompliceret digitaliseringsprocessen: En analog problemstilling ved omdrejningstallet og en digital ved den lydlige efterbearbejdning.
Omdrejningstallet: Da der i 1890'erne endnu ikke eksisterede standarder for omdrejningshastigheder på valserne, kendes de varierende omdrejningstal brugt ved optagelserne ikke præcist. Dette har man måtte vurdere fra valse til valse under digitaliseringsprocessen. Claus Byrith og Steen Kaargaard Nielsen fastslår, at det sandsynligvis har ligget på mellem ca. 100 og ca. 150 omdrejninger i minuttet (dette giver en mulighed for en tonal udsvingning på omkring en kvint). Omdrejningstallet er især centralt for de første 80 valser, hvor indholdet hovedsageligt er sang og tale, da det er så godt som umuligt at vide, hvordan disse stemmer har lydt, medmindre man kan sammenligne med andre helst samtidige optagelser med samme kunstnere.
Den digitale efterbearbejdning: I den digitale efterbearbejdning kan nævnes tre centrale problemer, som Claus Byrith har forsøgt (vha. forskelligt software og hardware) at løse. Det drejer sig om 1) store cracks (som kommer af revner eller ridser i valserne), 2) crackling (kan sammenlignes med lyden fra en stegepande) og endelig 'den brusende støj' eller 'hissen' (en grundlæggende støj som befinder sig bag den egentlige nyttelyd).Oplæg af Claus Byrith på Statsbiblioteket, 26. oktober 2016
Samlingens indhold thumb|left|upright|Olaf Poulsen, fotograferet under en gæsteoptræden i Stockholm i 1890.
Opera og skuespil på Det Kgl. Teater thumb| Sceneuddrag fra Genboerne med Olaf Poulsen som Løjtnant von Buddinge18 af valserne i Ruben-samlingen er identificeret som værende optagelser af opera, skuespil og sang fremført af kunstnere med tilknytning til Det Kgl Teater i København. Enkelte valser kan dateres præcist grundet såkaldte slutannonceringer, der siges af den fremførende kunstner i slutningen af optagelsen, som det er tilfældet med optagelsen af Olaf Poulsen i rollen som Løjtnant von Buddinge i syngespillet Genboerne af Jens Christian Hostrup. Poulsen afrunder optagelsen med: ”Olaf Poulsen, september 1894”. Langt de fleste valser er dog udaterede, men kan med stor sandsynlighed dateres til mellem 1890 og 1895, i mange tilfælde på baggrund af avisomtale, annonceringer eller koncertprogrammer. thumb|To arier fra Don Juan med Peter Schram
Tre af de 18 valser er optagelser af danske operasangere heriblandt Peter Schram og Niels Juel Simonsen, der synger arier fra hhv. Mozarts Don Juan og Gounods Faust, i begge tilfælde oversat til dansk. Særligt førstnævnte er interessant, da Schram regnes for den tidligst fødte Mozart-sanger, med hvem en lydoptagelse er bevaret. Schram fremfører sin arie a cappella, mens Simonsen bliver akkompagneret af en ukendt pianist.
Ved siden af de internationalt kendte operaer blev der optaget uddrag af flere danske skuespil. De præsenterer et dramatisk kernerepertoire, som blev opført på nationalscenen og inkluderer stykker af bl.a. andre Ludvig Holberg, Adam Oehlenschläger og Jens Christian Hostrup. Blandt skuespillerne på optagelserne findes nogle af de mest kendte og populære skikkelser i Københavns kulturliv omkring 1890, som Louise Phister, Ludvig Phister, Olaf Poulsen og Emil Poulsen. left|thumb|upright|Viggo Lindstrøm, 1890 (Det Kgl. Bibliotek)
Vaudeville og lystspil thumb|Harald Kolling synger Parnassets direktør fra vaudevillen Redaktionssekretæren