thumb|Tripelalliancekrigens krigsskuepladser.
Tripelalliancekrigen, også kendt som Den paraguayanske krig eller Den store krig, blev udkæmpet i årene 1864-1870 og er en af de blodigste konflikter, som er foregået på det amerikanske kontinent. Den blev udkæmpet mellem Paraguay på den ene side og de allierede lande Argentina, Brasilien og Uruguay på den anden.
Årsagerne til denne krigs begyndelse er omstridte. Som hovedårsager har været påpeget sådanne forhold som efterdønninger efter koloniseringen af Latinamerika, kampen om fysisk herredømme over den strategisk vigtige Rio de la Plata-region, Brasiliens og Argentinas indblanding i den interne politik i Uruguay, britiske økonomiske interesser i regionen samt udvidelsesambitionerne hos den paraguayanske præsident Francisco Solano López.Miguel Angel Centeno, Blood and Debt: War and the Nation-State in Latin America, University Park, PA: Pennsyvania State University Press, 1957. Side 55.
Udfaldet af krigen blev et fuldstændig nederlag for Paraguay. Efter, at tripelalliancen nedkæmpede Paraguay i en konventionel krig, blev konflikten ændret til en udmattende guerillakrig, som efterhånden reducerede hele den paraguayanske befolkning, både den militære og den civile. Et skøn over de totale tab i Paraguay – gennem både krig og sygdom – har været så højt som 1,2 millioner personer eller 90 % af befolkningen før krigen.Byron Farwell, The Encyclopedia of Nineteenth-Century Land Warfare: An Illustrated World View, New York: WW Norton, 2001. Side 824. Et måske mere nøjagtig skøn sætter de paraguayanske tab til ca. 300.000 af de 500-525.000 førkrigs-indbyggere.Jurg Meister, Francisco Solano López Nationalheld oder Kriegsverbrecher?, Osnabrück: Biblio Verlag, 1987. 345, 355, 454-5.
Det tog mange årtier før Paraguay kunne genrejses fra det kaos og den demografiske ubalance, landet var blevet udsat for. Krigen førte til afslutningen på slaveriet og kejserdømmet i Brasilien samt førte til, at militæret fik en nøglerolle i landet. For Argentina blev udfaldet en modernisering af hele landet. Brasilien og Argentina gik efter krigen bort fra sin rolle som interventionister i den interne politik i Uruguay.Scheina, 331.
Indledning
Paraguay før krigen
Historikere har længe ment, at Paraguay udviklede sig anderledes end de andre sydamerikanske lande så længe, det var under ledelse af José Gaspar Rodríguez de Francia (1813 – 1840) og Carlos Antonio López (1841 – 1862). Målet for Francia og Carlos López var at opmuntre til selvforsynende økonomisk udvikling i Paraguay ved at pålægge isolation fra nabolandene.PJ O'Rourke, Give War a Chance. New York: Vintage Books, 1992. Page 47. Tolkningen af historien har imidlertid ændret sig. I 1960- og 1970-erne påstod mange historikere, at Tripelalliancekrigen blev forårsaget af en britisk pseudo-kolonial påvirkning, men i de senere år er disse opfattelser blevet forladt til fordel for arbejder af forfattere som Francisco Doratiotto.Mário Maestri, Revista Espaço Acadêmico, Guerra contra o Paraguai: Da Instauração à Restauração Historiográfica, Ano II, No. 2, januar 2003.
Forhistorie thumb|Før 1800-tallet var det et stort og dårlig afgrenset område, som gik under betegnelsen Paraguay
Portugals kolonisering af Brasilien betød konflikter med Spanien, som ikke kunne løses hverken med Inter Caetera, Tordesillastraktaten eller med nogen af de påfølgende aftaler mellem de iberiske stater (Utrechttraktaten, Madridtraktaten, San Ildefonsotraktaten, Permutatraktaten og så videre). I 1500-tallet havde provinsen og regeringen i Paraguay direkte tilgang til Atlanterhavet ved territorierne Guayra eller Pinería samt ved Ybiazá eller La Vera, det vil sige områder, som i dag modsvarer de brasilianske delstater Paraná og Santa Catarina. Iberiaunionen i 1600-tallet gjorde sit til at reducere konflikterne i regionen, som for en stor del var forårsagede af lusobrasilianske bandeirantes-ekspeditioner.
I denne periode ødelagde bandeiranterne de spanske bosættelser San Vicente de Ybiazá, Ontiveros, Villa Rica del Espíritu Santo I og Ciudad Real del Guayra samt reducerede San Ignacio I, Loreto og Santa Maria del Iguazú med flere. Den lusobrasilianske udvidelse stoppede ikke i Guayra og La Vera, men nåede den øverste del af floden Paraguay efter ødelæggelsen af byen Santiago de Jerez og missionerne i Itatín i floddalen Mbotetey (nu kaldt Rio Miranda af Brasilien). Grænseaftalen mellem de spanske og portugisiske besiddelser var et forsøg på at lægge tøjler på ekspansionen af det portugisiske Brasilien (og snart den brasilianske stat). De geografiske træk, som brasilianerne mente var grænserne, var imidlertid vidt forskellige fra de spanske. Et eksempel på dette, som var en bekymring for Paraguay, var floden Ygurey, som ifølge den spanske og snart paraguayanske mening var den, som brasilianerne kaldte (og kalder) Vacaria i sin øvre del og Ivinheima i den nedre del, mens brasilianerne mente, at Ygurey (eller "Igureí") var en mindre flod, som løber meget længere mod syd og blev kaldt (og kaldes) Carapá af spanierne og guaraní-indianerne.
På denne måde blev grænsen mellem Paraguay og Brasilien sat under deklarationen om Paraguays selvstændighed i 1811 til være nordvest for Ygurey, det vil sige den større del af Parana-floden, og til nordøst var det Blanco-floden, som ender i Paraguay-floden nær Forte Olimpo. Tillige vedligeholdt Paraguay af historiske og befolkningsmæssige grunde sin jurisdiktion mod vest inkluderet zonerne i den nuværende brasilianske delstat Paraná.
I begyndelsen af uafhængighedsperioden fra Kongeriget Spanien, begyndte de brasilianske fjendtligheder igen, men de blev svækkede af to hovedgrunde under regeringen under Jose Gaspar Rodriguez da Francia: en økonomisk politik som var i Brasiliens favør (ved at åbne toldfrie zoner i Itapuá og Forte Olimpo), samt en alliance mod forstærkningerne udført af Rosas i Argentina.
Efter, at Rosas blev afsat i 1852, blev de brasilianske alliancer brudt, og kejserriget Brasilien øgede sit pres mod den paraguayanske republik for, at den skulle acceptere de grænser, som blev krævet af den brasilianske stat. Et forsøg på forsoning var en deklaration om en neutral zone, hvor grænserne måtte blive til ved en fredelig løsning. Men i begyndelsen af 1860-erne fortsatte de brasilianske fjendtligheder at vokse og pagten blev brudt, idet Brasilien grundlagde den stærke by Dourados syd for Ygurey-floden.
Lópezfamiliens regime
Lópezfamiliens regime var kendetegnet af en centralisering uden rum for opbygning af et virkelig borgerligt samfund. Der var ingen forskel mellem den offentlige og private sfære, og Lópezfamilien regerede landet som om, at det var et stort ejendomsgodsLibrary of Congress Country Studies, "Carlos Antonio López." desember 1988. hentet fra URL den 30. desember 2005.
Eksport af te-sorten "Yerba mate" og værdifulde træsorter gjorde, at handelsbalancen var under total kontrol af regeringen.Side 630 fra The Encyclopedia of World History Sixth Edition, Peter N. Stearns (general editor), © 2001 The Houghton Mifflin Company, ved Bartleby.com. Paraguay var ekstremt protektionistisk, accepterede aldrig lån fra udlandet og gennem høje toldsatser nægtede det udenlandske produkter adgang til hjemmemarkedet. Francisco Solano López, søn af Carlos Antonio López, afløste sin fader som præsidentdiktator i 1862 og fortsatte i den samme generelle politiske retning.
På den militære arena derimod udførte Solano López en modernisering og udvidelse som til sidst skulle føre til krig.Robert Cowley, The Reader's Encyclopedia to Military History. New York, New York: Houston Mifflin, 1996. Side 479. Mere end 200 udenlandske teknikere, hyret af regeringen, installerede telegraf- og jernbanelinjer for at hjælpe stål-, tekstil-, papir-, blæk- og krudtindustrien samt marinekonstruktion. Jernværket Ibicuí, bygget i 1850, producerede kanoner, bombekastere og kugler af alle kalibre mens krigsskibe blev byggede på skibsværfterne i Asunción.
Denne udvikling nødvendiggjorde kontakt med det internationale marked, men Paraguay var omgivet af land. Dets havne var alle flodhavne, og skibene måtte sejle ned over floderne Paraguay og Paraná for at komme til flodmundingen i Rio de la Plata og havet. Solano López fremkom med et projekt om at få en havn ved Atlanterhavet: måske planlagde han at oprette et "Stor-Paraguay" ved at erobre en smal del af Brasilien, et landområde som ville knytte Paraguay til kysten.Brandon Valeriano, "A Classification of Interstate War: Typologies and Rivalry." Artikel baseret på foredrag givet den 17-20 marts, 2005 til "International Studies Association" i Montreal. Filen er tilgængelig på , (30. desember 2005).
For at kunne gennemføre sine ekspansionsplaner begyndte López at forberede Paraguays militær. Han styrkede krigsindustrien og mobiliserede et stort antal mænd til hæren. Der var allerede indført obligatorisk militærtjeneste i Paraguay. López igangsatte også intensiv militær træning og byggede befæstninger ved mundingen af Paraguay-floden.
Diplomatisk set ville Solano López alliere sig med Uruguays regerende parti, Blanco-partiet. Dette var også kendt som nationalpartiet. Colorados-partiet havde sine forbindelser til Brasilien og Argentina.Scheina, 313-4.
Politikken omkring Rio de la Plata
Efter, at Brasilien og Argentina havde opnået selvstændighed, prøvede begge lande at få kontrol over Rio de la Plata. Denne kamp mellem regeringerne i Buenos Aires og Rio de Janeiro påvirkede alle diplomatiske og politiske relationer mellem landene i regionen.Whigwham, 118. Brasilien gik næsten til krig mod Argentina to gange på grund af dette.
Regeringen i Buenos Aires planlagde at rekonstruere det gamle territorium under statholderskabet i Rio de la Plata inkluderet Paraguay og Uruguay. De udførte flere forsøg på dette i den første halvdel af det 19. århundrede uden succes, mange gange på grund af brasiliansk intervention. Af frygt for en dominerende argentinsk kontrol foretrak Brasilien en magtbalance i regionen og hjalp Paraguay og Uruguay til at beholde deres suverænitet.
Under portugisisk herredømme var Brasilien det første land til at anerkende uafhængigheden for Paraguay i 1811. Mens Argentina blev regeret af Juan Manuel Rosas (1829 – 1852), en fælles fjende til både Brasilien og Paraguay, bidrog Brasilien til forbedringer af befæstninger og udvikling af den paraguayanske hær ved at sende officerer og teknisk hjælp til Asunción. Eftersom ingen veje knyttede den brasilianske provins Mato Grosso til Rio de Janeiro, måtte brasilianske skibe færdes gennem paraguayanske områder op over Paraguay for at komme til Cuiabá. Brasilien havde mange gange vanskeligheder med at få sejltilladelse af regeringen i Asunción.
Brasilien udførte tre politiske og militære interventioner i Uruguay: i 1851 mod Manuel Oribe for at bekæmpe argentinsk indflydelse i landet, i 1855 efter anmodning fra den uruguayanske regering og Venancio Flores, leder af Colorado-partiet, som traditionelt var støttet af det brasilianske kejserdømme, og i 1864 mod Atanásio Aguirre. Denne sidste intervention skulle vise sig at være lunten til tripelalliancekrigen. Disse interventioner var alle i tråd med ønsket hos briterne om, at Rio de la Plata-regionen skulle forblive opsplittet for at stoppe ethvert forsøg på at monopolisere regionens mineralforekomster.
Interventionen mod Aguirre
I april 1864 drog brasilianske udsendinge ledet af José Antônio Saraiva til Uruguay for at kræve betaling for ødelæggelser af gauchobøndernes områder og ejendomme, som lå i grænsekonflikter med bønder fra Uruguay. Den uruguayanske præsident Atanásio Aguirre fra nationalpartiet afslog de brasilianske krav. Solano López tilbød sig som mægler, men dette blev afslået af Brasilien. López brød derefter alle diplomatiske forbindelser med Brasilien i august 1864 og erklærede de brasilianske troppers okkupation af Uruguay for et angreb på ligevægten i Rio de la Plata-regionen.