thumb|Tavle 5 af digtet. Right|thumb|Lertavle med syndflodsfortælling på akkadisk. Digtet om Gilgamesh eller Gilgamesh-eposset regnes for at være verdens første litterære storværk. Det er beretningen om kong Gilgamesh fra byen Uruk i Mesopotamien.
Digtet er dateret til det tredje dynasti i Ur, ca. 2100 f.v.t.
Historie Eposset blev i 1839 fundet i kong Assurbanipals store kongelige bibliotek i Ninive. Det er skrevet med kileskrift på lertavler og baseret på en årtusinder lang mundtlig overlevering, der har givet fortællingen dets mange variationer.
Sumerisk tradition Digtcyklen skriver sig oprindeligt fra Sumer, og i sumerisk tradition fandtes der fem adskilte digte om Bilgames (det sumeriske navn på Gilgamesh): Bilgames og underverdenen, der begynder: "I de dage, i de fjerne dage..." Bilgames og Agga af Kish (Agga var søn af kong Enmebaragesi, den første mesopotamiske regent, der efterlader sig autentiske indskrifter) Bilgames og Huwawa Bilgames og Himmeltyren Bilgames' død De ældste kendte udgaver af disse sumeriske digte blev nedskrevet som underholdning beregnet for kongehoffet omkring 2100 f.Kr under kong Shulgi i det tredje dynasti i Ur. Adskillige afskrifter på sumerisk blev skabt omkring 1800 f.Kr af babylonske skrivere i Ur og Nippur. At afskrive digtene om Gilgamesh var nemlig en almindelig øvelse for skrivere i den gamle Babylon f.x. under kong Hammurabi. Et digt på sumerisk om Atramhasis (ligesom Bibelens Noa), Da guderne var menneske, blev tidligere taget for at være en del af Gilgamesh-eposset; det passer ikke, men digtet danner grundlaget for den syndflodshistorie, som blev indarbejdet i den babylonske version af eposset.
Gammelbabylonsk version Den mangelfulde version af eposset på gammelbabylonsk (en akkadisk dialekt) begynder med ordene Han overgik alle andre konger og dateres til omkring 1700 f.v.t.
Standardversionen Han, der så dybet Standardversionen af Gilgamesh-eposset i Babylonien og Assyrien kaldes Sha naqba imuru (= Han, der så dybet) efter åbningslinjen og blev samlet og fik sin endelige form på standard-babylonsk af Sin-liqe-uninni omkring 1200 f.v.t. (Med naqbu (= dybet) mentes den kosmiske egn, der tilhørte visdommens gud Ea.) Åbningslinjen i de ældre, sumeriske versioner var Shutur eli sharri (= Han overgik alle andre konger).
Lertavlerne er desværre fulde af ord og vendinger med usikker betydning, og brudstykker mangler helt. Professor Andrew George har restaureret teksten ved at fylde hullerne med tekst hentet fra afskrifter fra andre perioder og andre sprog; f.x. den hittitiske version. "Gilgamesh-serien" udgøres af 11 lertavler med omkring 3.000 linjer. Det, man først troede var tavle 12, er i virkeligheden en linje-for-linje oversættelse til akkadisk af den sidste halvdel af det sumeriske Bilgames-digt; Bilgames og underverdenen.
Denne endelige udgave præsenterer en kanon. Forfatterskab tilskrives i kolofonen chefskriveren og varselspræsten Sin-liqe-uninni fra den kassitiske periode i Babylonien. Eposset blev efter al sandsynlighed fremført for publikum med trommer og lyrer som akkompagnement.
"Gilgamesh-serien" udgøres af 11 lertavler 1. tavle Historien fortælles set fra eftertidens perspektiv. Gilgamesh "overgik alle andre konger", havde al kundskab, fik rejst bymuren omkring Uruk og templet Eanna (sumerisk: e = tempel, hus; anna = himmel) , der var viet til Ishtar og himmelguden Anu. Som søn af den guddommeliggjorte kong Lugalbanda og Ninsun, gudinde for de vilde køer, var Gilgamesh 2/3 gud, med menneskelig skikkelse skænket ham af modergudinden Aruru (Belet-ili) og perfektioneret af visdommens gud Ea; en mand af stor skønhed og fysisk styrke. Han gravede brønde, der skabte oaser, og genrejste kultsamlingsstederne, der var blevet ødelagt af Syndfloden. Imidlertid var Gilgamesh en tyran mod sit folk; han voldtog de kvinder, han syntes om, og undertrykte Uruks indbyggere med hård hånd, ved blandt andet at håndhæve "retten til den første nat". I sin nød bad folket byens gud Anu om hjælp. Anu tilrådede, at modergudinden Aruru skabte en vildmand, Enkidu, i vildmarken udenfor Uruk. Vildmanden var lige så stærk som Gilgamesh og egnet til at opholde ham.
En jæger opdagede Enkidu, der løb nøgen rundt blandt de vilde dyr. Jægerens far rådede ham til at hente tempelskøgen Shamhat, så hun kunne få vildmanden tæmmet. Shamhat sagde sig villig og gik ud til vandhullet, hvor de vilde dyr samledes, og bød sig frem til Enkidu. Han sagde ja, og efter seks dage og syv nætter sammen med skøgen, følte han sig svag og besudlet, men havde til gengæld fået fornuft og indsigt. Til gengæld skyede dyrene ham. Shamhat fortalte Enkidu om Gilgamesh' to drømme, forud for skabelsen af Enkidu. I den ene drøm faldt en meteorit til jorden, så stor, at Gilgamesh ikke kunne løfte den. Folket samlede sig om den, og Gilgamesh omfavnede den, som var den hans kone. Hans mor Ninsun tolkede drømmen til, at en kammerat ville frelse ham og blive hans jævnbyrdige. I den anden drøm dukkede en økse op midt i gaden. Folket stimlede sammen om den, og Gilgamesh omfavnede den, som var den hans kone. Ninsun tolkede denne drøm på samme vis som den første.
2. tavle Efter en uge sammen med Shamhat, havde Enkidu vasket og barberet sig, og hyrderne lærte ham at passe fårene og gav ham brød, øl og tøj. En mand fortalte ham også om en kommende bryllupsfejring. At Gilgamesh forlangte at være den første for bruden, gjorde Enkidu vred, og han skyndte sig til Uruk, hvor folk bemærkede hans lighed med Gilgamesh. Enkidu spærrede døren til brudekammeret for kongen, og de to sloges voldsomt, til kongen vandt. De to omfavnede så hinanden og blev hengivne venner livet ud. Gilgamesh præsenterede Enkidu for sin mor; og Enkidu, der hverken havde forældre eller søskende, brast i gråd. Uden videre foreslog kongen så en rejse til Cedertræsskoven for at hugge et træ ned. For at kunne det, var man nødt til at dræbe træets vogter, dæmonen Humbaba skabt af Enlil. Enkidu kendte Humbaba fra sin tid i skoven ("hans stemme er som Syndfloden, hans tale er ild, og hans ånde er døden" - kun stormguden Adad var mere skrækkelig). Gilgamesh fik alligevel vennen overtalt med ord, der minder om Prædikerens Bog: "Menneskets dage er talte - hvad han end gør, er det kun som vind."
3. tavle Byens ældste protesterede mod kongens rejseplaner, med gav til sidst efter. De lagde hans liv i Enkidus hænder. Kongens mor klagede til solguden Shamash over sin søns skæbne, og hvorfor havde guden givet ham et så rastløst sind? Hun bad om solgudens beskyttelse for de to rejsefæller og udtrykte sit håb om, at Gilgamesh en gang vil blive guddommeliggjort. Han og Enkidu udførte ritualer for at sikre en tryg rejse; men helt til det sidste advarede Enkidu kongen mod foretagendet.
4. tavle thumb|Et cedertræ. Rejsen til Cedertræsskoven tog halvanden måned. Hver tredje dag slog de lejr og gravede efter vand. Gilgamesh bad til Shamash om en drøm, og Enkidu byggede et hus til drømmeguden som en opmuntring. Han vogtede drømmehusets indgang, når kongen drømte. Shamash sendte Gilgamesh profetiske drømme. Efter den første drøm, vågnede kongen forskræmt og fortalte, at et bjerg var faldet ned. Enkidu tolkede det positivt: "Bjerget i drømmen var Humbaba, vi skal fange og dræbe ham og smide hans lig i ødemarken!" Den næste drøm drejede sig om en kamp med en vild tyr, men Enkidu beroligede kongen: "Den vilde tyr var Shamash, beskytteren... Den, der gav dig vand at drikke, er din personlige gud, der bringer dig ære: Lugalbanda." Flere mareridt fulgte, men Enkidu tolkede dem altid til noget positivt. Til sidst tabte han alligevel modet; men kongen opmuntrede ham. "Da de to nåede den eviggrønne skov, tav de og blev stående stille."
5. tavle De to rejsefæller beundrede den skyggefulde skov og Cedertræsbjerget, hvor guder og gudinder var bosat. Humbaba hørte dem og kom stormende. Han kaldte Enkidu "du søn af en fisk, som ikke engang kender din egen far", og truede Gilgamesh med at " fodre den skrigende grib og ørnen med dit kød!" Shamash sendte voldsomme vinde mod Humbaba, som endte med at bede for sit liv og tilbyde Gilgamesh alle sine træer i bytte; men Enkidu insisterede på, at kongen skulle dræbe ham for at sikre sit ry, selv om guderne ville blive vrede. Humbaba gjorde nar af kongen, der lyttede til råd fra sin tjener; og spåede Enkidu, at hans liv ville blive kort. Gilgamesh halshuggede Humbaba. Bjergene rystede. [Noget af det følgende er fra en gammelbabylonsk version.] Gilgamesh dræbte også alle Humbabas syv auraer. Gilgamesh og Enkidu fældede nogle af træerne i Cedertræsskoven, især de højeste træer, for at bygge en cedertræsport i Uruk. De byggede en flåde af ceder og sejlede hjem til Uruk på floden Eufrat med Humbabas hoved.
6. tavle Tilbage i Uruk iførte Gilgamesh sig sit kongelige skrud. Kærlighedsgudinden Ishtar friede til ham, men han sagde nej og remsede alle hendes jordiske elskere op, og den skæbne, de fik - såsom Dumuzi (Tammuz), som hun havde dømt til at tilbringe det halve år i underverdenen, og hendes fars gartner Ishullanu, som hun havde omskabt til en dværg. Blandt meget andet sammenlignede han hende med "en sko, der bider ejerens fødder." Grædende af raseri bad Ishtar sin far, himmelguden Anu, om at måtte få Himmeltyren (som vi kalder Karlsvognen). Hun ville rasere Uruk, ellers slap hun de døde ud af underverdenen for at fortære de levende. Anu gav efter for sin datter, og hun ledede Himmeltyren efter sig ind i Uruk. Den hærgede løs; hver gang den snøftede, åbnede der sig huller i jorden, og hundreder af mennesker styrtede i døden. Også Enkidu var nær blevet dræbt, men klarede at gribe fat i tyrens hale og fik Gilgamesh til at dræbe den med sin kniv mod et punkt bagved hornene. De ofrede tyrens hjerte til Shamash. Ishtar forbandede Gilgamesh for hans udtalelser om hende og for tyredrabet. Da Enkidu hørte det, sled han tyrens bagpart løs og smed den i ansigtet på Ishtar: "Hvis jeg bare fik fat på dig, gjorde jeg det samme ved dig! Jeg ville ha' draperet hans indvolde over dine arme!" erklærede han. Ishtar samlede sine tempelkvinder og skøger for at klage over tyrens død, mens Gilgamesh pralede til sine mænd af at have nedkæmpet selve Himmeltyren.
7. Tavle 180px|thumb|"Tilbederen i Larsa", en votivgave fra kong Hammurabi til guden Amurru. Louvre. Enkidu havde en drøm om gudernes råd, hvori Enlil erklærede, at Enkidu skulle dø for drabene på Himmeltyren og Humbaba og for at have fældet cedertræer. Solguden Shamash forsvarede ham: "Var det ikke på min ordre, at de dræbte Himmeltyren og Humbaba!" Enkidu fortalte Gilgamesh, at han snart skulle dø, og i sit delirium talte han til cedertræsporten, som om den var et menneske. Havde han kendt sin skæbne, havde han i stedet bragt træet til Shamash-templet i Larsa og bedt for sit liv direkte til Shamash. Han og Gilgamesh græd sammen, og kongen bad guderne om at spare vennens liv. Enkidu forbandede jægeren, der fandt ham, og især tempelskøgen Shamhat, som han ønskede alt ondt som straf for, at hun havde svækket og besudlet ham. Men solguden påpegede, at Shamhat havde behandlet ham pænt; og gennem hende lærte han Gilgamesh at kende. Derefter velsignede Enkidu skøgen og spåede hende mange elskere, deriblandt en rig mand, der forlader sin kone. I en drøm kom en stor dæmon til Enkidu, forvandlede ham til en due og tog ham med til "mørkets hus" Irkalla (underverdenen), de dødes hjem. Der herskede Ereshkigal og hendes skriver, gudinden Belet-seri (= Herskerinde over ørkenen), som spurgte, hvem der kom med ham. [50 linjer er tabt.] Enkidu kaldte på kongen, da døden nærmede sig, så Gilgamesh var ved hans side.
8. tavle