Kongō (金剛, "uudslettelig", opkaldt efter Kongō-bjerget var et krigsskib i den Kejserlige japanske flåde under 1. og 2. Verdenskrig. Det var den første slagkrydser i Kongō-klassen, som var blandt de tungest bevæbnede skibe, da den blev bygget. Den blev tegnet af den britiske skibsingeniør George Thurston. Kølen blev lagt i 1911 i Barrow-in-Furness i Storbritannien af Vickers Shipbuilding Company. Kongō var det sidste japanske slagskib, som blev bygget udenfor Japan. Det blev taget i brug i 1913, og patruljerede ud for Kinas kyst under 1. Verdenskrig.
Kongō gennemgik to store ombygninger. I 1929 ombyggede den kejserlige japanske flåde det til et slagskib ved at forstærke pansringen og forbedre motoren og forøge hastigheden. I 1935 blev overbygningen ombygget totalt, hastigheden øget og der blev installeret katapulter til flyvebåde. Da den ikke var hurtig nok til at følge med Japans voksende flåde af hangarskibe blev Kongō omklassificeret til et hurtigt slagskib. Under den anden kinesisk-japanske krig opererede Kongō ud for kysten af det kontinentale Kina inden den blev overført til Tredje slagskibsdivision i 1941. I 1942 var den en del af Sydlige styrke under forberedelsen af slaget om Singapore.
Kongō deltog i mange store søslag i Stillehavskrigen under 2. verdenskrig. Den dækkede den japanske hærs ambifielandgang i Britisk Malaya, som er en del af vore dages Malaysia) og i Hollandsk Ostindien (nu Indonesien) i 1942, inden den kom i kamp med amerikanske styrker under slaget om Midway og slaget om Guadalcanal. Igennem 1943 lå Kongō det meste af tiden i Truk lagunen i Carolinerne, i flådebasen i Kure nær Hiroshima), Sadebo flådebasen nær Nagasaki, og ved Linggaøerne, men blev indsat flere gange som reaktion på amerikanske hangarskibes luftangreb mod japanske øbaser i Stillehavet. Kongō deltog i slaget i det Filippinske hav og slaget om Leyte Gulf i 1944 (22.-23. oktober), hvor de angreb og sænkede amerikanske flådefartøjer i det sidste. Kongō blev torpederet og sænket af undervandsbåden USS Sealion mens den var på vej gennem Formosastrædet den 21. november 1944. Det var det eneste japanske slagskib, som blev sænket af en undervandsbåd under 2. Verdenskrig, og det sidste slagskib som blev sænket af en undervandsbåd i det hele taget.
Udformning og bygning
Kongō var den første i den kejserlige japanske flådes Kongō-klasse slagkrydsere, som var næsten lige så store, dyre og velbevæbnede som slagskibe, men som gav køb på pansring til fordel for hastighed. Disse skibe blev tegnet af den britiske skibsingeniør George Thurston og blev bestilt i 1910 i forbindelse med den japanske hastelov om flådebyggeri efter ibrugtagningen af HMS Invincible i 1908. Disse fire slagkrydsere i Kongō klassen blev bygget så de kunne matche de slagkrydsere som de andre store flådemagter byggede på daværende tidspunkt, og de er blevet kaldt for slagkrydserudgaven af den britiske (tidligere osmanniske) slagskibe HMS Erin.Gardiner and Gray (1980), p. 234Jackson (2008), p. 27 Deres svære skyts bestod af 14 tommer flådekanoner og deres pansring, som udgjorde omkring 23,3% af deres samlede vægt i 1913, var langt overlegent i forhold til noget andet skib i den japanske flåde på daværende tidspunkt.
Kølen blev lagt i Barrow-in-Furness af Vickers Shipbuilding and Engineering den 17. januar 1911. Ifølge Japans kontrakt med Vickers, skulle det første skib i klassen bygges i Storbritannien, mens de øvrige skulle bygges i Japan. Kongō blev søsat den 18. maj og herefter flyttet til Portsmouth, England, hvor færdiggørelsen begyndte i midten af 1912. Alle dele, som blev anvendt i skibet, blev fremstillet i Storbritannien. Kongo var færdig den 16. april 1913.
Bevæbning Kongōs hovedskyts bestod af otte 14-tommers skibskanoner i fire dobbelttårne (To foran og to agter). Den amerikanske flådes efterretningstjeneste noterede sig, at tårnene "lignede de britiske 15-tommer tårne", med forbedringer med hensyn til gøre dem uigennemtrængelige for stikflammer. Hver af kanonerne kunne affyre højeksplosive og panserbrydende granater ud til en afstand af godt 35 km - ca. 2 i minuttet. I overensstemmelse med den japanske doktrin om at indsætte kraftigere skibe inden fjenden gjorde, var Kongō og dens søsterskibe de første i verden, som var udstyret med 14-tommer kanoner.Jackson (2000), p. 48 I magasinerne var der granater til 90 salver og den forventede levetid på et kanonrør var på mellem 250 og 280 skud. I 1941 blev der indført særskilte farver blæk i de panserbrydende granater i de fireslagkrydsere i Kongō-klassen for at hjælpe ved målberegningen. Kongōs panserbrydende granater brugte rød farve.
Det sekundære skyts på Kongō bestod oprindelig af seksten 15 cm/kaliber 50 kanoner i enkeltkasematter, som alle var placeret midtskibs, otte 7,6 cm kanoner og otte undervands 53 cm torpedorør. ("kaliber 50" betyder at kanonrørets længde var 50 gange granatens bredde - dvs. 7,5 m.) Dens 15 cm skibskanoner kunne affyre fem eller seks granater i minuttet, og kanonrørene kunne holde til omkring 500 skud. 15 cm/kaliber 50 kanonerne kunne affyre såvel antiluftskyts granater som granater mod mål på jorden, og end placeringen af disse kanoner gjorde det særdeles upraktisk at beskyde mål i luften. Under den anden ombygning blev de ældre 7,6 cm kanoner fjernet og udskiftet med 8 12,7 cm/kaliber 40 kanoner, som kunne afskyde mellem 8 og 14 skud i minuttet og holdt til mellem 800 og 1.500 granataffyringer. Blandt Kongōs kanoner var det 12,7 cm kanonerne, som var de mest alsidige, idet de kunne benytte antiluftskyts-, antiskibs- og lysgranater. Kongō var også udstyret med et stort antal 25 mm antiluftskyts maskinkanoner. I oktober 1944 var Kongōs sekundære skyts blevet ændret til otte 153 mm kanoner og 122 hurtigtskydende 25 mm antiluftskyts maskinkanoner.Stille (2008), p. 16.
Tjenestetid
1913–1929: slagkrydser thumb|right|Kongō som slagkrydser, før 1927.
Den 16. august 1913 var Kongō færdig og blev overdraget til den kejserlige japanske flåde. Tolv dage senere forlod skibet Portsmouth og satte kurs mod Japan.Stille (2008), p. 14 Den gjorde ophold i Singapore fra 20.-27. oktober inden den ankom til flådestationen i Yokosuka den 5. november, hvor den blev overført til første reserve. I januar 1914 ankrede den op ved flådebasen i Kure for at få kontrolleret kanonerne. Den 3. august erklærede det Tyske kejserrige krig mod Frankrig, og invaderede herefter Belgien, hvilket udløste krigen på Vestfronten. Tolv dage senere afsendte Japan en advarsel til kejser Wilhelm 2. af Tyskland om at trække de tyske tropper tilbage fra deres base i Tsingtao i Kina. Da det tyske kejserrige ikke svarede, erklærede Japan Tyskland krig den 23. august og besatte de tidligere tyske besiddelser i Carolinerne, Palauøerne, Marshalløerne og Marianerne. Kongō blev hurtigt indsat i det centrale Stillehav for at afpatruljere det tyske kejserriges forbindelseslinjer til søs. Kongō vendte tilbage til havnen i Yokosuka den 12. september, og en måned senere blev den overført til første slagskibsdivision. I oktober sejlede Kongō og dens nye søsterskib Hiei til kinakysten for at støtte den japanske hærs enheder under belejringen af Tsingtao. Herefter vendte Kongō til flådehavnen i Sasebo ved Nagasaki for at få opgraderet sine søgelys. Den 3. oktober 1915 deltog Kongō og Hiei i sænkningen af det gamle russiske slagskib Imperator Nikolai I som et øvemål. Det var et russisk slagskib fra før Dreadnought, som var blevet erobret i 1905 under den russisk-japanske krig og havde siden gjort tjeneste i den japanske flåde.McLaughlin (2003), pp. 44–45 Da den britiske flåde havde besejret den tyske eskadre i Østasien i slaget ved Falklandsøerne i december 1914, var der ikke det store behov for flådeoperationer i Stillehavet. Kongō tilbragte resten af 1. verdenskrig enten på basen i Sasebo, eller på patrulje ud for Kinas kyst. I december 1918 efter våbenstilstanden der sluttede 1. verdenskrig, blev Kongō overført til 2. reserve. I april 1919 blev den udstyret med et nyt system til oversvømmelse af magasinerne med havvand.
Med afslutningen af 1. Verdenskrig og underskrivelsen af Washington flådetraktaten den 6. februar 1922, blev størrelsen af den japanske flåde underlagt en betydelig begrænsning i forholdet 5:5:3 mellem slagskibene i Storbritannien, De Forenede Stater og kejserriget Japan, idet den sidste kun havde ansvar for et ocean, i modsætning til de andre to landes to, og med færre krigsskibe til Frankrig og Italien.Jackson (2000), p. 67. Denne traktat forbød også underskriverne at bygge nye slagskibe før 1931, og ingen slagskibe måtte måtte have et deplacement på mere end 36.000 ton.Jackson (2000), p. 68. Under forudsætning af at nye tilføjelser ikke udgjorde mere end 3.000 ton deplacement var det tilladt at opgradere eksisterende slagskibe med forbedret anti-torpedo udstyr og pansrede hoveddæk. På det tidspunkt hvor Washington flådetraktaten var fuldt gennemført i Japan, var der kun tre klasser af slagskibe fra 1. Verdenskrig i tjeneste: Ise-klassen af slagskibe, Kongō-klassen af slagkrydsere og Fusō-slagskibene.Jackson (2000), p. 69
I april 1923 sejlede kejser Hirohito på officielt besøg til den japanske besiddelse Taiwan i Kongō. I november 1924 blev Kongo sat i dok ved Yokosuka, hvor der blev lavet modifikationer af dens hovedbevæbning, hvilket gjorde det muligt at hæve kanonløbene mere og den fik forbedrede ildledningssystemer. I 1927 gennemgik Kongō større ændringer i overbygningen, så den blev ombygget til en pagode-type for at gøre plads til det stigende antal ildledningssystemer til hovedbevæbningen.Stille (2008), p. 15 I maj 1928 blev styringen opgraderet inden skibet blev sat i reserve som forberedelse til en større ombygning og ændring i 1929–31.
1929–1935: Ombygning til slagskib thumb|left|Kongō i 1931 efter den første ombygning Da det i overensstemmelse med Washington traktaten var forbudt at bygge nye slagskibe indtil 1931, valgte Japan i stedet at opgradere deres gamle slagskibe og slagkrydsere fra 1. Verdenskrig. Fra september 1929 undergik Kongō en omfattende modernisering og ombygning i tørdok på Yokosuka flådebasen. I løbet af de næste to år blev Kongōs vandrette pansring ved magasinerne forstærket og maskinrummene i skroget fik bedre beskyttelse mod torpedoer. Anti-torpedo udposninger blev tilføjet langs vandlinjen, som det var tilladt i Washington traktaten. Den blev ombygget, så den kunne medtage tre Type 90 Model 0 vandflyvere, men fik ingen katapult monteret. For at forøge dens hastighed og motorkraft blev alle dens 36 Yarrow kedler fjernet og udskiftet med 16 nye kedler og der blev installeret Brown-Curtis direct-drive turbiner. Kongōs forreste skorsten blev fjernet og den anden skorsten blev forstørret og forlænget. Modifikationerne på skroget forøgede panserets vægt fra 6.6002 ton til 10.468 ton, hvilket var en overtrædelse af Washington flådetraktaten. I marts 1931, blev Kongō, som nu kunne skyde en fart af 29 knob, omklassificeret som slagskib.
Den 22. april 1930 underskrev Japan London flådetraktaten, som lagde yderligere begrænsninger på underskrivernes flådestyrker. Adskillige af de gamle slagskibe blev skrottet og inden nye slagskibe blev bygget i stedet.Jackson (2000), p. 72. Efter mindre udrustningsarbejder blev genopbygningen af Kongō indledt i september 1929 og blev erklæret for afsluttet den 31. marts 1931. Den 1. december 1931, to måneder efter Japans invasion af Manchuriet, blev Kongō tildelt den 1. flåde og også udpeget til flagskib for den kombinerede flåde. Yderligere afstandsmålere og søgelys blev installeret i dens overbygning i januar 1932, og kommandør Nobutake Kondō overtog kommandoen over skibet i december. I 1933 blev der installeret fly-katapulter mellem de to kanontårne agter.