Belejringen af Antwerpen (, , ) var et slag mellem tyske og belgiske, britiske og franske armeer omkring den befæstede by Antwerpen under 1. verdenskrig. Tyske tropper belejrede en belgisk garnison af fæstningstropper, den belgiske feltarmé og den britiske Royal Naval Division i Antwerpen-området efter den tyske invasion af Belgien i august 1914. Byen, som var omgivet af forter, der blev kaldt den nationale skanse, blev belejret i syd og øst af tyske styrker. De belgiske styrker i Antwerpen gennemførte tre udfald i slutningen af september og begyndelsen af oktober. Det forstyrrede tyske planer om at sende tropper til Frankrig, hvor der var brug for forstærkninger til at imødegå de franske armeer og det British Expeditionary Force (BEF).
Et tysk bombardement af de belgiske befæstninger med tungt og supertungt artilleri blev indledt den 28. september. Den belgiske garnison havde intet håb om sejr, hvis ikke den blev undsat. Trods den britiske marinedivision 3. oktober gennembrød tyskerne den ydre ring af forter lykkedes det ikke. Da den tyske fremrykning begyndte at stramme sammen om en korridor vestfra til byen langs den hollandske grænse til kysten, gennem hvilken belgierne i Antwerpen havde holdt kontakt med resten af det ubesatte Belgien, indledte den belgiske felthær en tilbagetrækning til kysten. Den 9. oktober overgav den tilbageværende garnison sig, tyskerne besatte byen og nogle britiske og belgiske tropper undslap til Holland mod nord og blev interneret der resten af krigen. Belgiske tropper fra Antwerpen trak sig tilbage til Yser floden, tæt på den franske grænse, og gravede sig ned for at indlede forsvaret af den sidste ubesatte del af Belgien og udkæmpe slaget ved Yser mod den 4. tyske armé i oktober og november 1914. Den belgiske armé holdt ud i området til den i slutningen af 1918 deltog i den allierede befrielse af Belgien.
Baggrund
Strategisk sammenhæng thumb|Belgiske fæstningstropper i Antwerpen, 1914 Byen Antwerpen blev forsvaret af talrige forter og andre forsvarsstillinger under ledelse af militærguvernør general Victor Deguise og blev anset for at være uindtagelig. Siden 1880'erne havde belgisk forsvarsplanlægning været baseret på at holde en barriere af forter langs Meuse ved Liege, og der hvor Meuse og Sambre floderne løb sammen ved Namur. Det havde det formål at forhindre franske eller tyske hære i at krydse floden med mulighed for at trække sig tilbage til den nationale skanse ved Antwerpen, som en sidste mulighed til de europæiske stormagter, som garanterede Belgiens neutralitet, kunne intervenere. Den nationale skanse bestod af et dusin ældre forter omkring 5 km fra byen. De var bygget i 1860'erne med en enceinte omkring byen ned mod Schelde mundingen i hver ende og med oversvømmede grøfter omkring enceinten og forterne. Hovedforsvarslinjen bestod af en ring af 10-15 km udenfor byen, som var bygget efter 1882. En gruppe på to forter og tre kystbatterier forsvarede Schelde, og der var forberedt oversvømmelser. Forter bygget ved Liège og Namur ved Meuse var af lignende model for at være "barrierer og brohoveder", en forreste forsvarslinje i tilfælde af en invasion fra øst eller sydøst.
Tysk invasion
Den 2. august 1914 nægtede Belgiens regering tyske tropper at passere gennem landet til Frankrig, og natten mellem den 3. og 4. august beordrede den belgiske generalstab 3. division til Liège for at obstruere den tyske fremrykning. Tyskland invaderede Belgien om morgenen den 4. august. Dækket af 3. division, fæstningsgarnisonen i Liège, en skærm af kavaleridivisioner og enheder fra Liège og Namur sluttede den belgiske hær op ved floden Geta, og den 4. august havde 1. division samlet sig ved Tienen, 5. division ved Perwez, 2. division ved Leuven og 6. division ved Wavre, hvor de dækkede det centrale og vestlige Belgien og forbindelsen til Antwerpen. Tysk kavaleri dukkede op ved Visé tidligt den 4. august og fandt broen ødelagt og belgiske tropper på vestbredden. Tyskerne fandt et vadested, krydsede floden og tvang belgierne til at trække sig tilbage mod Liège. Samme aften stod det klart for den belgiske overkommando, at 3. division og garnisonen i Liège stod i vejen for en stor invasionsstyrke.
thumb|left|Kort over befæstningerne omkring Antwerpen i august 1914 Den 5. august begyndte belejringen af Liège, da tyskerne forsøgte at erobre den befæstede by Liège ved et overraskelsesangreb og derpå forsøgte et natangreb, som brød sammen i forvirring til general Erich Ludendorff fik styr på infanteriet. Ludendorff angreb igen omkring middag den 6. august og stødte ikke på modstand i byen. Den belgiske 3. division var trukket tilbage til Gete, og tyske Jägerenheder (let infanteri) begyndte at rykke nordpå til Diest og Hasselt. Den 12. august angreb tysk kavaleri og Jägere i slaget ved Haelen og blev drevet tilbage efter et ti timer langt slag. Den 17. august havde et stort antal tyske tropper krydset grænsen til Belgien mellem Meuse, Demer og Gete trods de ødelæggelser, som den belgiske hær og den paramilitære Garde Civique havde foretaget. De belgiske stillinger på den højre (sydlige) flanke af Gete var truet af en omgående bevægelse gennem Huy. Den 18. august angreb tyskerne igen og erobrede Halen, gik ind i Tienen og angreb 1. division frontalt på den nordlige flanke. Det afviste 1. division, omend med stort besvær.
Med den viden at fem tyske korps og seks reservekorps var i Belgien og uden støtte fra den franske armé og British Expeditionary Force fik den belgiske felthær ordre til at trække sig tilbage mod Antwerpen om aftenen den 18. august. Den ankom den 20. august uden megen indblanding fra den tyske fortrop, bortset fra en træfning mellem 1. division og det tyske 9. korps ved Tienen, hvor belgierne led tab på Bruxelles, den belgiske hovedstad, blev erobret den 20. august samtidig med, at den belgiske felthær ankom ved Antwerpen. Namur faldt den 24. august, samtidig med at felthæren afgik fra Antwerpen mod Bruxelles. Den belgiske regering under Charles de Broqueville forlod Bruxelles og flyttede til Antwerpen for at undgå at blive fanget af tyskerne, som udskilte 3. reservekorps fra 1. armé til at dække byen fra stillinger på begge sider af Dyle-kanalen. En brigade fra 4. reservekorps blev sendt ind for at besætte Bruxelles. 9. reservekorps fik ordre til at rykke til Antwerpen den 22. august.
Optakt
Den tyske angrebsplan Som led i Alfred von Schlieffens og senere von Moltkes plan mellem 1898 og 1914, var der en plan om at isolere Antwerpen for at imødegå muligheden af, at belgiske styrker forstærket med britiske kunne true de tyske armeers nordflanke under invasionen af Frankrig. Planen forudså indsættelse af 11 divisioner fra syv reservekorps øst for den nationale skanse, hvor oversvømmelser var umulige. I 1914 blev belejringen udført af kun seks divisioner, hvoraf en måtte bruges til at bevogte Liège–Bruxelles jernbanen mellem Tienen og Bruxelles og området mellem Bruxelles og Antwerpen. Beseler opgav førkrigsplanen og gennemførte et angreb fra syd for Antwerpen mod forterne Walem, Sint-Katelijne-Waver og derpå en udvidelse nordpå i området ved forterne ved Koningshooikt, Lier, Kessel, fire mellemværker, floden Nete og en oversvømmelse omkring 400 meter bred. 6. og 5. reserve marine og 4. Ersatz Division tvang belgiske forposter 6-8 km tilbage den 28. september og dannede en dækningslinje fra Nete til Schelde ved Mechelen. Bag dækningslinjen blev der opstillet belejringsartilleri øst og syd for Mechelen, klar til at indlede et bombardement af forterne Sint-Katelijne-Waver og Walem og Dorpveld, og Bosbeek-skanserne nordøst for Sint-Katelijne-Waver blev angrebet med 20 cm morterer og feltforsvaret mellem forterne, Nete broerne og Antwerpen vandstillingerne nord for Walem blev bombarderet af andre svære kanoner.
Belgiske forsvarsforberedelser Belgiske ingeniører havde arbejdet med at bygge forsvarsstillinger omkring Antwerpen siden begyndelsen af krigen, og stillinger mellem forterne var blevet opført, oversvømmelser etableret og forterrænnet ryddet for forhindringer. Rydningerne viste sig uheldige, da det gjorde forterne synlige. Skyttegrave kunne kun graves en meter dybe på grund af det høje grundvandsspejl og havde ingen overdækning. Under den tyske fremrykning til Mechelen besatte den belgiske armé den 4. sektor mellem 3. sektor og Schelde, kun lette styrker holdt 3. sektor og 4. division holdt sektoren omkring Dendermonde. 1. og 2. division blev sendt til 3. sektor og 5. division lå i reserve bag dem.
Belejringen
Første udfald, 24.–26. august
thumb|Antwerpen: første udfald, 25.–26. august Den belgiske hær foretog et første udfald fra Antwerpen for at hjælpe franske og britiske tropper, der var i kamp ved Sambre og ved Mons kanalen. Operationen havde til formål at distrahere 3. og 9. reservekorps, som observerede Antwerpen og afskære tysk kommunikation gennem Leuven og Bruxelles. Efter rekognoscering den 24. august rykkede fire divisioner sydpå fra Mechelen næste dag. Det efterlod en division infanteri og kavaleridivisionen i reserve. Udfaldet blev stoppet den 26. august efter efterretning om, at briterne og franskmændene havde trukket sig tilbage, og at Joseph Joffre, den øverstkommanderende for den franske armé, ikke havde til hensigt at angribe med det samme. De belgiske styrker vendte tilbage til Antwerpen. Natten mellem den 25. og 26. august blev byen bombarderet af tyske Zeppeliner luftskibe. Ti belgiske civile blev dræbt, men bombardementet slog fejl med hensyn til at undergrave moralen i garnisonen. Den 27. førte rapporter til tyske overkommando OHL til at von Moltke troede, at den belgiske armé havde mistet sin offensive kapacitet og beordrede brigaden fra 4. reservekorps i Bruxelles til at rykke sydpå og slutte sig til korpset ved Péronne. Den 2. september rapporterede tyske efterretningskilder i Bruxelles at ca. 40.000 britiske tropper var gået i land ved Ostende, havde besat kysten vestpå til Boulogne og forstærkede den belgiske armé i Antwerpen. Beseler angreb den 4. september med tre divisioner på hver side af Schelde mod Termonde og erobrede fæstninger og sprængte broerne mod nord.
Andet udfald, 9.–13. september
thumb|Antwerpen: andet udfald, 9.–13. september Efter afslutningen af det første udfald sluttede den belgiske felthær sig til fæstningstropperne og forbedrede forsvaret mellem forterne, mens de tyske belejrere konsoliderede deres stillinger på den øst-vestlige linje 13 nord for Bruxelles og 6-8 km fra de ydre forter. Den 31. august fik Beseler ansvar for at de tyske styrker var i sikkerhed mod undsætningsforsøg vestfra. Landsturm bataljoner blev overført fra den Generalgouverneur, som var udpeget til at administrere det besatte Belgien, feltmarskal Von der Goltz og en division fra det tyske marinekorps blev beordret til området. Den 1. september fik belgierne besked om, at tyskerne var i færd med at forberede en fremrykning mod den belgiske vestlige flanke ved Schelde ved Dendermonde. De belgiske hærledere havde modtaget rapporter om at 9. tyske reservekorps og 6. division fra 3. reservekorps var ved at blive afløst af Marine divisionen og Landwehr tropper. Tyskerne havde modtaget rapporter fra agenter om et nært forestående udfald fra Antwerpen, troppekoncentrationer i det vestlige Belgien og det nordlige Frankrig og ankomsten af britiske tropper til Ostende. Med koncentrationen af flere tropper og Landsturm ved Bruxelles i gang forårsagede rapporterne ingen alarm.