thumb|Sultan Qaboos’ store moské i Muscat, Oman, anses af mange for at være det vigtigste monument forbundet med ibadismen. Ibadisme eller ibadiyya er en retning inden for islam på linje med sunnisme og shiisme og regnes almindeligvis som den eneste fortsættende gren af khariji-traditionen. Ibadimuslimer findes især i Oman, hvor de udgør omkring tre fjerdedele af befolkningen, samt på Zanzibar og i dele af Nord- og Østafrika, herunder Algeriet, Libyen og Tunesien. Det samlede antal ibadimuslimer i verden er anslået til knap tre millioner, hvoraf omkring en kvart million lever uden for Oman.
Vestlige historikere og de fleste muslimer opfatter ibaditterne som efterkommere af kharijitterne, der udskilte sig fra det øvrige muslimske samfund i 600- og 700-tallet, mens ibaditterne selv afviser en direkte nedstamning og i stedet mener, at de to grupper udviklede sig fra de samme forløbere.Valerie Jon Hoffman (2012). The Essentials of Ibadi Islam. Syracuse University Press. s. 3. . Bevægelsens sandsynlige grundlægger var ʿAbd Allāh ibn ʿIbād, der levede i det 1. århundrede AH. Han indtog en langt mere moderat holdning end andre kharijitter og betragtede ikke ikke-kharijitter som , dvs. personer skyldige i shirk. Som følge heraf afviste ibaditterne politiske attentater som kampmiddel og tillod desuden ægteskab med ikke-ibaditter. Ibadismen fik indflydelse på andre muslimske bevægelser, hvoraf wahhabisme blev den mest varigt bestående.
Ibaditternes trosudøvelse er blevet beskrevet som puritansk, men samtidig som moderat og tolerant over for andre opfattelser og religioner.Donald Hawley (1995). Oman (Jubilee edition). s. 201. Stacey International. . Ifølge et studie fra Forsvarsakademiet er ibadismen karakteriseret ved tolerance og muligheden for folkevalgte imamer. I forhold til sunnismen adskiller ibaditterne sig blandt andet ved at vælge deres ledere, der betegnes imamer, ved hemmelige valg, hvilket også står i modsætning til shiismen. Flere imamer kan eksistere samtidigt, men hvis én imam blev anerkendt som fælles leder, ville hans stilling svare til kaliffens (). Ibaditterne mener desuden, at Koranen er skabt, og under bøn holder de hænderne ned langs siden, ligesom shiamuslimer og, blandt sunnimuslimer, tilhængere af den malikitiske retsskole.
Allerede i 700-tallet blev der etableret et ibaditisk imamat i Oman, og omkring 776-909 regerede det ibaditiske dynasti rustamiderne over et område i Maghreb.The Rustamid state of Tāhart. Encyclopædia Britannica, besøgt 21. november 2019.
Kilder
Kategori:Islam