Slaget ved Magdhaba fandt sted den 23. december 1916 under Sinai og Palæstina-felttoget under 1. Verdenskrig. Angrebet fra Anzac divisionen fandt sted mod en forskanset garnison fra den osmanniske hær syd og øst for Bir Lahfan i Sinaiørkenen omkring 29-40 km fra Middelhavets kyst. Denne sejr til en egyptiske ekspeditionsstyrke (EEF) mod den osmanniske garnison betød også at al-Arish blev sikret, efter at den osmanniske garnison trak sig tilbage.
I august 1916 var en kombineret osmannisk/tysk/Østrig-ungarsk styrke blevet tvunget til at trække sig tilbage til Bir el Abd efter den britiske sejr i slaget ved Romani. I løbet af de følgende tre måneder trak den slagne styrke sig længere østpå til al-Arish, mens det erobrede område, som strakte sig Suez-kanalen blev besat og garnisoneret af EEF. Patruljer og rekognosceringer blev gennemført af britiske styrker for at beskytte den fortsatte bygning af en jernbane og en vandledning og forhindre den osmanniske armé i at trænge over Sinaiørkenen ved at ødelægge vandbrønde og cisterner.
I december var byggeriet af infrastruktur og forsyningslinjer tilstrækkelig fremskredet til at den britiske fremrykning kunne begynde om aftenen den 20. december. Den følgende morgen var en bereden styrke nået til al-Arish, som viste sig at være forladt. En osmannisk garnison i stærke forsvarsstillinger blev opdaget ved Magdhaba 29-48 km inde i landet mod sydøst ved Wadi el Arish. Efter en ny natlig march af den beredne Anzac division blev angrebet på Magdhaba indledt af australske, britiske og newzealandske mod velforskansede osmanniske tropper, som forsvarede 6 skanser. I løbet af dagens hårde kampe var det det beredne infanteris taktik, med at ride så tæt på fronten som muligt, sidde af og angribe med bajonetterne påsat og med støtte fra artilleri og maskingeværer samt luftrekognoscering, der viste sig bedst. Alle de godt camouflerede skanser blev efterhånden fundet og erobret og de osmanniske forsvarer overgav sig sidst på eftermiddagen.
Baggrund |thumb|Keoghs Map 3 viser ørkenen, Magdhaba og jernbanen fra Auja til Beersheba.|alt=Kort over Magdhaba og omegn
Ved udbruddet af 1. verdenskrig havde egyptisk politi, som havde kontrolleret Sinaiørkenen, trukket sig tilbage og efterladt området stort set ubeskyttet. I februar 1915 angreb en tysk/osmannisk styrke uden held Suez-kanalen (Angrebet på Suez-kanalen).Falls 1930, pp. 13–4, 28–50 Efter slaget ved Gallipoli trængte end ny tysk/osmannisk styrke i juli 1916 over Sinai for at true Suez-kanalen. Denne styrke blev besejret i august i slaget ved Romani, hvorefter den beredne Anzac division under generalmajor Harry Chauvel trængte den osmanniske armés ørkenstyrke, som blev ledet af den tyske general Friedrich Freiherr Kress von Kressenstein ud af Bir el Abd og over Sinaihalvøen til al-Arish.Keogh 1955, p. 56Kress von Kressenstein 1938, pp. 207–8
I midten af september 1916 havde den beredne Anzac division fulgt den tysk/osmanniske styrke fra Bir el Salmana 32 km langs den nordlige rute over Sinaihalvøen til forposten ved Bir el Mazar. Maghara bakkerne 80 km sydvest for Romani i det indre af Sinaihalvøen blev også angrebet i midten af oktober at en britisk styrke fra Suez-kanalen.Falls 1930 Vol. 1 pp. 245–6 Selv om de ikke blev erobret dengang blev alle sidde stillinger efterhånden opgivet af deres osmanniske garnisoner i lyset af den voksende britiske styrke i området.Powles 1922, p. 46
Konsolidering af de erobrede områder thumb|Bygning af jernbane over Sinai
Briterne opbyggede herefter garnisoner langs deres forsyningsveje, som strakte sig over Sinai fra Suez-kanalen. Patruljer og rekognosceringer blev gennemført regelmæssigt for at beskytte jernbanen og vandledningen, som blev bygget af det egyptiske arbejdskorps.Powles 1922, p. 47 Disse forsyningslinjer kunne ses i form af jernbanestationer og sidespor, flyvepladser, signalindretninger og faste lejre hvor tropper kunne bo i telte og hytter. På dette tidspunkt bestod den egyptiske ekspeditionsstyrke af i alt 156.000 mand plus 13.000 egyptiske arbejdere.
Osmanniske stillinger i Sinai Den osmanniske armés ørkenstyrke under Kress von Kressenstein, som opererede i Sinaiområdet blev forsynet fra deres hovedbase i ørkenen ved Auja al-Hafir, der lå på den osmanniske side af grænsen. Hafir el Auja var forbundet til Beersheba, Gaza og det nordlige Palæstina med vej og jernbane.Falls 1930 Vol. 1, p. 85Kressenstein 1938 pp 207–8El Kossaima er blevet beskrevet som endestationen [Bruce 2002, p. 81]; men Keoghs Map 3 viser endestationen ved Hafir el Auja. Både Wavell og Powles henviser til 25 km spor, som blev ødelagt den 23. maj 1917 på jernbanen mellem Beersheba og Auja [Hafir el Auja]. [Wavell 1968, p. 90, Powles 1922, pp. 110, 113]Se foto af Hafir el Auja nedenfor.
Denne primære tyske og osmanniske base i den centrale del af Sinaiørkenen forsynede og støttede mindre garnisoner i området med troppeforstærkninger, ammunition og rationer, medicinske forsyninger og hvileperioder væk fra fronten.Se også Library of Congress Photograph Album, pp. 41–9 Hvis de blev efterladt intakte kunne de osmanniske styrker ved Magdhaba og Hafir el Auja i alvorlig grad true fremrykningen af EEF langs den nordlige rute ind i det sydlige Palæstina.Keogh 1955, p.26 Map 3Map 3 viser placeringen af Auja, Magdhaba og Beersheba.
Problemer med en fremrykning til al-Arish
Vand thumb|Sinaihalvøen fra Suezkanalen til al-Arish viser placeringen af Dueidar, Qantara, Salmana, Bir el Mazar og al-Arish foruden Romani, Katia, Bir el Abd, Maghara Hills og Nekhel Oaseområdet, som strakte sig fra Dueidar 25 km fra Qantare langs Darb es Sultani, langs den gamle karavanerute og videre til Salmana 83 km fra Qantara kunne opretholde liv; men fra Salmana til Bir el Mazar, (120 km fra Qantara) var der ikke ret meget vand, og efter Mazar-området var der ingen vand før man nåede al-Arish ved kysten 150 km fra Qantara.Downes 1938 pp. 555–6
Inden den britiske fremrykning til al-Arish kunne begynde skulle den 30 km lange strækning uden vand mellem El Mazar og al-Arish udforskes grundigt. I midten af december 1916 gjorde vandledningens udbygning mod øst det muligt at opbevare tilstrækkeligt med vand ved Maadan (Kilo. 128) og det var også muligt at samle tilstrækkeligt store antal kameler og kameldrivere fra transportkorpset til at bringe vand frem fra Maadan til støtte for en angribende styrke.Downes 1938, p. 590Keogh 1955, p. 72Powles 1922, pp. 44–5
Betingelser Felttoget over Sinaiørkenen krævede stor beslutsomhed såvel som opmærksomhed på detaljerne af alle involverede for at sikre, at ammunition, rationer og hver en liter vand eller balle hestefoder var til rådighed, når der var brug for den. Mens den osmanniske hovedbase ved Hafir el Auja var mere centralt placeret, lå den britiske base omkring 50 km vest for al-Arish, omtrent for enden af deres forsyningslinje. Beredne operationer så langt fra basen i et så bart terræn var yderst farlige og vanskelige.Powles 1922, p. 66
Til disse langtrækkende ørkenoperationer var det nødvendigt at alle forsyninger var velorganiserede og passende indpakket så de kunne fragtes på kameler, som fulgtes med kolonnen efter tæt bagefter. Det var af vital betydning, at soldaterne var veltrænede i at klare sig under disse forhold. Hvis en mand blev efterladt i det barske Sinai, kunne han død i den brændende ørkensol i løbet af dagen eller den isnende kulde om natten. Hvis en vandbeholder ved et uheld væltede eller lækkede, kunne det betyde ingen vand til ejeren i måske 24 timer i ekstreme temperaturer. thumb|Den tyske station ved Abou Augeileh|alt=Fotografi af ørkentelt, beredne soldater og kameler
Under disse ekstreme og vanskelige forhold arbejdede beredne tropper fra EEF på at sikre beskyttelse for bygningen af infrastrukturen, afpatruljering af de nyligt erobrede områder og rekognoscering af området for at forbedre og kontrollere de luftfotografier, som blev anvendt til at forbedre kortene over de nyligt besatte områder.Keogh 1955 p. 62
Det britiske krigsministeriums politik Det britiske krigsministeriums udtalte politik gik i oktober 1916 ud på at fortsætte offensiven på Vestfronten mens man var i defensiven alle andre steder.Bruce 2002, p. 79 Udmattelsesslaget ved Somme og udskiftningen af premierminister i Storbritannien fra Herbert Asquith til David Lloyd George den 7. december, rykkede så meget ved status quo at politikken blev ændret så angreb på Centralmagternes svage punkter andre steder end på Vestfronten var ønskværdige. Den øverstkommanderende for EEF, General Sir Archibald Murray, blev opmuntret til at søge sejre på sin østfront, men uden forstærkninger. Han mente at en fremrykning til al-Arish var mulig, og at sådan en fremrykning ville true styrker i den sydlige del af det Osmanniske Rige og, hvis ikke forhindre, så i det mindste forsinke overførsel af tyske og osmanniske enheder til andre krigsskuepladser end Levanten.Keogh 1955, p. 71Wavell 1968, pp. 57–9
Opbygningen af Østlige styrke og Ørkenkolonnen Efter sejren ved Romani flyttede Murray sit hovedkvarter tilbage fra Ismailia ved kanalen til Kairo. Denne flytning ville gøre det muligt for ham at være mere centralt placeret i forhold til hans opgaver og ansvar, som strakte sig fra den Vestlige ørkenstyrke, som var involveret i en fortsat kamp mod Senussierne i den Vestlige ørken, til den Østlige styrke i Sinai. En anden konsekvens af sejren var at generalmajor H. A. Lawrence, som havde haft kommandøn over den nordlige sektor af Suez-kanal forsvaret og Romani under slaget blev overført til Vestfronten.Bruce 2002, p. 80Keogh 1955 p. 60Downes 1938 p. 589
Som følge af at de tyske og osmanniske styrker var blevet trængt mod øst væk fra kanalen blev generalløjtnant Charles Dobell i oktober udpeget til chef for den nyligt opstillede Østlige styrke.Hill 1978, p. 85 Med hovedkvarter ved Qantara fik Dobell ansvaret for sikkerheden ved Suezkanalen og i Sinaihalvøen.
Dobells østlige styrke bestod af to infanteridivisioner 42. under generalmajor W. Douglas og 52. under generalmajor W. E. B. Smith, den beredne Anzac division under Chauvel, 5. beredne brigade under brigadegeneral E. A. Wiggin og kamelbrigaden under brigadegeneral Clement Leslie Smith.Falls 1930 Vol. 1, pp. 380–406Navnene på divisioner, brigader, bataljoner og nogle andre enheder er i mange tilfælde ændret så de ikke længere er i overensstemmelse med de navne de optræder under i nogle af kilderne. Murray anså denne styrke for at være mindst en division for lille til at kunne gennemføre en fremrykning til Beersheba, men han følte at han kunne erobre al-Arish og etablere en effektiv base ved kysten, hvorfra senere operationer østpå kunne forsynes.
I oktober fik Chauvel 6 ugers orlov. Han rejste til Storbritannien den 25. oktober og vendte tilbage den 12. december 1916.National Archives of Australia B2455 Chauvel H.G.; Statement of Service 18/12/1925; pp. 121–2 Mens han var væk blev Ørkenkolonnen dannet den 7. december 1916, 5 dage inden hans tilbagekomst. Murray udnævnte den nyligt forfremmede generalløjtnant Sir Phillip Chetwode til chef for kolonnen. Som generalmajor havde Chetwode ledet kavaleri på Vestfronten, hvor han var involveret i forfølgelsen af tyskerne under tilbagetoget efter slaget ved Marne.Woodward 2003, p. 53
Ved dannelsen bestod Chetwodes ørkenkolonne af tre infanteridivisioner, 42., 52. og 53. (som aktuelt var indsat i forsvaret af Suezkanalen). Chetwodes beredne styrke bestod af den beredne Anzac division, 5. beredne brigade og kamelbrigaden.
Optakt thumb|Kort over Sinai fra Suez-kanalzonen til Rafah da jernbanen nåede Bir el Mazar