thumb|Glasmosaik over Lee's levned i the National Cathedral, som viser hans tid på West Point, hans tjeneste i ingeniørkorpset, Slaget ved Chancellorsville, og hans død Robert Edward Lee (født 19. januar 1807, død 12. oktober 1870) var en karriereofficer i USA's hær, ingeniørsoldat, og blandt de mest lovpriste generaler i USA's historie.
Lee var søn af generalmajor Henry Lee III "Light Horse Harry" (1756–1818), som var guvernør i Virginia, og dennes anden kone, Anne Hill Carter (1773–1829). Han var efterkommer af sir Thomas More og kong Robert 2. af Skotland gennem hertugen af Crawford. Som topkandidat fra West Point udmærkede Lee sig som en enestående soldat i USA's hær i 32 år, hvor han undervejs kæmpede i den Mexicansk-amerikanske krig.
__TOC__ I begyndelsen af 1861 tilbød general Winfield Scott Lee kommandoen over hele USA's hær. Lee afslog, fordi hans hjemstat Virginia trådte ud af unionen, selv om det var imod Lees ønske. Da Virginia trådte ud af Unionen i april 1861, valgte Lee således at følge sin hjemstat. Lee blev den øverste militære rådgiver for præsident Jefferson Davis. Lees første feltkommando kom i juni 1862, da han overtog kommandoen over Sydstaternes østlige hær, (som Lee selv omdøbte til "Army of Northern Virginia").
Lees største sejre var i Syv dages slaget, Andet slag ved Bull Run, Slaget ved Fredericksburg og Slaget ved Chancellorsville. Begge hans invasioner af Nordstaterne endte til gengæld med nederlag. Første gang var i efteråret 1862, hvor Lee måtte trække sig tilbage efter Slaget ved Antietam. Anden gang var i starten af juli 1863, hvor Lee blev afgørende slået i Slaget ved Gettysburg i Pennsylvania. På grund af ineffektiv forfølgelse fra Unionens side lykkedes det imidlertid Lee at undslippe til Virginia.
I foråret 1864 begyndte den nye øverstkommanderende for Unionshæren, generalløjtnant Ulysses S. Grant, en kampagne, der skulle nedbryde Lees hær. I Overland kampagnen i 1864 og ved Belejringen af Petersburg i 1864–1865, påførte Lee Grants noget større hær store tab, men var ude af stand til at erstatte sine egne tab. I starten af april 1865 opgav Lees udmarvede styrker deres skyttegrave rundt om Konføderationens hovedstad Richmond, Virginia, og han indledte et strategisk tilbagetog. Lees efterfølgende overgivelse ved Appomattox Courthouse den 9. april 1865 betød, at en af Sydstaternes hære var tabt, men det var et psykologisk slag, som Syden ikke kunne komme sig over. I juni 1865 havde alle Sydstaternes hære overgivet sig.
Lees sejre over overlegne styrker vandt ham vedvarende ry som en dygtig taktiker på slagmarken, men nogle af hans strategiske beslutninger, såsom invasionerne af Nordstaterne i 1862 og 1863, har fået meget kritik af militærhistorikerne.
I de sidste måneder af Borgerkrigen, mens mandskabsreserverne svandt ind, implementerede Lee en plan om at bevæbne slaver og lade dem kæmpe for Sydstaterne; men dette tiltag kom alt for sent til at få betydning for krigens udgang. Efter overgivelsen ved Appomattox frarådede Lee skuffede sydstatsfolk at fortsætte krigen som en guerillakrig og tilskyndede i stedet til en forsoning mellem nord og syd.
Efter krigen blev Lee præsident for et universitet, og i den stilling støttede Lee præsident Andrew Johnsons program for genforening og venskab, men var modstander af de radikale Republikaneres forslag om at give frigivne slaver stemmeret og til gengæld tage den fra tidligere sydstatsfolk. Han opfordrede dem inderligt til at genoverveje deres holdning til Nord og Syd og til reintegrationen af tidligere sydstatsfolk i nationens politiske liv. Lee blev den store krigshelt for Sydstaterne, og hans popularitet voksede også i Nordstaterne efter hans død i 1870. Han er stadig et ikon for amerikansk militært lederskab.
Lees far døde, da Lee var 11 år gammel, og efterlod sin familie i stor gæld. Da Lee var tre år gammel, blev hans ældre halvbror myndig og arvede Stratford Hall Plantagen, som han gjorde til sit hjem. Resten af familien flyttede til Alexandria i Virginia, hvor Lee voksede op i forskellige familiemedlemmers hjem. Lee gik i skole i Alexandria Academy, hvor han fik en klassisk uddannelse. Lee blev anset for en eliteelev og var specielt dygtig til matematik. Hans mor, som var en troende kristen, stod for hans religiøse oplæring i Christ Episcopal Church i Alexandria.
Han kom på West Point i 1825 og blev den første kadet, som fik rang af sergent efter sit første år. Da han fik eksamen i 1829 var det som den første i klassen i fagene artilleri og taktik, og sammen med 5 andre kadetter delte han æren af ikke at have fået strafpoint overhovedet i de fire år på akademiet. Samlet set blev han nr. 2 i årgangen, der var på 46 kadetter. Han blev udnævnt til midlertidig sekondløjtnant i ingeniørkorpset.
Tidlige år og karriere Robert E. Lee blev født på Stratford Hall plantagen i Westmoreland County, Virginia som femte barn af helten fra den amerikanske uafhængighedskrig Henry Lee ("Light Horse Harry") og Anne Hill (født Carter) Lee. Lees forældre tilhørte aristokratiet i Virginia og var ægte tuckahoes. Hans fars familie var blandt dem, som først slog sig ned i Virginia. Hans mor voksede op på Shirley plantagen, et af de mest elegante hjem i Virginia. Hans tip-tip-tip oldefar på mødrene side Robert "King" Carter, var den mest velhavende mand i de 13 oprindelige kolonier, da han døde i 1732. "Light Horse Harry Lee" oplevede alvorlige økonomiske tilbageslag som følge af fejlslagne investeringer. Historikeren Gary W. Gallagher skrev, "Harry Lee havde ikke været i stand til at udøve selvkontrol eller tage vare på sin familie, og derfor forlod han dem." Det var en alvorlig lære for unge Robert E. Lee." Imidlertid bemærkes det i Lee of Virginia, at Harry Lee "blev meget alvorligt såret af en pøbel i Baltimore, mens han forsøgte at forsvare en vens hus. Senere foretog han en rejse til Vestindien for at forsøge at genoprette sit ødelagte helbred. På vejen hjem døde han" Lee of Virginia skriver også "...i Vestindien skrev Henry Lee en række breve til sin søn, Carter..." som senere af Robert E. Lee blev beskrevet som "Disse breve med kærlighed og visdom".
Karriere som ingeniør Lee gjorde tjeneste i lidt over 17 måneder på Fort Pulaski på Cockspur Island i Georgia. I 1831 blev han overført til Fort Monroe på spidsen af Virginiahalvøen og spillede en stor rolle i den endelige konstruktion af Fort Monroe og det overfor liggende Fort Calhoun. Fort Monroe var omgivet af en voldgrav på alle sider. Fort Calhoun, som senere blev omdøbt til Fort Wool, blev bygget på en kunstig ø på den anden side af sejlrenden ved Old Point Comfort i midten af udmundingen af Hampton Roads. Da bygningen var færdig i 1834, blev Fort Monroe omtalt som "Gibraltar ved Chesapeake Bay." Mens han var udstationeret på Fort Monroe, giftede han sig.
Lee gjorde tjeneste som assistent på chefingeniørens kontor i Washington, D.C. fra 1834 til 1837, men brugte sommeren 1835 på at hjælpe til med at fastlægge grænsen mellem delstaterne Ohio og Michigan. Som premierløjtnant i ingeniørkorpset førte han i 1837 tilsyn med ingeniørarbejderne i St. Louis' havn og på de øvre dele af Mississippi- og Missourifloderne. Blandt hans projekter var sprængning af en kanal gennem Des Moines-strømfaldene på Mississippi ved Keokuk, Iowa, hvor Mississippiflodens gennemsnitlige dybde på 2,4 fod var den øvre grænse for dybgangen på dampskibstrafikken på floden. Hans arbejde der gav ham en forfremmelse til kaptajn.
Ægteskab og familie Mens han var udstationeret på Fort Monroe, giftede han sig med Mary Anna Randolph Custis (1808–1873), oldebarn af Martha Washington med hendes første mand Daniel Parke Custis. De blev gift den 30. juni 1831 i Arlington House, hendes forældres hus lige udenfor Washington D.C.. 3rd U.S. Artillery var æresgarde ved vielsen. Med tiden fik de 7 børn: 3 drenge og 4 piger: George Washington Custis Lee (Custis, “Boo”); 1832–1913; gjorde tjeneste som generalmajor i Sydstatshæren og var aide-de-camp for præsident Jefferson Davis; gift, men fik ingen børn Mary Custis Lee (Mary, “Daughter”); 1835–1918; ugift William Henry Fitzhugh Lee (“Rooney”); 1837–1891; gjorde tjeneste som generalmajor i sydstatshæren(kavaleriet); gift to gange; overlevende børn fra 2. ægteskab Anne Carter Lee (Annie); 1839–1862; ugift Eleanor Agnes Lee (Agnes); 1841–1873; ugift Robert Edward Lee, Jr. (Rob); 1843–1914; gjorde tjeneste som kaptajn i Sydstaternes hære (Rockbridge Artillery); gift to gange; overlevende børn fra 2. ægteskab Mildred Childe Lee (Milly, “Precious Life”); 1846–1905; ugift.
Alle børnene overlevede ham undtagen Annie, som døde i 1862. De ligger alle begravet sammen med deres forældre i krypten under Lee Chapel ved Washington and Lee University i Lexington, Virginia.
Mary Anna Custis Lee besøgte Arlington House for sidste gang, mens stedet var i fuld gang med at blive den mest berømte kirkegård i verden, Arlington National Cemetery. Det siges, at hun blev sønderknust og efterfølgende var tynget af tabet.
Mexicansk-amerikanske krig, West Point og Texas thumb|Robert Edward Lee, som oberst inden borgerkrigen Lee udmærkede sig i den Mexicansk-amerikanske krig (1846–1848). Han var en af Winfield Scotts vigtigste hjælpere under fremrykningen fra Veracruz til Mexico City. Han stod bag flere amerikanske sejre ved personligt at rekognoscere terrænet som stabsofficer. Han fandt angrebsruter, som mexicanerne havde valgt ikke at forsvare, fordi de anså terrænet for ufremkommeligt.
Han blev forfremmet til midlertidig major efter Slaget ved Cerro Gordo den 18. april 1847. Han kæmpede også i Slaget ved Contreras, Slaget ved Churubusco og Slaget ved Chapultepec, og blev såret i det sidste. Ved krigens slutning var han foreløbigt forfremmet yderligere to gange til oberstløjtnant og oberst, men hans permanente rang var fortsat kaptajn i ingeniørkorpset, og den forblev uforandret, indtil han blev overført til kavaleriet i 1855.
Efter den Mexicansk-amerikanske krig tilbragte han tre år på Fort Carroll i Baltimore havn, hvorefter han blev overintendant på West Point i 1852. Under sit tre års ophold på West Point forbedrede den midlertidige oberst Robert E. Lee bygninger og kurser og brugte meget tid sammen med kadetterne. Lees ældste søn, George Washington Custis Lee, gik på West Point under hans embedstid. Custis Lee fik sin eksamen i 1854 som den bedste i klassen.
I 1855 sluttede Lees ophold på West Point, og han blev udnævnt til oberstløjtnant i det nye 2nd U.S. Cavalry regiment. Det var Lees første betydelige forfremmelse i hæren, siden han blev udnævnt til kaptajn i 1838, trods det at han havde været midlertidig oberst, som var en honorær udnævnelse. Ved at acceptere forfremmelse forlod Lee Ingeniørkorpset, som han havde tjent i over 25 år. Oberst for regimentet blev Albert Sidney Johnston, som tidligere havde gjort tjeneste som major i kassererens afdeling, og regimentet blev sendt til Camp Cooper i Texas. Her hjalp han med at beskytte nybyggere mod angreb fra Apache- og Comancheindianere.
Det var ikke lykkelige år for Lee, da han ikke kunne lide at være væk fra sin familie i lange perioder, især da hans kone blev stadig mere syg. Lee kom og så til hende, så tit han kunne. Hun blev behandlet af homøopaten Alfred Hughes
Lee som slaveholder