CityCirkel, formelt linje 11, var en buslinje i og omkring Middelalderbyen i København. Linjen var en ensrettet ringlinje, der som et forsøg blev betjent af små elbusser. Linjen blev oprettet 12. juni 2009 og nedlagt 24. oktober 2010, hvor den blev erstattet af den ny linje 11A, der også overtog elbusserne. Linjen tilhørte Movia og var udliciteret til Arriva, der drev linjen fra sit garageanlæg Ryvang.

Fra begyndelsen af juli 2010 og frem til 24. oktober 2010 havde CityCirkel en aflægger i form af Tivoli Shuttle, der også blev kaldt linje 11 formelt. Den blev betjent af en enlig elbus, der kørte mellem Københavns Hovedbanegård og Tivoli Hotel. Denne linje blev også erstattet af linje 11A.

Historie thumb|En af CityCirkels små elbusser på Vindebrogade. Planerne til CityCirkel kom frem i juli 2007 efter forslag fra socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation. Tanken var at små såkaldte citybusser efter blandt andet italiensk forbillede skulle betjene Middelalderbyens smalle gader, hvor der ikke var plads til de normale store busser. Linjeføringen var endnu ikke fastlagt, men udover de smalle gader var der lagt op til at betjene Nørreport st., Vesterport st., Københavns Hovedbanegård, Kongens Nytorv og Nyhavn, sidstnævnte med forbindelse til havnebusserne. Til at begynde med var det tænkt som et forsøg, der forventedes sat i drift for alvor i slutningen af 2008.København vil indføre citybusser af Thomas de Laine. Myldretid, 28. juli 2007.

Ideen med citybusser var ikke ny som sådan. Tilbage i efteråret 1981 havde tre minibusser således kørt på en ringlinje med udgangspunkt fra Israels Plads og kørsel ad blandt andet Åbenrå, Gammel Mønt, Pilestræde, Skindergade og Nørregade. Etableringen blev dog dengang mødt med protester fra taxivognmænd, der fandt linjen konkurrenceforvridende. Linjen eksisterede i øvrigt kun fra 16. oktober til 31. december 1981. I sommeren 1992 forsøgte det daværende HT sig med CityTourist, der var en ensrettet ringlinje fra Højbro Plads via Axeltorv, Krystalgade, Nyhavn og tilbage til Højbro Plads. Linjen, der var målrettet turister, kørte kun fra 15. juni til 13. september 1992.Succes for forsinket CityCirkel af Jesper Kiby Denborg og Thomas de Laine. Busfronten 220/2009, s. 7-10.

Fremme i september 2007 blev de nye citybusser sendt i udbud af trafikselskabet Movia i form af en toårig kontrakt med mulighed for forlængelse i op til fire år. Busserne, ni til driften og minimum to i reserve, skulle være 5-6 m lange med plads til mindst 25 passagerer, heraf seks på faste siddepladser. Der krævedes kun en dør, som til gengæld skulle være bred nok til barnevogne og kørestole. Det sidste skulle ses i lyset af, at linjen forventedes at tiltrække en del ældre og handicappede. Den primære målgruppe var dog turister. Linjeføringen var blevet fastlagt med endestation i den daværende Amagerterminalen på H.C. Andersens Boulevard ved Rådhuspladsen og kørsel via blandt andet Hovedbanegården, Ny Vestergade, Kongens Nytorv, Nyhavn, Sankt Annæ Plads, Landemærket, Israels Plads og Vestergade. Der skulle være stoppesteder undervejs, men det meste af ruten skulle være "vinkeområde", hvor der kunne stå af og på efter behov i stil med servicebusserne.Udbud af citybusserne i København af Thomas de Laine. Myldretid, 10. december 2007.

11. marts 2008 blev det afgjort, at Arriva skulle drive linjen, og at det skulle ske med batteridrevne elbusser. Den slags kendtes fra andre lande, men i København havde eldrevne busser tidligere været trolleybusser og duobusser, der fik strøm fra køreledninger.København får batteribusser af Thomas de Laine. Myldretid, 11. marts 2008. Umiddelbart var det meningen, at busserne skulle være af typen Techo Gulliver, men de kunne ikke godkendes i Danmark på grund af bremsesystemet. I stedet anskaffedes syv meter lange busser af typen Urban 40 Elettrico med Renault-chassis fra italienske Car. Ind.Nye busser skal køre på ringlinje i det indre København af Susanne Taarnehøj. Trafiknyt 6/2008, s. 15. Busserne skulle have hjemsted på Arrivas garageanlæg ved Vasbygade, hvor batterierne skulle oplades.Mere om de batteridrevne citybusser af Thomas de Laine. Myldretid, 17. marts 2008. Inden linjen nåede at komme i drift, blev det imidlertid af forskellige årsager besluttet at lukke bemeldte garageanlæg, hvilket skete 11. januar 2009.København: 29 nye Scania-busser - og farvel til "Gasbygade" af Thomas de Laine. Myldretid, 14. januar 2009. I stedet fik elbusserne hjemsted på garageanlægget Ryvang på Østerbro.

Tidspunktet for etableringen af linjen blev udskudt flere gange. Slutningen af 2008 blev således til 1. marts 2009, der på det tidspunkt i mellemtiden var blevet til medio april 2009, da elbusserne var halvanden måned forsinkede. En forsinkelse som Københavns Kommune og Movia var stærkt utilfredse med, og som da også medførte en modregning i den kontraktmæssige betaling.Forsinket start for københavnske elbusser af Thomas de Laine. Myldretid, 26. februar 2009.

Premieren thumb|CityCirkel ved Nørreport st., en uges tid efter oprettelsen. thumb|De små elbusser kunne komme igennem smalle gader som Krystalgade. Før linjen kunne indvies, var der prøvekørsler og kontrol af ruten. Elbusserne udmærkede sig ved en god acceleration og kunne føre elektricitet tilbage til batterierne, når der bremsedes på den rigtige måde. Desuden var de praktisk taget lydløse, så de kunne komme helt tæt på folk. Ruten var en blanding af gader, hvor der kørte busser i forvejen, og smalle gader, hvor der ikke kørte nogen. Det sidste krævede kontrol af nyanlagte stoppesteder, markering af vinkeområder og trafikale forhindringer. Af hensyn til den nye linje var ensretningen på Krystalgade desuden blevet vendt om.Buslinje på prøve af Søren Boss. Trafiknyt 5/2009, s. 5.

12. juni 2009 kunne overborgmester Ritt Bjerregaard så omsider indvie linjen ved et arrangement på Højbro Plads med deltagelse af HT-Orkestret og en veteranbus fra Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Tilskuerne til den regnvåde indvielse blev desuden budt på kaffe, te og kage i et telt. Linjen blev markedsført som CityCirkel men havde dog det formelle linjenummer 11. Ved indvielsen manglede der endnu en enkelt af de 11 bestilte busser, men linjen krævede imidlertid kun ni busser til selve driften. Busserne var gule med grønne CityCirkel-markeringer og linjeforløb i tagkanten ligesom A- og S-busserne. De havde desuden fået påsat den grønne miljøsommerfugl, da de ikke udledte så meget CO2 som dieselbusserne. Busserne havde plads til 13 siddende og 9 stående passagerer. Alle busser var opkaldt efter kendte københavnere som for eksempel Tove Ditlevsen, hvis bus blev den første på linjen.Succes for forsinket CityCirkel af Thomas de Laine. Myldretid, 6. september 2009.

Busserne havde som planlagt kun en dør i midten, der skulle bruges til både ind- og udstigning. Chaufførerne, der på den måde kom til at sidde foran døren i stedet for ud for den, blev derfor fritaget for billettering. I stedet blev der opsat et billetautomat, hvor passagerne kunne købe billetter ved at indsætte mønter. Billetterne indgik i det almindelige takstsystem og kunne derfor også bruges i andre busser, tog og metro.Billetautomat i bussen af Søren Boss. Trafiknyt 4/2009, s. 4. Tilsvarende kunne billetter og kort derfra også bruges på CityCirkel.CityCirkel, brochure udgivet af Movia, 2009. Københavns Kommune ønskede godt nok, at kørslen på linjen skulle være gratis, men umiddelbart måtte der altså betales.

Linjeføringen svarede i store træk til det oprindeligt planlagte om end med nogle lokale justeringer. Desuden var endestationen flyttet til Frederiksborggade ved Nørreport st. Herfra gik ruten ad Nørre Voldgade - Nørregade - Vestergade - Vester Voldgade - Studiestræde - Hammerichsgade - Hovedbanegården - Tietgensgade - Ved Glyptoteket - Niels Brocks Gade - Vester Voldgade - Ny Vestergade - Frederiksholms Kanal - Vindebrogade - Højbro Plads - Store Kirkestræde - Nikolaj Plads - Lille Kongensgade - Bremerholm - Holmens Kanal - Kongens Nytorv - August Bournonvilles Passage - Heibergsgade - Peder Skrams Gade - Holbergsgade - Nyhavn - Kvæsthusgade - Sankt Annæ Plads - Bredgade - Dronningens Tværgade - Borgergade - Gothersgade - Landemærket - Krystalgade - Nørregade - Vendersgade - Linnésgade til Frederiksborggade ved Nørreport st.Linjeændringer i område Hovedstaden af flere forfattere. Busfronten 220/2009, s. 11-12.

Linjen blev trafikeret som en ensrettet ringlinje, der kørte i den nævnte retning mod uret rundt. Det kørtes hvert 7. minut, mandag-fredag kl. 9-20, lørdag kl. 10-16 og søndag kl. 11-15. Chaufførerne holdt pause på Vester Voldgade ved Rådhuspladsen.Arriva 1955 i Vester Voldgade, København, Myldretid, 10. september 2009. At linjen ikke mindst var tiltænkt turister sås af, at den passerede en række seværdigheder som Vor Frue Kirke, Tivoli, Nationalmuseet, Christiansborg, Nyhavn og Rundetårn. På dele af ruten var der vinkeområder, hvilket blev markeret af grønne prikker på fortovskanten i de relevante gader, for eksempel Store Kirkestræde, Sankt Annæ Plads, Landemærket og Krystalgade. I Nyhavn var prikkerne blevet sat på fortovet i venstre side, men det fik være, da der ikke var fortov i højre side langs kajkanten. På resten af ruten standsedes ved eksisterende eller nye stoppesteder, ligesom der også kom nogle på vinkeområderne.

I forbindelse med indvielsen udtalte Movias administerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen: "CityCirkel er den nye bæredygtige måde at komme ind i den indre by fra knudepunkter som Nørreport, Rådhuspladsen, Kgs. nytorv og Hovedbanegården. Linje 11 er endnu et argument for at lade bilen stå og spare besværet med penge og tid til parkering. Og med de hyppige afgange behøver man ikke engang at tænke på en køreplan - CityCirkel kommer igen og igen."Landets første elbusser i drift af Søren Boss. Trafiknyt 5/2009, s. 4.

Umiddelbart blev der taget godt imod den nye linje, der ifølge uofficielle optællinger foretaget af chaufførerne blev benyttet af ca. 33.000 passagerer i løbet af juli 2009. Movias eget mål for det første år var på 350.000 passagerer. Der var dog også problemer med fremkommeligheden på grund af ulovligt parkerede biler. Det kunne kræve kontakt til Parkering København for at få indsat parkeringsvagter.Hurtig udrykning i hverdagen af Torben Korgaard. Trafiknyt 6/2009, s. 13.

Omlægninger og Tivoli Shuttle thumb|Tre busser holder pause på Vester Voldgade ved Rådhuspladsen. Allerede fra første dag blev den nye linje plaget af et problem, der skulle forblive aktuelt det meste af, hvis ikke hele, linjens levetid, nemlig vejarbejder.Arriva 1949 på Højbro Plads, København, Myldretid, 20. oktober 2010. I første omgang betød det en mindre omlægning ved Nikolaj Plads, der dog snart blev afløst af en større via Christiansborg Slotsplads. Noget der betød, at linjen i en periode slet ikke betjente Højbro Plads, hvor indvielsen ellers havde fundet sted. Fra sidst i august 2009 kunne der dog køres ad normal rute. Det holdt dog kun til 10. november 2009, hvor det blev nødvendigt med en omlægning på grund af de forberedende arbejder til metroens Cityringen, der skulle have station på Kongens Nytorv. Omlægningen bestod i, at CityCirkel blev ført udenom torvet ad Holbergsgade og Tordenskjoldsgade til et nyt stoppested på Heibergsgade. Noget der i øvrigt betød farvel til et kuriosum, nemlig buskørsel under Det Kongelige Teaters bygning Stærekassen over August Bournonvilles Passage.Øvrige linjeændringer i område Hovedstaden af Jesper Kiby Denborg og Thomas de Laine. Busfronten 223/2010, s. 8.