Peter Martin Orla Lehmann (født 19. maj 1810 i København, død 13. september 1870 sammesteds) var en dansk jurist og politiker.
Lehmann var en af de mest fremtrædende lederskikkelser i den liberale opposition mod enevælden, medstifter af dagbladet Fædrelandet i 1839 og medlem af Københavns Borgerrepræsentation i 1840. I 1841 holdt han en brandtale i Nykøbing Falster, hvor han opfordrede bønderne til at tage del i arbejdet for en fri forfatning. Det kostede ham tre måneders fængsel, hvilket kun forøgede hans popularitet. I 1846 var han medstifter af Bondevennernes Selskab. Det kulminerede med, at Lehmann var hovedtaler ved Casinomødet 20. marts 1848, hvor man på vegne af Københavns borgerrepræsentation udformede en henvendelse til kongen om en fri forfatning – se martsrevolutionen. Lehmann var også med til at redigere D.G. Monrads grundlovsudkast.
Han var meget optaget af danskhedens sag i Slesvig 1842 og formulerede Ejder-programmet med slagordet "Danmark til Ejderen", som han drev C.C. Hall til at gennemføre med Novemberforfatningen af 1863. Af samme grund regnes Lehmann også til De Nationalliberale. Han var desuden medstifter af og bestyrelsesmedlem i Bondevennernes Selskab 1846 og forkæmper for skandinavismen, samt minister uden portefølje i Martsministeriet 1848 og indenrigsminister 1861-63 i ministeriet Hall II.
Familie Orla Lehmann var søn af Martin Lehmann samt bror til Heinrich og Wilhelm Lehmann.
Orla Lehmann var gift med Arnette Marie Bolette Puggaard (født 1821). Hun var datter af malerinden Bolette Puggaard og handelsmanden Hans Puggaard.
Marie Puggaard og Orla Lehmann blev forældre til kvindesagsforkæmperen Margrethe Lehmann Rode, der først var gift med litteraturhistorikeren Gotfred Rode og senere med den norske journalist Erik Vullum.
Margrethe og Gotfred Rode blev forældre til politikeren Ove Rode og digteren Helge Rode.
Opvækst og uddannelse Orla Lehmann født i København, og var søn af konferensråd Martin Lehmann. Hjemmet var efter faderens ønske tysk, men blandt dets venner var der mange fremragende danske, således både A.S. og H.C. Ørsted, Adam Oehlenschläger og dennes søster Sophie Ørsted, senere også Jens Baggesen. Orla var det ældste af 9 børn og skal have været en overordentlig smuk dreng, moderens yndling, hvis sjældne begavelse allerede tidlig lagde sig for dagen.
Faderen overtog hans første undervisning, men i sit 9. år sattes han i den nylig oprettede (tyske) Realskole for Petri menighed, til hvilken faderen hørte. En latinklasse blev siden oprettet ved denne, men den viste sig ikke tilfredsstillende, og som 14 årig dreng kom Lehmann ind i den københavnske Borgerdydskole under Michael Nielsen, og her fra dimitteredes han 1827 til Københavns Universitet med udmærkelse ligesom hans samtidige Hans Martensen og Frederik Christian Bornemann.
Efter et vel anvendt rusår, der også blev benyttet til litterært studie, således af Goethe, Shakespeare og Heinrich Heine, hvem han læste sammen med H.C. Andersen, begyndte han sit juridiske studium. Fakultetet var dengang dårlig besat, de fleste forelæsninger var åndløse eksegeser og stive systemer, og studiet var ham kun lidet tiltalende, men han tog dog i foråret 1833 sin embedseksamen med bedste karakter.
Politisk debut Allerede tidlig rørte sig hos ham de to følelser, som blev bestemmende for hele hans liv og virksomhed: Troen på frihedens magt til at fremme alt det ædle og gode i folket og en glødende kærlighed til det danske fædreland. Man kunne sige: til det nordiske fædreland, thi allerede som dreng levede han i skandinaviske drømme—endnu i den tyske skole skrev han i kammeraternes tyske blad Germania et udkast til en ny Kalmarunion --, og han blev denne tanke tro i gode som i onde tider til sine dages Ende. Hverken hjemmets tyske sprog og dannelse eller skolens tyske undervisning fordunklede hans nationale danske følelse, som var en arv fra moderen, og hans frihedstrang brød igennem selv denne tunge, servile tid, hvis eneste åndelige interesse var teatret og til dels litteraturen, og som han selv så fortræffelig har skildret i sit billede af Frederik 6.s dage.Hans selvbiografi i bind 1 og 2 af hans Efterladte Skrifter. Særligt kapitlet "Kjøbenhavn i Frederik VIs Dage", bind 1, s. 205-233.
Begge fik næring ved Julirevolutionen 1830, hvis bølger gik hen over landene og nåede også det i servil absolutisme nedsunkne Danmark, hvor den rigtignok kun fødte den matte og tamme stænderinstitution. Han måtte føle sig uimodståelig draget til at træde i skranken for sine idéer og bryde igennem den seje skal, som holdt alt offentligt liv nede.
Som så mange andre af de næste årtiers åndelige ledere debuterede han i Studenterforeningen; anledningen var ikke betydelig, men for første gang udfoldede han her for en større forsamling den veltalenhed, som siden blev et så mægtigt våben i hans hånd, og da hans opposition havde styrtet det servile seniorat, følte den unge studenterverden, at den her havde en leder, og han selv var blevet sig bevidst, at han havde en leders evne. Han optrådte som sådan, da han 1832 i løbet af nogle få timer fik organiseret et fakkeltog af studenter til H.N. Clausen, der var blevet forbigået ved et rektorvalg, og på ungdommens vegne hyldede "Aandsfrihedens og Sandhedens uforfærdede Talsmand", ved hvilken lejlighed han desuden for første gang kom i konflikt med de over pressen vågende autoriteter og gik ud af striden som sejrherre.
I dette år falder også hans første større politiske indlæg, en afhandling om stænderinstitutionen, som han anonymt skrev i Maanedsskrift for Litteratur. Det var et for en så ung mand mærkværdig modent arbejde, mådeholdent i sin form og skrevet i en værdig tone, men med mange åndrige glimt og dristigt i sine fordringer. Lejlighed til at øve sig som taler og til at skærpe sin dialektiske evne fandt han i det væsentlig af ham bårne selskab "Astræa", en forening af unge, begavede jurister.
I Berlin Vinteren 1833-34 tilbragte Lehmann i Berlin, hvor han med stor flid fulgte forelæsningerne ved Universitetet, navnlig hos Friedrich Schleiermacher og hos Friedrich Carl von Savigny, og hvor han havde adgang til fremragende familiers hjem. En kort tid var han her sammen med Anton Frederik Tscherning, som da befandt sig i sin "milde Landsforvisning", men stærkest droges han af den udmærkede nordmand Anton Martin Schweigaard, til hvem han knyttedes ved et inderligt venskabsbånd; Lehmann har udtalt, at ingen mand har gjort et dybere og varigere indtryk på ham.
I Berlin skrev han et par større afhandlinger om eksamensvæsenet og fattiglovgivningen i Preussen. Opholdet blev brat afbrudt, da han blev kaldt hjem til moderens sygeleje; 2 dage efter at have fejret et vemodigt sølvbryllup sov hun hen (maj 1834), og dermed var egentlig hjemmets magt over ham brudt.
Kjøbenhavnsposten Faderens hensigt var, at den begavede søn skulle gå embedsvejen, hvor hans evner og formåen forbindelser ville åbne ham en glimrende karriere, men dette stemte ikke med den unge mands lyst og åndelige trang. Han higede efter kamp for sine idéer, han ville virke for at skaffe landet en fri forfatning, for opretholdelsen af det danske riges selvstændighed, for bevarelsen af Slesvigs danskhed, for dets nøje tilslutning til Kongeriget, for udviklingen af broderskabet og solidaritetsfølelsen mellem de nordiske folk, og dette var alt sammen dengang lutter statsfarlige, næsten højforræderiske ting, som der hørte mod til at tale og at skrive om. Det eneste blad, som dengang stod åbent for en friere debat, var det af A.P. Liunge udgivne Kjøbenhavnsposten, og det lykkedes Lehmann her at finde et organ, hvor han, om end ikke uden vanskeligheder og farer, kunne slå til lyd for sine tanker.
Hans våbenfælle i denne kamp var J.F. Giødwad, i mange henseender hans åndelige modsætning, men en lige så nidkær ven af frihed og nationalitet og i besiddelse af netop de egenskaber, som udfordredes til at lodse Lehmanns varmblodige hidsighed og skarpe pen igennem pressetvangens mange farlige skær. De to passede udmærket sammen, Lehmann som den producerende og Giødwad som den kritiserende, korrigerende og ekspederende kraft.
Det var såre trange tider for pressen, thi ikke blot var så væsentlige betingelser som annoncer og postforsendelsesret unddragne de ikke-privilegerede blade, men disse måtte ikke engang behandle udlandets politik, og af indre sager var det dem forbudt at omtale kommende begivenheder så vel som at kritisere regeringen, der skulle omtales med "pligtskyldig Opmærksomhed", og trods al forsigtighed hørte beslaglæggelser og mulkter til dagens orden. Faren var stor ved at bevæge sig i sådanne forhold, og det var ikke nogen overdrivelse, når Johannes Hage en gang i sit svar til en senere berømt videnskabsmand, som havde spurgt ham, hvem den livlige, unge mand var, som nys forlod dem, føjede til: "Se ret paa det Hoved, det er skjønt, og det bliver maaske ikke længe siddende."
Ved siden af sin journalistiske virksomhed optrådte Lehmann, der nøje havde sluttet sig til datidens frihedsmænd: C.N. David, Tage Algreen-Ussing, Joakim Frederik Schouw, H.N. Clausen osv., så ofte lejlighed gaves, i de forskellige foreninger, som begyndte at danne sig; navnlig var han med i Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug, og det var navnlig i denne, at han slog så kraftig til lyd for Slesvigs danskhed.
Fædrelandet Frederik 6.s død 3. december 1839 gav frihedsvennerne en anledning til at optræde med større eftertryk, og den blev grebet med stor energi. Lehmann fik straks sammenkaldt et studentermøde i Hotel d'Angleterre, den af ham skrevne adresse, hvori der under henvisning til Norge og Eidsvoll-grundloven udtaltes håb og forventning om en fri statsforfatning, vedtoges efter en diskussion, i hvilken D.G. Monrad første gang fremtrådte for offentligheden, og Lehmann var ordfører for den deputation, som overbragte den til Christian 8..
Det er bekendt, at den første modtagelse var velvillig, men at kongens holdning forandredes, da mange lignende adresser fra hele landet fulgte efter. Tronskiftet fremskyndede også forandringen af C.N. Davids ugeblad Fædrelandet til et dagblad; den var bestemt til 1. april 1840, men nu udkom det første nummer allerede 7. december 1839 med David, Lehmann, Giødwad, Abraham Wessely og Balthasar Matthias Christensen som udgivere; flere af disse fratrådte efterhånden, men Lehmann og Giødwad vedblev at være bladets faste støtter, også efter at Carl Ploug var tiltrådt som redaktør, og i det følgende tiår var det væsentlig igennem dette blad, at friheds- og nationalitetstankerne arbejdede sig frem i den offentlige bevidsthed.
Stænderdeputeret Efter den friere kommunallov for København af 1. januar 1840 tog Lehmann borgerskab som grundejer for at blive valgbar til borgerrepræsentantskabet og valgtes i april 1840; samme år i december blev han stænderdeputeret for 8. købstadsdistrikt, hvorefter han deltog i alle samlinger, fra 1846 valgt i København. I stænderne virkede han med iver og kraft både i liberal og i national retning og havde mange hårde kampe at bestå så vel med den kongelige kommissarius som med den såkaldte "røde bænk".
Noget skilte han sig fra sine meningsfæller ved sin, om end betingede, tilslutning til forslaget om stænderkomiteer, et forsøg på at samle delegerede fra de 4-delte provinsialstænder til en fælles rådslående forsamling for hele monarkiet, men tanken fandt straks modstand andensteds og blev opgivet.
Den falsterske tale thumb|Orla Lehmann i fængsel, 1842. Litografi af V. Koch efter tegning af P.E. Lorentzen.