Allan Simonsen

Allan Simonsen (født 15. december 1952 i Vejle) er en tidligere dansk fodboldspiller, der regnes blandt de største danske fodboldspillere gennem tiderne. I 1977 vandt han Ballon d'Or – prisen som Europas bedste fodboldspiller. Han er fortsat den eneste skandinaviske spiller, der har vundet Ballon d'Or.

Simonsens storhedstid var i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne i Borussia Mönchengladbach og siden FC Barcelona. Med Gladbach vandt han tre mesterskaber og to UEFA Cup-titler og nåede finalen i Mesterholdenes Europa Cup. Med Barcelona vandt han blandt andet Pokalvindernes Europa Cup.

Simonsen var kendetegnet ved sin evne til at være afgørende i de største kampe. Som den eneste spiller har han scoret i alle finaler i UEFA's daværende tre store europæiske klubturneringer, og på landsholdet var han en nøglespiller i gennembruddet under Sepp Piontek i 1980'erne. Særligt huskes han for at score sejrsmålet mod England på Wembley i 1983, som banede vejen for Danmarks første kvalifikation til en stor slutrunde: EM i 1984.

Simonsen spillede i alt 56 landskampe og scorede 21 mål. Sportens Hall of Fame opgør Simonsens landsholdskarriere til 56 kampe og 21 mål. DBU's nuværende landsholdsdatabase opgør den til 55 kampe og 20 mål.

Allan Simonsen er både optaget i Sportens Hall of Fame og Fodboldens Hall of Fame.

Begyndelsen i Vejle Simonsen begyndte som femårig at spille fodbold i Vejle FC. Som tiårig fik han mulighed for at skifte til Vejle Boldklub, hvor hans far, Gert Simonsen, tidligere havde spillet på førsteholdet.

Simonsen udviklede tidligt de egenskaber, der kom til at kendetegne ham som spiller. Fart, teknik og balance var grundlæggende kvaliteter. Dertil kom en højtudviklet fodboldintelligens, der gjorde ham til både kreatør og spilfordeler og satte ham i stand til at læse spilsituationerne et øjeblik før modstanderne. Han fandt rummene, før de åbnede sig, og kunne både slå den afgørende aflevering og selv dukke op dér, hvor chancen opstod. Hans mange assists afspejles dog kun i begrænset omfang i samtidens statistikker, hvor målgivende afleveringer ikke blev registreret systematisk.

Med sit lave tyngdepunkt, sin acceleration og sine hurtige retningsskift var Simonsen stærk i de små rum. Han kunne gå både højre og venstre om sin modstander og afslutte hårdt og præcist med begge ben. Han var lille nok til at forsvinde mellem store forsvarsspillere og hurtig nok til at være væk, før de så ham igen. Med sin veludviklede timing og springkraft scorede han desuden bemærkelsesværdigt mange mål på hovedstød trods sine beskedne 165 centimeter.

Simonsen havde allerede som ung teenager et mål om at blive professionel fodboldspiller, og han har senere fortalt, at han ville være spilleren, der afgjorde kampene. Bag hans spillemæssige kvaliteter lå mange timers målrettet træning. Som teenager trænede Simonsen ud over den almindelige træning meget på egen hånd og øvede sig blandt andet i at kontrollere bolden og afslutte lige godt med begge ben. Det blev en af hans store styrker og gjorde ham svær at læse for forsvarerne.

Det internationale gennembrud kom, før han havde spillet seniorfodbold for Vejle Boldklub. Som 17-årig deltog han i 1970 med Vejle Boldklubs ynglingehold i en stor international turnering i Düsseldorf, hvor han både blev topscorer og kåret til turneringens bedste spiller. Blandt tilskuerne var , cheftræner for den vesttyske storklub Borussia Mönchengladbach.

I marts 1971 debuterede Simonsen som 18-årig på Vejle Boldklubs førstehold, og gennembruddet kom næsten med det samme. VB blev dansk mester i 1971 og genvandt mesterskabet året efter. I pokalfinalen i 1972 besejrede Vejle Fremad Amager, og Simonsen scorede til 2-0 på et hovedstød.

Samme år debuterede han på det danske landshold og scorede to gange i 5-2-sejren over Island. Ved OL i München senere på året scorede han blandt andet to mål, da Danmark besejrede Brasilien 3-2.

På få år var Simonsen gået fra ungdomsfodbold i Vejle til mesterskaber, landshold og international opmærksomhed. I begyndelsen af 1973 forlod Simonsen Vejle for Borussia Mönchengladbach.

Borussia Mönchengladbach Mødet med tysk topfodbold blev markant anderledes end det næsten ubesværede gennembrud i dansk fodbold. Simonsen var kun lige fyldt 20 år, da han kom til Vesttyskland og en trup fyldt med etablerede landsholdsspillere. Bundesligaen befandt sig i 1970’erne på toppen af europæisk klubfodbold, og Borussia Mönchengladbach kæmpede med Bayern München om herredømmet.

Den spinkle dansker vakte opsigt i den tyske trup. Da Günter Netzer første gang så Simonsen til træning, spøgte den tyske stjerne med, om skolebørn nu også trænede med førsteholdet. På banen blev mødet med Bundesligaen også kontant. Simonsen fik kun otte ligakampe uden at score i sin første halve sæson og ni kampe med to mål i den næste.

Simonsens spinkle ydre dækkede dog over et stort fighterhjerte. Han tilvænnede sig den tyske fodboldkultur og professionelle hverdag, sproget og den hårde konkurrence om pladserne. Bundesligaen i 1970’erne var en tempofyldt og fysisk liga, men Simonsen lærte at tage imod de hårde tacklinger, rejse sig og søge bolden igen. Da gennembruddet i Bundesligaen kom, kom det med eftertryk.

I 1974/75 spillede Simonsen samtlige 34 ligakampe, scorede 18 mål og var med til at føre Borussia Mönchengladbach til både mesterskabet og sejr i UEFA Cuppen. I den europæiske turnering scorede han ti gange. På halvandet år var den lille dansker, der havde haft svært ved overhovedet at komme på holdet, blevet en stor profil på et af Europas stærkeste klubhold. I Gladbach fik han kælenavnet “der Spatz aus Vejle” - Spurven fra Vejle – der siden vandt genklang i Danmark.

Gladbach genvandt Bundesligaen i 1975/76 og igen i 1976/77. I det tyske fodboldmagasin traditionsrige rangliste over Bundesligaens bedste spillere blev Simonsen flere gange placeret i den højeste kategori: Weltklasse. Samtidig blev han udtaget til Bundesligaens Årets Hold tre sæsoner i træk.

I 1977 kulminerede det. Mönchengladbach vandt sit tredje mesterskab i træk og nåede finalen i Mesterholdenes Europa Cup mod Liverpool i Rom. Englænderne kom foran, men tidligt i anden halvleg udlignede Simonsen med et hårdt langskud fra venstre kant af straffesparksfeltet. Gladbach tabte finalen 1-3, men Simonsen havde for alvor etableret sig blandt Europas bedste. I december kom den ultimative individuelle hæder: Ballon d'Or. Den lille dansker var nu den største i europæisk fodbold.

I den følgende sæson fortsatte Simonsen på højeste niveau. Han scorede 17 mål i 31 ligakampe, og Gladbach var meget tæt på at vinde sit fjerde mesterskab i træk. 1. FC Köln vandt dog mesterskabet med samme pointtal som Gladbach og en målforskel på blot tre mål. I Mesterholdenes Europa Cup scorede Simonsen fem mål og blev turneringens topscorer. Gladbach nåede semifinalen.

Sæsonen 78/79 blev mere ujævn i den hjemlige liga. Simonsen var dog fortsat stærkt spillende og scorede 11 mål i 28 kampe. I UEFA Cuppen var Gladbach igen blandt Europas bedste. Simonsen scorede ni mål og blev turneringens topscorer. Gladbach nåede finalen, hvor de mødte Røde Stjerne Beograd. Den første kamp endte 1-1. I returkampen i Düsseldorf scorede Simonsen kampens eneste mål på straffespark og sikrede Gladbach endnu en europæisk titel.

Det blev Simonsens sidste store trumf med Gladbach. Efter seks og et halvt år, tre mesterskaber, to UEFA Cup-triumfer og en Ballon d'Or fortsatte han karrieren i FC Barcelona.

FC Barcelona I juli 1979 skiftede Simonsen til FC Barcelona for 13 millioner kroner og en personlig sign-on-fee på fem millioner. Det var en af periodens største transfers. Simonsen kom til Catalonien som en af europæisk fodbolds største stjerner og blev den første dansker i FC Barcelonas historie.

Simonsens debut i blaugrana-trøjen var på udebane mod Real Zaragoza, hvor den 165 centimeter høje angriber endnu engang fandt rummet mellem forsvarene og scorede på et hovedstød. Ved debutsæsonens afslutning stod Simonsen noteret for ti ligamål og som Barcelonas topscorer.

Tiden i Spanien var sportsligt succesfuld for Simonsen, men den var også mentalt opslidende. Simonsen kom til et Spanien, der få år tidligere havde gjort op med Francos diktatur. I Catalonien havde FC Barcelona en betydning, der rakte langt ud over banen, og rivaliseringen med Real Madrid bar også den historiske og politiske spænding mellem Catalonien og centralmagten med sig. For Simonsen blev det mere end en kulisse. Efter kidnapningstrusler måtte han evakueres fra sit hjem, og ved en kamp mod Real Madrid blev han holdt ude af holdet, fordi man frygtede for hans sikkerhed. Truslerne mod Simonsen blev ikke ført ud i livet, men i 1981 blev holdets topscorer Quini kidnappet og holdt fanget i 25 dage, før politiet befriede ham. Barcelona havde på det tidspunkt kurs mod det spanske mesterskab, men holdet mistede momentum under kidnapningsforløbet, og titlen gled dem af hænde.Tonny Vorm: "Farvel til Catalonien", Information, 26. september 2008.

Dermed oplevede Simonsen ikke at vinde et spansk mesterskab med FC Barcelona. Individuelt satte han til gengæld et tydeligt aftryk på FC Barcelona. Over sine tre sæsoner scorede han henholdsvis 10, 10 og 11 ligamål. Han var en af holdets store offensive profiler og nød stor popularitet blandt tilhængerne, der gav ham kælenavnene “Simonet” og ”El pequeño gran danés”.

I 1981 vandt Barcelona Copa del Rey, og året efter vandt klubben Pokalvindernes Europa Cup. Igen blev Simonsen afgørende i de store kampe. I semifinalerne mod Tottenham scorede han det mål, der sendte Barcelona i finalen, hvor Standard Liège ventede. Belgierne kom foran, men før pausen udlignede Simonsen, og i 2. halvleg omsatte Quini et hurtigt taget frispark fra Simonsen til slutresultatet 2-1. Dermed havde Simonsen scoret i alle finalerne i UEFA's daværende store europæiske klubturneringer: Mesterholdenes Europa Cup, UEFA Cuppen og Pokalvindernes Europa Cup. Efter nedlæggelsen af Pokalvindernes Europa Cup kan Simonsens bedrift ikke matches.

I alt scorede Simonsen 43 mål i 69 kampe i de tre store europæiske cupturneringer.

I sommeren 1982 ændrede Barcelonas køb af Diego Maradona Simonsens situation afgørende. Klubben havde nu tre udenlandske stjerner i Simonsen, Maradona og Bernd Schuster, men reglerne tillod kun to udlændinge på holdet. Barcelona ville satse på Maradona som holdets offensive profil, og det var en stor skuffelse for Simonsen. Han var fortsat en af Barcelonas profiler, og udsigten til en sekundær rolle var ikke forenelig med hans ønsker. Som 29-årig valgte Allan Simonsen derfor at forlade FC Barcelona, og den 30. maj 1982 spillede han sin sidste kamp for klubben mod Real Madrid.

I alt spillede han 172 kampe og scorede 63 mål for FC Barcelona.

Efter bruddet med FC Barcelona strømmede det ind med tilbud fra store klubber som Tottenham Hotspur og Real Madrid. Simonsen har senere fortalt, at han afviste Real Madrid med det samme, da han ikke kunne forestille sig at skifte direkte til Barcelonas største rival. Han blev desuden tilbudt at afløse Pelé i New York CosmosTommy Poulsen: "Allan Simonsen: VB vil altid være min klub", Vejle Boldklub - Museum, 12. februar 2025. og fik også henvendelser fra klubber i Bundesligaen. Men efter næsten ti år i europæisk topfodbold havde Simonsen ikke et ønske om at vende tilbage til Tyskland eller fortsætte i endnu en europæisk storklub. Årene i Gladbach og Barcelona havde været opslidende, og han søgte derfor en anden type udfordring. Engelsk fodbold havde fascineret ham siden ungdommen, og i Charlton blev han præsenteret for et projekt, der harmonerede med hans ønsker for sig selv og familien.

Charlton Athletic Allan Simonsens skifte til Charlton Athletic i den engelske 2. division vakte opsigt i europæisk fodbold. Charltons blot 28-årige formand Mark Hulyer havde ambitiøse planer for klubben, og Europas tidligere bedste fodboldspiller skulle være omdrejningspunktet i projektet.