Vild med dans var et dansk tv-program og dansekonkurrence, der blev sendt fra 2005 til 2025 på TV 2 med i alt 22 sæsoner. Programmet var den danske udgave af det britiske tv-program og dansekonkurrence Strictly Come Dancing og var en del af det internationale tv-koncept Dancing with the Stars, hvor en kendt personlighed blev sat sammen med en professionel dansepartner og skulle konkurrere mod andre par i hovedsageligt standard- og latin-danse. Parrene blev bedømt efter hver dans af et hold af dommere, som gav point mellem 1-10, og sammenholdt med seernes stemmer (gennem sms-afstemninger) blev det besluttet hvilket par, der skulle forlade programmet. I finalen blev ét par kåret som vinder.
Sæsonens ti par blev annonceret i juli-august, mens selve programmet løb over ti uger som regel fra starten af september til slutningen af november. Den professionelle danser skulle hver uge lære den kendte en ny dans i standard- eller latin-genren, som skulle fremføres live foran dommere og publikum, og hvor sværhedsgraden og dommernes forventningerne voksede hver uge.
Dommerpanelet bestod af 3-4 faste dommere, der gennem årene bl.a. talte Jens Werner (sæson 1-19), Anne Laxholm (sæson 1-20), Britt Bendixen (sæson 1-15 og 17-18), Allan Tornsberg (sæson 3-7), Nikolaj Hübbe (sæson 8-20), Marianne Eihilt (sæson 16-22) og Sonny Fredie-Pedersen (sæson 19-22).https://www.billedbladet.dk/kendte/danmark/tv/tv-2/tv-2-med-stor-vild-med-dans-afsloering-her-er-aarets-dommerehttps://www.alt.dk/kendte/vild-med-dans-slutter/5595677
Programmets værter var bl.a. Andrea Elisabeth Rudolph (sæson 1-2 og 4-6), Claus Elming (sæson 2-14), Christiane Schaumburg-Müller (sæson 7-9 og 15-18), Sarah Grünewald (sæson 10-20) og Martin Johannes Larsen (sæson 19-22).
Den 30. juni 2025 blev det annonceret af TV 2, at den kommende 22. sæson ville blive den sidste nogensinde.
Format og udvikling Come Dancing Eric Morley, britisk tv-vært og skaber af Miss World, skabte i 1949, tv-konceptet Come Dancing på BBC, hvor almene britiske borgere rundt om i regionale dansehaller, lærte at danse standard- og latindanse med hjælp fra professionelle dansere. I 1953 blev formatet ændret til at blive en reel dansekonkurrence blandt de dansende par, hvilket blev en stor succes og tv-programmet blev sendt on and off frem til 1998.
Strictly Come Dancing I 2004 blev konceptet genoplivet til et nyt format og nyt navn, hvor deltagerne var kendte nationale personligheder, der i parskab med professionelle dansepartnere, skulle konkurrere mod andre par i standard- og latin-danse. Programmet blev lanceret under navnet Strictly Come Dancing; et navn, som var blevet til ved en sammenlægning af titlen fra den australske film Strictly Ballroom (1992) og titlen på forløberen for programmet, Come Dancing. Programmet blev sendt live på kanalen BBC One om lørdagen, mens resultatet af aftenens konkurrence blev sendt om søndagen. Programmet blev hurtigt en publikumssucces og er siden blev anerkendt som et af de mest succesfulde tv-koncepter gennem tiden. Konceptet blev siden solgt til omkring 60 lande, såsom Argentina, Chile, Brasilien, Norge, Portugal, Sverige, Tyskland, Rusland, USA, New Zealand, Australien, Thailand etc., under enten det internationale navn Dancing with the Stars eller landets egen navngivelse, som fx Danmarks Vild med dans.
Til Danmark I 2005 foreslog daværende administrerende direktør for produktionsselskabet Mastiff, Peter Hansen, at lave en dansk udgave af det britiske Strictly Come Dancing. TV 2 var i starten skeptiske over for konceptet og der blev indgået kompromis om at Hansen selv skulle være vært på programmet sammen med Andrea Elisabeth Rudolph.
Dansk format
Opsætning Sæsonens ti konkurrerende par blev annonceret omkring juli-august, mens selve programmet løb over ti uger, som regel fra starten af september frem til slutningen af november. Programmet blev sendt hver fredag kl. 20 på TV 2 i perioden. Alle parrene bestod af en dansk kendt personlighed, som blev sat sammen med en professionel dansepartner, som skulle undervise og lære den kendte personlighed de forskellige standard- og latindanse. Parrene havde alle én uge til at lære én ny stilart og rutine, som efterfølgende skulle fremføres live foran dommerpanelet og publikum, hvorefter parrets optræden blev bedømt af dommerpanelet med point mellem 1-10 (minimum 3 point, maximum 30 point). Sammenholdt med dommerpanelets bedømmelse, havce publikum og seere derefter mulighed for at stemme via sms på det eller de par, de ønskede skulle gå videre i konkurrencen. Efter afstemningen blev afsløret, hvilke to par, der havde modtaget færrest stemmer af seerne, og disse to par skulle efterfølgende ud i omdans, hvor de igen skulle fremføre deres rutine, mens de øvrige par var trygt videre i konkurrencen. Efter endt omdans afgjorde endnu en sms-afstemning, og dermed kun seerne, hvilket par, der skulle forlade programmet.
I programmets første sæson i foråret 2005 konkurrerede syv par, og ved sæson 2 i efteråret 2005 steg antallet af konkurrerende par til ti. Seks sæsoner senere, ved sæson 8 i 2011, deltog tolv par i konkurrencen, mens der ved den efterfølgende sæson 9 i 2012 igen kun deltog ti par. Ved den følgende sæson 10 i 2013 deltog igen tolv par, hvilket blev bibeholdt frem til sæson 19. Siden sæson 19 i 2022 har kun 10 par deltaget i konkurrencen.Her er alle deltagere i 'Vild med dans' 2022 - TV 2
I programmets første sæson og frem til sæson 14 i 2017 konkurrerede to par i finalen, men TV 2 ønskede ved sæson 15 i 2018 at gøre finalen mere underholdende og valgte derfor at have tre par i finalen. Dette blev dog ikke en realitet før sæson 16 i 2019, da Rolf Sørensen og Karina Frimodt undervejs i sæson 15 måtte trække sig grundet en skade, og for at undgå at forkorte programmets længde fortsatte to par endeligt over i finalen. Siden sæson 16 deltog tre par i finalen, som blev afholdt i sæsonens 12. og afsluttende uge.
Sæson 10: Allan Simonsen-kontrovers Seernes stemme afgjorde, hvilke par, der skulle fortsætte eller udgå fra programmet. Det skabte i sæson 10 i 2013 en kontrovers. Den tidligere professionelle fodboldspiller på det danske landshold, Allan Simonsen, og partner Sofie Kruuses deltagelse fik skabt stor opmærksomhed om programmet, da parret til trods for at de fik de laveste karakter af alle de deltagende par, nåede frem til semifinalen. Flere medier beskrev Simonsens deltagelse i programmet for nærmest en kultbevægelse, da Simonsen fremstod som meget populær blandt seerne, da han ofte modtog en stor del af afgivne stemmer ved hvert show og formåede at sende dygtigere par ud ved omdans. Medieforskere udtalte undervejs, at der var risiko for en ødelæggelse af programmets integritet, da man mistænkte TV 2 for at udnytte den nye store opmærksomhed om programmet grundet Simonsens deltagelse, og at TV 2 dermed forsøgte at holde ham i programmet i så lang tid som muligt til trods for protester fra seere, dansere og dommere. TV 2 blev også mistænkt for ved en pludselig ændring af afstemningsreglerne at få Allan Simonsen stemt ud af programmet. Ved semifinalen oplevede TV 2 ved den afgørende afstemning et nedbrud i deres sms-systemer, og der opstod rygter om, at TV 2 havde valgt at sende Simonsen ud af programmet for at modbevise de tidligere påstande om favorisering.
Produktion Programmet blev produceret af TV 2 og Mastiff og blev optaget i MTG's studier i Jenagade på Amager i København fra sæson 1 i 2005, hvor tv-studiet var opført. I august 2019 annoncerede TV 2, at tv-studiet ville blive flyttet til Mastiffs egne studier på Østerbro, da man ønskede at samle hele Vild med dans-produktionen, heriblandt træningslokaler og kostumeafdeling, i én bygning. TV 2 og Mastiff udnyttede ved denne flytning af tv-studiet også en modernisering af showets visuelle design.
Knæk Cancer I 2012 begyndte TV 2 et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse med det formål at indsamle penge til forskning i, bekæmpelse og forebyggelse af sygdommen, samt patientstøtte. Kampagnen "Knæk Cancer" løb i efterårsmånederne, hovedsageligt, i ugerne 41-43, hvor TV 2s programmer, såsom Go' morgen Danmark, Go' aften Danmark og Vild med Dans alle dedikerede et eller flere udsendelser til formålet frem til kulminationen med store Knæk Cancer-liveshow. Fra 2012 og frem havde Vild med dans en særudgave af programmet i kampagnens sidste uge, hvor ingen af deltagerne blev stemt ud, og hvor showet blev flyttet til Gamle Scene i Det Kongelige Teater i København, hvor fokusset for showet var at indsamle penge til Kræftens Bekæmpelse.
Danse De konkurrerende par skulle i løbet af sæsonen igennem World Dance Councils ti officielt fastsatte standard- og latindanse (5 standard- og 5 latin-danse), som er henholdsvis vals, tango, wienervals, slow fox og quickstep, og cha-cha-cha, samba, rumba, paso doble og jive. Rækkefølgen af, hvilket danse parrene skulle dyste i, blev besluttet af TV 2.KÆMPE ændring får konsekvenser for 'Vild med dans'
I sæson 16 i 2019 introducerede TV 2 et nyt tiltag, da danse-kategorien "Ønskedans" blev tilføjet som en valgfri dans for parrene. De par, der ønskede at udnytte dette, fik herefter mulighed for at vælge mellem tre danse; street, moderne og showdans, som de selv kunne ønske, hvornår de ville optræde med.Markant ændring i dansene i 'Vild med dans' | BT Film, TV og Streaming - www.bt.dk Selvom denne kategori er tilgængelig igennem hele sæsonen, har der været en overvægt af par, som har gemt kategorien til deres eventuelle finaledanse.
Ved sæson 18 i 2021 meddelte TV 2s underholdningsredaktør Thomas Richard Strøbech, at TV 2 ændrede reglerne for, hvilke rækkefølge dansene skulle fremføres i, da redaktionen ønskede at give den professionelle danser medbestemmelse i hvilken danserejse den kendte personlighed skulle igennem. Siden sæson 18 har dansene i de to første afsnit været besluttet af TV 2, hvorefter parrene i de resterende programmet har kunnet fremsætte ønsker om i hvilken rækkefølge, de ønskede at komme igennem de ti danse på.Vild med dans får nye regler - Avisen.dk
Øvrige danse I sæson 8 i 2011 introducerede TV 2 konceptet “Maratondans”, hvor alle parrene skulle dyste mod hinanden på samme tid, hvor dommerne undervejs i maratonet kunne sende par ud fra gulvet, mens de øvrige par fortsatte med at danse, indtil kun ét par stod tilbage som vindere. Det vindende par modtog herefter 5 point, som blev lagt oveni i deres karakterer, det næstbedste par 4 point, det tredjebedste par 3 point etc. Dansestilen ved maratondansene har bl.a. været swing, salsa, lindy hop, disko, nitty gritty, carolina shag og charleston.
I sæson 9 i 2012 introducerede TV 2 et nyt koncept, kaldet "Fællesdans", som ved sæson 14 blev ændret til "Holddans", hvor de resterende par blev delt i to grupper, som skulle konkurrere mod hinanden. De to grupper fik et emne, som de skulle fortolke og skabe en dans ud fra.
Værter Ved programmets første to sæsoner i 2005 var værterne Peter Hansen og Andrea Elisabeth Rudolph.
Ved sæson 3 i 2006 indtog Claus Elming og Christine Lorentzen værtsrollerne for programmet. Lorentzen dog kun i én sæson, da Elisabeth Rudolph i den følgende sæson 4 i 2007 overtog den kvindelige værtsrolle, mens Elming fortsatte. Elming og Elisabeth Rudoplh fortsatte i værtsrollerne frem til sæson 6 i 2009.
I sæson 7 i 2010 overtog Christiane Schaumburg-Müller for Elisabeth Rudolph, og sammen med Elming udgjorde de værtsparret i sæson 8 i 2011 og sæson 9 i 2012.
Ved sæson 10 i 2013 overtog Sarah Grünewald den kvindelige værtsrolle i stedet for Schaumburg-Müller, og sammen med Elming udgjorde de værtsparret frem til sæson 14 i 2017.