Henrik 6. (Tysk-romerske rige)

thumb|Henrik 6. og Constance af Sicilien afbilledet i Liber ad honorem Augusti af Peter af Eboli, 1196

Henrik 6. af Staufer-slægten (født i november 1165 i Nijmegen, død 28. september 1197 i Messina) var fra 1169 Romernes Konge og fra 1191 kejser af det tysk-romerske rige. Fra 1194 og frem til sin død var han de iure uxoris (fra sin ægtehustrus ret) på samme tid konge af Sicilien.

Henrik var den anden søn af i alt elleve børn af Frederik Barbarossa og Beatrice af Bourgogne. Han giftede sig i 1186 med Constance, der som datter af normannerkongen Roger 2. af Sicilien var Vilhelm 2.s tante og arving. I sin fars sidste leveår begyndte Henrik at opføre sig gradvist mere uafhængigt, men blev efter sin fars død viklet ind i flere store konflikter. En af de største interne stridigheder i kejserriget var mod Huset Welf og i særdeleshed den tidligere hertug af Sachsen og Bayern, Henrik Løve, som i årene forinden havde fået frataget sit len af kejser Frederik. Den største eksterne stridighed startede med Vilhelm 2. af Siciliens død i 1189, da Henriks dronning Constances krav på tronen ignoreret af de sicilianske adelige, som i stedet ophævede Tancred af Lecce til konge. Dette fik Henrik til at erklære det sicilianske kongerige krig - en krig, som han dog i første omgang tabte efter et militært nederlag ved Napoli i 1191.

Under en fyrstesammensværgelse, udløst af stridigheder om hvem der skulle regere Fyrstbispedømmet Liège, lykkedes det Henrik at få overdraget den tilfangetagne engelske konge Richard Løvehjerte, og efter at have sikret sig et enormt løsepengebeløb og Richards militære assistance lykkedes det endelig Henrik at erobre Sicilien i 1194. I årene 1195 og 1196 forsøgte Henrik at gøre kejsertitlen til et arveligt monarki, og at få det sicilianske kongerige juridisk indlemmet i det tysk-romerske rige, men førstnævnte blev blokeret af rigets fyrster, der frygtede en tiltagende centralisering af magten i kejserriget og sidstnævnte blev blokeret af pavemagten, som at Henriks slægt ville opnå en for stor geopolitisk magt i Middelhavsområdet. Henrik døde under forberedelserne til korstoget i 1197 (også kendt som Henrik 6.s korstog eller det tyske korstog), hvis mål var erobringen af Jerusalem, men muligvis også at bane vejen for en erobring af det Byzantinske Rige.Joachim Ehlers i Bernd Schneidmüller/Stefan Weinfurter: Die deutschen Herrscher des Mittelalters. Historische Porträts von Heinrich I. bis Maximilian I., S. 267

Tidlige historikere roste Henrik for hans magtpolitiske succeser og betragtede hans regeringstid som højdepunktet for Stauferslægtens autoritet, men nyere historikere har sået tvivl om hvorvidt dette ry er velfortjent. Blandt deres kritikpunkter er, at Henriks ekspansion i Sicilien og et vedvarende behov for at forsvare kejserlige titler i Norditalien førte til at hans muligheder for at forsvare sine tyske besiddelser blev særdeles begrænsede, og at behovet for kejserens personlige tilstedeværelse i mange forskellige dele af riget skabte et konstant fravær og overlod mange af rigets fyrster til sig selv, mens deres kejserlige funktion blev erstattet af ministermøder .Ingeborg Seltmann: Heinrich VI. Herrschaftspraxis und Umgebung, S. 274, 275

Liv Kejsersøn (1165–1185) thumb|Kejser Frederik Barbarossa med rigsæble og scepter, siddende mellem sine sønner Henrik 6., der allerede bærer kongekrone (venstre) og Frederik 5. af Schwaben med hertugkrone; miniatur fra Historia Welforum. Fulda, Hessische Landesbibliothek, Cod. D. 11, fol. 14r.

Henrik blev født i efteråret 1165 (formodentlig oktober eller november) i Valkhof som anden søn af kejser Frederik 1. Barbarossa og Beatrice 1. af Burgund. Ved pinse 1169 forbigik Frederik officielt sin førstefødte søn af samme navnGerhard Baaken: Die Altersfolge der Söhne Friedrich Barbarossas und die Königserhebung Heinrichs VI. (passim). og fik gennem en valghandling ved en hofdag i Bamberg i stedet den andenfødte Henrik valgt til Romernes Konge. Valget var givetvis et forsøg fra kejser Frederiks side på at fastlægge en arvefølge, og fravalget af hans førstefødte søn blev formentlig truffet på grund af dennes dårlige helbred.Gerhard Baaken S. 65. Der lader ikke til at have været nogle fyrstelige modkrav for accept af Henriks valg, og forhandlinger med kurien skabte sågar forhåbninger om afslutning af det skisma, der var opstået efter det dobbelte pavevalg i 1160 - kejser Frederik anerkendte ikke Pave Alexander 3., men Henrik ville selv senere anerkende Alexander i et forsøg på at skabe mere ro om sin rolle som tronarving. Frederik havde derudover tilsyneladende et ønske om at Henrik skulle regere som medkejser med de pavetro biskoppers velsignelse, men disse planer slog dog fejl, da Frederik stillede for vidtrækkende krav i forhold til hvad biskopperne kunne acceptere.Peter Csendes: Heinrich VI., S. 38. Henrik blev kronet til konge 15. august 1169 i Aachen.

Henriks navn fremgår i 1173, angivet som vidne i et dokument, hvilket dermed er hans første kendte politiske handling. I de følgende fire år fulgte han med sin far på dennes togt til Italien. I denne tid modtog Henrik sandsynligvis undervisning fra hofkapellan Godfred af Viterbo.Peter Csendes: Heinrich VI., Anmerkungen S. 222 Kronikører beretter om at Henrik på dette tidspunkt, omkring 12 år gammel, kunne læse og skrive, og beherskede det latinske sprog, og Godfred har siden berettet om Henriks bibliotek i Hagenau-paladset og hans interesse for filosofiske studier. I kredsen omkring den unge kong Henrik fandtes der digtere som Frederik af Hausen, Bligger af Steinach og Bernger af Horheim, og hans navn blev også kendt fra skjaldesangen Kaiser Heinrich - Codex Manesse og Weingartner Liederhandschrift indeholder hver otte strofer af denne, omend det ikke har været muligt at lave en endelig inddeling af stroferne.Peter Csendes: Heinrich VI., S. 204–205

I 1178 vendte Henrik tilbage til Tyskland gennem kongeriget Burgund. Fra denne tid begyndte han gradvist at få mere og mere selvstændigt politisk ansvar. Mens hans far stridedes med Bayern- og Sachsenhertugen Henrik Løve, beskæftigede Henrik sig hovedsageligt med rigets vestlige del, og i 1182, da han var omkring 17 år gammel, agerede han sågar mægler i en konflikt mellem den franske konge og greven af Flandern.

Ved hofdagen i Mainz i 21. maj 1184 blev Henrik og hans bror slået til ridder ved et såkaldt Schwertleite. 26. juli samme år undgik Henrik med nød og næppe at blive et offer for latrinkatastrofen i Erfurt, da han sad i et indhug til et stenvindue, og ikke på det trægulv, der styrtede sammen i katastrofen. Omkring denne tid var Henrik også engageret i et togt i Polen for at hjælpe storhertug Mieszko i dennes kamp mod sin bror Kasimir 2.. Felttoget, der ikke bød på nævneværdige slag, endte kort efter med en sejr til Kasimir.Casimir II på Encyclopædia Britannica

Omkring den samme tid forhandlede kejser Frederik sig sammen med Vilhelm 2. af Sicilien, en tidligere pavestøtte, frem til et ægteskab mellem Henrik og Vilhelms tante, Constance. Vilhelm på det tidspunkt barnløs og ved dårligt helbred,Peter Csendes: Heinrich VI. S. 53. og i ægteskabskontrakten blev Constances arveret derfor særligt fremhævet hvorved de sicilianske adelige anerkendte Constances og Henriks fælles krav på tronen. I oktober samme år forsøgte endnu engang at få Henrik ophævet til medkejser, men uden held.

Henrik i kejser Frederiks sidste år (1185–1190) I 1185 forberedte Henrik sig i rigets vestlige del på et felttog mod Frankrig for at støtte det tysk-romerske riges allierede England. Greverne af Hainaut og Flandern kunne dog af forskellige grunde ikke deltage i felttoget, hvilket tvang Henrik til at slutte fred med Frankrig.

Kort efter begav Henrik sig mod Italien, hvor han 27. januar 1186 som 19-årig blev gift med den 31-årige Constance i Milano. De blev derefter udråbt som konge og dronning af Italien, hvilket på daværende tidspunkt hovedsageligt var en ceremoniel titel tildelt kejsere af det tysk-romerske rige. Fra dette tidspunkt begyndte Henrik også at benytte titlen Cæsar, givetvis inspireret af de antikke romerske kejsere og det faktum at Staufer-slægtens syn på kejserens rolle var stærkt inspireret af romerretten. Henriks tildeling af titlen som Cæsar kan også ses som en reaktion på hans fars mislykkede forsøg på at få ham kronet som medkejser af det tysk-romerske rige.Joachim Ehlers i Bernd Schneidmüller/Stefan Weinfurter: Die deutschen Herrscher des Mittelalters Historische Porträts von Heinrich I. bis Maximilian I., S. 256

Et kejserlige angreb på Cremona førte til en væbnet konfrontation med pave Urban 3., og Henrik indtog i denne forbindelse Toscana, hvorfra hans hær, under den øverstbefalende Markward af Annweiler, hærgede store dele af kirkestaten frem til en fredsaftale blev indgået i august 1186. Frem til slutningen af 1187 forblev Henrik for at se til kejserlige anliggender der, hvorefter han rejste tilbage til Tyskland.

I marts 1188 var han ved hofdagen Hoftag Jesu Christi i Mainz, da kejser Frederik bekendtgjorde sin hensigt om at gennemføre et korstog, og da Frederik året efter drog ud på det tredje korstog, overtog Henrik kontrollen med hele riget. Hen mod årets slutning belønnede Henrik grev Balduin af Hainaut med det nyoprettede markgrevskab Namur. Med Balduins udnævnelse forsøgte Henrik, i hvad der ligner en fortsættelse af sin fars politik, at skabe en modvægt til ærkebiskopperne i Kurfyrstendømmet Köln og det større Flandern.Peter Csendes: Heinrich VI., S. 45 Henrik forhandlede også en aftale på plads mellem Balduin og Henrik af Brabant. Samtidig indledte han igen forhandlinger med kurien om sin fremtidige kejserkroning, og forsikrede i denne sammenhæng paven om at alle kirkelige besiddelser, som på daværende tidspunkt var besat af Staufere, ville blive returneret. I juni det følgende år druknede kejser Frederik i floden Salef under sit korstog.

Allerede i 1189, kort tid efter kejser Frederiks død og inden Henrik var blevet bekendt med den, vendte Frederiks gamle fjende Henrik Løve tilbage fra eksil, i strid med en tidligere aftale med den nyligt afdøde kejser, og støttet af ærkebiskop Hartwig af Bremen bekrigede han i tiden herefter sine saksiske fjender. I november 1189 drog kong Henrik mod Sachsen for at konfrontere Henrik Løve, omend den sene årstid tvang ham til at afbryde sit felttog. Henrik erfarede kort efter at Vilhelm 2. af Sicilien var død, og at på grund af uroligheder og en mellemkomst ved den sicilianske vicekansler Matthæus af Salerno var Tancred af Lecce blevet valgt til siciliansk konge af et flertal af de sicilianske baroner. Dette valg var et klart brud på arveloven, der ellers gav forrang til Henrik og Constances krav på den sicilianske trone. Efter sin kroning havde Tancred hurtigt taget forbindelse til kurien, og hans udnævnelse menes at være sket med pavens fulde støtte.Annales Casinenses, 314 Kroningen førte til kampe mellem Tancreds tilhængere og Staufer-venlige kræfter i Apulien, sidstnævnte under ledelse af grev Roger af Andria, og Henrik sendte i denne forbindelse sin marskal Henrik Testa til Italien for at støtte Roger.

I det følgende år led Henrik Løve et militært nederlag i Sachsen, da hans tilhængere blev besejret af Adolf 1. af Dassel og i midten af juli blev der, med Henriks for bordenden, indgået en fredsaftale i Fulda: Henrik Løve modtog halvdelen af rigets indtægter i Lübeck, men måtte afgive Lüneburgs og Brunsvigs befæstninger, og hans søn Henrik af Brunsvig skulle forflyttes til Italien og tjene i den kongelige hær.

Kroning til kejser og felttog mod kongeriget Sicilien (1190–1191) thumb|Det Hellige Romerske rige (mørk gul) og andre stater der anerkendte dets suzerænitet (lysere gul) under Henrik 6.