thumb|Havneterræn, bydelen "Lôtissement des Îles" og jernbanestationen i L'Île Rousse. L’Île-Rousse (korsikansk: L'Isola Rossa) er en kommune i departementet Haute-Corse på Korsika. Byen er – efter Calvi – det næststørste, byområde i Balagne, Korsikas nordvestlige del.
Modsat øens andre større kystbyer (Calvi, Saint-Florent, Bastia, Porto-Vecchio, Bonifacio og Ajaccio), som alle blev grundlagt i Middelalderen af republikken Genova, blev l'Île-Rousse grundlagt i 1758 under den korsikanske uafhængighed af Pasquale Paoli, som ønskede at hæmme nabobyen Calvis rigdom, da den var under genovesisk kontrol.
Geografi Placering L’Île-Rousse er en kystby i Balagne og centrum for abbediet Aregnu, og den var underlagt den franske, militære administration i anden halvdel af det 18. århundrede, men senere er den blevet hovedbyen for kantonen l'Île-Rousse. Byens indbyggere kaldes Île-RoussiensSimon Grimaldi: La Corse et le monde: histoire chronologique comparée, bd 3, 1997, (eller IsolaniLarousse 2007, ) på fransk, Lisulani på korsikanskINFCOR, Banque de données de la langue corse.
Geologi og topografi Byområdet Byens areal har ringe udstrækning på 2,5 km² og strækker sig i en radius af cirka 1 kilometer rundt om det bebyggede område. Dermed er den indesluttet mellem kommunerne Corbara mod vest, Santa-Reparata-di-Balagna mod syd og Monticello mod øst. Det betyder, at byen kun har 200 meter fra sin østligste grænse til stranden ved Marinella.
Byens kystlinje mod Middelhavet brydes på midten af et par små klippeøer, som består af rød porfyr, hvad der har givet byen dens navn. Kysten består mod vest af stejle klipper og mod øst af Marinellastranden med rent hvidt sand og klart vand.
Vest for Marinella, som grænser op til bymidten, udmunder det lille vandløb Padula, som har sin kilde neden for det gamle Palmento-kloster (i Santa-Reparata-di-Balagna), hvor det kaldes Giovaggio.
Det lille øhav nord for kommunen bestod oprindeligt af otte småøer:
Saletta: Den første, lille ø, som forbinder småøerne med hovedøen ligesom en bro. E Trè Petre: Tre store klipper midt i området, som forbinder Saletta med Isula Grande, hvor man har bygget molen. Île de la Pietra (Isula Grande): Den største af de små øer, hvor man finder stedet A Petra. Isola di u Brocciu (Rucciu): En lille ø øst for fyrtårnet over for vigen Funtanaccia. Isula Piana: En lille flad ø ved siden af Rucciu. Brocettu (Ruccettu): Den mindste af de små øer. Ligger vest for fyrtårnet.Michel-Claude Weiss: A Petra L'île Rousse, 2010,
Øen Pietra thumb|upright=2|Småøen Pietra.
Øen Pietra er den største af småøerne. I La Chronique af Anton Pietro Filippini fra 1566 blev den kaldt Monticello. Der er to befæstede Tårne på Pietra: Fyrtårnet og ruinen af det genovesiske tårn. Øen er i dag forbundet med hovedøen via havnevejen, sådan at den er blevet til en halvø. Den skærmer mod de fremherskende vinde fra vest og skaber på den vis et beskyttet sted, hvor man har bygget L'Île Rousses havn.
På denne ø gennemførtes arkæologiske udgravninger under ledelse af Michel-Claude Weiss i årene 1983-1985Eugène Bonifay: Circonscription de la Corse i Gallia préhistoire, 1986, 29 2 side 339-340 og igen mellem 2003 og 2006.Kollektiv (ledet af Jacques Isolery): A Petra L'île Rousse, 2010,
Kommunikations- og trafiklinjer Vejforbindelser Kommunen gennemskæres af den nationale hovedvej, RN 197, som forbinder Calvi og Balagne med Korsikas indre dele. Der er 15 kilometer mellem L'Île-Rousse og Calvi mod sydvest. Afstanden til Ponte-Leccia i sydøst er 40 kilometer, mens der er 44 kilometer til Saint-Florent i øst.
L'Île-Rousse er forbundet med Santa-Reparata-di-Balagna via D13, og med Monticello via D63, to veje, som udmunder i D71, der kaldes ”Balagnes højtliggende kystvej”, da det er den, som forbinder ”de hængende landsbyer”.
Jernbaneforbindelser thumb|Jernbanestationen i L'Île-Rousse.
Byen ligger på den korsikanske jernbanelinje mellem Ponte-Leccia og Calvi. Inden for kommunens grænse er der en jernbanestation i selve byen og et trinbræt ved standen Marinella. Banen er et led i U trinighellu, ”strandbanen”, den særlige linje, som i sommertiden betjener rækken af strande mellem Calvi og L'Île-Rousse .
Færgeruter thumb|Skib ved kaj i L'ïle-Rousse.
Havnen i L'Île-Rousse er den tredjestørste på Korsika, både regnet efter mængden af gods og antallet af passagerer. Byen har forbindelse med det kontinentale Frankrig via ruter, der drives af tre færgeselskaber: SNCM, CMN og Corsica Ferries, der sejler tilMarseille, Toulon og Nice. Dertil kommer en lejlighedsvis forbindelse til den italienske by Savona.
Departementets havn i L'Île-Rousse er den eneste på Korsika, som kan modtage sprængfarligt gods.
thumb|Paolipladsen og byens kirke.
Byhistorie I den gamle by, grundlagt af Pasquale Paoli, ”fædrelandets far”, strækker de brolagte gader sig som efter en snor i retningen nord-syd. Den ældste del af byen ligger mellem på den ene side fragthavnens kajer, som dækker tre af de otte småøer, fiskerihavnen og broerne, som forbinder havneområdet med kysten, og på den anden side torvepladsen med de 21 søjler, befæstningerne og de gamle huse, der voksede op mellem 1765 og midten af 1800-tallet.
Det første egentlige beboelseshus blev opført i 1766, og de første beboere kom fra nabolandsbyerne og fra Kap Korsika, men der var også franskmænd og italienere mellem dem.Antoine-Laurent Serpentini (ed.): Dictionnaire Historique de la Corse, 2006, Visse bemærkelsesværdige huse har indvendige, florentinske trapper.
Undfangelseskapellet, en kirke, der blev bygget som noget af det første i 1740, og som blev ødelagt i 1936, har givet navn til ”Rue Notre-Dame”. Indtil 1860 var den sognekirke, og den blev senere brugt som kapel, beregnet for fiskerne, indtil den blev taget ud af drift. Efter at kommunen havde solgt bygningen til forsvarsministeriet, blev den brugt som kul- og brændelager, men blev senere overdraget til flådeministeriet, der skulle bruge den som overnatningssted for søfolk. Til slut blev den nedrevet, for at man kunne udvide avenuen ved stationen.Michèle Castelli: Marie di Lola, 2014, Kirken var indviet til Barmhjertighedens nådige frue og lå ved siden af franciskanernes kloster. Kirken for den ubesmittede undfangelse, der er sognekirke i l'Île-Rousse, ligger vest for den store plads midt i byen. På pladsen vokser bemærkelsesværdige daddelpalmer (fra 1890). Her kan man nyde skyggen og spille petanque om sommeren.
thumb|Den overdækkede og restaurerede torveplads. Den nye del af byen fortsætter den gamle del fra Paolipladsen, der skygges af de mere end hundrede år gamle plataner, og hvor køligheden gør godt om sommeren. I midten af den gamle bydel har de besøgende mulighed for at slentre på de gamle brolægninger, der er genoprettet i et vist omfang langs gader med historiske navne: Pasquale Paoli, Napoleon, brødrene Arena, Louis-Philippe, Agilla.
L'Île Rousse er en by for sig i Korsikas historie: Den blev grundlagt af Pasquale Paoli, mens Korsika var et selvstændigt kongerige, men efter 1815 forsynede byrådet den med et våbenskjold, der bærer de kongetros franske lilje. Senere blev den styret gennem et halvt århundrede af Napoleontro rådsmedlemmer. Disse modsigelser skaber et tiltrækkende og overraskende sted for turisterne, som kommer hvert år og sætter sig under platanerne på dens bemærkelsesværdige, centrale plads.
Historie I det 1900-tallet fik det fascistiske Italiens besættelse den korsikanske modstand til at organisere sig. Det lykkedes de første medlemmer af den hemmelige organisation Mission secrète Pearl Harbour (Toussaint og Pierre Griffi, Laurent Preziosi og Roger de Saule) at koordinere netværket i Balagne. De var ankommet den 14. december 1942 med undervandsbåd til bugten ved Topiti. 1954 – Kantonen L'Île-Rousse dannes af kommunerne Corbara, L'Île-Rousse, Monticello, Pigna, Sant’Antonino og Santa-Reparata-di-Balagna. 1975 – Departementet Haute-Corse opstår ved en deling af det tidligere departement Corse.
Bynavnet På korsikansk kaldes kommunen Lìsula.J. Chiorboli: Ciurrata di la lingua gadduresa, side 136Pascal Marchetti: L'usu corsu: Dictionnaire des mots d'usage et des locutions du Nord et du Centre de la Corse avec les équivalents des langues italienne et française, 2008,
Borgmestre i det 20. århundrede 1896-1904: Dominique Gavini. 1904-1907: Sébastien Mattei. 1908-1908: Antoine François Laurenti. 1908-1925: François Valery. 1925-1941: Charles Marie Savelli. 1941-1943: Pascal Mondielli. 1943-1944: Georges Orgnon. 1945-1947: Jean-Pierre Ferrali. 1947-1965: Jacques Ambrogi. 1965-1971: Jean Fioravante. 1971-2001: Pierre Pasquini fra RPR. 2001-2003: François Ferrandini. 2003-2020: Jean Joseph Allegrini-Simonetti fra UMP.
Kulturelle begivenheder og fester Byens kulturcentrum, U Spaziu, organiserer konferencer i årets løb, hvor specialister inden for økonomi, historie og sociologi debatterer, og hvor der også er plads til kunstnere (udstillinger og præsentationer) og til kulturelle foreninger (kurser i korsikansk, qi gong…) 2. februar: Festen for Santa Agata, de korsikanske fiskeres skytshelgen. 2. juni: Festen for Sankt Erasmus, søfolkenes skytshelgen. 24. juni: Sankthansbål på Place Paoli. 14. juli: Fyrværkeri på Bastille-dagen. Slutningen af september-begyndelsen af oktober: markedet i L'Île Rousse på Place Pasquale Paoli. Festkomiteen, "L'Isula in Festa", arrangerer talrige gratis koncerter og opførelser.Festkomiteens hjemmeside
Steder og monumenter thumb|Hotellet ”Napoléon Bonaparte”.
Pietra-fyrtårnet Fyrtårnet på Pietra, L'Île-Rousses fyrtårn, har været i brug siden 1857. I dag er det fuldautomatisk og får strøm fra solceller.
Det overdækkede torv Torvepladsen bygget i 1844-1846 fik sine oprindelige farver tilbage i 2011 og har siden 1993 været klassificeret som nationalt monument.Kulturministeriet i Frankrig: Marché couvert
Haven ved hotellet ”Napoléon Bonaparte” Haven ved hotellet ”Napoléon Bonaparte” – med adresse på Place Paoli – er privat ejendom, men optaget på listen over nationale monumenter.Kulturministeriet i Frankrig: Jardin de l'hôtel Napoléon Bonaparte
Vagttårnet ved L'Île-Rousse thumb|Det genovesiske tårn på Pietra.
Tårnet kaldes også det genovesiske tårn på la Pietra, den største af de små klippeøer af rød porfyr ud for L'Île-Rousse. Tårnet er i god forfatning og kan nås ad vejen til fyrtårnet på Pietra, men kun for personer med særlig tilladelse. Det regnes for at være byens symbol.
Scalo-tårnet Scalo-tårnet (Korsikansk: Scalu = ”trappe”), hvis navn her betyder ankomst eller afsejling, står på den nuværende rådhusplads. Det blev restaureret i 2012, men er bygget i 1600-tallet, da det blev kaldt Tour des Fabiani. Familien Fabiani var en af de førende familier i sognet Santa-Reparata-di-Balagna og var ejere af stedet, hvor de havde lagerbygninger og butikker i perioden under Genova og frem til Paquale Paolis opbygning af havnen ved L'Île-Rousse. Tårnet skulle sandsynligvis beskytte deres ejendomme. Det blev også brugt som lager for det salt, der ankom fra de provençalske inddampningssteder. Saltet gjorde det muligt at inddrive en vigtig skatteindtægt: den såkaldte ”Gabelle du sel” (saltskat). Den 5. april 1731 blev tårnet indtaget af korsikanerne under deres oprør mod Genova. Paoli fik det styrket for at kunne beskytte de nybyggede Palazzu (borgerhuse). Det blev dog senere indtaget af franske tropper, og den 25. maj 1769 satte D'Arcambal sig endegyldigt i besiddelse af l'Île-Rousse. Tårnet blev inddraget og omdannet til krudtmagasin for militæret.
Den 2. august 1778 ramte et lyn krudttårnet, hvilket fremkaldte en gigantisk eksplosion, der ødelagde en del af kvarteret. Abedden Don Antonio Orticoni, der var tidligere miltærpræst, skriver i sine erindringer: Tårnet blev genopbygget, nu to meter lavere, sådan at man fik et nyt krudtmagasin.