thumb|"Fram" forlader Bergen 2. juli 1893, med kurs mod Nordishavet. thumb|Fridtjof Nansen og Fram på sovjetisk frimærke fra 1961. thumb|"Kort over Dr. Fridtjof Nansen's Polarexpedition 1893–1896"
Nansens Fram-ekspedition 1893-96 var en ekspedition, som havde som hovedformål at nå den geografiske nordpol. Leder og initiativtager til ekspeditionen var den norske forsker og opdager Fridtjof Nansen, som ville forsøge at udnytte de naturlige øst-vest-strømme i Nordishavet. Til trods for stor skepsis hos andre polarfarere førte Nansen "Fram" til de Nysibiriske øer øst i Nordishavet, lod skibet fryse fast i pakisen, og ventede på, at strømmene skulle fragte skibet mod Nordpolen. Fremdriften i isen var imidlertid ringe og og havstrømmene uforudsigelige. Efter 18 måneder i isen stod det klart for Nansen, at "Fram" ville passere langt fra polpunktet. Han tog en meget dristig beslutning og forlod skibet med et hundespand. Med sig havde han en udvalgt medrejsende, Hjalmar Johansen, og sammen satte de kursen mod Nordpolen. De nåede heller aldrig frem til polpunktet, men de opnåede rekord med en nordlig bredde på 86°13.6'N, før de vendte om og begav sig ud på den lange tilbagerejse over is og vand for at komme i sikkerhed på Frans Josefs land, hvor de overvintrede. Næste forår var de heldige og blev taget op af en anden ishavsekspedition og senere bragt til Norge. I mellemtiden fortsatte "Fram" at drive sydvest over og nåede til sidst Atlanterhavet. Ved et forbavsende held ankom Nansen og Johansen Tromsø blot få dage efter "Fram"s ankomst. Nansen styrkede sin position som nationalhelt efter denne dåd.
Idéen til ekspeditionen opstod efter, at vragrester fra det amerikanske fartøj "Jeannette", som var sunket ud for nordkysten af Sibirien i 1881, blev fundet ud for sydvestkysten af Grønland tre år efter forliset. Vragresterne var åbenbart blevet fragtet over Nordishavet, og måske også over selve polpunktet. Baseret på dette og andre rester, som blev samlede op langs kysten af Grønland, udviklede meteorologen Henrik Mohn en teori om en transpolar strøm. Dette fik Nansen til at tro, at et specialbyget skib kunne blive frosset fast i pakisen og følge de samme strømme, som vragresterne efter "Jeanette", og dermed komme nærmere Nordpolen.
Nansen styrede konstruktionen af fartøjet, som havde afrundet skrog og andre funktioner udviklet for at tåle længere tids tryk fra is. Skibet var sjældent i fare i løbet af perioden i isen og kom uskadt ud efter tre år. De videnskabelige observationer, som blev udført under denne periode, bidrog betydeligt til den nye disciplin oceanografi, som senere blev det vigtigste tema i Nansens videnskabelige arbejde. "Fram"s drift og Nansens rejser med slæde beviste definitivt, at der ikke fandtes nogen væsentlig landmasse mellem de eurasiatiske kontinenter og Nordpolen og bekræftede den generelle karakter af den arktiske region som en dyb, islagt sø. Selv om Nansen trak sig tilbage fra opdagelsesrejser efter denne ekspedition, påvirkede metoderne, han sammen med Johansen havde udviklet for fremdrift og overlevelse, alle de polarekspeditioner, som fulgte de næste tredive år, både i nord og i syd.
Baggrund thumb|Fridtjof Nansen omkring tidspunktet, da han krydsede Grønland.
"Jeannette", en ombygget kanonbåd fra den amerikanske marinen, entrede pakisen nord for Beringstrædet i september 1879 under ledelse af George Washington DeLong. Hun forblev fast i isen i nærmere to år, drivende mod området ved de Nysibiriske øer, før hun blev knust og sank den 13. juni 1881.Holland, s. 89 Mandskabet flygtede i både og satte kursen mod den sibiriske kyst, men de fleste, inkluderet DeLong, omkom i ødemarken ved floden Lena.Fleming, s. 218 Tre år senere dukkede rester fra "Jeannette" op i den modsatte side af verden, nær Qaqortoq på Grønlands sydvestkyst. De fastfrosne rester bestod af klæder med navn på medlemmer af mandskabet og dokumenter signeret af DeLong, og de var utvivlsomt ægte.Nansen, s. 17
I et foredrag i 1884 ved Det Norske Videnskaps-Akademi hævdede Henrik Mohn, en af grundlæggerne af moderne meteorologi, at fund af rester efter "Jeannette" indikerede eksistensen af en havstrøm fra øst til vest over hele Nordishavet. Den danske guvernør ved Qaqortoq skrev om fundene og mente, at en ekspedition frosset fast i det sibiriske hav måske kunne krydse Nordishavet og ende op ved Sydgrønland, hvis skibet bare var stærkt nok. Disse teorier blev studeret med interesse af den 23 år gamle Fridtjof Nansen, som da arbejdede som kurator ved Bergen Museum mens han fuldførte doktorgradstudierne.Nobel
Nansen var allerede betaget af det frosne nordområde; to år tidligere deltog han på en fire måneder lang rejse ombord på fangstskuden "Vikingen", og den havde inkluderet en tre uger lang periode, hvor de sad fast i drivisen.Huntford, s. 21 Nansen var en dygtig skiløber og lagde planer om at lede den første krydsning af indlandsisen på Grønland,Huntford, s. 49 et mål, som blev forsinket på grund af hans akademiske studier, men som blev vellykket gennemført i 1888-1889. Gennem disse år glemte Nansen ikke teorien om strømmene, som gik øst-vest i Arktis med de muligheder for videre polarforskning, disse medførte, og kort tid efter, at han kom tilbage fra Grønland, var han klar til at offentliggøre sine planer.Nansen, s. 15
Forberedelser Plan thumb|Nordishavet, som viser et teoretisk forløb under en drift fra de Nysibiriske øer til Atlanterhavet. I februar 1890 talte Nansen ved et møde med Det norske Geografiske Selskab i Christiania. Efter at have rettet opmærksomheden mod de mange fejlslagne ekspeditioner, som havde nærmet sig Nordpolen fra vest, betragtede han betydningen af fundene af vragdele fra "Jeannette" sammen med andre fund af drivtømmer og dele fra Sibirien eller Alaska, som var blevet identificeret langs Grønlands kyst. Sammenfatter man alt dette, sagde Nansen, så må man åbenbart komme til den slutning, "at det går en strøm etsteds mellom Polen og Frans Josef land fra det sibirske østhav mot den grønlandske kyst". Det virkede som om, den oplagte ting at gøre, var "å søke inn i denne strømmen på den siden av Polen hvor den går nordover, og la strømmen hjelpe seg til å nå inn i de strøk som alle de som tidligere arbeidet mot strømmen, forgjeves søkte å nå."
Nansens plan krævede et mindre, stærkt og manøvredygtigt skib, drevet af sejl og en motor, og i stand til at fragte drivmiddel og proviant for tolv mand i fem år. Fartøjet skulle følge "Jeannette"s rute til de Nysibiriske øer, og på den omtrentlige position for "Jeannette"s havari, med de rette isforhold «skal vi pløye vår vei inn blant isen så langt vi kan."Nansen, s. 30 Skibet skulle så drive med isen mod Nordpolen og til sidst komme til havet mellem Grønland og Spitsbergen. Skulle skibet synke, en mulighed Nansen anså som lidet sandsynlig, ville gruppen slå lejr på en isflage og lade sig drive mod sikkerhed. Nansen mærkede sig: "Hvis "Jeannette"-ekspeditionen havde haft tilstrækkelig med forsyninger og var blevet på isflagen, hvor relikvierne blev fundet, ville resultatet utvivlsomt være blevet anderledes end det var blevet."Nansen, s. 32
Da Nansens plan blev offentlig kendt, var The New York Times entusiastisk og anså det som "overvejende sandsynligt, at der er en forholdsvis kort og direkte rute over Nordishavet via Nordpolen, og at naturen i sig selv har skabt en metode for kommunikation på tværs af det."The New York Times De mest erfarne polfarere var imidlertid mere afvisende. Den amerikanske opdagelsesrejsende Adolphus Greely kaldte det en "ulogisk plan for selvdestruktion";Berton, s. 489 hans assistent, løjtnant David Brainerd, kaldte det "en af de mest syge og ufornuftige planer nogensinde at begive sig ud på", og spåede at det ville ende med katastrofe.The New York Times 2 Sir Allen Young, en veteran fra søgningen efter Sir John Franklins fortabte ekspedition, troede ikke, at man kunne bygge et skib, der kunne tåle det høje tryk fra isen: "Hvis det ikke opstår nogen hevelser i isen må den gå gennem hende, uanset hvilket materiale hun er lavet af."Nansen, s. 42
Sir Joseph Hooker, som havde sejlet sydover med James Clark Ross i 1839-43, var af samme opfattelse og mente, at risikoen ikke var værd at tage.Berton, s. 492Nansen, s. 47 Den lige så erfarne Sir Leopold McClintock kaldte imidlertid Nansens projekt den "mest eventyrlige plan nogensinne under Royal Geographical Society". Den svenske filantrop Oscar Dickson, som havde finansieret Nordenskiölds erobring af Nordøstpassagen i 1878-79, var tilstrækkelig imponeret til at tilbyde at dække Nansens omkostninger. Med voksende norske nationalisme var imod tilbuddet fra unionspartneren Sverige og fremprovokerede fjendtlighed i norsk presse, og Nansen bestemte sig for at afslå Dicksons forslag og udelukkende satse på norsk bistand.Huntford, s. 180
Finansiering Nansens oprindelige omkostningsoverslag var på 300.000 kroner. Efter at have holdt en lidenskabelig tale foran Stortinget, blev Nansen tildelt et tilskud på 200.000 kroner; balancen blev sikret ved private bidrag, som inkluderede 20.000 kroner fra Kong Oscar 2. af Norge og Sverige. Royal Geographical Society i London gav 300 pund.Fleming, s. 240 Desværre var Nansens oprindelige overslag for lavt - skibet alene kostede mere end den totale sum, han havde til rådighed. En fornyet appel til Stortinget førte til yderligere 80.000 kroner, og en national appel øgede den totale sum til 445.000 kroner. I følge hans egne oplysninger udlignede han de resterende mangler med egne midler.Nansen, s. 54 Hans biograf Roland Huntford skriver imidlertid, at det endelige underskud på 12.000 kroner blev klaret af to velstående tilhængere, Axel Heiberg og den landsforviste engelskmand Charles Dick.Huntford, s. 214
Skib thumb|Plan- og snit-tegninger for "Fram", som aftalt mellem Nansen og skibsbygger Colin Archer. Til at tegne og bygge skibet valgte Nansen Colin Archer, Norges ledende skibsbygger og skibsingeniør. Archer, var velkendt for et bestemt skrog-design, som kombinerede sødygtighed med en lav dybdegang og havde været en pioner inden for udviklingen af spidsgattede fartøjer, hvor det konventionelle agterspejl var erstattet af en spids agterstavn, hvilket forøgede manøvrerbarheden.Huntford, s. 183 Nansen fortæller, at Archer lagde "planer efter planer for det projekterede skib; den ene model efter den anden blev forberedt og forkastet".Nansen, s. 59 Til sidst blev der enighed om et design, og 9. juni 1891 underskrev de to mænd kontrakten.
thumb|Colin Archer, designer og bygger af "Fram". Nansen ønskede skibet færdigt i løbet af et år; han var ivrig efter at komme afsted, før nogen anden kunne bruge hans planer og komme ham i forkøbet.Huntford, s. 186 Skibets vigtigste ydre træk var den runde form på skroget, udformet således at isen ikke kunne få tag i skibet. Boven, agterenden og kjlen blev rundet af, og siderne glattedes således, at skibet, med Nansens ord, ville "glide som en ål ud af isens omfavnelser".Nansen, s. 62 For at give skibet eksceptionel styrke blev skroget omsluttet af sydamerikansk greenheart, det hårdeste tilgængelige tømmer. De tre lag af træ, som dannede skroget, udgjorde en samlet tykkelse på mellem 24 og 28 tommer (60-70 cm), som voksede til ca. 48 tommer (1,25 m) i boven, som var yderligere beskyttet af en fremstående jernstamme. Ekstra styrke blev tilført af tværbjælker og afstivinger gennem hele skrogets længde.