Ved nordpolsekspeditioner forstås de ekspeditioner, der havde til formål at nå nordpolen.
Oldtiden
Oldtidens grækere og romere vidste intet om polarhavet. Herodot anfører, at det eneste sikre er, at rav og tin kommer fra den længst bortliggende del af verden. Strabo (født omtrent 63 f.Kr.) slutter sin Iberia med at fortælle om de patriotiske fønikiske skippere, som hellere lod et skib løbe på land, end de fortalte romerne om den så længe søgte vej til disse kyster, hvilken vej romerne dog selv havde fundet. Pytheas fra Massalia (Marseille), der levede på Alexander den Stores tid (omtrent 330 f.Kr.), havde nået nordspidsen af Britannien og måske Danmarks vestkyst. Hans beretning om øen Thule nord derfor, hvor dagene skulle have en længde af 24 timer ved sommersolhverv, bærer øjensynlig præg af andenhånds efterretninger. Da romerne havde erobret Gallien og fået fodfæste i Britannien, udvidedes horisonten lidt efter lidt. En romersk flåde omsejlede Britannien. Orkney-øerne blev erobrede, og man kunne på afstand skimte Thule (det vil sige: Shetlands-øerne). Efterhånden knyttedes til dette navn forestillingen om det fjerneste kendte land mod nord.
Vikingetid og middelalder
thumb||Vikingernes handelsruter.
For imidlertid at indføre i folkenes bevidsthed en verden, hvis grænser var is, måtte forskningen udvides til polarkredsen selv. Dette var forbeholdt nordboerne, som allerede i den forhistoriske tid havde overskredet denne grænse, idet nybyggere havde taget land endog helt op mod nordspidsen af Norge i det såkaldte Hålogaland, hvis klima var mildnet af Golfstrømmen. Allerede dengang var folkestammer af forskellig slags blevne pressede op andre steder mod nordpolarhavets kyster, hvor de havde omformet deres levevis efter den hårde natur. På denne måde opstod de eskimoiske folkeslag, som bebor Asiens og Nordamerikas kyster. Hunden var deres trofaste ledsager, og et og andet sted havde de tæmmet rensdyret, de opfandt kajak og konebåd og kunne nu dristig færdes langs ishavets kyster. Mens Grønland allerede var blevet betrådt af disse folk, lå Færøerne og Island øde og mennesketomme. I det nordligste Skandinavien boede lapperne, som nordboerne kaldte "finner". Først i det 9. århundrede omsejlede en nordmand, Ottar fra Hålogaland, Skandinaviens nordspids og nåede Hvidehavet (Gandviken). Han kan anses for den første kendte ishavsfarer.
Just denne periode var en urolig tid i Europa. To folkeslag gik i spidsen for erobringer og kultur, araberne i syd og de nordiske vikinger i nord. Vikingetogene tog deres begyndelse til Skotland og Irland fra Vestnorge kort før 800. Færøerne opdagedes, men her var irske eneboere allerede komne dem i forkøbet. Det samme var tilfældet på Island, hvor bebyggelsen begyndte 874. Grønland opdagedes og koloniseredes i 985, og få år efter, år 1000, opdagedes Nordamerika (Vinland). Fra Østerbygden og Vesterbygden, de to kolonier i Grønland, gjorde nordboere lange rejser mod nord, således besøgte de allerede 1135 72° 55′ n. br., hvor man har fundet en lille runesten til minde herom, og 1266 udrustedes et skib til Kroksfjardarheidi (Kroksfjordisheden) på Nordgrønlands vestkyst. Allerede ved år 1100 var grønlandske sæl- eller hvalfangere stødt sammen med eskimoerne i Nordrsetur eller det nordlige Grønland. Grønlands østkyst til i højde med Islands nordlige del var også kendt; her lå Gunbjörnskærene, der meget tidlig var sete. Imidlertid tabtes forbindelsen med Grønland inden begyndelsen af det 15. århundrede, nordbokolonien ødelagdes, og eskimoerne, der stadig var rykkede syd på i dette land, ned langs vestkysten (og tillige nord om Grønland ned langs østkysten), blev en tid enerådende. Det var således nordboerne, der havde åbnet døren til polarlandene, men denne var atter blevet lukket halvt i, da forbindelsen med Grønland tabtes.
Forinden dette skete, havde kong Christian 1. af Danmark udsendt en polarekspedition med nordmanden Jon Skolp som leder, og som nåede Labrador i 1476, altså forinden Columbus opdagede Amerika. Frisere, portugisere og baskere havde fulgt efter nordboerne op i havene mod nord for at drive fiskeri og hvalfangst, men ved slutningen af det 15. århundrede hørte disse farter en tid op. I Columbus’ "opdagelse" af Amerika i 1492 lå kimen til de vestlige Indienfarter, men tillige spiren til de nordlige polarfarter. Columbus havde ønsket at finde "Orienten gennem Occidenten", med andre ord: Asien i vestlig retning.
De store opdagelsers tid
thumb|Gerard Mercator's kort over nordpolen fra 1606.
En skelsættende begivenhed i arktiske udforskning fandt sted i 1409, da Ptolemæus' Geographia blev oversat til latin, og dermed indførte begreberne bredde- og længdegrad i VesteuropaOnline Exhibit Rome Reborn: The. Vatikanets bibliotek og renæssance Kultur Navigatører blev nu bedre i stand til at kortlægge deres positioner, og i Europa indledtes et kapløb til Kina, udløst af den interesse som skrifter af Marco Polo havde vakt. Blot to år efter, at Columbus havde nået Amerika, blev i 1494 indgået traktaten i Tordesillas, som med pavens velsignelse delte Atlanterhavet mellem Spanien og Portugal. Tvunget af denne aftale til at søge andre veje til Orienten begyndte rivaliserende lande som England og Nederlandene at overveje den nordlige rute over toppen af kloden.
Medvirkende til disse forsøg på at finde nye sejlruter mod nord til Asien var to bøger: Inventio Fortunata, et tabt værk, der sagdes at være en beskrivelse af rejser i Nordatlanten af en ukendt munk, som kendes i et resumé skrevet af Jacobus Cnoyen men kun findes i et brev fra Gerardus Mercator, om rejser så langt som NordpolenEva Germaine Rimington Taylor: "A Letter Dated 1577 from Mercator to John Dee" (Imago Mundi, vol 13 (1956), s. 56-68 og et senere meget omstridt værk med påstand om, at to brødre fra Venedig, Niccolo og Antonio Zeno, angiveligt skulle havde lavet et kort over deres vej i polhavet, som blev udgivet af deres efterkommere i 1558."Zeno, Nicolo and Antonio" at the Dictionary of Canadian Biography Online Begge værker bragte forestillingen frem, at der i polarhavet fandtes isfrie passager - endda over nordpolen - som ville kunne forkorte rejsen til Asien betydeligt i forhold til den kendte vej syd om Afrika. Der blev da også sendt ekspeditioner ud for at lede efter de isfrie sejlruter, men forgæves. Disse ekspeditioner førte til nye ekspeditioner, som ikke skulle gå direkte over nordpolen men i en noget sydligere bane (henholdsvis nordvestpassagen og nordøstpassagen), hvorimod rejser til nordpolen gled i baggrunden.
De første ekspeditioner
thumb|Nansens "Fram" indefrosset i isen
Det var først hen imod slutningen af 1800-tallet, at egentlige polarekspeditioner blev foretaget dels af videnskabelige og kortlægningsmæssige hensyn, dels som en kappestrid om æren for at have været den første som havde nået nordpolen.
Jeannette-ekspeditionen og Fram-ekspeditionen
Den første ekspedition, der havde til formål at nå nordpolen, var Jeannette-ekspeditionen, som 1879 udgik gennem Beringstrædet, men i 1881 forulykkede den ved De nysibiriske øer, og 3 år efter fandt man efterladenskaber fra samme på en isflage ved Grønlands sydvestkyst. De måtte antages at være drevet med polarstrømmen — måske over nordpolen — og ned langs Grønlands østkyst. Dette fund gav stødet til nordmanden Fridtjof Nansen’s polarfærd. Han havde i 1888—1889 gennemkrydset Grønlands indlandsis og gik nu 1893 ud med Fram (kaptajn Otto Sverdrup) langs den sibiriske ishavskyst til De nysibiriske øer, hvor han lod Fram fryse inde i isen for, at skibet kunne drive med denne over polen. Driften skete som beregnet mod vest. Den 14. marts 1895 forlod Nansen, ledsaget af Johansen, Fram på 84° 4′ n. br. og 102 1/2° ø. l. og nåede med slæder forbi 86° 4′ n. br., vendte om og overvintrede på Frantz Josefs Land. Her traf de næste sommer englænderen Jackson’s ekspedition og vendte tilbage til Norge den 13. august 1896. Fram kom den 20. august, efter at have nået 85° 27′ under sin drift. Nansen-ekspeditionen havde intet nyt polarland opdaget, men konstateret tilstedeværelsen af et dybt polarhav.
Robert Pearys tidlige ekspeditioner
thumb|Kort over nordpolsområdet ca. 1900 med de vigtigste ekspeditioner angivet. Polområdet var fortsat ukendt.
1891 begyndte Smith Sund igen at blive skuepladsen for en række handlinger, som amerikaneren Robert E. Peary iværksatte i disse egne. 1886 havde han med den danske handelsassistent Maigaard foretaget en vandring på indlandsisen fra Ritenbenk. På hans anden rejse 1891—92 lykkedes det ham, ledsaget af nordmanden Eyvind Astrup, på ski fra Smith Sunds indløb i Maccormick-bugten at nå nordpartiet af Grønland på 82° n. br., under en 1.200 engelske mil lang vandring hen og hjem over indlandsisen. På en tredje ekspedition, som varede i 25 måneder (1893—95), gik Peary med to ledsagere atter over isen til Grønlands nordspids. Ingen af disse tidlige rejser havde således nordpolen som mål men må opfattes som forberedelser til de senere forsøg. Først på sin sjette rejse i 1898 forsøgte Peary at nå frem til nordpolen.
Robert E. Peary forlod Amerika i damperen Windward. Skibet overvintrede ved Etah på vestkysten af Grønland, hvorfra Peary, ledsaget af mulatten Matt Henson, som allerede havde ledsaget ham på flere ekspeditioner, samt nogle eskimoer, foretog udstrakte slæderejser på Grinnell- og Grant-Land, indtil Greely’s overvintringssted "Fort Conger" (81° 44′ n. br.). Skønt han på denne slæderejse led frygtelig af kulde — ja for stedse blev invalid på fødderne, idet flere af tæerne frøs af — gav han dog ikke tabt, men overvintrede for anden gang ved Port Foulke (78° 17′ n. br.), Hayes gamle overvintringssted. Da han var kommen sig noget, begyndte han med Henson og 5 eskimoer et fremstød mod nordpolen langs Grønlands nordvestkyst. På 83° 39′ ved Kap Bridgman nåedes 13. maj 1900 det nordligste punkt af Peary Land. Her bøjede kysten mod sydøst. Peary gik nu et kort stykke videre frem over polarisen til 83° 50′. Han havde dermed slået Lockwood’s rekord fra 1882 (83° 24′), men nu måtte han den 16. maj vende om for åbent vand i polarisen. Peary gik derpå ned langs Peary-Landets nordøstside til 82° 59′, hvor han den 22. maj 1900 nedlagde en beretning i en varde, hvilken 6 år efter blev funden og hjembragt af kaptajn J.P. Koch, som sammen med maler Berthelsen og eskimoen Tobias Gabrielsen nåede dette punkt den 12. maj 1907 — udsendt fra "Danmark-ekspeditionen". Peary vendte tilbage rundt om Peary-Landets nordkyst til Grant Land, hvor han overvintrede ved "Fort Conger".
I 1901 forsøgte han atter at gå frem mod nordpolen, men forholdene tillod ham på en første tur ikke at nå længere end til Lincoln Bay, der kun ligger 10 dagsrejser fra "Fort Conger". Endnu en gang gik han fremad under den største møje, og den 21. april 1902 nåede han med Henson og 4 eskimoer i følge 84° 17′, hvor de måtte vende om. Den 8. Aug. kom Windward op i Smith-Sund og tog straks hele ekspeditionen om bord for at bringe den hjem. Fire år havde Peary denne gang tilbragt i polarlandene uden at nå sit mål. Han følte sig skuffet og tænkte at opgive disse nordpolsrejser, men besindede sig.
Andrées ballonfærd
Samtidig med, at Nansen vendte hjem, var en ny eventyrlig nordpolsekspedition under udrustning. Svenskeren Andrée havde fattet den dristige plan at søge at nå nordpolen i ballon. 1896 opholdt han sig ved Virgo Havn på Spitsbergen for at foretage opstigningen, men der var ingen gunstig vind. Han kom da året efter igen, og den 11. juli 1897 gik han og to Ledsagere Strindberg og Frænkel med Ørnen nord på. Efter de modtagne brevduer og efter fund af bøjer fra ekspeditionen må den antages at være forulykket øst for Frants Josef’s Land en 10 à 12 dage efter opstigningen. Hans eftersøgning afstedkom adskillige ekspeditioner, til Sibirien (Stadling, Frænkel og Nilsson), til De nysibiriske øer (Bredts), til Spitsbergen og Frants Josef’s Land (Nathorst og Kjeldsen), til Grønlands østkyst (Nathorst) og så fremdeles.