thumb|Stonehenge der blev rejst i flere etaper fra 2500-2000 f.Kr.

England var beboet for mere end 800.000 år siden, som fund af flintredskaber og fodaftryk ved Happisburgh i Norfolk viser.; ; "Earliest footprints outside Africa discovered in Norfolk" . (2014). BBC News. Hentet 7. februar 2014. De tidligste spor efter mennesker i Nordvesteuropa er en kæbeknogle, som blev fundet i Devon ved Kents Cavern i 1927. Den blev i 2011 dateret til at være mellem 41.000 og 44.000 år gammel. Faste bosættelser i England begyndte i slutningen af sidste istid for omkring 13.000 år siden, Creswelliankulturen. Området har mange rester fra mesolitikum, neolitikum og bronzealderen som Stonehenge og Avebury. Under jernalderen blev England som resten af Storbritannien syd for Firth of Forth beboet af keltere kaldet britere og nogle belgiske stammer (bl.a. Atrebates, Catuvellauni og Trinovanter) i sydøst. I år 43 e.Kr. begyndte den romerske erobring af Britannien, hvorefter Romerriget tog kontrol over provinsen Britannia til 400-tallet.

Enden på romersk herredømme i Storbritannien tillod Angelsaksisk bosættelse i Storbritannien. Det betragter historikere som grundlæggelsen af England, det engelske folk og begyndelsen på middelalderen. Angelsakserne, der var en blanding af germanske folkeslag grundlagde flere kongeriger, der var de primære magtfaktorer til nutidens England og dele af Sydskotland.The Anglo-Saxons , BBC – History De talte oldengelsk, der i stor udstrækning erstattede det tidligere britiske sprog. Angelsakserne bekrigede de britiske stater Wales, Cornwall og Hen Ogledd (oldnordisk; britannisktalende del af Nordengland og det sydlige Skotland) samt med hinanden. Vikingetogter blev almindelige fra omkring år 700, og Nordboerne bosatte sig i store dele af, hvad der i dag betegnes som England. I denne periode forsøgte flere uafhængige herskere at samle de forskellige angelsaksiske kongedømmer. Det ledte til kongeriget England i 900-tallet.

I 1066 invaderede og erobrede normannerne hele England. Det normanniske dynasti blev etableret af Vilhelm Erobreren, og det regerede over England i over et halvt århundrede til kriserne kaldet anarkiet (1135-1154). Efter anarkiet blev det Huset Plantagenet, et dynasti som senere arvede retten til Kongeriget Frankrig, som tog magten i England. En arvekrise i Frankrig førte til hundredårskrigen (1337–1453), der var en serie konflikter, som involverede ledende skikkelser i begge nationer. Efter hundredårskrigen blev England offer for borgerkrigen om arvefølgen. Under Rosekrigene kæmpede to grene af Plantagenet-familien mod hinanden: Huset York og Huset Lancaster. Henrik Tudor fra Huset Lancaster afsluttede rosekrigene og etablerede Tudordynastiet i 1485.

Under huset Tudor og det senere stuartdynasti blev England en stor kolonimagt. I Stuarternes tid blev den engelske borgerkrig udkæmpet. Den medførte henrettelsen af Charles 1. (1649) og flere republikanske regeringer: først en parlamentarisk republik kaldet Commonwealth of England (1649-1653) og derefter et militærdiktatur under Oliver Cromwell kendt som Protektoratet (1653-1659). I 1660 kom Stuartdynastiet tilbage til magten, selv om fortsatte diskussioner om religion og magt resulterede i afsættelsen af Stuart-kongen James 2. under the Glorious Revolution (1688). England, der havde erobret Wales i 1200-tallet, blev slået sammen med Skotland i 1707 og dannede en ny suveræn stat kaldet Kongeriget Storbritannien.Uniting the kingdom? nationalarchives.gov.uk, Hnetet 2. juli 2011The Union of the Parliaments 1707 Learning and Teaching Scotland, Hentet 2. juli 2011Union with England Act 1707, Article II Efter den industrielle revolution regerede Storbritannien over et verdensomspændende imperium, der er det største i historien. Efter afkoloniseringen i 1900-tallet, der hovedsagelig blev forårsaget af svækkelse af Storbritanniens magt efter de to verdenskrige, er stort set alle imperiets oversøiske områder i dag selvstændige lande. Den kulturelle påvirkning er dog fortsat i mange af dem.

Forhistorie

Stenalder thumb|Stonehenge, rejste i flere etaberet fra ca 3000-1500 fvt.

Tiden fra de første beboere i Storbritannien til den seneste istids maksimum kendes som ældre stenalder eller palæolitikum. Arkæologiske fund indikerer, at området, som i dag kaldes England, blev koloniseret af mennesker længe før resten af de britiske øer, fordi klimaet var mildere både under og imellem de forskellige istider. De tidligste tegn på mennesker er fra Happisburgh i Norfolk, hvor der er fundet de ældste menneskelige fodaftryk uden for Afrika, og de peger på, at der har været mennesker her for omkring 800.000 år siden. Den tidligste befolkning var jæger-samlere, der jagede vildt og samlede planter. Havniveauet var så lavt, at Storbritannien stadig var landfast med kontinentet, og varierende temperaturer i de mange årtusinder betød, at området ikke altid var beboet.Francis Pryor, Britain BC, 2003.

Den sidste istid sluttede omkring 10.000 f.Kr., og England har været befolket lige siden. Det er begyndelsen på den mellemste stenalder eller mesolitikum. Højere havoverflade gjorde, at Storbritannien blev afskåret fra kontinentet for sidste gang omkring 6500 f.Kr. Befolkningen var på denne tid stort set genus Homo, Homo sapiens sapiens, og arkæologiske fund indikerer, at samfundsstrukturen blev mere og mere kompleks, og de kunne manipulere deres omgivelser og bytte. Muligvis kunne de afbrænde skovområder for at lave rydninger til flokke af dyr, hvad gjorde det nemmere at jage. Simple langdistancevåben har været de primære jagtredskaber som kastespyd og muligvis slynger. Bue og pil var kendt fra omkring 9000 f.Kr.

Klimaet fortsatte med at blive varmere og det er sandsynligt, at befolkningstallet også steg.V Gaffney, S Fitch and D Smith 2009, Europe's Lost World: The Rediscovery of Doggerland.

Den nyeste stenalder eller neolitikum begyndte med landbrug importeret fra mellemøsten omkring 4000 f.Kr. Det er uvist, om de kom fra en stor folkevandring, eller om det var metoder, der blev lært af andre lande og bragt til Storbritannien. Folk begyndte at dyrke afgrøder og opdrætte dyr, og det førte til fastere bosættelser. Enorme gravhøje blev rejst over de døde, og flere blev lagt efter stjernehimlen og planeterne. Flintteknologi udviklede sig også, og der blev produceret en lang række kunstfærdige genstande. Der blev ryddet større mængder skov end tidligere for at gøre plads til marker og græsgange. Sweet Track i Somerset Levels er en af de ældste tømmerveje, der er fundet i Nordeuropa og en af de ældste veje i verden. Den er dendrokronologisk dateret til vinteren 3807–3806 f.Kr. og den antages at have haft religiøs betydning.

Senere forhistorie thumb|Udsigt over voldende ved voldstedet Maiden Castle, som de ser ud i dag.

Bronzealderen begyndte omkring 2500 f.Kr., hvor de første bronzegenstande begyndte at dukke op i de arkæologiske fund. Det stemmer overens med fremkomsten af klokkebægerkulturen fra folkevandring eller ved kulturel assimilation, og det kan være en blanding af begge. I bronzealderen sker der et skift fra det et samfund uden direkte ledere, til at en stadig mere magtfuld elite begyndte at vinde frem med kontrol over værdifulde ressourcer, muligheden for at kunne omskabe tin og kobber til bronzegenstande med høj status som sværd og økse samt deres kunnen som jægere og krigere. Faste bosættelser blev stadig hyppigere og intensive. Mod slutningen af perioden findes adskillige eksempler på ekstremt fint metalarbejde, der er blevet fundet i depoter i floder. De er sandsynligvis endt her af rituelle årsager, og måske viser det et progressivt skift fra himlen til jorden, idet befolkningstilvæksten satte jorden under større pres og gjorde god jord mere værdifuld. England bliver også en del af det atlantiske handelssystem, som skabte en kulturel kontinuitet over store dele af Vesteuropa.Francis Pryor, Britain BC, 2003 Det er også muligt at de keltiske sprog udviklede eller spredte sig til England som en del af dette system. Ved slutningen af jernalderen findes er med sikkerhed beviser for, at de blev talt over hele Europa og i den vestlige del af Britannien.Barry Cunliffe, The Ancient Celts, 1997

Jernalderen begyndte omkring år 800 f.Kr. Det atlantiske handelssystem var kollapset (selv om England fortsat havde kontakt over Kanalen med Frankrig) i takt med, at Hallstattkulturen blev udbredt. Det overordnede billede af perioden tyder på, at der ikke har foregået en stor bevægelse af befolkningen, og der kendes kun en enkelt begravelse fra Hallstattkulturen i Storbritannien, og selv her er tegnene ikke 100 % sikre. Begravelser forsvinder tilsyneladende over hele landet, og det er muligt at man har fjernet kød og indvolde på afdøde. Voldsteder kendes siden bronzealderen, men et stort antal af dem blev opført fra 600 til 400 f.Kr., særligt mod syd. Efter omkring år 400 f.Kr. blev antallet af nye voldsteder dog reduceret betragteligt, og mange af dem blev beboet regelmæssigt, mens et mindre antal blev beboet meget intenst, hvad der indikere en regional centralisering. Det er omkring dette tidspunkt, at de først kilder på Britannien begyndte at optræde i forskellige annaler. Den første gang området nævnes er i Massaliote Periplus, en sejlmanual for købmænd, der antages at stamme fra 500-tallet f.Kr. Pytheas af Massilia skrev om sin rejse til øen omkring 325 f.Kr. Begge tekster er gået tabt, og på trods af at de er blevet citeret af senere forfattere, er der ikke nok til at hjælpe arkæologer.

Kontakten med kontinentet var generelt på et lavpunkt i bronzealderen, selv om den ikke har været uden betydning. Varer fra fastlandet blev fortsat transporteret til England i hele perioden, med en mulig pause fra 350-150 f.Kr. Der har været to invasioner. Omkring år 300 f.Kr. tyder meget på, at der har været en gruppe fra den galliske stamme parisii, der tog til East Yorkshire og etablerede en højtudviklet arraskultur, og fra omkring 150-100 f.Kr. har grupper af belgeaere taget kontrol over store dele af Sydengland. Disse invasioner har af et mindre antal mennesker, der har etableret sig som en krigerelite i det eksisterende system, frem for en etnisk udrensning. Den belgeaenske invasion var langt større end den pisiiske, men keramikfremstillingen ændrede sig ikke, og det viser, at den eksisterende befolkning ikke er flyttet. Det har alligevel medført socio-økonomiske ændringer. Pre-urbane og sågar urbane bosættelser (oppida) begyndte at overskygge de gamle voldsteder, og en ny elite, der baserede deres magt på dygtighed i kamp og evnen til at manipulere ressourcerne, blev etableret.Barry Cunliffe, Iron Age Communities in Britain, 2005

I 55 og 54 f.Kr. blev Storbritannien invaderet af Julius Cæsar som en del af hans kampagner i Gallien, og han proklamerede at have vundet flere sejre, på trods af at han aldrig kom længere ind i landet end Hertfordshire og ikke kunne etablere en romersk provins. Invasionen markerer dog stadig et vendepunkt for britisk historie. Kontrollen med handel og bevægelsen af ressourcer og værdifulde varer blev vigtigere end nogensinde for eliten i det sydlige Storbritannien. Da Rom kunne levere rigdom og protektorer, blev denne stat den største aktør. Det så ud til, at et sådant system ville resultere i en fuld invasion og slutteligt en annektering af området.Guy de la Bedoyere, Roman Britain: A New History, 2010

Englændernes genetiske historie